Rolig eftermiddag

[Philip af Dunlath]

Silas af Hamin

Philip var lige kommet tilbage til paladset efter et kortvarigt besøg hos sine forældre i Højager. I slotsgården havde han lettere kort for hovedet afvist staldkarlen, der havde tilbudt at tage sig af hans hest. Han havde brug for at dampe lidt af efter at have udholdt sin fars selskab i så mange timer som det nu havde tage at indtage middagsmaden. At sørge for sin hest var en alletiders beskæftigelse.

Philip havde trukket den majestætiske stridshingst ind i en af staldene og skubbede nu lidt til den ene flanke, for at få den til at rykke sig, så han kunne løfte sadlen af. Hesten stampede hidsigt med det ene bagben, ”Rolig nu lille hest,” mumlede Philip beroligende, mens han strøg den over halsen og bragte den til ro. Han rakte ud efter en håndfuld halm og begyndte at gnubbe dens svedige ryg tør. Han nød roen der sænkede sig over ham, mens han puslede om det store stolte dyr. Da han var tilfreds tog han seletøj og sadel og lagde det pænt på plads. Han tidligere ridderherre havde lært ham, at man passede godt på sine ting.

Da alt var ordnet, klikkede han let med tungen for at få hesten i bevægelse og førte den ud mod hestefoldene. Vejret var ikke overraskende lettere overskyet og fugten hang som altid tungt i luften her i Corus.
Hesten der vidste, hvad der ventede fulgte ivrigt med og trippede utålmodigt, mens Philip åbnede leddet. Da der først var fri adgang til folden, vrinskede den og satte i galop.
Philip lænede armene mod en stolpe, mens han eftertænksomt stod og betragtede de mange heste, der var spredt ud over det grønne område.

[Silas af Hamin]

Silas sad og kiggede ud over hestene på marken, han overvejede stadig at ride væk. Det ville dog blive svært nu han havde armen i slynge. Det havde ikke været et uheld det var både sikkert og vidst, men hvad kunne han gøre?

Han nød egentlig bare stilheden med sig selv og lod tankerne vandre, da han hørte nogen og kiggede op. Det var han gode kammerat fra skolen. ”Ridder Philip! Her ovre. Hej” han vinkede med den raske hånd.

[Philip af Dunlath]

Philip der havde været meget langt væk i sine egne tanker, tog hånden ned til sit sværdskæfte af ren refleks. Han så i retning af den lyd som havde forskrækket ham og erstattede det vagtsomme blik med et stort smil. "Ridder Silas!" hilste han tilbage og gik med raske skridt hen til den anden unge mand.

Da han var helt henne ved Silas lagde han mærke til, at hans ven havde armen i slynge, "Ved De Store Guder Silas, hvem har nu tævet dig?" sagde han drilsk og gav ham et venskabeligt klask på den modsatte skulder. Han lod sig dumpe ned ved siden af Silas og strakte sig bagud hvilende på armene.

[Silas af Hamin]

silas smilede, da kammeraten gik øje på ham og nærmede sig. Han fortsatte dog med at sidde på indhegningen. En ting han havde gjort siden barnsben. Det var dog en smule mere besværligt med en brækket arm. Philips spørgsmål generede Silas lidt. Han antog at Silas havde tabt. Silas mente bestemt ikke at han var en taber. Omvendt kunne han ikke fortælle sandheden, hvad end der så skete, så var han på det punkt loyal over for sin onkel. Det havde han lært på den hårde måde. ”Det var bare en uheldig duel” han tøvede og tilføjede så ”Det var min egen skyld”

[Philip af Dunlath]

Philip mærkede hurtigt, at det åbenbart var et ømt punkt og kløede sig lidt kejtet i håret, "Årh, det var ikke for at snage kammerat!" han smilede forsikrende til Silas, men undrede sig nu alligevel lidt over hans valg af ord. "Som ridder får man knubs en gang imellem, det hører med til jobbet" han prøvede at løfte stemningen og tilføjede, "I det mindste render du ikke rundt med et varigt minde i ansigtet," han pegede på arret på hans ene kind og lo jovialt. Arret stammede fra en sværd kamp i hans meget tidlige år som ridder i Frølund. En skide røver fra Scanra havde hugget ud efter Philips strube og kunne have dræbt ham. Uheldigvis for den nu døde røver, var det ikke endt sådan.

