En bøn om hjælp

[Myrilla af Stenbjerg]

Marcus af Naxen

Efter samtalen med helbrederen burde Myrilla nok være gået direkte til Larkin. Det ville have været det bedste at gøre, især efter hendes fejltrin sidst, men den kolde luft mellem dem og hans indifference havde ført hende direkte til Naxens hus.

Uden overhovedet at værdige tjenerne et blik, vandrede hun gennem hallen og direkte ovenpå mod Marcus' arbejdsværelse. Døren blev åbnet uden banken eller anden advarsel og hun traskede udmattet gennem værelset og hen til den bræde vindueskarm, hvor hun tog plads med et forsigtigt "Hej.

"

[Marcus af Naxen]

Tiderne var hektiske for Marcus. Hertugen af Macay var rejst mod Kobberøerne, og det væltede ind med nye opgaver og opdagelser. Han sad koncentreret med en notesbog foran sig på skrivebordet, da døren blev åbnet. Han kunne genkende skridtene og behøvede ikke se op for at kunne genkende sin egen tvillingesøster. "Godformiddag," mumlede han, og satte et punktom med den fjerpen han havde i den ene hånd.

Først her løftede han hovedet og så hen på søsteren med en rynket pande. "Jeg kan fornemme, at livet ikke ligefrem er velsignet af Gudinden i øjeblikket?" Og hentydede til hendes udmattede attitude.

[Myrilla af Stenbjerg]

Marcus var som altid fordybet i noget og Myrilla vidste bedre end at forstyrre ham. Derfor sad hun blot og nød synet af ham arbejde, som de havde gjort sammen så mange gange før.

"Det.. Ved jeg ikke," indrømmede hun uden helt at have haft nok tid til at tage stilling til, hvordan hun havde det med nyheden. "Jeg er med barn." De andre gange var det gået så grueligt galt og hun vidste efterhånden ikke, om hun var stærk nok til at blive hevet igennem det endnu en gang.

[Marcus af Naxen]

Marcus havde forventet, at hun ville komme med en lang smøre om, hvor lidt hun brød sig om Larkin. Og han ville med glæde have givet hende ret i alle hendes udsagn. Men de ord der forlod hendes mund, fik ham til at standse op og stirre måbende på hende, mens han slugte en klump i halsen. "Vil du lige gentage det?" Spurgte han og blinkede med øjnene. Hvis hun var med barn, var Naxen ikke så forbandet, som alle gav udtryk for.

[Myrilla af Stenbjerg]

Det var præcis den reaktion eller mangel på samme, hun havde forventet. For hvad sagde man til det? Myrilla sukkede lydløst og rystede på hovedet, ikke helt sikker på, hvordan hun skulle formulere det. Ordene havde lydt så underlige første gang, de havde forladt hende.

"Jeg..." Hun tøvede. "Jeg er gravid." Som en kludedukke sad hun stadig næsten ubevægeligt i karmen og så afventende hen på tvillingen, som havde han alle svarene på de endnu ustillede spørgsmål.

[Marcus af Naxen]

Marcus blinkede et par gange med øjnene, inden han lænede sig tilbage på stolen. Et lidt bedrevidende smil gled over hans læber, og han lagde armene over kors. "Dig og Murray, I burde lytte lidt mere til jeres kære bror," bemærkede han, men rejste sig efterfølgende op fra sin stol. Han gik hen til hende. "Og lad mig gætte; nu vil du vide, hvordan du skal håndtere det?"

[Myrilla af Stenbjerg]

Kommentaren overraskede hende og et let fnys af morskab fløj fra hende, før hun kunne nå at stoppe det. Så rystede hun lidt på hovedet. "Hvis nogen burde lære at lytte til dig, burde det være helbrederne." Desuden var det jo ikke hendes problem. Problemet var jo heller ikke kun at blive gravid.

"Dét, ja, og.." Hun tøvede og hævede en hånd for at gnave på en neglerod; en uvane, hendes anstandsdame ellers havde fået fjernet nogenlunde. "Jeg vil ikke miste det igen, Marcus."

