Oktobers slutning

[Keelin Hestehvisker]

Kamal Hashem

Det var en ung pige iklædt godt med tøj, for selvom solen skinnede en gang imellem, så var luften kølig. Og Keelin havde ingen intentioner om at pådrage sig noget, der bare kunne minde om en sygdom. Ikke når de var i Corus og kunne nyde storbyen i hele vinterpausen. Og leve godt for den guldnobel, som hun havde fået for nogle måneder siden.

Og det var den mand hun havde fået den af, som hun var på vej til at finde. En fremmed mand i et fremmed land. Han havde garanteret aldrig oplevet en Samhain. Det var hun sikker på. Hestefoldene var hendes bud på, hvor hun kunne finde ham.

Da hun kom derop, var han heldigvis alene. Altså bortset fra de heste, der gik på foldene. Hun løftede lidt op i skørterne på den uldne nederdel og satte farten op. "Kamal!" Råbte hun. Det var trods alt det eneste hun vidste, at han hed. Og det var nok for hende.

[Kamal Hashem]

Græsset var begyndt at visne. Der ville snart ikke være særlig meget mad tilbage til hestene, og Kamal var rådvild. Normalt når der begyndte at være svært at vedligeholde stammens bestand i den oase de beboede ville de rejse videre, og på dette tidspunkt af året ville ørkenen oftere være frodig end normalt. Han havde godt vidst at vinter ville betyde død, men hvordan skulle han holde hestene i live? Heldigvis havde en af de andre staldknægte fortalt ham hvad man gjorde i Tortall for at holde deres dyr i løbet af den frosne utid de kalder for vinter. De høstede simpelthen græs for at tørre det så dyrene havde mad i løbet af istiden. Det gav egentlig god mening fordi de havde så meget græs når der var varmest i Tortall, som dyrene alligevel ikke kunne nå at spise. Han havde fået hjælp til at fodrene nogle af hestene med lidt hø, som de kaldte det tørre græs, men nu stod han for sig selv pakket ind i det varmeste uld han havde med, men han følte ikke helt det var nok, og det ville stadigvæk blive koldere. Han forbandede denne vinter langt væk!

En stemme rev ham ud af sin indre strøm af eder over kulden. Han kiggede hen mod gærdet hvor en lille kvinde skikkelse dukkede op. Han gik hen mod hende og kort efter genkendte han hende. "Keelin Fısıltıcısı," svarede han med et nik med hovedet. "Hvad skyldes di... Deres besøg?" Han skulle virkelig stadigvæk vænne sig til den mærkelig form for at tiltale folk her i Tortall.

[Keelin Hestehvisker]

Keelin standsede op, da hun kom hen til Kamal og så på ham med rynkede bryn. Hun rystede på hovedet af ham med et smil. "Hvorfor du kalde mig De? Jeg ikke fin dame," sagde hun og hoppede lidt på stedet. "Glædelig Samhain!" Udbrød hun så og var lige ved at give ham et kram, for det gjorde hun med de andre i truppen, men hun undlod og samlede i stedet armene på ryggen.

[Kamal Hashem]

Det her var totalt forvirrende. Kunne de ikke bare være enige om hvordan man skulle tale til hinanden. Han begyndte at føle at han aldrig ville komme til at lære den mode tortallanere snakker til hinanden. "Er det ikke noget i gør her i Tortall? Det har nogen fortalt mig," sagde han med et lettere opgivende udtryk.

Han skuttede sig en smule i kulden, som bare virkede til at trænge gennem hans tøj uanset hvad. Hans pande fik nogle folder da hun nævnte Samhain. Det havde han fuldstændig glemt. Han kendte godt Samhain. De fejrede det hvert fald også i Barzun, men så var det om man gjorde det på samme måde her i Tortall. "I lige måde Keelin. Jeg havde nær glemt det. Den Sorte Guds nat." sagde han og skuttede sig en gang til, den her gang muligvis af lidt mere end kulde.

[Keelin Hestehvisker]

Keelin kunne ikke lade være med at le over hans ord, og så rystede hun på hovedet. "Du ikke tiltale alle De. Du tiltale adelsfolk De. Mig? Du tiltale mig du, eller Keelin," lød det muntert fra hende, og lagde godt mærke til at han skuttede sig. Det virkede ærlig talt heller ikke til, at han havde særlig meget tøj på. Det måtte være typisk for mennesker det sted, hvor han kom fra.

"Skal du med ned og se optoget? Man kan se alle de lys, som folk har sat i vinduerne. Det starter oppe ved templerne," hun holdt meget af det. Det var så smukt. Hun så frem til det hvert år. "Og børnene har fået lavet roelygter, som de går rundt og svinger med for at drille de andre børn." Hun havde selv været en ihærdig roelygte-skærer, da hun var yngre.

[Kamal Hashem]

Igen var det noget med det arbitrære klassesystem han ikke syntes gav særlig meget mening. Nogen som åbenbart havde mere ret end andre bare fordi havde de rigtige forældre. Det var åndssvagt, men sådan var mange ting i Tortall. Han rystede bare lidt på hovedet. En dag ville han måske forstå det.

Optog? Roelygter? Der var allerede flere ting han ikke havde kendskab til. "Hvad er roelygter? Altså udover at det er lygter i roer." spurgte han lettere forvirret. Han havde godt set roer. Man brugte dem trods alt meget til at fodre hestene med dem. Bazhirerne brugte nogle former for græskar til lygter, men det var bare til at hjælpe med at bære ild, men han kunne ikke se hvorfor det skulle være direkte knyttet til Samhain.

