Vred væbner?

[Teodorie af Nørland]

Midt-slut oktober med Christian af Vårfos

Det var slet ikke i orden. En ting var, at hertugen havde besluttet sig for at tage på jagt uden hende - det var hans ret. Noget andet var, at han på jagten i stedet selv var blevet jaget af en kæmpeedderkop, et bæst Teo aldrig havde stødt på, og været med til at besejre det. Tilføj at han var blevet skadet i processen og hans væbner var efterladt temmelig frustreret.

Hun blev ikke lukket ind på infirmeriet dagen før, måske af gode grunde, men stod til gengæld ved hans gemakker den tidlige morgen, fulgt med hans tjener, fra hvem hun endelig fik tiltusket sig bakken med morgenmad, som den bedste grund til at forstyrre ham i hans heling.

Hun bankede dog på og ventede på at blive tilladt at komme ind, før hun åbnede døren. Aldrig i sit liv havde hun været på sin ridderherres private soveværelse på paladset. For hvad skulle hun dog lave der?

[Christian af Vårfos]

Det havde ikke været den bedste jagt. Det måtte Christian indrømme. Resultatet var mildest talt skuffende, og turen fra infirmeriet og op i sin egen seng havde ikke været fyldt med andet end smerte, hver gang han havde bevæget sig.

Nu vidste han, at han ville skulle holde sig i ro i mindst en uges tid. Noget, som han var aldeles dårlig til. For hvem sørgede for at vedligeholde væbneres træning imens? Hvem sørgede for at ride hans heste? Utilfredshed rasede i hans krop. Og så lige op til det forbandede maskebal.

Det var med en frustreret brummen, at Christian gav sin tjener tilladelse til at komme ind med morgenbakken. Han nød ikke at være sengeliggende. Og da han ikke så sin tjener i døren, men derimod hans lyshårede væbner, rynkede han vredt panden. Han havde absolut ikke lyst til at have hende i sit private soveværelse. "Teodorie?" Lød hans buldrende stemme.

[Teodorie af Nørland]

Hertug Vårfos' ansigtsudtryk var nok til at stoppe Teo i døråbningen og allermest give hende lyst til at bakke hastigt ud igen og gøre en hastig exit. Hendes hjerte hamrede lidt, som hun bed alle instinkterne i sig og i stedet trådte indenfor, stoisk og med sænket blik.

"Deres Højhed," svarede hun ham, følende sig omtrent en enkelt fod høj. "Jeg hørte om Deres møde med edderkoppen, men de ville ikke lukke mig ind på sygefløjen. Er De... Hårdt såret?"

[Christian af Vårfos]

Christian fulgte sin væbner med øjnene, som hun vovede at bevæge sig længere og længere ind i soveværelset. Det var kun lige akkurat lyst nok til, at man kunne se hans ansigt. Der var ikke tændt op i lysene endnu, men gardinerne var trukket fra.

Han fnøs over hendes spørgsmål. "Hårdt såret... Helbrederne mener, at jeg var heldig," brummede han til svar, men mente selv, at det blot var en bagatel. Arret han havde på halsen var langt værre. "Et par centimeter til den ene side og den havde ramt mit hjerte."

[Teodorie af Nørland]

Det var længe siden Teo havde set sin ridderherre helt så irritabel - hvis nogensinde - og hun gættede på, at prinsessen havde været forbi for nylig. Dét emne tog hun dog ikke op, som hun placerede bakken på bordet ved siden af hertugens seng og rettede sig op med et blik, som hun ikke kunne holde fra at være bekymret.

"Jeg ville ønske jeg havde været med," røg det ud af hende, før hun, rød om ørerne, klarede halsen. "Er der noget jeg kan gøre for at hjælpe Dem, Sir?"

[Christian af Vårfos]

Christian lignede nok mest af alt en fornærmet skoledreng, der var blevet forvist til sengen over en bagatel. Han mente, at dette også var en bagatel. Og han havde selv været i stand til at lindre smerten natten igennem.

Han brummede advarende til Teodorie, da hun indrømmede, at hun gerne ville have været med. "Det var en herretur," affejede han blot. Nogle ting kunne man vel godt have for sig selv? "Du kan sørge for, at tænde op i lysene. Og finde min påklæderske. Jeg har ikke tænkt mig at blive liggende her et sekund længere!" Det drev ham til vanvid at være syg.

[Teodorie af Nørland]

Teo havde fortrudt ordene så snart de forlod hende og kom ikke med en eneste bemærkning til svaret. Da han proklamerede, at han havde tænkt sig at komme ud af sengen, så hun dog temmelig rådvild ud.

"Deres Højhed... Hvis helbrederne mener... Er De sikker på, at De kan holde til, at være ude af sengen så kort tid efter...?"

