På tidlig tur

[Isabel af Linshart]

Valor af Havjen

Solopgang! Føj, hvor var det dog tidligt! Adskillige gange måtte Isabel bekæmpe trangen til at gabe – det passede sig ikke for en komtesse – imens hun red ud for at mødes med Valor ... og hans væbner. Ugh. Nå, men hun måtte jo gøre forsøget, og nu hvor hun havde lært – på den hårde måde – at ridderen ikke var god til at fange diskrete hentydninger, kunne hun tage højde for det.
Selvfølgelig var det meget muligt, at et ægteskab ikke ville komme på tale, men et mere intimt bekendtskab med en kommende greve kunne utvivlsomt komme hende til gode. Og det var derfor, at hun havde tvunget sig ud af den ellers lune seng for at ride herud alt for tidligt, så hun kunne se Valor nærmere an. De havde aftalt mødet for en uge siden, men selv med en uges forberedelse havde det nu været svært at komme ud af sengen denne morgen.
Hun undertrykte endnu et langtrukkent gab og smilede i stedet, da hun til hest nåede frem til Valor, der ventede i udkanten af den kongelige skov. ”Der er en smuk solopgang her til morgen,” bemærkede hun og forsøgte at se så vågn ud som muligt.

[Valor af Havjen]

Valor havde været oppe længe før end normalt. Og han havde sørget for at sende Teddy i forvejen til stalden, så væbneren kunne få klargjort hestene. Han vidste godt, at væbneren måske ikke ville nyde turen, så han havde tilladt, at drengen tog sin egen morgentur, men holdte sig i nærheden hvis der skulle ske noget.

Ridderen sad på ryggen af sin kraftige hest, der havde fået flettet manen, så den ikke kom til at sidde fast i grene eller buske, som de red forbi. Nogenlunde tålmodigt, måske lidt ængstelig, ventede han på den unge komtesse ville dukke op.

Da hun gjorde, sendte Valor hende et imødekommende smil. "Bestemt," bekræftede han. "Jeg håber ikke det gør noget, at jeg har sendt min væbner i forvejen?" Han var overbevist om, de begge to var tilfredse med den fordeling.

[Isabel af Linshart]

Smilet blev lidt lettere at vedligeholde, da han fortalte, at væbneren ikke var i nærheden. Så kunne de få blot en smule privatliv – lidt galant var han da! ”Åh, det gør mig intet,” forsikrede hun ham og blafrede med øjenvipperne – for en sikkerheds skyld – før hun red hen op siden af ham. ”Så hvilken tur plejer I at tage?” spurgte hun og vendte blikket ud mellem træerne. De bar endnu deres brune og gyldne blade, omend mange af dem også var dalet til jorden efterhånden.

[Valor af Havjen]

Valor havde altså haft ret i sin egen antagelse, og han blev lidt lettet over, at hun ikke tog ham det ilde op. Heldigvis. Ved hendes spørgsmål, drejede han kroppen halvt rundt, og så i retningen af den brede sti, der førte gennem skoven. "Vi plejer at følge hovedstien, og senere drejer vi af, enten til højre eller venstre, og lader vores heste strække helt ud til sidst," svarede han, inden han drejede kroppen rundt igen, og mødte hendes blik.

[Isabel af Linshart]

Hun nikkede accepterende og sendte ham et sødmefuldt smil, da han så i hendes retning. ”Det lyder fint med mig. Jeg vil nødig forstyrre Deres daglige rutine mere end højst nødvendigt,” sagde hun og prikkede Lotte i siden, så hesten begyndte at skridte ned af den store sti foran dem. ”Vis endelig vej, jeg følger efter.”

[Valor af Havjen]

Det gjorde Valor glad, at hun trods alt ikke havde nogen indvendinger til hans forslag på rute. Han var lidt et vanemenneske, måtte han jo indrømme. "Vi kommer også forbi en lille bæk, hvor vi kan lade hestene drikke lidt," bemærkede han og var ikke sen til at følge trop med hendes hest. "Denne vej," sagde han, og tog føringen.