[Keelin Hestehvisker]

Denne gang kunne hun ikke dy sig for at himle med øjnene, men hun smilede dog imens. "Kamal altså!" Udbrød hun leende, og gik hen ved siden af ham. Hun stak en arm under hans. "Det man brugerunder Samhain. Man gå med dem i optog," fortalte hun og lagde hovedet lidt tilbage for at se op på ham. "Du se det, ikke? Du følges med mig?" Og resten af truppen. Men det behøvede han jo ikke at vide. Han skulle i hvert fald ikke se det alene.

[Kamal Hashem]

Det gibbede i ham da den lille hestehvisker pige pludselig greb ham under armen. Han spændte fuldstændig op i hele kroppen. Instinktivt lagde han en hånd på bæltet hvor hans sværd normalt sad, men han havde ikke haft det siddende i bæltet stort set siden han var kommet til Corus. Det var åbenbart ikke velanset at en bazhir gik bevæbnet rundt, og da han bragte sine bekymringer til Stammernes Røst var han blot blevet formanet om at lade det ligge skjult ved sit leje.
"Jeg har aldrig set et Samhain optog. Samhain afholdes på en anden måde i Barzun." Godt nok bekræftede han det ikke, men han afviste heller ikke pigen. Han var faktisk nysgerrig. Samhain var uhyggelig, og han kunne mærke sin utryghed ved dette dybe mørke hvor ånderne kunne skjule sig. Måske ville han føle sig lidt tryggere blandt flere folk som var oplyst af roelygter.

[Keelin Hestehvisker]

Keelin tog sig ikke af, at det lille gib der kom fra Kamal. Hun gik ud fra, at det var fordi han frøs. Hvilket va ganske naturligt i det tøj han gik i. Han burde virkelig finde noget tøj i uld.

"Har du ikke?" Spurgte hun vantro, og stod et øjeblik og så op på ham med åben mund, inden hun opfattede det og lukkede munden. "Hvordan gør I? Jeg har kun oplevet Samhain andre steder ganske få gange. Vi er som oftest i Corus om vinteren."

[Kamal Hashem]

Han kiggede på hende. Hvorfor skulle han have set et Samhain optog? Det kunne godt være at de gjorde det sådan også i Persopolis, men han havde kun været i ørkenen under Samhain. "Vi tænder store bål på de nærmeste bakker omkring lejren. Vores shaman sørger for lejrbålet, og brænder rituelle urter og afholder alle ritualerne for Samhain. Derefter beder vi til Den Sorte Gud om at tage sig af vores døde og så holder vi et beskedent festmåltid." Han kunne mærke at han faktisk begyndte at føle sig ret utryg ved at ikke have de beskyttende bål tændt omkring sig. Han kiggede sig over skulderen. "Hvor var det at det der optog tager sted?", spurgte han mens han prøvede at skjule sin utryghed der lå i ham.

[Keelin Hestehvisker]

Keelin gjorde store øjne ved hans fortælling. Og hendes øjne var store nok i forvejen. "Åh," sukkede hun betaget, mens hun langsomt nikkede til hans ord. Da han var færdig vågnede hun dog op fra sin betagelse. "Optog starte ved tempel, så det gå gennem oplyst by, og stoppe ved palads," fortalte hun og forsøgte at pege i de retninger som hun mente, at optaget ville bevæge sig i. "Jeg først danse på Tågelygte," fortalte hun så.

[Kamal Hashem]

Han nikkede lidt. Han trak sit tøj lidt tættere og prøvede at få det til op over ørerne. Måske ville hans tørklæde han brugte i tilfælde af sandstorm hjælpe, tænkte han. Vinden trang nok ikke lige så godt igennem, men det var generelt lavet til at holde sand ude. Men lige nu ville det være bedre end ingenting. "Hvornår går det så i gang?" spurgte han. Han havde ingen anelse om noget. I Barzun gik forberedelserne trods alt i gang fra morgenstunden af. Der var mange ritualer som skulle forberedes inden mørket faldt på.

[Keelin Hestehvisker]

Keelin var overbevist om, at han havde sagt ja. Og hun smilede derfor bredt. "Optoget starter, når det er blevet mørkt. Vores forestilling starter ved sjette timeslag," svarede hun og forsøgte at regne rigtigt. Jo. Det måtte vel være sådan det gik for sig. Hun var ikke så god til at kunne klokken, som så mange andre. "Betyder det, at du tager med mig?"

[Kamal Hashem]

Heldigvis var der stadigvæk noget tid inden mørket ville falde på i Corus, men han det krybende ubehag ved ikke at have den beskyttende cirkel af bål havde bidt sig fast i ham. Det var som om han var blevet kold helt ind til sjælen. Han nikkede lidt til hendes svar. Det kunne han nok godt overleve, selvom han godt kunne tænke sig at være i gang med at tænde de mange bål omkring lejren. Han kiggede på hende med et lidt undrende blik. Betød det meget for folk i Tortall hvis man gik med dem til Samhain optog? Nok ikke. Det gav hvert fald ikke mening. "Ja." svarede han bare kort. Der var trods alt ikke brug for meget mere.

[Keelin Hestehvisker]

Da Keelin hørte ham sige ja, hoppede hun lidt på stedet af bare begejstring over, at han ville tage med. ”Det jeg glad for,” sagde hun og mente det. Du også møde andre mennesker, som ikke arbejde heroppe,” mumlede hun, og hentydede til rigtige levende mennesker, der kunne more sig langt mere end de adelige ville kunne. Troede hun da. ”Hvordan det gå med Asifa? Hun lide de andre heste?” Spurgte hun så, og huskede den smukke hoppe, der havde reddet ved siden af hende, på vej op til paladset.