Aftaler og forventninger

[Braden af Hamin]

Annabell af Lyslund

Braden sad i en behagelig lænestol med en bog i hånden. Han ventede på at hans nye væbner dukkede op. Officielt havde han ikke givet hende tilbudet endnu, men han havde en stærk fornemmelse af, at hun ikke ville sige nej.
Det huede ham egentlig ikke, at han skulle til at have en væbner. Ofte var der mere i vejen end de var til gavn. Mem han havde lavet en aftale med pigebarnets far, som han var sikker på ville ende med at falde ud til hans fordel. Han kiggede op fra sin bog, da døren til stuen blev åbnet.

[Annabell af Lyslund]

Endelig havde hun fået en ridderherre! Endelig kunne hun lukke munden på hendes bror om at hun aldrig ville blive ridder, lige som hun aldrig ville arve lenet, hvilken han ikke var sen til at fortælle hende.
Præcis hvordan aftalen var blevet lavet, vidste hun ikke, men nu var den der og hun vidste, at hun ikke skulle gøre noget dumt. Der kom ikke andre chancer som denne. Derfor var hun også trukket i sit bedste tøj, da hun var taget afsted for at besøge manden hun skulle følge de næste mange år.

Hun blev vist ind til Ridderen, som sad med en bog i stuen. Høfligt og formfuldendt nejede hun for ham og rettede sig så op med rank ryk. Burde hun sige noget eller lade ham åbne samtalen?

[Braden af Hamin]

Braden rejste sig og iagttog pigebarnet. Der var ikke noget videre specielt over hebdes fremtoning, men i det mindste var hun da høflig.
"Jeg går ud fra at de ved hvorfor du er kaldt til mit hus?" han gav hende ikke tid til at svare før han selv fortsatte.
"Skal vi være korrekte, skal jeg give dem et tilbud om at være min væbner, men som de måske ved, vil jeg på din faders vegne stærkt opfordre dig til at sige ja. Jeg er ikke nogen tålmodig mand, og de får kun denne ene mulighed." Denne gang gav han hende tid til at processere ordene, og give ham et svar.
"Jeg er som sagt ikke nogen tålmodig mand, og de skal ikke forvente at jeg er din ridderherre for at blive deres ven. Jeg forventer at de gør hvad der bliver sagt, når det bliver sagt, og at de gør det med perfektion. Jeg bryder mig ikke om at mig selv. Han lod det hårde, kølige blik hvile på hende. Det var hendes sidste chance for at stikke af.

[Annabell af Lyslund]

Annabell gik roligt et lille skidt nærmere, hun så ham dog ikke i øjnene. Det havde hun hørt, at riddere ikke var glade for. Han fortalte hende en masse og lige da hun skulle til at svare, fortsatte han med at sige en ny lang ordstrøm, som hun opmærksomt lyttede til.
Så blev der tid til at svare, hun rømmede sig lidt efter at have været stille. Hun var ikke sikker på om han netop havde truet hende omkring svaret, det havde lydt lidt sådan, men det kunne ikke passe. Kunne det? "Jeg ville blive beæret, hvis De tog mig som Deres væbner." Kom det kort fra hende.Den kommende talestrøm omkring opførelse og forventninger var vel også ganske forståelig. "Jeg skal sørge for at adlyde Dem, gøre tingene til perfektion og ikke mindst så snart De beder mig om det." Det lød næsten som at aflægge en ed, men det var vel sådan det skulle være rent officielt? Mange af dem hun kendte havde allerede et godt forhold til deres ridderherrer.