[Silas af Hamin]

Silas blev hurtig glad igen og smilede til kammeraten. "Du har så ganske ret." Der var ingen grund til at gøre et stort nummer ud af det. Det ville han ikke få noget ud af alligevel, måske kun en tur mere hos onklen.
Hans blik faldt på arret som Philip pegede på. Det var gammelt og havde egentlig haft det så langt tilbage Silas kunne huske. "Nok ikke men et sådan ar, tilegnet i kamp, må da være en god til at tiltrække kvinder med?" Han kiggede drillende på ridderen. Hvilken kvinde mon kameraten Havde gang i lige for tiden?

[Philip af Dunlath]

Philip var glad for at vennens humør var vendt til det mere positive. "Jeg har altid ret," sagde han kækt og blikkede. "Desuden er jeg sikker på, at du også leverede din del af slag i den duel." Philip vidste, at Silas ikke var nogen dårlig ridder og gik derfor ud fra, at det var sådan det hang sammen.

Han lod en finger glide hen over arret og smilede konspiratorisk. "Åh jo, det har da bestemt også sine fordele," sagde han selvtilfreds og vippede med øjenbrynene. "Kvinder er nemme på det punkt. Vis dem dine skræmmer, og straks bliver de helt vilde i varmen." Så enkelt var det selvfølgelig ikke altid, men Philip følte alligevel, at der var hold i hans påstand. Han var ikke helt sikker på om Silas så en bestemt pige for tiden. På det punkt holdte han sig sjældent opdateret. Man fik som regel en invitation til bryllup, hvis det blev til noget mere. "Hvad med dig? Ser du ikke en pige for tiden? Du skal måske hen og vifte din skadede arm foran hende senere?" sagde han drilsk og følte sig voldsomt vittig.

[Silas af Hamin]

Silas grinede og kom så med et lille fnys. Kvinder var så nemme på det punkt. som han fnyste mærkede han dog et svagt stik. Alycia havde stadig sine kløer i ham, men han måtte måske også til at erkende, at hun ikke kom tilbage til ham.Den lærerstreg havde Braden alligevel givet ham med den duel de havde været igennem.
"Wauw sikke et flot ar, var De ikke bange?" Vrængede Silas med et forsøg på at lyde som en komtesse og grinede efterfølgende. Det var sådan komtesser ofte var. Nemme og dumme. Det føltes rart at kunne snakke og grine med Philip og han var glad for at de var stødt på hinanden.
Så kom spørgsmålet, han havde så svært ved at svare på. Så han en pige for tiden? det gjorde han jo sådan set ikke.. ikke længere. Han trak på skuldrene. "Der har været lidt forskellige. Nogen længere tid end andre. Måske det er på tide igen at kigge sig om." Sagde han så med et skævt gavtyveagtigt smil. "Og du? hvilke skørter jager du i disse dage?"

[Philip af Dunlath]

Philip lo af Silas’ forsøg på at lyde som en ung komtesse. Det lød ikke smukt, men han havde ramt hovedet på sømmet. Der var vitterligt nogle af pigerne, som var dummere end hvad godt var.

Da Silas fortalte, at han ikke så nogen bestemt lige for tiden, smilede Philip udspekuleret. “Du ligner i hvert fald en som godt kunne trænge til lidt kvindelig omsorg,” han blikkede og nikkede i retningen af Silas’ arm i slyngen. “Og det er jo bare med at udnytte, at du er skadet, så længe det vare.” tilføjede han og grinte.
Et skælmsk smil spillede om Philips læber, men han prøvede ihærdigt at se nobel ud, “I disse dage? Årh, kun et par stykker,” svarede han med et glimt i øjet og kørte selvtilfreds hånden gennem det halvlange hår. Sandheden var, at Philip ikke rigtig havde styr på, hvem han så, der var så mange som kom og gik. Desuden havde flere af kvinderne ægtemænd og derfor for risikable at afsløre.

