Jeg tror jeg er i problemer

[Taran af Bugtvig]

Baird af Bugtvig

Der var gået en god uge siden Taran havde været ude i Corus og lege mægtig ridder, men alligevel havde han ikke kunnet glemme de sidste ord manden sagde til ham. SKulle han være helt ærlig overfor sig selv, havde de plaget hans nattesøvn lige siden. Drømme om at få hugget sin hånd af havde holdt ham vågen flere gange, nu var den værste frygt dog heldigvis stilnet af, men der var stadig et ubehag når Taran skulle sove.

Han var flov over det. En ridder og særligt en kommende ridder i en så stolt familie som Bugtvig var, skulle ikke være bange for trusler på den måde. Måske var han bare en lille lus? Modet sank som han tænkte over det. Han ville ikke ende som familiens skamplet.

Taran fik trukket tøjet på og gik ned for at få morgenmad. Han gned sig i øjnene og gabte, da han trådte ind i spisesalen. Baird sad der allerede ved undervisernes bord, så Taran valgte at tage plads ved pagernes, og spiste man han ventede på at Baird gjorde tegn til at rejse sig. Da han gjorde Rejste Taran sig også og "tilfældigt" kom han op på siden af sin far. "Godmorgen" kom det fra ham, uden at se på sin fader.

[Baird af Bugtvig]

Baird havde rejst sig med alle intentioner om, at bevæge sig imod sit kontor. Pagerne startede trods alt dagen med de fysiske udfoldelser og hans undervisning af dem lå først senere.

Da Taran kom op på siden af ham, smilede han derfor også kun kort og hilste med et "godmorgen," uden forventningen om en længere samtale. De bevægede sig dog i samme retning.

[Taran af Bugtvig]

Taran fulgte med sin fader lidt ad vejen uden at sige noget, men endte så med at pjuske op i pandehåret, som han altid gjorde når der var noget han havde svært ved at få sagt. "øhm.. Far.." mere fik han ikke rigtig sagt. De kunne ikke godt stå der på gangen og snakke om at han havde tabt hovedet en stund og nogen havde truet med at tage hans hånd.
Taran rømmede sig og så på sin far. "Jeg har brug for at tale med dig et mere privat sted." Det var ærligt talt lidt flovt dette her, men han kunne ikke længere gå rundt med det selv.

[Baird af Bugtvig]

Baird hævede et bryn over Tarans bøn om at tale alene og skævede et øjeblik på hans jævnaldrende, alle på vej ud til dagens fysiske træning. Var det forskelsbehandling, hvis han tog sin søn til side? Gav han pokker i det?

En tung hånd landede på den unge pages skulder og ridderen styrede dem væk fra mylderet og imod sit kontor, hvor han uanset selv havde været på vej hen. Han talte ikke imens. Først da døren faldt i bag dem og han stod lænet imod sit skrivebord med armene krydset over hinanden og et afventende blik, brød han tavsheden med et enkelt ord; "tal."

[Taran af Bugtvig]

Han mærkede hvordan faderen førte ham med hen til sit kontor og som de nærmede sig kunne Taran mærke hvordan hans hjerte begyndte at slå hårde og hårde.
I kontoret blev han bedt om at tale. Han tjekkede først om døren var lukket før han åbnede munden. ”jeg mødte en mand nede i byen og... altså...” han kløede sig i nakken. ”Efter en længere diskussion sagde han, at han ville tage min hånd hvis han så mig igen” Taran kiggede flovt ned på sine fødder, vis snuder vendte meget indad.

[Baird af Bugtvig]

Bairds ansigtsudtryk ændrede sig ikke synderlig, som Taran forsatte sin fortælling og da han var færdig, virkede det stadig ikke på ridderen som om han helt synes historien var færdig. Efter et øjebliks tavshed blev det dog klart, at det var alt der var.

Han tog en enkelt, dyb indånding og hans bryn trak sig en anelse sammen. "... Hvad lavede du i nedre by?"

[Taran af Bugtvig]

Taran kiggede op på sin far. "Det var ikke i nedre by. Det var uden for tågelygten" forklarede han og mærkede samtidig en lille irritation over at alt hans far havde bidt mærke i var, hvor det var. Eller nærmere hvor det ikke var. Det var ikke det der var vigtigt i historien.
Han var bange det var netop det der var problemet. At han selv var skyld i det, ville han helst undgå at tale om.

