Munter morgen

[Teodorie af Nørland]

Med Tatiana af Vårfos

Teo havde vænnet sig gennem pageårene til at stå tidligt op. Det var ikke nødvendigvis en fornøjelse, men det var det man gjorde. Hun sad derfor også tidligere end alle andre og spiste sin morgenmad i total tavshed.

Grød med honning og brød med en enkelt, tyk skive ost, sammen med vand fra kælderen. Et glimrende måltid før endnu en lang dag. Hun var temmelig meget i sin egen verden, da døren gik.

[Tatiana af Vårfos]

Hvor Natalie tit og ofte kunne snue det meste af formiddagen, hvis ikke hun blev hevet ud af dynerne, havde Tatiana altid haft alt for meget at se til til søvn. Solen stod ikke engang på himlen, da hun med håret stramt flettet søgte nedenunder. Pagerne gik jo også tidligt i gang og hun ville gerne have en mulighed for at studere dem ordentligt, så hun kunne tage sig en væbner næste år.

Synet af Christians væbner fik hende til at standse brat. Med al den tid, hun havde tilbragt væk fra hjemmet, havde hun en tendens til helt at glemme, at den unge pige nu var en del af deres husholdning.

"Godmorgen," forsøgte hun sig derfor i et afslappet tonefald. Hun huskede ikke, hvornår de havde talt sammen, hvis muligheden da overhovedet rigtig havde budt sig. Men der havde også været rigeligt at tage sig af.

[Teodorie af Nørland]

Da det gik op for Teo, at hun ikke var alene, glippede hun med øjnene og var hurtigt ude af stolen, for at bukke for den kvindelige ridder, der var hertugens lillesøster. "Godmorgen, Ridder Vårfos," hilste hun høfligt, så snart hun havde sunket den sidste bid. Hun klarede halsen lidt og ventede et øjeblik efter kvinden havde sat sig ned, til selv at gøre det samme igen. Hun var trods alt ikke tyende.

"... Har De sovet godt?"

[Tatiana af Vårfos]

Hendes hilsen fik sat gang i en del mere bevægelse til højre for hende, end Tatiana egentlig havde forventet og hun stoppede på sin vej hen til bordet, overrasket over bukket. Ikke at hun burde være det. Christian havde altid været firkantet, så det undrede hende ikke, at væbneren også var det.

"Jeg har sovet udmærket, tak," svarede hun med et blidt smil, der kom meget lettere til hende, nu hendes liv var kommet ind på rette spor igen.

Med en portion grød slog hun sig ned foran væbneren. "Og De? Er De godt tilpas her?"

[Teodorie af Nørland]

Teo havde ganske vist mødt hertugens søster før, men ikke rigtig på tomandshånd. Hun var altid fascineret af kvindelige riddere og fandt sig selv studerende hende ud af øjenkrogen, før hendes blik blev besvaret og hun rankede sig lidt.

"Meget tilpas, Sir," svarede hun. Imens rodede hun lidt rundt i grøden. "Det er et imponerende byhus. Jeg troede jeg skulle bo på væbnerfløjen ligesom de fleste andre."

[Tatiana af Vårfos]

Tia skovlede den første skefuld grød ind, mens væbneren svarede og var klar med et mildt smil, da hun havde sunket. "Nej, Christian kan godt lide det.. Sådan her." Hun smilede lidt for sig selv.

"Og apropos Christian, er han god ved dig?" Martin havde også været noget tør og firkantet, men på mange måder havde han også været hendes bedste ven. Den side i Christian var forsvundet lidt mere med årene.

[Teodorie af Nørland]

Der var ingen chance for, at Teo nogensinde ville besvare det spørgsmål andet end positivt. I hvert fald ikke overfor hertugens søster. Det virkede så mærkeligt, at nogen kaldte ham ved fornavn, men væbneren fortrak ikke en mine, som hun sank sin grød og klarede halsen lidt.

"Hertug Vårfos er en god ridderherre. Da jeg endnu var page, insisterede han på at hjælpe mig med at finde ud af hvem der kunne være en god ridder - før han selv tilbød mig en plads, efter jeg havde listet op hvad jeg selv så efter." Hun trak en anelse på smilebåndet.

