Når man kommer sent hjem

[Amina Syerske]

Serena Løveklo

D. 7. september 528 M.T.

Amina Havde været længe ude aftenen før, fordi hun havde nydt Keons selskab hos gøglerne. Det var blevet mørkt længe før hun nåede tilbage til Duen og derfor havde hun også været nødt til at være ekstra forsigtig for ikke at bliver overfaldet på vejen. Da hun endelig nåede Duen havde hun meget forsigtigt listen sig op på sit værelse, uden at tiltrække sig nogen form for opmærksomhed, havde bare lagt sig til at sove.

Nu var det blevet morgen og Amina vågnede med en underlig fornemmelse i maven efter en nat med mange drømme. Hun var en smule nedtrykt fordi hun var usikker på hvordan mødet dagen før var gået og hun var bange for at Keon overhovedet kunne finde på at opsøge hende igen. Gad han overhovedet snakke med hende igen?

Hun fik hurtigt noget tøj på, bukser og en bluse, og lukkede så forsigtigt døren op ud til gangen. Hun kunne høre stemme nede fra krostuen og gik derfor forsigtigt hen til trappenedgangen for at lure om Amos sad på sin plads. Det gjorde han. Serena var ingen steder at se, det måtte betyde hun enten var gået ud eller stadig var på sit værelse.

Amina vendte om, og gik tilbage til den dør, hun vidste førte til Amos og Serenas værelse. Hun stoppede op udenfor og lyttede et øjeblik, men kunne ikke rigtig høre noget. Så bankede hun forsigtigt på, i håb om at høre et svar fra den anden side.

[Serena Løveklo]

Serena var ikke rigtigt kommet ud af fjerene endnu. Hun kunne dog ikke mønstre nogen fortrydelse eller dårlig samvittighed, da Amos forlod deres værelse, for at gå i gang med hvad han skulle den dag. Derfor lå hun stadig under de lune tæpper og vågnede stillede og roligt. I hvert fald lige indtil det bankede på døren "Hvem?" spurgte hun en smule skarpt, mens hun satte sig op i sengen, holdt tæppet omkring sig med den ene hånd og rakte ned efter den kniv der var skjult under madrassen med den anden. Det kunne ikke være Amos, med mindre han pludselig var begyndt at banke på.

[Amina Syerske]

På vagt som altid. Bare hun nu ikke alligevel var kommet for tidligt. Men hun var altså nødt til at snakke med Serena om det hele. Hvem skulle hun ellers betro sig til? Hvis Serena da overhovedet gad snakke med hende.
"Amina! Passer det dårligt?" spurgte hun ude fra den anden side af døren. hun kunne lige så godt forberede sig på at blive smidt væk, hvis ikke Serena var stået ordentligt op endnu.

[Serena Løveklo]

Hun slappede af igen, da det var Aminas stemme der svarede på den anden side af døren og trak hånden væk fra den skjulte kniv igen "Den er åben.." svarede hun, knap så skarpt og lod fingrene glide gennem sit mørke hår med et afventende blik på den lukkede dør.

[Amina Syerske]

Amina ventede til hun fik lov til at træde ind, og først der åbnede hun døren. Hun trådte et par skridt ind i værelset. Serena sad stadig i sengen, var hun alligevel kommet for tidligt? Men der var jo ting hun havde brug for at tale om. "Jeg ville gerne tale med dig angående.. gøglerne" lød det så fra hende, så Serena vidste, hvad hendes ærinde var.
Slyngler om morgenen eller tidligt på dagen som det var, kunne godt være nemme at irritere, så Amina forholdt sig roligt uden nogen pludselige bevægelser eller for megen frihed. Hun sod bare og så på Serena afventende for ikke at træde forkert. Det var ikke hvad hun havde brug for lige nu.

[Serena Løveklo]

Serena fulgte Amina med blikket og hævede øjenbrynene let, da hun bare blev stående i døren "Den kan lukkes, ved du..." konstaterede hun med et nik mod døren og trak tæppet tættere omkring overkroppen i stedet for med det samme, at svare på Aminas grund til at være der. Godt nok var blufærdighed ikke noget hun følte meget af, men hun havde alligevel ikke lyst til at give alle forbipasserende en gratis forestilling "Hvad med gøglerne?" spurgte hun endelig, da døren var lukket og slog ud mod fodenden af sengen, for at få pigebarnet til at sætte sig, i stedet for at stå og trippe.

[Amina Syerske]

Amina fik hurtigt lukket døren, da Serena gjorde opmærksom på at den ikke skulle stå åben. Det var nok også meget godt, hvis man ville holde noget hemmeligt, bare lidt. Et sted som Duen havde de fleste vægge øre om så dørene stod pbenneller ej.

