Familiefight

[Silas af Hamin]

Braden af Hamin

Det var ved at være længe siden, at Silas havde snakket med Alycia sidst, og skønt han var begyndt at spise igen og forsøgte at leve livet, så gjorde det stadig ondt inde i ham. Alligevel havde han fundet en mulighed på at kunne fungere nogenlunde normalt. Der var dog stadig meget langt mellem skyggerne af smil og glæde hos ham. Blik virkede livløst og han var ikke nær så energis som han plejede at være.

Nu havde han bevæget sig ned på træningspladsen, for at holde sine evner ved lige. Han trak sværdet og begyndte en række serier, der skulle mere opvarmning til end normalt, men da han havde været igang i en rum tid begyndte bevægelserne alligevel at komme mere flydende.

Han vidste ikke hvor længe han havde været der, da han hørte nogen rømme sig bag ham. Han lod sværdet falde ned langs siden og vendte sig om. "Onkel, Hvad vil du?" Han var blevet ganske overrasket over at se ham, de plejede ellers kun at ses, hvis der var noget galt.

[Braden af Hamin]

Braden havde hørt, at Silas gik rundt og peb over et knust hjerte. Til at starte med havde han slået det hen. Det var ikke noget, han gad beskæftige sig med. Men efterhånden som rygterne blev ved, og Silas, ifølge førnævnte rygter, blev mere ynkelig, kunne han ikke acceptere det mere. Han skadede familienavnet, og eftersom ingen andre havde tænkt sig at gøre noget ved det, måtte han tage sagen i egen hånd.
Han stod et øjeblik og iagttog den unge ridders træning. I det mindste kunne han stadig finde ud af det. Han rømmede sig kort for at gøre opmærksom på sin tilstedeværelse.
"Jeg hører, at du er løbet ind i problemer med et ungt pigebarn" sagde han og så spørgende på Silas.

[Silas af Hamin]

Silas sank en klump. Hvad mon Braden havde hørt, og hvor meget? Uanset stod det hurtigt klart for ham, at hvad end der var sket, kunne han ikke nævne Alycia ved navn.
Han prøvede at komme med et ligegyldigt fnys, men det var ikke helt overbevisende. ”pigebarn? Nå ja. Ikke noget jeg ikke kan klare” lød det fra ham. Hans øjne var på onklens sværd. Ikke fordi han var bange for at det ville blive brugt imod sig, men mere tanken om der var en træningskamp på vej.

[Braden af Hamin]

Silas undvigende svar irriterede Braden. Han gad ikke knægtens ungdomsfjollerier.
"Du burde vide, at rygterne løber hurtigt, så jeg er klar over, at det på ingen måde er noget, du selv kan håndtere." Han lagde på ingen måde skjul på, at han var irriteret.
"Og ydermere burde du vide, hvordan du skal opføre dig. Dine handlinger viser ikke kun tilbage til dig selv, men hele familien. Du bringer skam over hele familien med den måde, du går og opfører dig." Han forsøgte at holde sig i ro. De var et alt for offentligt sted til, at han kunne lade sit temperament løbe af med sig.

[Silas af Hamin]

Silas bed tænderne hård sammen og fokuserede på sit åndedrag mens onklen talte. Han vidste det ville være farligt at træde forkert lige nu. ”Det er jo bare rygter. Du ved hvordan de bliver blæst os” Silas ville dog meget gerne vide hvilke rygter Braden kendte til, mest for at vurdere hvor slemt det var. ”jeg kyssede en pige til et bal, er det så slemt? Og samtidig med var der så en anden komtesse der så det.” han håbede inderligt på at han kunne holde masken om hvor ligegyldig denne komtesse var for ham, og at dette var det omtalte rygte der var nået onklens ører.

[Braden af Hamin]

Braden kunne mærke vreden syde i brystet. Ikke nok med, at Silas uden tvivl tilbageholdt informationer fra ham, han var også direkte respektløs! Han trådte helt tæt på ham, og greb fat i hans krave.
"Husk på hvem du taler til, knægt" knurrede han. Han slap Silas igen og trådte et skridt tilbage. Han tog lige et øjeblik til at få styr på temperamentet.
"For min skyld kan du gøre hvad du vil med alle de komtesser, så længe du ikke gør dem med barn.
Men når du går rundt og sørger over et pigebarn, som ikke vil have noget at gøre med dig, det er direkte skammeligt."

[Silas af Hamin]

Silas skulede olmt til sin onkel. Kunne han ikke bare blande sig uden om og lade ham bære i fred?! Han turde dog ikke sige det højt. Det var onklen for magtfuld til. ”Jeg har ikke gjort nogen med barn! Hvis det er den slags rygter du lytter til, så burde du finde dem andre steder” ordene fløj ud af munden på ham og han mærkede vreden stige i sig. Han vidste det rygte havde floreret. Den hånd der holdt om sværdet åbnede sig, for så at lukke sig i vrede.
Hans sidste kommentar rev de få samlede stykker af Silas’ hjerte fra hinanden igen. ”Tal ikke om det!! Og bland dig uden om!!” Braden havde bestemt ramt hovedet på sømmet med den kommentar

[Braden af Hamin]

Braden måtte bruge alt sin selvbeherskelse for ikke at give den uvorne knægt et par på hovedet. Hvor vovede han at snakke sådan til ham! Han havde aldrig næret nogle varme følelser for Silas, men han havde altid tolereret ham. Langt det meste af tiden havde han, sandt at sige, været ligeglad med hans eksistens. Han var ikke vigtig for ham. Men han ville ikke finde sig i at blive talt til på den måde.
"Var din mund knægt, du burde vide bedre end at tale til mig på den måde" han gjorde intet for at skjule vreden i sin stemme. Det var en advarsel´. Det kunne godt være, at de andre kunne se alle deres bevægelser, men blev det nødvendigt, ville han ikke tøve med at hive Silas til side og vise knægten, hvordan man skulle opføre sig.
Ved Silas' næste udbrud hev Braden uden at fortække en mine sit sværd frem. Han var færdig med at blive talt til på den måde. Et køligt smil fandt langsomt vej til hans ansigt.
"Du var blevet advaret" sagde han og lavede et hurtigt udfald med sværdet. Han havde ingen tvivl om, at han var Silas langt overlegen når det kom til våben.

