Fortidens fandango

[Ercole af Groten]

Margarry af Mindelan

Bønnevagt var ikke altid det mest interessante man kunne foretage sig i templet, men det var til gengæld udpræget nødvendigt. Ercole nød i det mindste den ladede stemning, som han stod ved døråbningen i lysskæret fra en enorm lysestage og og så ind i det dunkle, enorme rum, hvor mennesker af alle aldre og ophav bad til Mithros.

Det var kraftfuldt i sin egen ret og han lukkede øjnene et øjeblik og sendte selv en tanke til den store solgud.

[Margarry af Mindelan]

Margarry var tilbage i Corus for første gang i lang tid. Hun kunne knapt huske, hvornår hun sidst havde været der og hun fandt at byen virkede travl og larmende i kontrast til det ellers ikke helt fredelige nord. Måske var det det, der havde fået hende til at søge mod templerne og det var næsten som at komme hjem, da hun fandt ind i bønnen og følte sig nærmere krigsguden.

Da hun en tid senere sendte sine sidste tanker til ham og forberedte sig på at træde tilbage ud i hovedstadens kaotiske liv, fik hun i skæret fra et lys fik øje på en velkendt skikkelse. Overraskelse meldte sig kort, før de farverige rober vidnede om, at det ikke var den mand, hun først havde troet. Uden anden tanke standsede, forundringen klar.

"Ercole af Groten?"

[Ercole af Groten]

Mørke øjne åbnede sig ved hans navn udtalt med en sådan forundring, at han havde forventet at se en han kendte. Da blikket i stedet faldt på en mørkhåret kvinde, som ingen genkendelse vakte, røg brynene først op i panden, før de trak sit tæt sammen.

"Beklager, Nådigfrue," svarede han dæmpet, omend respektfuldt, næsten i en hvisken. "Ja, det er mit navn. Men jeg genkender ikke Dem?"

[Margarry af Mindelan]

Margarry var kort i tvivl, men da præsten åbnede øjnene forsvandt den. Identisk var ikke det rette ord, men der var en genkendelighed over ham som hun ikke kunne fornægte. Minder, som ellers for længst var gemt bort, strøg op til overfladen og i det korteste øjeblik strejfede antydningen af et næsten familiært smil hendes læber.

"Nej, det ville jeg ikke forvente," svarede hun i samme lavmælte tonefald, der holdt al den respekt, der hørte sig til på et helligt sted. "De har heller ikke set mig i mange år. Jeg genkendte Dem kun på grund af ligheden til Deres bror."

Det svage smil forblev på hendes læber, selvom hun ellers havde for vane at se ganske alvorlig ud. Øjnene kneb sig let sammen. "Jeg er Margarry af Mindelan. Måske husker De nu...?"

[Ercole af Groten]

Ercole var et øjeblik i tvivl om hvilken bror, selvom det uden tvivl var ham og Bernin, der lignede hinanden mest. Tortallanere havde dog for vane, at have svært ved at kende forskel på enhver med mørkere hudfarve og det skulle ikke være første gang nogen var sikre på, at de kendte ham, selvom han aldrig i sit liv havde set dem før. I dette tilfælde var der dog en mening med galskaben, som han fik bevis for, da hun nævnte sit navn.

Begge bryn røg op i panden på ham i det flakkende lys og han så nærmest bestyret på hende, før hans mundvige trak afslørende op og gav svaret på hendes spørgsmål. "Ridder Mindelan," hviskede han. "Jeg kunne ikke kende Dem uden et træsværd hævet til angreb..."

[Margarry af Mindelan]

For få øjeblikke siden havde hun set på en præst. Da hun præsenterede sig, ændrede hans ansigt sig dog og med ét stod hun overfor en gammel bekendt i stedet. Et mildt smil trak op på hendes læber og hun bøjede nakken lidt frem, for at kunne høre hans hvisken. Grønbrune øjne gled op og fæstnede sig ved ham.

"Det overrasker mig ikke. De har vel knapt set mig anderledes..." Tænderne var kort synlige og i skæret fra lyset nåede smilet hendes øjne. "Jeg beklager, at jeg forstyrrede Dem. Jeg forventede ikke at se Dem her."

[Ercole af Groten]

De mørke øjne spillede af undertrykt morskab og Ercole så sig et øjeblik rundt, for at være sikre på at ingen overhørte deres lille samtale, midt i så alvorligt et rum. Han klarede halsen ganske lavmælt.

"Giv mig et øjeblik, Ridder Mindelan, hvis De har et? Så finder jeg en af mine brødre til at tage min plads?"

[Margarry af Mindelan]

Normalt ville Margarry ikke trække nogen væk fra deres pligt, men det var så længe siden at hun sidst havde set Ercole, at hun knapt overvejede andet end at nikke til hans ord.

"Med glæde, broder Groten," svarede hun med tænderne synlige i et endnu let forundret smil. "Jeg venter på Dem udenfor - så andre kan få ro."