Amina gik hen til sengen, tøvede lidt og satte sig så, hvor hun var blevet anvist. Hun tøvede lidt og svarede så. ”jeg har været dernede nogle gange... Der er en af dem som jeg... har snakket meget med” hun vidste ikke helt hvordan hun skulle få det beskrevet så det gav mening. ”Han virker sød”

[Serena Løveklo]

Hun lænede sig til siden for at nå den slidte, men ganske nydeligt dekorerede børste der lå på det lille bord hun havde ved siden af sengen, mens Amina fik sig sat og begyndte at tale. I bevægelsen gled tæppet ned og afslørede, at hun i hvert fald ikke sov med tøj på overkroppen. Hun trak dog bare tæppet op omkring sig igen og begyndte at børste sit lange, mørke hår "Hvor.. sød?" spurgte hun og så indgående på Amina, uden dog at stoppe sin børstning "Er du med barn?" hun ville hverken være den første eller den sidste pige der kom det efter mødet med en charmerende mand. Hun burde selv vide det ganske glimrende.

[Amina Syerske]

Amina lagde mærke til hvordan tæppet gled af Serena, da hun rykkede på sig. Den bare overkrop fangede hurtigt Aminas øjne og selvom hun blev flov over sin stiften, kunne hun ikke trække øjnene væk i første omgang. Hun endte derfor med at måtte lukke øjnene for at bryde synet.
Mens hun sad der med lukkede øjne stillede Serena hende et spørgsmål der fik hende til brat at slå blikket op igen BARN! nej for pokker. Sådan var det ikke. ”Nej! Og jeg har altså en amulet mod den slags” forsikrede hun hurtigt. De var slet ikke nået så langt.

[Serena Løveklo]

Serena fortrak ikke en mine, eller stoppede sin grundige børstning, et af de morgenritualer hun havde taget med sig fra Liljen, men trak blot let på skuldrene før hun svarede "Selv de bedste amuletter kan fejle.." konstaterede hun og fortsatte "Hvad er der så med den her gøgler jeg skal hjælpe dig med?"

[Amina Syerske]

Kunne de ikke godt stoppe emnet om at hun var med barn? Det ville indikere at hun... med Keon... så langt var hun slet ikke nået endnu hun havde knap nok fået et kys af ham. Heldigvis stillede hun nu de rigtige spørgsmål. ”han er sød og... virkelig virkelig.. virkelig pæn” forklarede hun og virkede næsten frustreret over det. ”men hver gang jeg åbner munden virker det til at jeg skubber ham væk” havde han været en hest ville han nok have stejlet flere gange. ”måske er han slet ikke interesseret. Hvordan ved jeg det?” spurgte Amina til sidst. Hvis ikke Keon var interesseret i hende kunne hun lige så godt arbejde på at glemme ham.

[Serena Løveklo]

Børsten fortsatte mens Amina gjorde det samme og antydningen af et smil, endte med at spille i Serenas mundvige "Og når du åbner munden.. hvad kommer der så ud af den?" hun lagde børsten fra sig på bordet igen. Det mørke hår skinnede nu blankt mens hun med ferme fingre begyndte at flette det "Og er du sikker på det lige er ham du vil kaste øjne efter? Du sagde selv han var gøgler. Om en måned er han væk igen." hun så sigende på den yngre kvinde og havde i hvert fald ikke intentioner om, at skulle være den der samlede stykkerne af pigens knuste hjerte op fra jorden.

[Amina Syerske]

Amina kløede sig lidt i nakken. Det var egentlig ikke så flovt, som hun først havde antaget at sidde her og snakke omkring Keon. "Jeg forsøgte at lyde som dig. Hvad jeg har hørt og set dig gøre, men... samtidig med kom jeg vidst også til at kræve en sikret fremtid sammen." Hun så flovt ned. Det var netop der det hele var gået helt i kaos.
Serenas næste spørgsmål fik hende til at rynke panden. "Det virker sådan lige nu. Han er virkelig..
virkelig noget særligt. Det lyder til at han skal være her hele vinteren" Amina smilede det var længe de ville kunne få sammen så. Om ikke andet ville hun bare have et venskab med ham, for hun kunne virkelig lide ham som person. Han var spændende og sjovt og rar at være sammen med.

[Serena Løveklo]

Serenas bryn gled lidt op, men hun afbrød ikke. I stedet blev et underholdt smil ved at spille på hendes læber, mens hun lod Amina tale færdig. Var hun smigret? Både og, men allermest underholdt ”Uanset bliver han ikke i Corus for evigt. Du ville ikke være den første pige der tabte sit hjerte til en strejfer - som hun aldrig så igen. “ hun så sigende på Amina, slog så tæpperne til side og afslørede, at hun sov i... ingenting ”Hvor længe har du kendt ham? Når du føler dig sikker nok til at kræve fremtidsløfter.” hun rejste sig fra sengen og åbnede kisten for foden af den, for at finde et par braies inden hun tog tøj på.

[Amina Syerske]

"Du mener altså det er en dum ide?" Spurgte hun og forstod ikke rigtig hvorfor Serena prøvede at ødelægge det for hende. Da Serena slog tæppet til side og afslørede sin nøgne krop, Glemte Amina alt om Gøglere og kærlighed. Hun blev i stedet lyserød i kinderne, men kunne samtidig ikke helt lade være med at smugkigge lidt il Serenas krop. Den var.. Hun var.. Smuk med den fine glatte lyse hud. Amina sank og fik sig så trukket tilbage til virkeligheden. "Jeg har kendt ham lidt over en uge tror jeg" Det lød virkelig dumt når hun sagde det højt. Hvad havde hun overhovedet tænkt på?