[Silas af Hamin]

Det trak lidt i Silas' mundvige, ved kammeratens kommentar.Kvindelig omsorg? Måske, han vidste ikke rigtig. "Det synes du alligevel?" Ha kiggede ned på sin arm, det var synd ikke at udnytte den. Men hvad med Alycia? nej, Alycia var på Piratklippen og havde ikke givet tegn på at tilgive ham. "Det kunne være jeg skulle gøre et forsøg."

Han hoppede ned fra der, hvor han havde siddet og kiggede så meget drilsk på Philip. "Sååh.. hvilken komtesse har du efterladt til mig? hvis du har gang i så mange som du påstår her?" Der spillede et glimt i hans øjne og han kunne ikke lade være med at smile drilsk.

[Philip af Dunlath]

Philip sprang op fra græsset, hvor han havde slået sig ned for lidt siden, så han stod ved siden af Silas. Han lagde armene over kors, "Der skal da nok være en enkelt eller to som jeg ikke har haft fingrene i," han lo og fremviste det bedste gavtyvesmil, selvom der selvfølgelig var mange komtesser han ikke engang havde mødt.
"Men hvorfor holde sig til komtesserne?" tilføjede han. "De er så besværlige med al deres snak om kærlighed og - Guderne forbyde det - ægteskab," Han gøs og blinkede til Silas. Philip havde på ingen måde tænkt sig at slå sig til ro det næste lange stykke tid, der var stadig så meget han endnu ikke havde oplevet. "Find dig i stedet en af de adelige, som bare har brug for lidt adspredelse," foreslog han konspiratorisk.

[Silas af Hamin]

silas kunne ikke lade være med at ryste på hovedet. ”Du er jo helt utrolig. Er det os der har skabt det i dig?” han huskede dengang på væbnerskolen, hvor de på skift havde givet hinanden opgaver. Mange af dem Ridder Philip havde været udsat for, havde været ret lumre.
Silas slog øjnene op da han nævnte han ikke kun holdt sig til komtesser. Han uddybede heldigvis hurtigt og Silas blev mere rolig. ”Adelige i ægteskab? Hvordan bære du dig ad med det?”

[Philip af Dunlath]

Philip rystede leende på hovedet. ”På grund af de uskyldige drengestreger vi havde gang i på Væbnerskolen?” Han havde helt glemt, hvor sjovt de havde haft det. ”Nej sgu da!” Han daskede let til Silas’ gode arm. ”Men jeg havde en fremragende ridderherre,” smilede han og tilføjede, ”han lærte mig et par tricks eller to, når det kommer til kvinder.”

Han svang sig op på indhegningen og vippede lidt med fødderne i de blanke læder støvler. ”Puh, jeg tror det må være min overtrufne charme som de ikke kan modstå,” konstaterede han med et blink. Egentlig drejede det sig vel bare om hans evne til at spotte den rigtige kvinde. Han havde da også fået en lussing eller to et par gange, hvor han havde været lidt for impulsiv, men sådan var livet jo. ”Hvem ville ikke have lyst til at nyde en flot ung ridders selskab?” han lød umådelig sikker i sin sag og så opfordrende på Silas.

[Silas af Hamin]

Silas kunne ikke lade være med at smile. Med en ven som Philip kunne man umuligt være trist. Silas havde desuden altid været lidt jaloux på Philips ridderherre, men hvordan kunne han næsten også andet, når han selv havde haft Braden. Det nævnte han dog ALDRIG for nogen.

Silas' øjenbryn skød i vejret, da ridderen begyndte at snakke omkring charme og fnøs drillende "Undskyld hvilken en siger du?" Han måtte dog anerkende Ridderen for sin høje selvtillid og hvad han opnåede med den. "Jeg ville nu hellere have en komtesse, må jeg indrømme" Lød det så endnu i en drilsk tone, og så puffede han let til kammeraten.

[Philip af Dunlath]

Philip lo kammeratligt. "Charmen? Har du ikke lagt mærke til dén?" jokede han, og lod som om han var overrasket. "Den er ellers ret tydelig," tilføjede han med et kækt smil.

Han trak let på skuldrene med et smil. "Det må du selvom," sagde han afslappet og kløede sig lidt i skæget. "Men nu er du advaret!" han smålo og tilføjede med påtaget alvor, "Komtesser kan give en slem hovedpine."