Tunge emner

[Niklaus af Legan]

Gilbert af Meagmarsk
13. OKTOBER 528

Nu var de endelig nået tilbage til Tortall, men der var alligevel noget i Niklaus, der føltes skævt og underligt tomt ved at være tilbage i fædrelandet. Det virkede så.. Ligegyldigt, nu han ikke længere var på vej hjem til Alexander.

Med et dybt suk satte han sig ned på sengen, han skulle sove i for natten og kastede et vurderende blik over på væbneren, der ligeledes havde taget plads i sengen over for hans. "Du, jeg hørte noget nede på havnen tidligere.."

Niklaus ventede på en form for bekræftelse, før han noget tøvende fortsatte. Det var ikke helt ligetil at stille spørgsmål med den form for vægt i. "En mand sagde, de var ved at forberede skibene til en eftersøgning efter.." Han rømmede sig. "Din søster?"

[Gilbert af Meagmarsk]

Dagene havde virket til at snegle sig af sted, selvom han lave præcis lige så meget som normalt og samtidig forsøgte at holde øje med, at Niklaus ikke drak sig fra sans og samling. Han var stadig paranoid og frygtede, at baronen ville ende med at søge en eller anden døs på bunden af en flaske. Indtil videre var Niklaus dog ikke sunket helt så langt.
Og oven over det hele hang den konstante angst for Zoia. Der var ikke kommet noget nyt fra far eller farfar, og derfor virkede tiden hele tiden til at stå stille. Det gik så forbandet langsomt, og hvad nu hvis de aldrig fandt hende?!
Han havde dog intet nævnt om det til Niklaus, og siden baronen selv var ulykkelig for tiden, lod han heldigvis ikke til at bemærke, hvor stille Gil var blevet gennem deres rejste til Corus.
Da han sank ned på sin seng denne aften, overvejede han at skrive til farfar igen, men han ville heller ikke forstyrre ham unødigt. Og så sagde Niklaus det. Han havde hørt nogen snakke om Zoia. Så snart ridderherren selv nævnte det, brast Gil ud i gråd efter at ængstelsen havde hobet sig op i ham i evigheder. ”Farfar skrev til ... til ... til mig ... Hun er væk! Skibet sank!” hulkede han.

[Niklaus af Legan]

Selvfølgelig havde han forventet en reaktion, men det overraskede ham alligevel, da Gilbert uden advarsel gik fuldkommen i opløsning foran øjnene på ham. Og Niklaus var ikke sen til at rejse sig op fra sengen og tilbagelægge afstanden mellem dem.

Sengen gav sig under ham, men han ænskede det ikke. I stedet trak han væbneren ind til sig og lagde armene om ham, holdt ham helt tæt. "Schhh," hviskede han mildt og tøvede en anelse, før han så lagde ansigtet mod hans mørke hår.

"Schhh," gentog han beroligende.

[Gilbert af Meagmarsk]

Gil var helt opløst i tårer, nu hvor han endelig havde muligheden for at tale om det, og han klamrede sig til Niklaus, da manden først forsøgte at trøste ham. ”Jeg ved ikke engang, om hun kan svømme! Og de har ikke fundet andre overlevende! Hvis de voksne ikke engang kunne svømme fra det ...!” Zoia var jo så lille, og de var ikke vokset op sammen, så han anede ikke, om Zoia overhovedet var i stand til at svømme i sådan et stort hav. Hvad nu hvis hun var faldet i vandet i ført en eller anden stor, tung kjole?!

[Niklaus af Legan]

Det var kun halvdelen af ordene, Niklaus fik fat i gennem tårer og snot og det faktum, at Gils ansigt var presset ind mod hans brystkasse. Han strøg derfor fortsat hånden over drengens baghoved, mens han lod ham græde.

"Så vidt jeg har forstået, er din søster en ret dygtig magiker," påmindede han ham roligt og trykkede ham lidt tættere, mens det langsomt faldt tilbage i hak. Grunden til, han ikke kunne gå i opløsning selv, sad han med i armene.

[Gilbert af Meagmarsk]

Han puttede sig ind til Niklaus, imens han endnu græd. Fingrene klamrede sig til mandens skjorte, imens han rystede af gråden. ”Og hvad så!? Hun er helt lille ... Ved slet ikke ... Har da ikke lært ... Flyde ...!” Han kunne knapt nok få ord frem og endte med bare at græde videre, indtil han løb tør for tårer og blot sad snøftende tilbage i Niklaus’ arme. Baronens skjorte måtte være helt gennemblødt efterhånden. Gil tørrede næsen med den ene hånd, men snøftede stadig voldsomt, og øjnene var blevet helt røde og ophobede efter al gråden.

