Eksotisk syn i hverdagen

[Kamal Hashem]

Leonora af Legan

Det var endnu en ganske almindelig dag. Heldigvis en af de varmere dage i dette efterår. Hvor mange gange havde han ikke ønsket sig tilbage til ørkenen? Han gad ikke tælle længere. De solstråler der formåede at bryde gennem skydækket var en velkommen afveksling fra det kolde blæsevejr der ellers tit herskede.

Kamal stod ved et af foldene hvor nogle af de opstaldede heste gik. Der i blandt sin egen elskede Asifa. Han kunne ikke lige umiddelbart se hende. Han havde gjort sine pligter for nu, og han kunne godt tænke sig et godt ridt. Heldigvis var foldene ret store. Han stillede sig op på gærdet og spejdede ud i det fjerne. Man kunne se at hans balance var eminent som han stod fuldstændig stille på toppen af gærdet. Han satte sine hænder ved munden og begyndte på et længere kald. Det lød som en blanding af en sang og bare kalden, men hans stemme gik klart igennem og uden tvivl kunne det høres et godt stykke væk. Man kunne se at de nærmeste heste løftede hovedet og kiggede mod Kamal. Nogle begyndte sågar at trave i hans retning. Nogen af dem var begyndt at forstå at han kaldte på dem når han lød sådan. Han vidste også at det betød at han ikke bare kunne bruge det længere til at kun at kalde på Asifa. Han blev dog ved, og inden længe kunne han se hende komme galloperende hen mod ham. Han gjorde sig klar som hun kom nærmere, mens han fortsatte sit kald ind til han var sikker på at hun så ham. Han stoppede det lange kald og med enkelte kald fik han instrueret Asifa i hvad han godt kunne tænke sig at hun gjorde. Hun begyndte at galopere langs gærdet, og som hun kom hen til ham sprang han stille og roligt ud på marken, og landede perfekt på hendes ryg som hun galoperede forbi ham. Han fik sat sig til rette og greb hendes mand og red en god galop på hende rundt i folden.

Han elskede vinden omkring sig og hvordan det hvislede for ørerne. Asifas rytmiske bevægelse under sig som han bare klamrede sig til hendes stærke krop. Han stolede på hende fuldt og fast som de red afsted. Han lukkede øjnene og forstillede sig hvordan sandet piskede op omkring hendes hove og de store klitter passerede forbi. Han måtte dog ride tilbage da der stadigvæk var noget arbejde at gøre, men han nød de øjeblikke hvor han bare havde tid til at være sammen med Asifa. Han fik styret Asifa tilbage til gærdet inden han sprang af hendes ryg. Han gav hende en lille godbid inden han kyssede hendes mule.

[Leonora af Legan]

Det var en forholdsvis dejlig efterårsdag, den første efter længere tids gråvejr. Leonora der havde måttet erkende at brylluppet med Josdirk ikke blev til noget, valgte derfor at ville ride en tur i efterårs solen.

Hun gik ud til sin gråhvide hest Amber, som hun holdte så meget af. Den virkede til altid at være glad for at se hende og Leonora havde en følelse af at den da hvert fald ikke dømte hende. Hun havde en gulerod med til den, som hun rakte den, da hun kom, mens hun blidt lagde panden mod dens hoved. Hun smilede og klappede Amber på halsen.
Efter at have striglet Amber og sadlet hende, var det til til en lille tur, besluttede Leonora. Hun red op omkring Hestefoldene som hun så ofte gjorde, men i dag så hun en mandsperson hun ikke kendte.
Hun lagde hovedet lidt på skrå, da hun så hvordan han stod så afbalanceret på indhegningen, det var ikke noget man så hver gang. På afstand fulgte hun stille med i hvad manden foretog sig, og hun smilede ved hans rolige væsen omkring hestene. Det virkede til at forstod dyrene meget bedre end hun selv gjorde det.

Da han igen kom tilbage til gærdet efter sin tur på hesten, hoppede hun af Amber og trak hende med nærmere. "Goddag hr?.. Undskyld jeg tror ikke jeg kender Dem?" Hun nejede høfligt og smilede så til ham.

[Kamal Hashem]

Han havde slet ikke lagt mærke til at andre var kommet i nærheden. Han havde lukket fuldstændig af fra omverden. Bare så han kunne forstille sig at være tilbage i ørkenen. Den brændende hede. De tørre vinde. Denne kolde klamme blæst var hvert fald ikke noget der gav ham de samme glæder.
Han kiggede forundret på kvinden der sad på sin hest. Han skulle stadigvæk vænne sig til at ingen kvinder i Tortall bar slør. Det var meget forvirrende. Så kunne det nogen gange være svært at se hvornår de blev set som voksne og gifteklare. Var det bare noget man huskede på, eller var man ligeglad? Han forstod hvert fald endnu ikke deres skikke hvad der angik kvinder og ægteskab. Han vidste heller ikke hvordan han skulle tale til hende, da han også ikke var vant at man som kvinde kunne tiltale en mand først. Det virkede upassende. "Kamal Hashem. Jeg tager mig af hestene i kongens varetægt," sagde han med et svagt buk. Han kiggede nysgerrigt og forvirret på hendes påklædning. Som så meget andet i Tortall så virkede det til at være upraktisk og sygeligt overpyntet. Men hendes former blev da fremhævet, hvilket virkede en smule vulgært for ham.