[Christian af Vårfos]

Christian var lige ved at le tørt over Teodories rådvilde ansigtsudtryk. Men han bed det i sig og skød i stedet for dynen til side, og svingede benene udover sengekanten. "En helbreder har ikke forstand på, hvad en ridderherre og hertug har af pligter og gøremål," svarede han bestemt. "Og desuden kan jeg selv dulme smerterne. Men resten kan ikke vente. Vi har ting at gøre Teodorie!"

[Teodorie af Nørland]

Man diskuterede ikke med sin ridderherre. Sagde ham ikke imod. Det sad fasttømret i hendes hjerne. Nu, med en ridderherre, der virkede som om han med vold og magt gerne ville forsinke sin egen helbredelse mærkbart, var Teo dog mere end en lille smule splittet.

"Javel, Sir," endte hun dog med at svare, temmelig miserabelt og straks derefter: "Jeg henter påklædersken."

Hun havde dog ikke rigtig nogen plan om at hente en tjener. Ridder Tatiana slog hende som det bedste bud, på en der kunne tale fornuft, men hvor hun var henne var svært at sige... Et eller andet måtte hun dog gøre og hun næsten brasede ud af Vårfos' gemakker med en klar mission.

[Christian af Vårfos]

Da Teodorie endelig indvilligede i, at gøre som han havde sagt, rejste han sig op fra sengen. Det værkede godt og grundigt i det forbandede sår, og han indså, at han nok ikke ville kunne bruge armen særlig meget.

Han tog en bid brød fra den bakke, som væbneren var kommet med, og gik så ind på sit arbejdsværelse. Akkurat som han havde forventet, lå der en bunke breve og ventede på ham. Alt det han ikke havde nået dagen før, lå og ventede på ham.

[Pendrima af Condia]

Pendrima gik rundt i gangene på paladset og følte sig mildest talt frustreret. Hendes mave var stor og rund, hun havde sat sine studier på pause, og forlod ganske sjældent paladset for at besøge nogen. Helbrederne og Joreth med deres evige bekymring for, om det nu gik denne her gang. Hvis hendes forvoksede mave ikke kunne overbevise dem, vidste hun efterhånden ikke, hvad der kunne.

Men det var dog også i sine egne tanker, at hun var ganske nær ved at støde ind i en lyshåret væbner, der kom ud fra Hertug Christians værelse. Hun kunne se på uniformen, at det måte være hans egen. Hun rynkede panden. "Væbner Teodorie? Er alt som det skal være?" Spurgte hun, og studsede lidt over udtrykket i væbnerens ansigt.

[Teodorie af Nørland]

Teo var nærved at gå direkte ind i den gigantiske mave på Hertug Joreths hustru og standsede brat, et forfærdet udtryk i ansigtet, som dog ærlig talt havde mere at gøre med hendes ridderherre end den kongelige kvinde.

Tilpas meget, til at hun bare busede ud med sandheden på spørgsmålet. "Nej, Deres Højhed. Hertugen... Han blev angrebet i går og burde ligge i sin seng, men han nægter og nu frygter jeg, at han ender med at gøre skade på sig selv."

[Pendrima af Condia]

Pendrima rynkede panden over Teodories forklaring. Hun havde godt hørt om angrebet. Og at både Prins Raoul og Hertug Christian var kommet til skade. "Mænd!" Udbrød hun små irriteret, og løftede op i kjolens skørt.

"Er han inde hos sig selv?" Spurgte hun, og bevægede sig hen mod døren. Det lod til at alle mænd i Condia-slægten havde en forbandet stolthed, der en dag nok skulle ende med at tage livet af dem.

[Teodorie af Nørland]

Hvis hertugen blev vred over at hun protesterede, så var det nok ingenting i forhold til hans reaktion, når hun havde sladret til en anden. Teo nikkede dog svagt som svar alligevel, imens hendes hjerte sank lidt i livet.

Kunne Hertug Vårfos finde på at smide hende ud af tjenesten for sådan et løftebrud? Var det det værd, hvis det betød at han ikke skadede sig selv? Hun nåede ikke rigtig til at tage stilling til det, før Hertuginden havde taget i døren og alt Teo kunne gøre var at holde vejret.

[Pendrima af Condia]

Pendrima ventede på svar, før hun tog fat i håndtaget og åbnede døren. Hun trådte indenfor, men ventede ikke på at væbnere fulgte efter. I stedet marcherede hun med faste skridt hen imod arbejdsværelset. Hun kunne høre rumsteren derinde fra. Og til trods for sin manglen på højde, så kompenserede hun rigeligt for det i sit temperament.

"Christian af Vårfos!" Lød det fra hende, som hun trådte ind i døråbningen til hans arbejdsværelse. "Vil du fortælle mig, hvorfor du ikke ligger i din seng, som Paladsets helbreder har befalet?"