[Niklaus af Legan]

Niklaus lagde kinden mod det tykke hår og sukkede lavt. Det var aldrig rart at være i uvisheden om, hvor ens elskede var og især druknedøden var ikke én, han ønskede for hverken Gilberts lillesøster eller.. Han kunne ikke engang nævne navnet i sine tanker.

I stedet, uden helt at hvide hvorfor, lagde han et forsigtigt kys i væbnerens mørke hår. "Schhh," mumlede han igen og trak ham lidt tættere.

[Gilbert af Meagmarsk]

Gil snøftede stadig, men han fik efterhånden kæmpet sig ud af gråden og fik samlet sig selv en smule. ”Undskyld,” mumlede han ind i Niklaus’ skulder. ”Jeg fortalte dig det ikke, siden ... Ja ... Du skulle ikke mindes om ...” Han tav igen og trak sig lidt ud fra Niklaus. ”Jeg burde nok have tænkt på, at du ville høre det, når vi kom tilbage til Tortall ...” Selvfølgelig kunne han ikke have holdt det skjult for Niklaus for evigt.

[Niklaus af Legan]

Ridderen svarede ikke på undskyldningen, men fortsatte blot at stryge Gil over håret. Desuden fjernede de følgende ord, hentydningen til Alexander, enhver lyst til at tale og erstattede den af en kold, knugende fornemmelse i maven, der nok aldrig helt ville forsvinde.

"Du bør komme til mig med den slags," formanede han ham roligt og en kende strengt, selvom det på ingen måde bar samme irettesættende klang som normalt. "Det er mig, der tager mig af dig, ikke den anden vej rundt."

[Gilbert af Meagmarsk]

Han nikkede snøftende. Han vidste jo godt, at han burde have informeret Niklaus, men med tanke på Alexander havde han ikke kunne få sig selv til det. Han var stadig bange for, at baronen skulle få det værre, end han allerede havde det. Det lykkedes dog at fremtvinge et smil ved hans ord. ”Pff, hvem er det måske, der pudser dit seletøj for tiden?” bemærkede han. Han tog sig da i hvert fald også af Niklaus!

[Niklaus af Legan]

Med hånden om hans hoved, skubbede han blidt Gilbert lidt ud fra sig ved den flabede kommentar. "Nu strammer du den, knægt," konstaterede han i et spøgefuldt advarende tonefald og rystede lidt på hovedet af ham.

"De finder hende." Denne gang var der større alvor bag hans ord. "Dronningen har vist sat alle len langs kysten i gang med at søge efter hende."

[Gilbert af Meagmarsk]

Han var ikke helt tilfreds med at blive skubbet væk. Faktisk ville han foretrække at sidde og putte sig hos Niklaus hele dagen. Men det gik ikke. Han nikkede til Niklaus ord om Zoia, men indtil hun var fundet, ville han nok bekymre sig. Og han havde ikke lyst til at tale mere om det, når Niklaus sikkert også ville blive mindet om ting, han forsøgte at holde tankerne fra. ”Jeg strammer ikke noget som helst. Du har ikke ordnet dit eget seletøj i flere måneder,” svarede han derfor og fremtvang et lille smil, der egentlig skulle have været provokerende. Det virkede lettere at fortsætte med at drille Niklaus frem for at tale mere om hans lillesøster.

[Niklaus af Legan]

Niklaus fnøs af ordene, men forstod godt, hvorfor væbneren valgte at distrahere sig selv fra det tidligere samtaleemne. De havde heller ikke talt om ... ham af samme årsag. Det gjorde simpelthen for ondt.

"Hvorfor tror du, jeg fik dig, stump?" brummede han. "Jeg gider da ikke selv ordne mit seletøj."

[Gilbert af Meagmarsk]

Han grinede ved bemærkningen, men skubbede så til Niklaus med skulderen. ”Jeg er ikke nogen stump, nå! Jeg fyldte år for et par dage siden!” Han var seksten år nu! Han var overhovedet ikke nogen lille knægt længere! Selvom han godt nok stadigvæk voksede en smule ... Nu hvor han havde styr på sig selv igen, rakte han hænderne op og tørrede sine kinder og øjne.

[Niklaus af Legan]

"Det er sandt." Niklaus' stemme var pludseligt blevet ukarakteristisk øm og han lagde fingrene over Gilberts, hjalp ham med at få tørret kinderne for tårer og selvom hans hud var hærdet af flere år i ridderhvervet, var berøringen blid.

Den anden hånd strøg en enkelt gang over det mørke hår, før den dumpede tungt ned på sengen. "Du er blevet stor nu."