Overvintring

[Larkin af Stenbjerg]

Myrilla af Stenbjerg
Den 14. oktober 528 M.T.

Det måtte vist snart være på tide, at han drog af sted, hvis han ville nå til Stenbjerg, før der faldt for meget sne. Larkin gav derfor tjenerstaben besked på at begynde at pakke ... og kom så i tanke om, at han endnu ikke havde informeret Myrilla om hans beslutning om at tilbringe vinteren nord på.
Han gav sig derfor til at lede efter hende og fandt hende i palæets lille bibliotek, hvilket han nok burde have været det første sted, han ledte. ”Jeg skal tale med dig,” startede han med sin sædvanlige høflige mine, imens han trådte indenfor. ”Jeg har bestemt mig for at rejse til Stenbjerg hen over vinteren.”

[Myrilla af Stenbjerg]

Endnu en side blev vendt i bogen. Myrilla havde forsøgt at fordybe sig den i længe nu, men uanset hvor hårdt hun prøvede, blev tankerne ved at vende tilbage til hendes tomme livmoder. Hun sukkede tungt og vendte endnu en side uden at have læst så meget som et ord.

Først da Larkins stemme lød, så hun op. Det var længe siden, de sidst havde talt ud over høflighederne, de udvekslede over middagsbordet. Derfor lagde hun ansigtet i høfligt afventende folder, før han nåede frem til det, han gerne ville sige.

Brynene fløj op. "Til Stenbjerg?" Det var ikke ligefrem med i hendes planer. Så sank brynene på plads igen. "Alene?" Nervøsiteten bredte sig som en ubehagelig kulde i hendes mave.

[Larkin af Stenbjerg]

Han nikkede til de to spørgsmål. ”Ja.” Der var ikke så meget andet at sige til det efter hans egen mening. ”Du har dine studier at passe her i Corus, så det vil være bedst, hvis du bliver her.” Det var selvfølgelig ikke på grund af hendes studier, at han ikke ville have hende med, men han havde bestemt ingen planer om at være ærlig over for hende længere.

[Myrilla af Stenbjerg]

"Selvfølgelig," svarede hun roligt, selvom hun ikke så meget som et sekund troede på, at det var det, det handlede om. Men samtidig kunne hun ikke længere afkræve ham sandheden. Ikke med samme gode smag i munden.

Langsomt lukkede Myrilla bogen i. "Men.. Er du sikker på, at du vil fejre midvinter alene? På trods af.." Alt. Alle svigtene, alle løgnene, al den modgang, de havde hevet hinanden igennem.

[Larkin af Stenbjerg]

Han løftede et spørgende øjenbryn, da hun ikke færdiggjorde sætningen. I tvivl om hvad hun havde forsøgt at sige. ”Det gør mig ikke noget at fejre den alene.” Normalt havde han selvfølgelig Kieran at fejre den med – og sidste år også Myrilla – men han ville ikke tvinge lillebroderen med til Stenbjerg, bare så han havde selskab til at fejre højtiden. ”Men jeg har selvfølgelig sørget for, at Kieran vil have midler til at arrangere en sammenkomst, hvis han ønsker det. Jeg gættede på, at du alligevel hellere ville fejre midvinter med din bror?”

[Myrilla af Stenbjerg]

Ordene stak, for deres midvinter sammen havde jo været hyggelig på trods af alle de problemer, de normalt havde. Myrilla lagde bogen fra sig, overvejede momentært at rejse sig og fysisk gå ham i møde, men opgav det så alligevel.

"Jeg tror aldrig, jeg overvejede det som en mulighed," konstaterede hun hult og trak på skuldrene. "Jeg troede, vi ville tilbringe midvinter sammen."

[Larkin af Stenbjerg]

Han trak på skuldrene. ”Det kan du så nu. Min onkel er vist også hjemme gennem vinteren, så hvis du vil blive her, holder han dig sikkert gerne med selskab.” Hvad hun havde tænkt sig at gøre, interesserede ham ikke videre længere. ”Jeg har ting at se til i Stenbjerg.” Hvilket vel sådan set var sandt, men han kunne også udfører sit arbejde her i Corus. Men så skulle han jo omgås Myrilla, og den tanke irriterede ham stadig.

