Uventet møde

[Vanora af Meagmarsk]

Roger af Linshart

DEr var stadig intet nyt omkring Zoia og som om det ikke var slemt nok i sig selv, var det Vanora der måtte gå de tunge skridt gennem paladsets gange, for at fortælle regent-parret, at der netop ikke var noget nyt. Hverken godt eller dårligt. De var forstående nok, men bag den venlige facade, var hun ikke i tvivl om, at de allerede overvejede nye muligheder for kronprinsen. Det huede hende ikke. Ikke på nogen måde, mens hun samtidigt klamrede sig til håbet om at se sin sønnedatter i live igen.

Så der var hun nu. På vej gennem gangene med hæle der slog skarpe smæld mod stenene, skørter der hvislede og en pige bag sig, der måtte småløbe for at følge med.

[Roger af Linshart]

Roger tilbragte alt for meget tid på paladset i forhold til hvad begrænset magt det absolut føltes som om han havde. Han spildte i virkeligheden sin tid der. Det var en generel følelse, som afmagten skabte; at han forbandet spildte sin tid.

Da han trådte ud på gangen og en furie var på vej direkte i retning imod ham, blev den følelse dog midlertidigt sat på pause. Hans bryn hævede sig en smule, som han stillede sig i vejen for hende, helt uden reservationer i forhold til at bryde hendes kampmarch op. Hun var mere eller mindre tvunget til at standse op, hvis ikke hun havde tænkt sig at ignorere ham eller gå udenom.

[Vanora af Meagmarsk]

Hun var vant til at folk flyttede sig for hende. Det havde hun været vant til hele sit voksne liv og da en bred skikkelse pludselig spærrede hendes vej, gjorde det ikke hendes i forvejen iltre humør bedre. Først da hun stoppede, begyndte genkendelsen at mase sig frem forbi hendes frustrationer, selvom den var begyndt at prikke allerede på afstand. Som om hun nogen sinde ville kunne glemme den statur.

Hun stoppede brat, så skørterne hvislede igen og det sidste smæld fra hendes hæle, stadig ebbede ud mellem stenvæggene. Hagen var løftet, mere fordi det var så indgroet, som for at kunne se op og møde hans blik. Hun sagde ikke noget, men mødte hans blik med en trods der ville være enhver klosterskole-frøken værdig.

[Roger af Linshart]

Vanora af Meagmarsk var en lille kvinde, men hun havde en personlighed som en tordensky. Roger var dog ikke let at flytte på, selv når det tordnede, og han så ned på hende med et bryn løftet, som om hun nærmere var en komtesse på klosterskolen.

"Deres Højhed," hilste han formelt, imens han så direkte ned i de mørke øjne. "Brænder det et sted?"

[Vanora af Meagmarsk]

Det var år siden hun havde stået overfor Hertugen af Linshart og hun var ikke sikker på, om det havde været længe nok. Hvad hun var sikker på, var, at det ikke var lige nu, i denne situation, hun havde noget ønske om at gøre det. Hendes blev veg dom ikke en millimeter da han talte og med hænderne samlet foran sig, gik hun ganske let ned i knæ, uden dog at sænke hverken hagen eller blikket "Hvis bare det var så simpelt.. Deres Højhed." svarede hun roligt og skjulte mesterligt irritationen over at være blevet stoppet på denne grove måde.

[Roger af Linshart]

Roger så hende an med et blik som en, der overvejede om en krigshingst var værd at forsøge at kravle op på. Det var nu også omtrent det han gjorde, omend det var i en mere verbal end vulgær betydning. Til sidst trak hans bryn sig lidt sammen og han nikkede let.

"Jeg kondolerer, Vanora," brød han med formaliteterne i et helt reelt tonefald. "Jeg har hørt om dit barnebarn."

[Vanora af Meagmarsk]

Det føltes som evigheder de stod der i en mindre stirrekonkurrence, men da han endelig talte igen, flakkede hendes blik et splitsekund, så kort, at man skulle være opmærksom for at fange det. Hun trak vejret hørligt ind og åndede tungt ud. Skuldrene faldt lidt og denne gang slog hun blikket ned et øjeblik i et anerkendende nik ”Tak.. men hun er ikke..” hun kunne ikke sige det. Det ville blot så tvivl hos hende selv og den havde hun ikke råd til. Hun rankede sig og hagen blev igen løftet ”Vi finder hende. Det er kun et spørgsmål om tid.”

[Roger af Linshart]

Rogers udtryk var blankt, selvom han i den grad tvivlede på, at man nogensinde ville finde kronprinsens unge forlovede. At det passede ham selv glimrende var en detalje han ikke havde den fjerneste plan om at tale højt om i selskab med hendes farmor. Han forstod at vise sympati og nikkede let i anerkendelse af enkehertugindens selvbedrag.