[Marcus af Naxen]

Marcus lo lidt, inden han så rømmede sig. "Jeg tvivler på, at de vil lytte til mig en anden gang," kommenterede han. De helbredere han havde mødt, var lidt stædige. "Det første ved jeg ikke helt, hvordan jeg skal hjælpe med," svarede han og kyssede hende blidt på håret. "Men det sidste, det vil jeg nok godt kunne hjælpe med."

[Myrilla af Stenbjerg]

Det trak lidt i hendes mundvige, men på intet tidspunkt længe nok til at det reelt blev et smil. Med et dybt suk sank hun ind i hans favn og foldede de spinkle arme rundt om hans liv.

"Larkin tager til Stenbjerg snart og fejrer midvinter der," fortalte hun og trak sig kun tættere ind til ham. "Jeg bliver nødt til stadig at... Det bliver nødt til at holde, til han kommer hjem igen." Og hele vejen til termin.

[Marcus af Naxen]

Marcus mente ikke, at det var noget tab, at Larkin valgte at fejle midvinter på Stenbjerg, så længe Myrilla ikke tog med. Han brummede lavmælt, og flyttede sig, hvorefter han gik hen til en kommode. Det var her alle hans miksturer befandt sig. "Hvor i alverden..." Mumlede han for sig selv, mens han rodede skufferne igennem, for til sidst at finde den rigtige æske. Han tog den op, og vendte sig mod Myrilla. "Jeg må nok indrømme, at jeg har forberedt mig på dette."

[Myrilla af Stenbjerg]

Tvillingen gav ikke rigtig et svar fra sig og Myrilla betragtede ham med let rynkede bryn, mens han gav sig til at lede rundt mellem miksturerne i sin kommode. Hun kendte udmærket hans system.

Så vendte han sig atter mod hende med en lille æske i hånden og hun betragtede den indgående. "Du har rent faktisk.. Fundet en løsning?" spurgte hun og prøvede ikke at lyde alt for skeptisk, selvom hun for længe siden havde opgivet det meste håb.

[Marcus af Naxen]

Marcus trak lidt på skuldrene. "Løsning og løsning," mumlede han undvegende. "Jeg har... Studeret en gruppe gravide mennesker," bemærkede han og åbnede æsken. I den lå forskellige skindposer, og han tog en af dem op. "Det er en mikstur jeg har udviklet løbende, og jeg vil vove at påstå, den er så perfekt som den kan blive nu." Han havde ikke meget lyst til at fortælle, hvor galt undersøgelserne var gået i starten.

[Myrilla af Stenbjerg]

Studeret gravide kvinder? Det lød forkert og underligt, men hun lod det ligge og studerede i stedet skindposen, han tog frem. "Hvad har du baseret det på?" spurgte hun og hævede igen to kritiske, grønne øjne mod ham.

"Og hvad er.. Bivirkningerne?" Det var vel det mest relevante spørgsmål lige nu.

[Marcus af Naxen]

Marcus rømmede sig og lukkede for æsken igen. Han stillede den ned på sit arbejdsbord, der i forvejen flød med notesbøger og papirer. "Mit studie gik i enkle træk ud på, at få kvinderne til at beholde barnet. Jeg søgte en gruppe, hvor risikoen for... At tabe barnet var størst." Han havde været egoistisk, og kun tænkt på, hvordan han kunne hjælpe sin egen familie med at få de arvinger, som de hver især drømte om.

[Myrilla af Stenbjerg]

Forklaringen gav hende bestemt ikke en bedre fornemmelse med det hele og et øjeblik blev blikket helt forfærdet. Havde han.. Tanken fik det til at vende sig i hende, men.. Forfærdelsen forsvandt fra hendes ansigt. For havde hun ikke blot få sekunder forinden været klar til selv at gøre hvad som helst for at beholde det barn?

"Hvilke bivirkninger kan der være?" gentog hun sit spørgsmål og så op på ham igen, denne gang uden hverken forfærdelse eller andet end undren i blikket.