[Myrilla af Stenbjerg]

Afvisningen var tydelig og hun holdt hans blik yderligere et øjeblik, prøvede at finde bare et eller andet, før hun brød øjenkontakten. Det føltes alt for meget som om deres spinkle chance var forsvundet helt.

"Selvfølgelig." Myrilla fejede en mørk lok bag øret. "Hvornår regner du med at vende hjem igen?"

[Larkin af Stenbjerg]

Han mødte hendes blik uden den mindste bekymring. Facaden var blevet sat godt og grundigt på plads igen, og han lod ikke noget som simpel øjenkontakt bryde gennem den. ”Tja ...” Han lagde eftertænksomt armene over kors. ”Jeg venter nok, indtil sneen begynder at smelte, så det bliver muligvis først i marts. Måske i februar.” Før da ville det være for besværligt at rejse gennem de nordlige regioner.

[Myrilla af Stenbjerg]

Alt ved Larkin virkede så kontrolleret igen, alt var planlagt ned til mindste detalje og fik kulden til at brede sig i brystet på hende. Måske var de aldrig blevet tætte, men de havde aldrig været længere fra hinanden end nu.

Myrilla rømmede sig, prøvede ikke at tænke for meget over det. "Og der er blevet gjort de nødvendige arrangementer i forbindelse med rådsmøder?" Jonathan havde immervæk brug for en del hjælp for tiden.

[Larkin af Stenbjerg]

Nå ja, rådsmøder. Han havde ikke skænket dem mange tanker i hans iver efter at komme ud af huset. Larkin sukkede opgivende ved tanken. ”Jeg må bede Kieran agerer stedfortræder for mig,” vurderede han. Lillebroderen var godt nok ikke inde i Stenbjergs interesser til at kunne håndtere et rådsmøde. ”Du kan selvfølgelig også gøre det, hvis du vil.” Myrilla var jo hertuginde nu, så hun kunne vel også være hans stedfortræder, hvis hun havde lyst.

[Myrilla af Stenbjerg]

Myrilla nikkede. Det kom ikke som nogen overraskelse. Selvom Larkin altid var efter hende med, at hun og Marcus var uadskillelige, var Larkin og Kieran mindst lige så meget et hold. En lille gruppe uden plads til fremmede.

Hendes kæbe droppede ned i en ukarakteristisk måben. "Virkelig?" Hun blinkede lidt med øjnene og nikkede så. "Gerne. Jeg skal nok holde dig opdateret." Hvis alt han ville var forretning, ville hun som minimum leve op til sin del af aftalen.

[Larkin af Stenbjerg]

Den forvirrede tone undrede ham en smule. ”Naturligvis. Er du måske ikke Stenbjergs hertuginde?” Det var kun logisk, at hun kunne være hans stedfortræder i stort set alle sammenhænge, hvis det var nødvendigt. ”Godt så.” Han havde ikke regnet med, at hun gad påtage sig den opgave, men hvis hun ville, havde han ikke tænkt sig at forbyde hende det. Så slap Kieran også for det ansvar.

[Myrilla af Stenbjerg]

"Selvfølgelig," men han havde ikke virket synderligt interesseret i at dele de reelle ansvarsområder med hende. Men Myrilla fik genvundet kontrollen over sit ansigt og nikkede så.

Så rejste hun sig alligevel op uden at vide, hvad hun skulle stille op derfra. "Hvornår regner du med at tage af sted?" spurgte hun forsigtigt.

[Larkin af Stenbjerg]

Hendes bekræftelse fik ham til kort at nikke. Det var godt, at hun da selv var bevidst om sit ansvar som hertuginde. Ved hendes spørgsmål trak han på skuldrene. ”Om et par dage. Fire, måske. Jeg skal ikke vente for længe.” Ellers begyndte vejene blot at blive ufremkommelige. Han gjorde ikke noget forsøg på at komme hende i møde, selvom hun havde rejst sig op.