"Hjælper Hans Majestæt med eftersøgningen...?" Han mente at kende svaret. Han var ikke en uinformeret mand.

[Vanora af Meagmarsk]

Hendes blik granskede ham diskret, men han var som altid svær at læse - nøjagtigt som hun selv brystede sig af at være. Når andre besad den egenskab, var det dog en kende frustrerende. Hun nikkede en enkelt gang "Både han og dronningen har tilbudt deres hjælp og midler i eftersøgningen." at hun ikke mente de gjorde nok, holdt hun helt for sig selv. Dronningen lod dog til at have varme følelser for Zoia. Det kunne, og skulle, udnyttes.

[Roger af Linshart]

Roger nikkede langsomt. Han skævede ud bag Vanora, før han igen så hende direkte i øjnene og brynene trak sig svagt sammen.

"Og det de gør er nok? I rådet er vi... Bekymrede."

[Vanora af Meagmarsk]

En diskret rynke formede sig over Vanoras næseryg og et langt øjeblik sagde hun ikke noget, men mødte blot Rogers indgående blik, velvidende hvad der lå bag hans ord "Sella.. gå i forvejen og få min vogn kørt frem." beordrede hun pigen bag sig, der lydigt nejede og forsvandt ned ad gangen med hastige skridt.

Først da hun var forsvundet ud af syne, talte Vanora igen med en langsom hovedrysten "Jeg har mine tvivl.." indrømmede hun og slog let ud med den ene hånd, i opfordring til at gå "Hvad bekymrer Rådet?" spurgte hun og så spørgende op på ham. Siden hendes mands død år forinden, vidste hun, til sin egen frustration, ikke længere så meget af, hvad der skete til rådsmøderne.

[Roger af Linshart]

Roger havde ikke ført en civil samtale med Vanora i flere år, men han var ingen idiot. Han vidste udmærket hvem den reelle leder af Meagmarsk var og gjorde sig ingen illusioner om, at Hertugen ville gøre noget, der gik imod hans moder.

Med en ganske høflig mine, valgte han derfor at følge med hende, som hun slog ud med sin hånd. Hendes skridt var tydeligt mindre hidsige nu, men næppe fordi hun ikke var vred. Distraheret, måske.

"For Komtesse Zoia, naturligvis," svarede han roligt, før han tilføjede, mere afdæmpet. "Hvad jeg ellers måtte have af bekymringer er ikke delt af et samlet råd, men det kan man jo sige sig selv, når man ved hvem der leder det..."

[Vanora af Meagmarsk]

Rynken over hendes næseryg forsvandt ikke med hans svar og endnu et granskende blik blev sendt opefter. Havde han altid været så høj? ”Jeg takker Rådet for deres bekymring.. på mine egne og mine søn og svigerdatters vegne.” begyndte hun, meget diplomatisk og meget høfligt, men bag det vurderende blik, vejede hun allerede fordele og ulemper mod hinanden. Overvejede, hvordan Rådet kunne overbevises om, at bruge deres forenede kræfter på at sætte skred i eftersøgningen af hendes barnebarn ”En forlovet kan udskiftes uden det store drama. Der vil altid være andre i køen, utålmodige efter at tage pladsen.” svarede hun ligeså lavmælt og satte ord på sin næststørste bekymring.

[Roger af Linshart]

Roger var absolut opmærksom på, at der var andre i køen. Han havde selv fire, unge børnebørn og han var mere end klar på at sætte en af pigerne ind som Unge Prins Roalds fremtidige hustru det sekund han fik muligheden. De var også meget mere passende end Zoia, der eftersigende havde lidt meget krudt i røven for en pige.

Det sagde han dog ikke, som han smilede en anelse anstrengt til Vanora, billedet på medlidenhed. "Jeg tror der er grænser for hvor længe der går, før Hans Majestæt opgiver," konstaterede han bekymret. "Og slet og ret tager den næste i rækken. Du har grund til at bekymre dig."

[Vanora af Meagmarsk]

Vanoras læber blev smallere og hun kneb øjnene let sammen, uden dog at miste et eneste skridt "Og den næste kan være ganske tæt på, formoder jeg." hun var ikke dum, langtfra, og selvom det var længe siden de havde talt, var hun ganske klar over, at Zoias forsvinden, skabte plads til at andre, deriblandt Roger, kunne få en fod indenfor. Hun havde kæmpet hårdt for at sikre sit barnebarns forlovelse med kronprinsen og hun havde tænkt sig at kæmpe ligeså hårdt før hun lod nogen anden tage hendes plads.