Afklaringer

[Aric af Macay]

Cynthea af Macay

Efter at have afsluttet mødet med Dronningen, var Aric med det samme reddet hjem til huset i Højager. Han overlod sin hest til en staldknægt og gik med det samme indenfor. En lakaj hjalp ham af med den lette kappe, og så marcherede hertugen ellers ind på sit arbejdsværelse.

Her satte han sig ned ved skrivebordet, fandt et papir frem og begyndte at skrive brevet til Prinshold, som han havde lovet Dronningen. "Find Hertuginden. Nu!" Lød det hårdt fra Aric, mens han stadigvæk havde hovedet bøjet over papiret. Da han var færdig, forseglede han det med sin signetring.
"Jacob!" Råbte han på en af de unge lakajer, der kom gående forbi hans arbejdsværelse. "Få det her sendt afsted med det samme."

[Cynthea af Macay]

Siden hun var barn, havde Thea altid brugt meget tid i sine tanker. Pligtopfyldende som hun var, fik hun selvfølgelig altid ordnet de ting, der nu skulle gøres først, men når først hun havde en ledig stund, vidste hun ikke meget bedre end at lade tankerne vandre og efter graviditeten var det ofte maven, tankerne centrerede sig om.

Derfor stod hun nu også og studerede sit spejlbillede. Hænderne gled over maven, der efterhånden struttede en god del ud under det begrænsede brystparti. Et lille varmt spark indefra besvarede hendes tanker og hun så fra maven og op på sit smilende ansigt.

Døren blev næsten hamret op af en tjener, der straks fik et strengt blik fra hende. Hertugen ville se hende, fik hun at vide. Det hastede. Med skøfterne flyvende om anklerne, ilede hun derfor ned til Arics arbejdsværelse, annoncerede sin ankomst med en let banken mod dørkarmen. "Aric?"

[Aric af Macay]

Det var sjældent, at noget bragte Aric ud af balance. Men en eftersøgning der skulle sættes i gang med det samme efter ordre fra Dronningen, var ikke noget man kunne sylte på. Især ikke, når Hertugen og Hertuginden af Meagmarsk også havde bedt om hjælp.

Han så op, da døren blev åbnet og hans hustru trådte ind af døren. "Cynthea," sagde han i den mørke stemme der indikerede, at samtale emnet var alvorligt. "Jeg modtog et brev fra min faster, Hertuginden af Meagmarsk mens du var ude. Og samtidig blev der sendt bud efter mig af Dronningen." Han gjorde en håndbevægelse der tydeligt bød hende til at sidde ned. Hun skulle ikke stå op i den tilstand.

[Cynthea af Macay]

Alene måden, han stemte hendes navn på, fik uroen til at brede sig i maven og hun trådte lænere ind i rummet med en alvorsfuld mine, før hun tog plads som anvist. "Jaså?" Thea vidste ikke, hvad hun ellers skulle svare. Det kunne næppe være godt, hvis dronningen ville tale med ham, men hvad årsagen konkret skulle være, havde hun intet bud på.

[Aric af Macay]

Aric blev selv stående, da hans hustru satte sig ned på en af stolene på den anden side af skrivebordet. "Min fasters barnebarn er stadigvæk forsvundet. Og Dronningen har iværksat en stor eftersøgning," fortalte han og begyndte at gå frem og tilbage på sin side af skrivebordet. "Jeg har sendt et brev afsted til din fader om, at han skal gennemsøge strædet mellem Tortall og Carthak. Jeg selv... Jeg rejser mod Kobberøerne."

[Cynthea af Macay]

Thea havde selvfølgelig hørt, at Hertugen af Meagmarsks barnebarn var forsvundet. Ting forblev aldrig hemmelige længe i hovedstaden, hvor sladderen bevægede sig hurtigere end steppebrand.

"Jeg kan ikke se nogen grund til, at han ikke skulle lytte til dig," svarede hun roligt, selvom en stemme i hendes baghoved kommenterede, at hun burde have været den, der sendte brevet. Men hun vidste også, at det ikke var klogt at ytre sin uenighed så direkte. Især ikke, da et langt mere relevant emne kom på banen.

"Kobberøerne?" Det var en lang og ikke direkte farefri tur. "Det er langt væk." Og hvis ikke han kom tilbage, ville hun være efterladt med ingenting, hvis ikke deres barn blev en søn.

[Aric af Macay]

Aric var af samme opfattelse. Selvom det nok mere var den kongelige ordre, der ville blive lyttet til. "Jeg håber, at du har ret," bemærkede han, inden han standsede op i sin vandring frem og tilbage.

