Fødselsdagsdrama

[Catalina af Vårfos]

Christian af Vårfos
21. OKTOBER 528

"Schhh.. Hej. Hej, smukke." Blidt talte Catalina til vallakken, der endelig var kommet efter hende til det fremmede land. Det havde også bare manglet. Den lille hånd lagde sig over hans mule. "Klargør ham til afrejse," beordrede hun en stalddreng, før hun igen gik ud af boksen.

Det ville gå meget hurtigere, end hvis hun selv skulle huske alle skridtene og lige nu var hurtighed vigtigt. Hendes kinder blussede stadig af arrigheden. Én ting var, at hun var blevet fragtet fra sit fødsested til et fremmed, fjendtligt og kedeligt land. En helt anden ting var, at hendes forlovede var så ligeglad med hende, at han åbenbart ikke engang interesserede sig for hendes fødselsdage.

Rasende travede hun ud af stalden igen, ventede utålmodigt. Selv Garsea havde syntes, det var en dårlig ide, men hun var ligeglad nu. Hun ville hjem, hjem til mennesker, der elskede og bekymrede sig for hende. Om så det kastede dårligt lys på hende eller ej.

Med faste hænder blev prinsessen hjulpet op på den enorme vallak og med beslutsomhed satte hun hælene i siden på ham. Han skød frem og sammen lagde de hurtigt paladset bag sig. Hun nægtede i hvert fald at skulle tilbage, selvom hun lige nu ikke vidste, hvis reaktion hun frygtede mest; Christian eller Garsea.

Nu var det bare om at finde Oloronfloden. Den burde hun kunne følge til Galla. Håbede hun. 

[Christian af Vårfos]

Christian havde haft travlt. Frygtelig travlt. Der var så mange forberedelser, der skulle varetages. Maskeballet, brylluppet, en væbners uddannelse og handelsaftaler. En Hertug havde mere end rigeligt at tage sig af. Og nu skulle han også håndtere en møgforkælet Prinsesse, der ikke anede hvad god opførsel var.

Pigebarnets livvagt havde forstyrret ham med en foruroligende besked, der havde sat den ellers så rolige mand i sving. Brølende ordre havde fyldt hans gemakker, og da han var kommet ned til stalden, stod hans hurtigeste hingst klar. Med en arrighed der ingen grænser kendte, svingede han sig op på dyret, og satte hælene i flankerne på dyret. Hesten skød fremad med et højt vrinsk. Christian var opsat på, at denne her gang skulle hun fortryde sig opførsel.

Vinden blæste igennem hans hår, mens paladset forsvandt i det fjerne. Han var ikke i tvivl om, at han ville kunne indhente hende.

[Catalina af Vårfos]

Farverige stoffer, krydderier og en masse handlende forsvandt bag hende, mens hun stormede igennem markedsdistriktet uden at have nogen planer om at stoppe. Mennesker sprang til side for den mørke vallak.

Catalina fulgte den brede vej gennem byen og endelig nåede hun broen og dermed floden. Hun stoppede hesten og så sig til begge sider, før hun tog en beslutning. Højre. Det måtte være højre. Med beslutsom mine satte hun Lorencio i bevægelse igen.

[Christian af Vårfos]

Det var ærlig talt ikke særlig svært for Christian at følge den rute, som Prinsessen havde valgt. Kræmmere og deres vogne, havde tydeligvis måtte springe for deres liv, og mange af dem var endnu ved at samle deres dyrebare vare sammen, da han selv kom ridende i en hæsblæsende fart.

Han satte farten ned ved broen. Hun var umuligt reddet over på den anden side af den. Hvis hun så inderligt ønskede at styrte hjem mod Galla, havde hun taget vejen gennem Galopdistriktet. Så han drejede af, og red langs med floden.

[Catalina af Vårfos]

Med blussende kinder fortsatte hun videre langs Oloronfloden. Hun kunne se bygrænsen nu. Så lidt tilbage mellem hende og turen tilbage til Galla. Kappen bølgede bag hende grundet den høje fart, men hun så sig ikke tilbage.

Lige indtil.. Var det lyden af hove? Det løb hende koldt ned af ryggen og hun jog igen hælene i siden på vallakken. Nej, det kunne ikke være sandt. Hun var så tæt på, hun skulle nok få hægtet ham af.

[Christian af Vårfos]

Christian jog hælene i siden på hesten igen. Han tvang den til at yde mere, til at sætte farten op. Og da den opdagede hesten foran den, blev det ikke svært. Dyret var skabt til at konkurrere. Det kom nu til sin ret. Den troede det var et kapløb, og ville vinde.

Meter for meter blev afstanden lukket mellem dem, for til sidst helt at forsvinde. Christian var nu oppe på siden af Prinsessen, og uden at tøve, tog han fat i tøjlerne på Prinsessens hest.

[Catalina af Vårfos]

Bygrænsen kom tættere og tættere, så Catalina gjorde alt, hun kunne for at ignorere lyden af hove, der konstant blev højere bag hende. Så nåede han op på siden af hende. Hun ansporede hesten yderligere og den sprang lidt frem, men det var kun et spørgsmål om få, vundne sekunder, før Christian var oppe på siden af hende igen.