[Ercole af Groten]

Normalt ville Ercole aldrig bede andre om, at overtage sine pligter, men han huskede udmærket somre med Margarry og Bernin, træsværd og hans gave, som han kun så småt havde lært at kontrollere. Kampe og skænderier. Han huskede næsten hende som barn lige så godt som han huskede sin egen bror, på trods af tre års aldersforskel.

Da han trådte udenfor lidt efter, var det med hætten sænket og de gule rober bølgende omkring sig, som han gik op til hende med et varmt smil. "Skulle vi ikke starte med, at være dus, Margarry? Det ville vores mødre ønske."

[Margarry af Mindelan]

Margarry stod udenfor og nød efterårssolen, der varmede hendes ansigt og for en lille stund efterlod hende helt fredfyldt. Da en stemme lød bag hende, drejede hun sig dog og kunne ikke undgå at smile varmt.

"Og vi har været det før, husker jeg," svarede hun og tog et skridt nærmere ham. "Jeg kan knapt huske, hvornår jeg sidst har set dig. Jeg var ikke klar over, at du havde forladt Gudernes By?"

[Ercole af Groten]

Ercoles mundvige trak op i et halvkrøllet smil, før han bøjede hovedet en anelse og hviskede det væk igen. Han rankede sig en anelse og samlede hænderne foran sig, halvt gemt i den gule kåbes vidde ærmer.

"Jeg rejste i foråret. Det var på tide med en luftforandring og jeg er ingen novice længere, men en reel præst. Hvis du ellers går og mangler sådan en." Han hævede et enkelt bryn af hende. "Du har heller ikke været i Corus. Har du været ude og redde verden?"

[Margarry af Mindelan]

Margarrys blik gled uværgerligt mod præsten i de gule rober. Hun havde ikke set ham i årevis og det var svært at lade være med at forsøge at finde genkendelighed i træk, der havde været barnlige sidst hun så dem. En munter lyd undslap hende, før hun kunne nå at stoppe det og hun slog blikket væk, selvom det sitrede i hendes mundvige.

“Det sker fra tid til anden. Jeg vil huske, at du står til rådighed,” svarede hun og drejede hovedet halvt mod ham igen. “I hvert fald dele af den. Jeg har tilbragt de sidste år nær den nordlige grænse - jeg havde helt glemt, hvor varmt der er i Corus.”

[Ercole af Groten]

Ercole var ganske alvorlig i sit tilbud om assistance, selvom han ikke forventede, at hun straks havde et ønske om at skrifte eller kontakte Mithros. Hun havde trods alt lige været inde i templet. For de fleste mennesker var der grænser for hvor meget tid de brugte i gudernes selskab. Ikke for Ercole selv, dog.

Han var dog også optaget af andet end den guddommelige verden, som illustreret i interessen for Margarrys ord. Han nikkede, før han trak en anelse på smilebåndet og flettede sine fingre sammen foran sig, skjult af kåbens vidde ærmer.

"Det kom også som en overraskelse for mig. Jeg havde stort set ikke været udenfor Gudernes By siden jeg kom dertil, før jeg blev flyttet herned. Men vi plejede at tilbringe meget tid her." Hans blik flakkede kortvarigt. "Det undrer mig hvordan du overhovedet har fået alle de fregner i kulden, så langt fra solens stråler."

[Margarry af Mindelan]

Margarry sænkede blikket kort, men smilet på hendes læber var præget af nostalgi og hun kunne ikke undgå at tænke tilbage på sin barndom i Corus og simplere tider. Fortiden var dog netop det - fortid - og hans ord bragte hende effektivt tilbage til nutiden. Smilet falmede og hun så kort op på ham, før det trak lidt mere halvhjertet i hendes mundvige igen.

"Har jeg?" Fingerspidserne strejfede en kind, knapt selv klar over at fregnerne var mere fremtrædende nu end de var efter en tid i norden. Det sidste halve år havde ikke budt på mange lejligheder til at nærstudere sit eget spejlbillede. Hun tog en indånding.

"Jeg har ikke kun været i norden på det seneste, men jeg er ikke så fri til at tale om det." Blikket bad om forståelse, selvom der gemte sig et glimt af overvejelse et sted. Ercole var præst. Men det betød vel ikke, at hun måtte skrifte...

[Ercole af Groten]

"Åh?"

Ercole var lige så nysgerrig som den næste mand, selvom han forsøgte at skjule det og klarede halsen lidt med et lille, hemmeligt smil. "Beklager. Jeg vil ikke snage. Men ja, du har fregner. Bare rolig, det er ganske klædeligt."

Han vidste hvordan mange kunne være vældig optagede af skønhedspletter og tro, at det skadede deres udseende. Han kendte til gengæld ikke Margarry nær godt nok til at vide om hun også var optaget af det.