[Baird af Bugtvig]

Brynet løftede sig endnu en halv centimeter og Baird betragtede sin søn afventende. Der var uden tvivl mere i historien og han var ikke en udpræget tålmodig mand, når det kom til afrapporteringer.

Han sagde dog ikke et ord, men så blot ned på Taran, imens han ventede.

[Taran af Bugtvig]

Taran stod afventende men forstod så at hans fader ventede på at han fortalte mere. Han Kunne vel lige så godt få det hele sagt og så tage den staf der muligvis lå ved det. Han tøvede men fortalte så "Jeg.. ALtså Teo kaldte mig en prinsesse og en skrivebordsridder og det lød som om jeg aldrig ville blive en ordentlig ridder, så jeg tog ned i byen for at vise at jeg godt kunne. Jeg løste forskellige små problmer og ved Tågelygten mødte jeg så den her mørke skumle mand. Jeg bad ham gå og sagde han ikke skulle stjæle herfra." Startede Taran ud og så usikkert på sin fader.

[Baird af Bugtvig]

Baird var dødsens alvorlig indtil den sidste beskrivelse Taran lavede, som gjorde det hele en lille smule mere svært. Han klemte læberne en anelse sammen og klarede halsen, før han tog en dyb indånding og glattede sit ansigt ud med et seriøst blik på sin søn.

"Og hvad forestillede du dig, at jeg ville sige til det, Taran?"

[Taran af Bugtvig]

Som altid begyndte Taran at få røde ører mens de talte. Det var et irriterende tydeligt tegn på at han skammede sig og/eller var genert. Han så ned på sine fødder mens de snakkede. "At skal lade være med a rende rundt og komme i problemer?" Han var faktisk ikke sikker. Der var flere ting som ville virke rigtige i denne situation. Men han var ligeglad, han ville bare ikke miste sin hånd. Heldigvis var de skrammer han havde fået væk nu, han havde haft røde mærker på halsen og sår på benet. Det var alt sammen helet nu. Tilbage var kun hans skræmte sind.

[Baird af Bugtvig]

Et fnys røg ud af Bairds næse og han hævede et enkelt bryn af sin yngste søn.

"Det tvivler jeg på er muligt," bemærkede han, uden at det skinnede det mindste igennem, at han morede sig en anelse over Taran.

"Men man skulle tro, at væbnerskolen havde lært dig nok ydmyghed til at forstå, at du er langt fra en fuldvoksen ridder. Har den ikke det?"

[Taran af Bugtvig]

Tarans ører blev kun mere røde af faderens kommentar, både af flovskab, men så begyndte den røde farve at blive mørkere grundet irritation. Hans fader forstod ham ikke eller også gad han bare ikke lytte. "Jeg ville jo bare vise, at jeg ikke er en lille lort"

Ja okay, det han havde lavet var måske ikke lige ud fra bogen i forhold til at blive ridder og det havde nok ikke været super smart sådan bare at vade ud og lege ridder, men som yngste skud på stammen i en familie med så mange vigtige folk, lå der altså lidt af et krav på sådan et par unge skuldre, og det var bestemt ikke noget at grine af.

[Baird af Bugtvig]

Baird lo ikke. Hans mundvige ikke så meget som sitrede og de lyse øjne ændrede først karakter fra deres alvor - til dybere alvor - da hans søn kom med et hidsigt udbrud, matchende hans røde hårfarve glimrende. Han så dybt uimponeret ud.

"Udmærket," konstaterede han simpelt. "Du kan bevise hvor stor du er blevet ved at løbe to gange rundt om paladset, så snart du er færdig med din undervisning i dag, Taran af Bugtvig. Og hvis jeg hører dig bruge den tone igen, så står den på fire ture."

[Taran af Bugtvig]

Taran havde lyst til at råbe højt af sin far han havde jo fuldstændig misforstået det! Tarans hjerte bankede hårdt og han have knyttet næverne. Han måtte derfor stå et øjeblik og få styr på sig selv igen og få kørt ned, før han kunne tillade sig at åbne munden igen. "to gange rundt om paladset" Gentog han med opgivende stemme. "Ja fader."

Det havde jo på ingen måde hjulpet ham med det egentlige problem. Nemlig det at han sov dårligt fordi han var bange. Det var måske også lidt dumt at være bange nu han lige havde nævnt han gerne ville være en god ridder. Så var man ikke bange for den slags.