Hans hænder lukkede sig om tøjlerne og hun så hen på ham med arrige gnister i de mørke øjne. "Slip!" beordrede hun ham, endnu ikke villig til at se nederlaget i øjnene.

[Christian af Vårfos]

Christian tog ikke imod ordre fra små forkælede Prinsesser, der ikke kunne opføre sig bedre end et uvidende barn. Derfor sagde han intet, man trak hårdt i tøjlerne. Både på sin egen hest, men også på hendes.

Han var opmærksom på at undgå, at de red nogen ned, som kunne lide overlast for hendes egoistiske og snæversynede togt. Først da begge heste trippede, tydeligvis ophidsede efter det vilde ridt, løftede han blikket og så på hende med et stenhårdt blik.

[Catalina af Vårfos]

Med et hårdt træk fik Hertugen stoppet Lorencio og sin egen hest, og nederlaget bankede igen på i kanten af hendes bevidsthed. Det fik kun hendes temperament til at flamme yderligere op. Blikket, der mødte hendes var koldt og hårdt, men hun var for blind af arrighed til at se det.

"Slip!" gentog hun hysterisk. "Jeg er Catalina de Martell, Prinsesse af Galla og jeg beordrer dig at slippe!" Kjolen føltes stram omkring brystet og hun følte sig forpustet med blodet brusende hårdt for ørerne.

Kæben spændtes. "Kan du ikke være ligeglad?"

[Christian af Vårfos]

Christian så bare på hende, mens hun plaprede en masse ubetydelige ord af, der ganske enkelt ikke gjorde en eneste forskel på hendes handlinger. Tværtimod lod hun alle i nærheden af dem vide, hvem hun var. Og det ville skabe røre hele vejen ned gennem Corus. Endnu en skandale, som han på et senere tidspunkt skulle rede trådene ud på.

Da hun endelig var færdig med sin talestrøm, rettede han sig op. "Er du færdig?" Lød det iskoldt fra ham. "Så kan du måske fortælle mig, hvad borgerne i Corus har gjort dig? Op til flere bønder og handlende, har måtte se deres indkomst forsvinde mellem hænderne på dem, blot fordi du - en forkælet og egoistisk prinsesse - er blind for alle andre end dig selv." Han lagde ikke skjul på sin harme over hendes adfærd.

[Catalina af Vårfos]

Christian voksede et halvt hoved foran hende, da endelig hun var færdig med at tale og hun så forbløffet til, mens han skældte ud på hende. Hvad bildte han sig ind!?

"Det er ikke det, det handler om!" skreg hun ham ind i ansigtet og lagde en behandsket hånd på sine tøjler, hev håbløst i dem uden at de rokkede sig så meget som en millimeter. "Du er blind over for alle andre end dig selv. Hvis du bare havde ladet mig være i Galla var intet af dette sket!"

[Christian af Vårfos]

Christians ansigt forandrede sig ikke, som hun skød tilbage. Men han tog sig ikke af hendes ord. "Du ved ufatteligt om verdenen," konkluderede han ud fra hendes ord. Hans hænder var stadigvæk fast lukket omkring hendes hests tøjler. "Du ved ufatteligt lidt om mig. Og din egen familie." Tilføjede han. "Ville du have foretrukket Sarain? Tusaine?"

[Catalina af Vårfos]

De blussende pletter søgte over mere hud og snart var de også at finde på hendes hals. Ordene ramte hende som gentagne slag og da han blandede hendes familie ind i det, var Catalina klar til at eksplodere.

"Du er utrolig!" hvæsede hun arrigt og hev fortsat i tøjlerne. "Hvor vover du at blande min familie ind i det her? Du kender dem ikke!" Først der gik det op for hende, at de var blevet dus, men hun var alt for arrig til at rette på det nu.

[Christian af Vårfos]

Christian ignorerede fuldkommen, at hun hev i tøjlerne. Hans blik var fæstnet på Catalinas, mens hun igen eksploderede. Hun burde virkelig lære at tøjle sit temperament. Hun var ikke andet end til grin i offentlighedens øjne, når hun opførte sig som hun gjorde midt ude på en åben gade.

"Jeg synes, du skal tænke dig om nu," formanede han hende med et strengt tonefald. "Jeg kender ved Gudinden mit eget stamtræ. Og det tydeligvis bedre, end du kender dit eget."

[Catalina af Vårfos]

Hendes læber skiltes i et målløst 'o'. "Du kender ikke min familie." Uanset hvor meget, deres familier så engang måske udsprang af det samme, så havde hendes livs dage været fyldt med solskin og latter og leg og spil, hvor hans lod til at have bestået af tæv og regler.

"Du er ond, apatisk, modbydelig og streng," hendes stemme var lavmælt nu, mere privat. "Du har intet til fælles med min familie og jeg sværger ved alle Guderne, at du aldrig vil blive en større del af min familie end den ubetydelige plet, du er nu."

Og før Catalina kunne nå at besinde sig eller falde til ro, spyttede hun ham i ansigtet.