Denne datter

[Roger af Linshart]

Isabel af Linshart

Det kunne være ganske udmattende at være Roger. Rådsmøder, rapporter fra Linshart og oveni i det havde han to ugifte døtre. Isabel var endnu ung og kunne finde et godt match, men han havde lært alt for meget af de sidste seks år og var ikke naiv nok til at tro, at det ikke ville kræve noget af ham.

Det gjorde deres samvær en anelse anspændt. Alligevel tilbragte han de fleste aftner i byhuset, frem for på paladset. Denne var ingen undtagelse og han ventede som den første ved aftensmaden med et krus med vand og fade med mad foran sig. Fingrene trommede lidt i bordet. Han var ikke fyldt af tålmodighed.

[Isabel af Linshart]

Isabel brugte for tiden sin opmærksomhed på at gennemgå sin garderobe for at se, om hun skulle ske at have en kjole, der ville passe til maskeballet. Der var dog ikke gået længe, før hun havde indset, at der blev behov for en helt ny kreation – så ville hun også være svære at genkende, når kjolen aldrig var set før. Så hun havde haft daglige besøg af en skrædder for at få taget mål og diskutere, hvordan kjolen skulle se ud.
Derfor var hun da også ganske veltilfreds, da hun denne aften kom ind for at slutte sig til sin fader. ”Godaften, fader,” hilste hun og nejede lige så fint for hertugen, før hun gik over for selv at sætte sig til bords. ”Har du haft en god dag?”

[Roger af Linshart]

Roger så sin datter an, som hun vimsede ind. Han gav hende et let nik, da hun havde nejet, men rejste sig ikke. I stedet ventede han på at hun selv havde sat sig, før han klarede halsen en anelse og bragte et ganske ubehageligt emne på banen.

"Det er kommet mig for øre, at du har været ude at ride med en mand," konstaterede han tørt, før de lyse øjne fikserede skarpt på Isabel. "Alene."

[Isabel af Linshart]

Isabel tog sig ikke synderligt at emnet. ”Vi var ikke alene. Jeg fulgte med ham på en af hans daglige rideture med sin væbner. Han lod drengen ride i forvejen, men vi kunne bestemt ikke have opført os upassende – ridderen havde jo et arbejde at passe.” De havde blot redet og snakket. Valor kunne ikke ligefrem have slæbt hende med ind i busk, når nu han havde sin væbner rendende frit rundt i skoven omkring dem. Hun tog roligt en bid af sin mad.

[Roger af Linshart]

Roger så ikke væk et eneste øjeblik. Tværtimod fik tilståelsen ham til at spærre øjnene en anelse op. Han tog en dyb indånding, før han talte videre med en svag rumlen af undertrykt forargelse.

"Du fortæller mig, at du var alene med to mænd?" De lyse øjne gnistrede. "Forventer du, at det er acceptabel opførsel, unge dame?"

[Isabel af Linshart]

Hun gjorde store øjne af far og blinkede uskyldigt. ”Jamen, jeg tænkte at det var ganske harmløst. Væbneren er jo praktisk talt et barn, og den kongelige skov er et sted, mange folk kommer. Jeg kunne aldrig drømme om at tage et privat sted hen med ridderen.” Det var ikke helt sandt, men der var jo ingen grund til ligefrem at gå ud af sin vej for at indrømme, at hun langt fra var så uskyldig, som hun nok burde være. ”Jeg skal nok tage en anstandsdame med næste gang,” lovede hun så.

[Roger af Linshart]

Roger fnøs hørligt. "Det kan du ved Kaosgudinden selv tro, at du gør," svarede han bidsk. "Hvis jeg hører, at du har været alene med en mand igen, så kommer du ikke ud fra byhuset før jeg har fundet dig en mand, der kan holde styr på dig."

Han havde endnu ikke sluppet hende med blikket. At hun var i stand til at tage så let på det sagde ingen gode ting om hendes moders opdragelse af hende.

