Så hellere stormen

[Amadora af Drotvig]

Edmond af Nørland
Amadoras temperament havde fået det bedre af hende. Store søsteren var blevet for meget med sin plabren om sig selv, om kvinderettigheder og alle de flotte mænd der var ih så begejstret for hende. Så Amadora havde fundet sin bedste kappe og havde begivet sig ud i stormen og mod paladset. Væbnerne var som regel søde at kigge på og det var kært at se dem prøve at komme med komplimenter.

Da Amadora nåede paladset var hun godt forblæst. De mørke krøller havde revet sig fri og faldt nu ned og indrammede hendes ansigt, der som sædvanlig var en blank, men dog smuk sø der intet varslede om den irritaition som søsteren havde vækket i hende for ikke så længe siden. Et smil gled over hendes læber som hun satte sig ned og lod blikket glide over væbnerne.

[Edmond af Nørland]

Det var ikke ligefrem det mest fantastiske vejr at træne i, men trænes skulle der jo. Så væbnerne hvirvlede rundt mellem hinanden i mere eller mindre veludførte angreb og forsvar, der blev besværliggjort af de hårde vindstød.

Ulriks pludselige skift i opmærksomheden endte med at være Teddys held og med et skævt smil gav de hånd. Alligevel undersøgte de lyse øjne, hvad der dog havde stjålet kammeratens blik og fandt, selvfølgeligt, en komtesse.

Med et lavt suk traskede han hen til siden af banen. "Undskyld? De burde da ikke være ude i sådan et rædselsfuldt vejr." Han prøvede sig med et skævt smil, så ordene ikke ville virke så hårde.

[Amadora af Drotvig]

De store brune øjne spillede med morskab over den lille træningskamp. Hun havde ikke noget imod at være en distraktion. Derfor fik den unge væbner da også et lille smil og hun kunne ikke helt undgå at fnise over den anden væbner der der så sit snit til at få det afgørende stød ind.

Hendes øjne fulgte den selv samme væbner som han bevægede sig over imod hende. Han var køn, det måtte man give ham, om end lidt kejtet. "Det har de sandsyndeligvis ret i" svarede hun og smilede det sødeste hun havde lært. "Der er bare så frygtelig kedeligt indendøre og det er så meget mere spændende at se jer træne " sagde hun og kiggede op på ham igennem de let nedslåede øjenvipper.

[Edmond af Nørland]

Det gjorde ham tydeligt utilpas, at komtessen sad der og smilede sødt op til ham uden en anstandsdame eller andet til at se irettesættende på hende. Vægten blev skiftet fra det ene ben til det andet, mens han overvejede, hvad i alverden han dog skulle svare til det.

"Jamen, umm.. Vi holder nok snart, Nådigfrøken." Blikket flakkede, skævede tilbage til Ulrik, der så efter ham med tydelig nysgerrighed.

[Amadora af Drotvig]

De brune øjne betragtede ham og smilet voksede som han stod der og trippede. Det var umådeligt morsomt. "Oh? Sikke en skam. Det var ellers en fornøjelse at se en så talentfuld... Og flot væbner fægte" sagde hun og så ned som var hun blevet en smule genert. Dådyrøjnene blev dog hurtigt rettet imod ham igen og der blev igen smilet til ham.

[Edmond af Nørland]

En lille fold lagde sig mellem Teddys bryn, da han så smilet på hendes læber blive bredere. "Umm.." Hans ører blev varme og han kløede sig lidt kejtet på de begyndende dun på hans kind.

Så kastede han et blik på Ulrik igen. "Det.." Han vendte blikket tilbage til hende. "Det skal jeg nok sige til ham, Nådigfrøken."

[Amadora af Drotvig]

Hun sagde hovedet på skrå og blinkede forvirret. "Det var ikke ment til ham" hun lagde hænderne i sit skød og sendte ham endnu et smil. "Men jeg tror ikke jeg fangede Deres navn Væbner..?"

[Edmond af Nørland]

Ordene sendte ham kun yderligere ud af kurs og han ændrede vægten frem og tilbage mellem benene lidt, prøvede at finde en måde, han bedst kunne stå på.

"Teddy," fløj det over hans læber og han mærkede ørerne blive varme. "V-væbner Teddy af Nørland, Nådigfrøken." Han rømmede sig og kløede sig lidt på hagen. "Og De er..?" Måske burde han vide det, men lige nu var det et under, han overhovedet kunne sit eget navn.

[Amadora af Drotvig]

Hun skubbede en hårtot op bag øret. "Væbner Teddy af Nørland" gentog hun og smagte lidt på navnet. Det var da et sært navn til en adelig. Mon det var et kælenavn? "Komtesse Amadora af Drotvig" sagde hun og smilede fortsat til ham.

[Edmond af Nørland]

Hun så ikke videre imponeret ud af hans navn og Teddy vippede, pludselig gjort ubehageligt selvbevidst af denne frembrusende komtesse.

"En fornøjelse at møde Dem, Komtesse Drotvig." Blikket flakkede igen.

[Amadora af Drotvig]

Hendes hoved blev igen lagt lidt på skrå imens hun iagtog ham. "Fornøjelsen er helt på min side Væbner Teddy af Nørland" sagde hun og sendte ham igen et sødt smil.

[Edmond af Nørland]

Der var noget ved den måde, hun lagde hovedet på skrå på.. Som et sultent dyr, der iagttog sit offer. Det gjorde ham utilpas og han pillede lidt ved sit ærme, vippede lidt frem på tæerne og tilbage på hælene igen. "Jamen så.." Han gjorde et kort nik og snurrede så rundt på hælen for at marchere tilbage til Ulrik.

[Amadora af Drotvig]

Hun skjulte utilfredsheden over at han skulle til at gå bag den maske hun så længe havdet øvet sig i. "Skal du allerede gå? " stemmen lød en smule skuffet. Hendes øjne betragtede nu hans ryg, selvom de langt helere ville se på hans ansigt.

[Edmond af Nørland]

Teddy var ikke kommet mere end et par skridt tilbage mod Ulrik, før komtessen igen kaldte på ham og hans ridderlighed bød ham at vende tilbage. Derfor vendte han sig og traskede igennem den alt for bløde jord hen til hende.

"Nej, men... Burde De ikke?" spurgte han og blev straks rød om ørerne. "Altså ikke for at lyde uforskammet, Nådigfrøken, men.. Burde De være her? I dette vejr? Alene?"

[Amadora af Drotvig]

Havde det ikke været for de mange års træning i at holde følelserne skjult havde hun måske set nået forlegen ud. Han havde, trods alt, en pointe. Hun burde ikke være her alene. "Jeg er vel mere sikker her end jeg er ved at gå alene igennem byen. Desuden kunne jeg vel ikke være bekendt at trække min gamle amme med. Tænk på hvor syg hun var blevet." Så smilede hun til ham. "Men jeg sætter pris på Deres bekymring. Men hvad ville de foreslog jeg gjorde ved mit dilemma? Sad her, godt nok uden amme, men der er trods alt meget kompetente væbnere til at passe på lille mig, eller ville de sige jeg skulle gå alene hjem?" sagde hun og lagde igen hovedet på skrå.