[Isabel af Linshart]

Hun lod ham om at vise vej og gjorde sit ypperste for at sidde og se ualmindeligt smuk ud imens. Heldigvis stod hendes hår godt til efterårsfarverne omkring dem. ”Ser De frem til diverse fester her gennem vinterhalvåret?” Når der var mørkt, koldt og ikke meget at lave i lenerne, blev der holdt langt flere sammenkomster. Det var lettere at komme gennem de mørke måneder på den måde.

[Valor af Havjen]

Valor og hans hest skridtede frem i et roligt tempo, der langt fra indbød til ræs. Hvilket nok var meget godt, eftersom det var Komtesse Isabel, der red ved hans side. "Jeg må indrømme, at jeg ingen indsigt har i, hvilke baller og selskaber der kommer her i den nærmeste fremtid." Han sendte hende et undskyldende smil. "Er der nogle store baller?"

[Isabel af Linshart]

Det burde måske ikke være kommet bag på hende. Komtesser havde vist en større tendens end riddere til at gå op i selskabslivet. Hun lagde hovedet en smule på skrå, imens hun tænkte over, hvilke fremtidige arrangementer, der var om hjørnet. ”Jeg mener, at hertugen af Vårfos snart holder et maskebal,” sagde hun så med et let smil. ”Den slags er altid så spændende.” Maskeballer var ofte mere løsslupne, og man kunne slippe af sted med lidt mere.

[Valor af Havjen]

Valor nikkede langsomt, han kunne ikke huske, hvornår han sidst havde været til et maskebal. "jeg tror, at sidst jeg var til sådan et, var dengang jeg var væbner. Før min hustru og jeg fik børn," fortalte han leende. "Hvordan er de nu om dage? Lige så mystiske og fantasifulde?"

[Isabel af Linshart]

Hun spærrede overrasket øjnene op. ”Virkelig?” Det måtte være længe siden, at han sidst havde været til maskebal så. ”Hvordan kan det være?” Havde han ikke haft nogen interesse i den slags fester, siden han allerede havde en hustru? ”Åh, det har næppe ændret sig meget siden dengang. De maskeballer, jeg selv har deltaget i er fulde af mystisk stemning og fascinerende folk,” svarede hun. ”Det er ganske ... spændende.” Hun slog blikket ned med sine hænder med en forlegen mine.

[Valor af Havjen]

Valor trak på skuldrene. "Jeg havde rigeligt mellem hænderne," fortalte han. "Udstationeringer, familie og pligter. Bal var noget jeg lod min moder og hustru om," og om nogle år ville han overlade den slags til sin datter. Og måske en lille datter mere. Man kunne jo altid drømme. "Det kunne være, man skulle deltage. Mine forældre tager begge afsted. Gør De?"

[Isabel af Linshart]

Hm, det var vist ikke unormalt for mænd, men det var nu spild. Der endte altid med at være langt flere kvinder end mænd til baller. ”Jeg deltager, ja,” bekræftede hun med antydningen af et lille, koket smil. ”Påvirker det Deres beslutning om at deltage?” spurgte hun og blafrede lidt med øjenvipperne, siden Valor ikke lod til at være så god til at opfange hendes hentydninger. ”Jeg er sikker på, at De ville more Dem.” Han var jo en tiltalende mand, og maskeballer var ofte gode undskyldninger for at blive lidt mere nærgående end normalt.

[Valor af Havjen]

Valor brummede lavmælt. Og tænkte. Han trak tiden med sin lave brummen, indtil han til sidst åbnede munden; ”Hvis De vil tillade mig at være Deres kavaler for en aften, så påvirker det i største grad min beslutning,” svarede han med et skævt smil. Det var et forsøg værd. Og hvis hun sagde nej, så var han den eneste, der kunne bevidne det.

[Isabel af Linshart]

Sikke længe han kunne bruge på at overveje det. Hun var lige ved at blive utilfreds, da han endelig gav sit svar, og hun alligevel måtte overgive sig til et smil. ”De trak tiden ud med vilje,” fnøs hun underholdt. ”Tænk sig at holde en komtesse sådan på pinebænken.” Det var dog en lettelse, at hun nu vidste med sikkerhed, at interessen var gengældt. ”Det ville glæde mig at blive eskorteret til festen af Dem,” svarede hun med et let smil.