[Tatiana af Vårfos]

Det lød som hendes storebror og Tatiana smilede ved tanken. Før han var blevet helt stiv og voksen. "Ja, det har han altid været god til. Han ville ikke have tilbudt sig, hvis ikke han oprigtigt troede, det ville være det rette valg for dig, og at du var det rette valg for ham."

Hun tog en skefuld grød mere og tyggede omhyggeligt, før hun sank. "Har du stadig et overblik over pagerne?" Pigen måtte vel stadig se dem og træne med dem fra tid til anden.

[Teodorie af Nørland]

Ordene fik helt instinktivt et smil frem på Teos læber og hun sænkede blikket kort til sin mad, som hun fik sig endnu en skefuld grød. Da den var sunket kunne hun se op på ridderen med kun ganske svagt pink ører og tilfredshed over at kunne svare på et helt simpelt spørgsmål.

"Ja, Sir." Hendes blik flakkede en smule, som hun kom frem til sine egne konklusioner. "Især de ældste af dem, på fjerde årgang." Hun så en anelse sigende på hertugens søster.

[Tatiana af Vårfos]

Langsomt nikkede Tia til svaret. Hun og Lachren havde efterhånden været oppe og se dem træne et par gange, men hun var stadig ikke helt afklaret omkring, hvem og om hun ville tage sig en væbner, når tiden kom.

Blikket hvilede på Teodorie, et nysgerrigt glimt i hendes øjne. "Hvem af dem ville du anbefale?

[Teodorie af Nørland]

Det føltes ret stort. Teo tyggede lidt på indersiden af sin kind og tænkte reelt over spørgsmålet i et stykke tid, før hun svarede. Det var vigtigt for hende, at overveje alle de ting, som hun selv havde talt med riddere om for få måneder siden. På mange måder havde Hertugen af Naxen trods alt haft ret i hvem der var det optimale match for arvinge - og ikke arvinge.

Endelig fyldte hun lungerne med luft og mødte ridderens blik direkte med to navne på fjerdeårsvæbnere, hvoraf ingen var arvinge, men begge i stand til at sætte pris på en ridder af hertugslægt.

[Tatiana af Vårfos]

Det lød som et velbegrundet og reflekteret valg og Tatiana skjulte et lille smil med en skefuld grød, mens væbneren talte færdig. Næste gang, hun havde en mulighed for at tale med Christian, måtte hun fortælle ham det.

Hun nikkede lidt, da Teodorie var færdig. "Tak for din mening." Ordene blev fulgt op med et blidt smil. "Glæder du dig til turen til Vårfos?"

[Teodorie af Nørland]

Teo rankede sig med et lille nik som svar på det første ridderen sagde, før et afslørende smil trak op i hendes mundvige og hun sank den sidste mundfuld grød.

"Meget, Sir. Jeg har aldrig været i marsklandet før, men jeg glæder mig til at komme tilbage til norden. Corus er så fuld af mennesker og larm. Skal De med?"

[Tatiana af Vårfos]

"Du skal glæde dig, Vårfos er et skønt sted," svarede hun mildt. Det var ganske normalt, at folk fra det nordlige Tortall tit så på norden med længsel, men selv havde Tatiana nu aldrig haft noget imod syden. Og hun ville heller ikke have noget imod det, når hun en dag ville være rynket og gammel og grå og sidde ved Lachrens side i Meron.

Den sidste skefuld grød blev skovlet ind. "Jeg har overvejet det." Hun trak på skuldrene. "Det er længe siden, jeg har været der efterhånden." Og det ville muligvis være sidste mulighed inden forlovelsen blev offentliggjort.

[Teodorie af Nørland]

Teos tænder var kort synlige og hun skjulte kun smilet halvt ved at spise videre. Marsklandet lød smukt, men koldt og vådt og hun glædede sig til alle de udfordringer det ville give, som kunne give hende følelsen af at være en rigtig væbner, som hun til tider manglede i Corus.

"Jeg tror Hans Højhed ville sætte pris på selskabet," konstaterede hun, efter at have sunket den sidste mundfuld.