[Isabel af Linshart]

”Naturligvis,” svarede hun blot til hans trussel. Man fik ikke noget ud af at skændes med mænd – især hvis de var ens far. Det var bedst, hvis hun blot opførte sig underdanigt. ”Ridder Valor benyttede rideturen til at invitere mig med til hertugen af Vårfos’ maskebal,” bemærkede hun så henkastet. Lidt var der jo kommet ud af rideturen. Far havde selvfølgelig sigtet mod Condia, når det gjaldt ægteskaber til Isabel og Keyleigh, men den slags højtstående slægter var efterhånden fuldstændig udelukkede. Selv de fleste hertuger og hertugarvinger var blevet afsat. En grevearving var den bedste mulighed i øjeblikket.

[Roger af Linshart]

De lyse øjne blev knebet lidt sammen og Roger betragtede sin datter yderst mistænktsomt. Ridderen var ældre end Isabel, ikke at det var en udfordring, men at han ville finde på at ride afsted med hende alene med sin væbner gav ikke Hertugen det fjerneste strejf af tillid til at han ville opføre sig passende til andre begivenheder.

"Og du svarede naturligvis, at den slags invitationer kunne du på ingen måde takke ja til, før du havde forhørt dig hos din fader," konstaterede han drævende, selvom det ikke skulle overraske ham, at hun allerede havde takket ja. Hvad bildte Ridder Havjen sig egentlig ind?

[Isabel af Linshart]

”Jeg accepterede tilbuddet,” svarede hun undskyldende. ”Men hvis du er uenig, kan jeg naturligvis aflyse. Jeg er sikker på, at ridderen kan finde en anden komtesse at følges med.” Hun burde vel have regnet med, at han ville blive utilfreds. Nå, men sket var sket, og hun ønskede ikke at bekymre sig for meget om det. ”Jeg tænkte, at du ville være glad for, at jeg havde en kavaler til festen.” Når nu der ikke havde været nogen forlovelse undervejs på det seneste.

[Roger af Linshart]

Det var primært hendes tilsyneladende afslappede attitude, der gjorde Roger så vred, at han endnu ikke havde rørt sin mad. De lyse øjne blev helt smalle ved overvejelsen om at nægte hende, at tage til maskeballet, men én ting var at frasige sig en potentiel forlovet - noget andet var almindelig anstændighed.

"Hvad skal du bruge en kavaler til festen til? Vi er allerede inviterede. Der er intet, der forhindrer Ridderen i at kurtisere dig på en måde, som ikke fremstiller dig som en gemen hore."

[Isabel af Linshart]

Hun så betuttet på ham, da han skældte hende ud. ”Jamen så må jeg vel aflyse ...” Underlæben bævede en smule, og hun snøftede stilfærdigt for sig selv. Det var bedst blot at spille rollen som et eller andet håbløst lille pigebarn. Det havde hun trods alt gjort det meste af sit liv, så det var ikke svært at få tåre i øjnene og stirre ulykkeligt ned på sin mad, som hun nu blot stak lidt til.

[Roger af Linshart]

Roger var ikke nogen blød mand og pigens tårer ændrede ikke en tøddel på hans holdning til hendes opførsel. Han brummede bekræftende en enkelt gang.

"Du skal være glad for, at du overhovedet får lov til at tage med," konstaterede han strengt, som han endelig trak et fad med mad imod sig og gav sig til at øse op. "Jeg burde ikke lukke dig ud den næste måned. Riddere, der opfører sig på den måde overfor dig, har ingen intention om at kurtisere dig. Forstår du? De tænker kun på éen ting."

[Isabel af Linshart]

Hun stak ’halvhjertet’ til maden på sin tallerken og nikkede blot tavst til hans ord. Det kom ikke til at være hende, der ændrede hans mening, så hun måtte vel finde ud af, om Valor var villig til at forsøge at gøre et godt indtryk på ham. Ridderen havde en bedre chance end hende på det punkt. Så hun fortsatte blot med at være ulykkelig og underdanig.

[Roger af Linshart]

Roger mere eller mindre ignorerede Isabel resten af middagen, men det betød absolut ikke, at han ikke tænkte på hende. I sit hoved planlagde han, at lade en af sine mænd være hendes konstante skygge, der kunne følge pigebarnet omkring hvorend hun gik og sikre, at hun ikke tog flere upassende beslutninger.

Det var gået rigeligt galt med Kayleigh. Han havde ikke brug for, at den næste også kastede sig selv i grams.

Lukket