Gudernes gange

[Ercole af Groten]

Mathilda Bager

Det var en tågefyldt dag, hvor duggen klæbede sig til enhver overflade og mest af alt gav de fleste mennesker lyst til, at krybe sammen indenfor foran en varm ild. Det var dog de færreste, der havde den luksus, at kunne gøre præcis som de havde lyst til.

Ercole var absolut ikke en af dem. Han havde arbejde at se til, men til gengæld foregik en del af arbejdet denne dag udenfor. Som en del af hans pligter, hørte det at forberede Samhain og han var derfor, som en anden hofmarskal, i færd med at samle efterårsblade i gule, røde og orange farver til oppyntning til ære for Mithros.

[Mathilda Bager]

Mathilda havde ikke meget fritid at give af. Der var altid travlt i køkkenet, men den smule tid hun kunne få for sig selv, dedikerede hun oftest til Modergudinden. Det var hendes tempel hun kom fra nu, skønt duggen i luften snarere kaldte på tid nærmere ved ildstedet end udenfor, hvor fugten satte sig i den slidte kappe og trængte helt ind til knoglerne.

Rystende en lille smule af kulde, trak hun skuldrene tættere ind mod kroppen. Der var meget at gøre tilbage i køkkenet. Nye forsyninger skulle på plads i fadeburet, skåle og kopper skule renses og den store gryde var da vist nok...

Svup. Midt i alle sine tanker, gled en fod på de mange, nedfaldne efterårsblade og før hun kunne nå at ænse, hvad der skete, var det allerede for sent.

[Ercole af Groten]

Vejret var perfekt til at falde på halen i, men da et udråb lød i nærheden og Ercole drejede sig for at se hvad lyden kom fra, var det dagens første fald. Og det lignede et af den slags, der gør ondt. Han nåede dog ikke at forhindre det, men stoppede sine fund ned i stofposen med en enkelt bevægelse, før han straks skred over græsset til den unge kvinde på stien.

"Frøken, lad mig hjælpe Dem op," tilbød han straks, allerede før han standsede ved hende. "Gør det ondt?"

[Mathilda Bager]

Et lavmælt udbrud af smerte undslap Mathilda, som hendes hofte kolliderede med den hårde, efterårsmudrede jord. Hun løftede de mudrede hænder, som hun havde taget fra med og så lidt håbløst på det hele, da en stemme lød umiddelbart ved siden af.

Hun så op fra under hætten, der var gledet halvt ned og blinkede lidt ved synet af den farvestrålende Mithrospræst, der stod ud på den grå dag - men ellers faldt i med træernes farver.

"Tak, broder," sagde hun med lidt ærefrygt i en spæd stemme, varm i kinderne over at faldet var blevet overværet. En præst var dog ikke den værste. Hun stønnede lidt, som hun lod ham hjælpe sig på benene igen. Da hun talte, var det med en beskedenhed, der var langt fra den måde hun ellers opførte sig blandt andre mennesker. "En lille smule. Det må være en påmindelse om at koncentrere sig om, hvor man går..."

[Ercole af Groten]

Ercole havde kun lige omtrent vænnet sig til den ærefrygt, som hans kåbe indgød i hovedstaden. Han kunne dog ikke sige, at det ikke afstivede hans selvtillid lidt. Han hjalp den unge kvinde på benene og skottede kun kort til de mudrede fingre, som han diskret viftede sin hånd og en svag brise viftede et par blade fra hendes tøj og hår.

"Man kan ikke altid være koncentreret om alting, Frøken," bemærkede han mildt. "Og slet ikke efter at have hengivet sig til bønnen."

[Mathilda Bager]

Mathilda bemærkede ikke den ekstraordinære vind, der gjorde hende fri af lidt flere af de spor, som faldet havde efterladt. Hun havde travlt med diskret at rette på sin kjole og forsøgte at lade være med at tænke for meget over mudderet der dækkede hele den ene side, skønt hun vidste hvilket skrubbearbejde det ville efterlade hende med.

"Det er pænt af Dem at sige, broder. Det gør min forlegenhed lidt mindre," svarede hun oprigtigt og med et beskedent smil. "Det er sandt, at der er meget andet der kræver opmærksomheden her. Og man giver den jo gerne, når det er Guderne der ønsker den."

[Ercole af Groten]

En alvorlig mine fulgte den unge kvindes ord og han nikkede langsomt sin enighed. "Det er kun det rigtige," svarede han reelt. "Omend det er ganske sjældent, at Guderne selv direkte beder om opmærksomhed fra et menneske. Langt oftere er det omvendt."

Hans bryn trak sig svagt sammen. "Jeg håber Hun hørte Dem," fortsatte han. "Og at det ikke er for store udfordringer De bad om hjælp om."

Hvem kendte ikke til det oftest forekommende, som kønne unge kvinder bad Gudinden om hjælp om?

[Mathilda Bager]

Mathilda sænkede blikket lidt og nikkede respektfuld. "De har naturligvis ret, broder," svarede hun, fuldkommen blottet for de sædvanlige facader hun ellers holdt oppe. Blå øjne gled tilbage op, da han talte igen.

"Jeg bestræber mig på ikke at bede Gudinden om for meget," lovede hun, uden at uddybe. Det var en personlig sag, at hun kom til templet hver eneste morgen og ikke fordi, der var noget hun ville have.

[Ercole af Groten]

Ercole smilede opmuntrende til kvinden, som uanset virkede mere forslået end blot et fald ville koste. Han nikkede af hendes svar og samlede hænderne foran sig.

"De er sikker på, at De har det godt?"

Han hævede brynene en anelse over det gennemtrængende blik, som årene i Mithros' tjeneste efterhånden havde lært ham.

[Mathilda Bager]

Mathilda gengældte præstens smil og løftede hovedet lidt, selvom det gennemtrængende blik fik hendes hjerte til at hamre en anelse. Næsten som om, at hun havde gjort noget galt - selvom det ikke var tilfældet.

"Jeg har det godt, broder. En smule forslået, men ellers godt," svarede hun og fandt, at hun mente det. I hvert fald havde hun det bedre, end hun havde haft det i meget lang tid. For nu.

[Ercole af Groten]

Ercoles smil vandt lidt indpas og han nikkede endnu engang over hendes tone, der lød overbevisende nok. Det var trods alt heller ikke hans opgave at snage.

"Godt, Frøken," svarede han alvorligt, trods smilet. "Jeg håber ikke, at De får alt for stort besvær med at få skidtet af, men De må hellere skynde Dem hjem og få lagt den i blød." Han hævede et enkelt bryn. Samtalen var slut med den ret lavpraktiske bemærkning.

[Mathilda Bager]

Mathilda smilede og bøjede nakken lidt i en respektfuld hilsen. "Ja, broder," gav hun ham simpelt ret, selvom lignende opfordringer fra andre måske ville have irriteret hende.

"Endnu engang tak for hjælpen," tilføjede hun, før hun tog sin afsked og drog videre på sin vej - mere forsigtig nu.

Afsluttet