"Jeg vil være længe væk," bekræftede han med en lav brummen, ikke helt uvidende om, hvilke fare der var forbundet med hans rejse. Ikke bare for ham selv. Men også for Cynthea. "Jeg vil gå i land, og blive introduceret til hoffet af afdøde Enkehertuginde Mayranie Saraiyus barn," uddybede han. "Vedkommende og jeg skal besøge de adelsfamilier, som ligger ud til kysterne.

[Cynthea af Macay]

Læberne blev til en lys, smal streg og hun måtte bide hårdt sammen, lave en lille mur af elfenben for ikke at modsige ham. "Enkehertuginde Mayranie Saraiyus..?" Slægter og deres sammenhænge havde altid været en af hendes stærke sider. "Jamen.. Det er da Grevinde Cahaya."

Tanken så bestemt ikke ud til at hue hende. Tanken om ham, der efterlod hende med en uvis skæbne for at rejse til Kobberøerne med en anden kvinde. Hænderne foldede hun omhyggeligt i skødet.

[Aric af Macay]

Aric løftede det ene øjenbryn, da han så, hvor fremtrædende hans hustru kæbe blev. Han slog ud med den ene hånd. "Hun tager sin mand med," forklarede han, selvom han ikke følte noget behov for at forklare sine valg. "Jeg tager afsted under påskud af at ville lave en handelsrute fra Legan til Kobberøerne med æbler," fortsatte han, og satte sig til sidst ned i sin stol. "Jeg tager til Caynn imorgen." Det ville uden tvivl ikke falde i god jord. Men at få bragt komtessen hjem havde høj vigtighed.

[Cynthea af Macay]

Cynthea nikkede langsomt til hans svar, selvom hun var fuldkommen ligeglad med årsagen. Han havde været rede til at ægte en anden, da hun havde mødt ham og det havde ændret sig. "Det er en god årsag."

Andet havde hun ikke at sige. Måske lige "Jeg håber, at du kommer sikkert hjem igen."

[Aric af Macay]

Aric så alvorligt over på hende. "Jeg kommer hjem igen," kommenterede han beroligende. Han havde ingen intentioner om at afgå ved døden i et skibsforlis akkurat som hans storebror og dennes hustru havde gjort det.

"Du skal bare huske, at tænke på andre end dig selv, mens jeg er væk," lød det fra ham og han kiggede ned på den voksende mave, der kun syntes at blive større og større. "Jeg sender bud efter min forvalter, der skal være din højre hånd, mens jeg er væk."

[Cynthea af Macay]

Selvfølgelig var hans ord en trøst, men det var ikke nok. Ikke for Thea. "Det kan du ikke love mig," indvendte hun derfor forsigtigt, da hun var helt sikker på, at han var færdig med at tale.

"Hvis.. Hvis det værst tænkelige skulle ske, hvad så med os?" Hendes fingre lagde sig over maven. Hun ville ikke være andet end alle de støvede møbler, han havde gemt væk i værelser, der aldrig blev brugt. Nips fra den tidligere hertug.

[Aric af Macay]

Aric brummede dybt, og så skarpt på hende. Han kunne ikke love hende andet end det, han netop havde lovet hende. At han kom hjem igen. Om det var i hel tilstand var ikke til at vide.

"Cynthea." Hans stemme var mørk, og indbød ikke til modsigelser. "Det værst tænkelige sker ikke. Ingen af os møder den sorte gud, før vi er gamle og grå." Han ville ikke høre mere på hendes indvendinger.

[Cynthea af Macay]

Og med ét var hun atter fem år gammel og sat skoleret foran sin far. Thea sad som forstenet i stolen, så blot roligt tilbage på ham. Hun nægtede at give sig, men hun vidste også godt, det ikke ville være den fornuftige tilgang.

Derfor rejste hun sig op og tog forsigtigt hans hænder. "Jeg siger dig ikke imod eller forsøger at være trodsig, Aric. Jeg vil støtte hver og en af dine beslutninger," som en hustru burde, "men du har også forpligtelser over for mig og vores ufødte barn, og du må vide, at hvis ikke du vender helskindet hjem, vil jeg ikke være i stand til at tilgive dig."

[Aric af Macay]

Aric sukkede opgivende, da hun tog hans hænder. Han sad selv endnu ned, men hans blik gled fra hendes hænder og op til hendes ansigt. "Hvad vil du have mig til, Cynthea?" Spurgte han, og frygtede mildest talt svaret. Afsked havde aldrig været hans stærke side. Det var nemmere at vende ryggen til, og blot håbe på det bedste.