Store planer

[Julietta af Dunlath]

Baird af Bugtvig

Med store, forskræmte øjne så Julietta på den store dør, der stod mellem hende og Bugtvigs hus. Den var alt, der var tilbage mellem hende og Ridderen nu, og hun var intet mindre end rædselsslagen for at få fjernet den sidste forhindring.

Adrian havde været ualmindeligt vag, da han var kommet hjem og havde delt sine ideer med hende. Og nu stod hun her. Tanken om, at hun skulle møde Ridderen alene fik hendes fingre til at ryste, men langt om længe gik hun hen til døren.

En tjener tog imod hendes overtøj og hun prøvede at berolige de let rystende fingre, strøg dem over det sarte, lyserøde stof, der udgjorde hendes skørt. Hendes kinder føltes blussende, men hun trøstede sig selv med, at det jo også kunne skyldes vejret.

[Baird af Bugtvig]

Baird havde mødtes med sin del af gifte adelsfruer, men han havde for en gangs skyld ikke nogen anden dagsorden end den oplagte. Da en tjener annoncerede den unge Nådigfrues ankomst kunne han dog ikke lade være med at smile lidt for sig selv.

Det dvælede der stadig, som han trådte ud af arbejdsværelset og gik ud for at møde hende i den lille ankomstgang. Det var ikke noget enormt byhus, men der var plads nok. Også til at der gik et lille stykke tid, før han rent faktisk var der og kunne bukke for Adrians hustru med et mere behageligt smil. "Nådigfrue Dunlath," hilste han afslappet. "En fornøjelse, at De ville komme."

[Julietta af Dunlath]

Lyden af skridt nåede snart hendes ører og det var stadig med noget store øjne, at Julia vendte blikket mod Ridderen. Et smil foldede sig ud på hendes læber, selvom kinderne stadig var distraherende varme.

Med let rystende knæ nejede hun for ham. "Ridder Bugtvig," gengældte hun hans hilsen og den lyse stemme vaklede en smule. Det tog hendes et øjeblik at samle sig igen. "Fornøjelsen er på min side. Min mand taler venligt om Dem."

[Baird af Bugtvig]

Smilet forblev slet og ret venligt. Hun var køn, men også meget ung og lignede lidt en skrøbelig glasfigur, som hun stod der. Baird slog ud med hånden imod døren ind til den mindre stue med et godt ildsted, der tog imod de fleste gæster i vinterhalvåret.

"Jeg tænkte vi kunne tage et bæger vin og tale om arrangementet," konstaterede han, som han ledte vejen og holdt døren åben for hende. "Jeg er yderst beæret over, at De vil hjælpe med at sætte det hele op, i min hustrus fravær."

[Julietta af Dunlath]

Med et lille, taknemmeligt nik søgte Julia ind i stuen som anvist. Som altid havde hun svært ved at få dannet sætninger i den fremmede mands selskab, så hun forholdt sig tavs og tog plads i stuen.

"Det ville være mig en glæde, Ridder," svarede hun og prøvede at ignorere lyden af sin stemme, der henledte tankerne på glas. "Selv har jeg aldrig været adskilt fra min Adrian..." Og hun gjorde gerne alt for at gøre det lettere for ridderen. "Så jeg hjælper Dem gerne, hvor jeg kan."

[Baird af Bugtvig]

En munter lyd forlod konstateringen om adskillelse, men han kommenterede ikke på det. Til gengæld skænkede han selv op i to bægre med en sødlig hvidvin og stillede dem på hver side af et mindre bord, omgivet af to saksestole.

"Sid endelig," opfordrede han og ventede på nådigfruen, før han selv sank ned i den modsatte af stolene. "Sandt skal siges, så har Ridder Margarry aldrig været den store festarrangør. Men jeg tager det, at De ikke tilbragte Deres ungdom på væbnerskolen..?" Hans lyse øjne spillede. Han kendte udmærket svaret. Han havde trods alt været ansat der i ti år. For ti år siden kunne kvinden foran ham ikke have været mere end en lille spirrevip.

[Julietta af Dunlath]

De blå øjne flakkede igen, men Julia fik samlet sig nok til at møde hans blik. "Nej, det kan jeg ikke prale af," svarede hun med et forsigtigt smil og så momentært ned på sine lyse hænder, før hun mødte hans blik igen.

"Men jeg har desværre heller ikke haft mulighed for at arrangere meget andet end mit bryllup." Hun havde mødt Adrian kort efter hun var kommet hjem fra klosterskolen og brylluppet fremskyndet grundet graviditeten.