[Braden af Hamin]

Braden nikkede blot kort til pigens ord.
"I det mindste er dine manerer i orden" sagde han, uden egentlig at forvente et svar af hende. Han satte sig igen ned i stolen, og betragtede hende intenst.
"Jeg forventer de er bekendt med de korrekte taleformer, ligeledes forventer jeg at de bruger dem. Men for en nemhedens skyld, så lad os være dus for nu" Det passede ham ikke, men det gjorde den nuværende situation nemmere, var de slækkede bare lidt på formerne.
"Og så fortæl mig om dig selv. Hvad har du lært, hvordan er dine evner med et sværd. Alt hvad du finder relevant, uden at du spilder min tid"

[Annabell af Lyslund]

Annabell stod ret op og ned, men rank ryg. Hvordan kunne man andet foran sådan en intimiderende mand? Hun skulle lige til at svar på hans kommentar, da han fortsatte. Det var virkelig et spørgsmål om at vide hvornår man skulle tale og hvornår man skulle tie.
Han fortalte om sine forventninger og denne gang nåede hun at presse et par ord ind. "Javel Ridder Braden" hun nikkede roligt med hovedet og var så helt ret igen.
Så bad han hende fortælle om sig selv.uden at spilde tiden. Det var en interessant opgave. "Jeg har lært om nærkamp,stavkamp, lanser og sværdtræning. jeg kan ridde og pleje og vedligeholde mine våben. Jeg kender til kamptaktik, våbenteori og så kan jeg læse og skrive. Mine evner med sværd er gode, jeg presser mig altid fuldt ud for at lære mere, men jeg er klar over jeg endnu ikke er den bedste og er åben for mere læring. Jeg er ikke en der klynker og jeg gør mit for at udføre tingende fejlfrit." Forklarede hun og kiggede på ridderen igen og håbede at han var tilfreds.

[Braden af Hamin]

Braden lyttede til hendes lange fortællinger om, hvilke evner hun havde. Hans ansigt fortalte intet om, hvilke tanker der gik igennem hans hoved. Da hun var færdig med at snakke, rejse han sig op, og trådte hen foran hende.
"Jeg kan ikke mindes.." Han lod sine fingre kort lege med hendes hår, mens han holdt hendes blik fanget.
"At jeg bad om dine meninger om dine evner. Jeg kan derimod mindes, at jeg bad dig ikke spilde min tid" Hans stemme var helt rolig og blottet for følelser. Han slap hendes hår igen, og lod ordene hænge et øjeblik i luften.
"Det var en simpel ordre. Jeg har brug for, at min væbner kan følge en ordre. Det burde ikke være noget, som jeg skal lære dig." Han nåede knapt at afslutte sætningen før hans arm blevet rakt tilbage, og håndfladen med et højt klask ramte hendes kind. Han stod stadig helt roligt og betragtede hende. Hun skulle prise sig lykkelig over, at han ikke havde lagt nogen nævneværdig kraft bag slaget.

[Annabell af Lyslund]

Det løb Annabell koldt ned af ryggen, da ridderen nærmede sig og begyndte at pille ved hendes hår. Hun havde forsøgt at gøre som han havde efterspiøurgt, men det havde ikke været godt nok. Nu var han skuffet det var tydeligt, men han var ikke direkte vred. Han talte med en stemme, som skræmte hende mere end noget andet og hun nåede slet ikke at reagere før han havde givet hende en syngende lussing. Hun tyggede hårdt sammen i kæberne og borede sine negle ind i sine håndflader for ikke at begynde at græde. Derpå trak hun vejret dybt og klarede tankerne Undskyld Ridder Braden. Det vil ikke ske igen” fik hun fremsagt og forkuserede stadig på ikke at give efter for den summen der brændte i hendes kind.

[Braden af Hamin]

I sit stille sind måtte Braden indrømme, at han var den mindste smule imponeret over, at pigebarnet ikke græd endnu. Det kunne godt være at hun var mere hårdfør, end hun så ud. Men det skulle han nok hurtigt få prøvet af.
"Det håber jeg ikke. Jeg har allerede fortalt dig at jeg ikke er en tålmodig mand. Og aftalen med din far betyder, at jeg bliver nødt til at gøre mit ypperste for at gøre dig til en ordentlig ridder." Han satte sig tilbage i stolen og vendte opmærksomheden mod sin bog.
"Men nu må du gerne gå" han så ikke engang op da hun forlod rummet.

Tråd lukket