[Silas af Hamin]

Silas var godt klar over at han havde krydset en farlig grænse, men at Braden skulle være så pokkers familiestolt, skulle hvert fald ikke gå ud Alycia.
Han forberedte sig på at skulle duellere mod sin onkel, men det var også fint. Han vidste godt,at han ikke var helt så god men hellere kæmpe endopgive på forhånd.
"og jeg bad dig blande dig uden om. Jeg har styr på det." forsøgte han så men trådte alligevel et skridt til siden da der kom et udfald fra onklen.

[Braden af Hamin]

Alle Bradens bevægelser var nøje velovervejet, men alligevel var noget af hans selvbeherskelse forsvundet. Hele hans krop udstrålede vrede. Han lavede endnu et udfald. Han angreb ikke for at dræbe, men der var ingen tvivl om, at han ikke ville have nogen kvaler om at skade Silas alvorligt.
"Du har aldrig vidst hvornår du skulle holde kæft." Han blev ved med at lave udfald mod Silas. Fuldkommen ligeglad med, hvor og hvor hårdt han ramte.
"Man skulle tro du havde lært lektien for mange år siden.. Det kunne tyde på, at jeg igen må vise dig,
hvordan tingene fungerer."

[Silas af Hamin]

Silas var blevet en dygtig fægter, men han havde endnu ikke overgået Braden, hvilket stod tydeligt frem nu. Skønt han havde lært meget gennem tiden som Bradens væbner, kunne han stadig ikke måle sig med ham. "Nej. Måske ikke." han parerede et slag imod ham "Men.. Jeg synes du skal passe dit eget nu og lad mig styre det her." Han var ligeglad med, hvor slemt det gik ham, det var ikke vigtigt for ham nu.
"Jeg ved udemærket hvordan tingene fungere, jeg synes bare det er grinagtigt at du lytter til rygter." Han var stadig ikke helt sikker på hvor meget onklen vidste, men det var muligvis også ligegyldigt nu. Silas bukkede sig igen for at slag, men Braden var for hurtig, og før Silas nåede at reagere havde han snittet Silas hen over kinden. Silas bed det i sig. Det var ikke vigtigt nu. Dette her måtte stoppes først.

[Braden af Hamin]

En lille del af Braden overvejede om det ikke ville nemmere bare at dræbe Silas. Det ville ikke være noget tab for familien - nok tværtimod. Han vidste dog godt det ikke var en mulighed. I hvert fald ikke lige nu.
Han undlod at svare på noget af det Silas sagde. Han kunne dog ikke holde et køligt smil væk, da han så snittet på knægtens kind.
Han vendte han sværdet i hånden, så han i stedet kunne bruge sværdet til at slå med uden at sakde Silas alt for slemt. Han strammese grebet om sværdet og svang det mod den unge ridders arm. Det var ikke noget blidt slag. Denne fjollede kamp havde stået på længe nok.

[Silas af Hamin]

De andre folk der havde været på pladsen, var begyndt at trække sig væk. Nogen stod meget diskret på sikker afstand og hviskede til hinanden, men Silas var ligeglad han vidste han ville få hug hvis ikke han koncentrede sig nu, og så længe det gik ud over ham og ikke Alycia var han tilfreds. Det blev han hvert fald ved med at sige til sig selv.

Så vendte onklen sit sværd i hånden og før Silas kunne nå at reagere blev det svunget hårdt mod sin arm. Der lød en ubehageligt lyd, efterfulgt af en kriblende varme, der fortalte Silas at han nok nu stod med en brækket arm. Han forsøgte ganske let at bevæge den. Det smertede frygteligt og der var ingen tvivl. Armen var brækket. Han lod sit sværd falde og viste dermed at han overgav sig til sin onkel. Han så afventende på ham, for hvad han nu ville sige.

[Braden af Hamin]

Braden var slet ikke i tvivl om, at slaget ville afslutte kampen, derfor kom det heller ikke bag på ham, at Silas lod sværdet falde. Han var dog ikke selv helt færdigt endnu. Han trådte helt tæt på Silas og greb fat i armen der, hvor den uden tvivl måtte være brækket.
"Tag det her som en advarsel. Hvis du fortsætter med at bringe skam over vores familie på den måde, som du gør nu, så nøjes jeg ikke med armen næste gang" hvislede han lavmælt.
Han gav slip på armen igen og trådte et skridt baglæns.
"Du bør få kigget på din arm" sagde han og ventede på Silas stak af.

[Silas af Hamin]

Silas gispede, da onklen tog fat om den brækkede arm. Det smertede helt ubeskriveligt og han mærkede hvordan det sved i øjnene. Han sank tungt og nikkede til Bradens ord, han var ikke sikker på om han kunne sige noget.
Alt han tænkte på var dog at han fortsat ikke havde afsløret hvilken komtesse det hele drejede sig om, så han håbede endnu at Alycia var sikker. Ved nærmere eftertanke måtte han nok hellere lige advare hende eller Tristen omrking det.
Så slap han endelig armen og Silas kunne med lettelse trække vejret igen. Han skulede til sin onkel. "Det må jeg ja. Må jeg gå?" Han ville ikke give Braden en ny grund til at skade ham, ved at gå uden tilladelse.