[Baird af Bugtvig]

Baird smilede muntert over beskedenheden. "De har min fulde tiltro, Nådigfrøken," forsikrede han, før han hævede sit bæger. "Skål på Deres bryllup. Jeg ville ønske, at jeg havde været der til at se det."

Han nikkede let i hendes retning, før han tog den første, nydelsesfulde tår og sank vurderende. "Skal vi servere denne til festen, mener De?"

[Julietta af Dunlath]

Lyse fingre lagde sig om bægeret, før Julia fulgte ridderens eksempel og skålede med ham. Ikke at hun havde noget svar klar til ham. Hun kendte immervæk ikke manden.

Derfor koncentrerede hun sig også om smagen af vinen, bare så hun havde noget at sige til ham. "Den er lækker, sød." Hun smilede og stillede glasset fra sig igen. "Jeg tror, den ville egne sig godt, Ridder. Den går ikke direkte til hovedet som rød."

[Baird af Bugtvig]

Baird kneb øjnene en anelse sammen, før han trak på skuldrene. "Jeg vil nu mene, at vi også skal servere en rød. Der er ikke så meget i vejen med, at det stiger en til hovedet. Ikke til den type af fest."

Han trak en anelse på smilebåndet, før han tog en tår mere. "Men fortæl mig, Nådigfrue Dunlath, har De allerede gjort Dem nogen tanker om festen? Jeg ved, at det bliver Adrian og jeg, der laver gæstelisten, men resten er mere eller mere i Deres magt."

[Julietta af Dunlath]

Farven skyllede op i hendes kinder og for første gang måtte Julia erklære komplet fallit, mens hendes blik søgte ned til hænderne. Selvfølgelig ville det være i orden til den slags begivenhed. Hendes hjerte hamrede hårdt ved tanken om, hvad det rent faktisk var, hun skulle arrangere.

"Jeg tænkte lave lys, så gæsterne er i stand til at se hinanden, men uden at lyset bliver for.. Lyst. Hun rødmede igen og kæmpede stadig med at møde hans blik. Endelig fik hun samlet mod nok til at se op igen. "Der skal være plads til at danse, men også plads til mere.. Intime samtaler." Hendes stemme vaklede.

[Baird af Bugtvig]

Baird fornemmede, at den stakkels adelsfrue var ude, hvor hun ikke helt kunne bunde. Han skruede væsentligt ned for charmen og nikkede ganske alvorligt til hendes ord, før han drak igen og betragtede hende med de blussende kinder.

"Jeg vil vise dig rundt i huset om lidt. Så kan du også være med til at beslutte præcis hvilke rum vi skal bruge. Her er ganske vist ikke enormt, men vi har da lidt at vælge imellem. Du siger dans? Det betyder, at vi skal have musikere. Kender du selv nogen?"

[Julietta af Dunlath]

"Det lyder godt, Ridder Bugtvig," svarede hun forsigtigt og forsøgte sig igen med et smil. Det nåede heldigvis øjnene og lettelsen bredte sig i brystet på hende. Udmærket, det gik fint for nu.

Derfor følte hun sig også modig nok og nippede igen lidt til vinen. "Adrian har introduceret mig for én." Julia så op på ham og selvom modet var vendt tilbage, var øjnene stadig store og let forbavsede, måske over at være i hele situationen. "Det kan være, hun kan hjælpe."

[Baird af Bugtvig]

Baird besvarede den unge kvindes smil, uden at alvoren helt forlod ham. Hun var tydeligvis let at slå ud af kurs og han funderede for sig selv lidt over hvordan hun nogensinde skulle overleve den aften de planlagde, uden at få et hjertestop. Det bekymrede ham dog knapt så meget og han nikkede let til svaret om musikeren.

"Glimrende! Det vil jeg overlade ganske i Deres kyndige hænder. Får vi brug for noget at spise?"

[Julietta af Dunlath]

Hendes kinder nåede aldrig at genfinde en almindelig kulør, men med endnu en tår af vinen formåede Julia at genfinde fokus. "En decideret middag ville nok give fornemmelsen af noget for formelt," konstaterede hun prøvende og trak en lys krølle bag øret.

"Men nogle tørrede frugter og andet, man kan indrage i uformelle rammer. Det kan jeg vende med Deres køkkenpersonale." Hun tog en dyb indånding. Det var længe siden, hun havde prøvet at arrangere et selskab.