[Leonora af Legan]

Leonora aede Amber ned over panden og ned over mulen, og kiggede så på den unge mand igen. "Hr. Kamal Hashem." Gentog hun så for bedre at huske navnet "Dem har jeg vidst aldrig mødt før. Er De stalddreng?" Hun var meget høflig og samtidig også nysgerrig. Han havde fanget hende med hans balance og rolige væsen omkring heste. Det var fortryllende at se på.
Hun strøg en tot hår om bag øret og smilede til ham. "Er en af hestene så Deres?" Leonora kiggede mod folden og forventede næsten at en af dem havde et skilt på der afslørede at den tilhørte ham.

[Kamal Hashem]

Han kunne mærke som han strammede op i kæben da han blev kaldt for stalddreng. Det virkede som et ekstremt nedladende ord. For det første var han absolut ikke nogen simpel dreng, og det var jo ikke stalden han passede. "Opdrætter fra Barzun," rettede han hende. Hans udstråling var pludselig blevet meget kold og stoisk. Ikke nok med at hun var en kvinde der bare havde tiltalt ham, så havde hun også kaldt ham for en stalddreng. Hun måtte være sådan en adelig en. Nogle af dem han havde mødt havde simpelthen ignoreret ham. De respekterede virkelig ikke deres opdrættere på samme måde som bazhirerne. Det var et vigtigt erhverv og bazhirerne gav deres opdrætter den fortjente respekt. Kunne tortallanerne ikke se væsentligheden i sunde og stærke heste til deres hære?
Heldigvis for kvinden så fik hun vendt hans opmærksomhed mod Asifa. Han tøede lidt op igen og en svag krusning kunne ses på læberne. "Asifa er min ganger. Jeg har passede hende siden hun var føl, og er min stolthed. En af de smukkeste heste fra min stamme." Man kunne ikke være i tvivl om at han var glad for sin hest. Den rødbrune hoppe puffede til ham for at blive klappet lidt på mulen.

[Leonora af Legan]

Leonora nikkede "opdrætter" Sagde hun så med et smil. Det gjorde ham også lidt mere fornem, fremfor stalddreng og det forklarede hvad han lavede udenfor. "Jeg har desværre ikke hørt om Barzun, er det Deres hjemby?" Hun lød venlig og imødekommende. Det var ikke hendes skyld hun ikke havde fået lov til at sudere ligesom sig søster, og det havde hvert fald ikke været en del af pensum på klosterskolen. Orh hun følte sig en anelse dum, når hun ikke kendte ting, men hvad kunne hun gøre ved det?
Hun fik øje på en smuk rødbrun hest, som senere skubbede til mandens skulder, som for at blive præcenteret. Leonora grinede kort for sig selv. "Hvor er hun smuk. Goddag A-si-fa" navnet var svært for hende at udtale, men hun gjorde sit bedste og klappede så hesten på hovedet. "Det her er Amber." hun nussede sin hest på halsen, og kunne ikke slippe tanken om at blive målt og vejet for hvordan hesten var opdrættet.

[Kamal Hashem]

Igen kunne han mærke spændingen i kæben som han bed hårdt sammen. Det var ikke første gang at folk i Tortall ikke havde en anelse om hvad Barzun var, men hver gang følte han sin stolthed krænket. Det var som om tortallanerne bare havde glemt det stolte folk de herskede over. "Det er mit hjemland. Du kender det nok ved det mindre flaterende navn Den Store Sydørken." svarede han og prøvede at skjule sin sårede stolthed. Han prøvede ikke at bide af hende, og på grund af Asifas nærvær kom han ikke til at lyde så bitter og snerrende.
Et beskedent smil prydede hans læber da hun komplimenterede Asifa, og hun strøg hende blidt over halsen. "Det er hun," sagde han igen ganske stolt. Hun var nok det nærmeste han kunne komme en datter lige nu, og han udstrålede også en faders stolthed på trods af sin meget unge alder. "Amber er også en ganske velholdt hoppe," sagde han med et anerkendende nik. Han sagde det ikke af høflighed, men fordi han mente det. Nogle af de få heste der faktisk så ud til at være blevet behandlet nogenlunde ordentligt i Tortall.

[Leonora af Legan]

Leonora lagde mærke til hvordan han igen spændte i kæben, og blev selv en smule nedtrykt. Det var ikke fordi hun ønskede at være led overfor manden. Hun vidste bare ikke bedre. Det hjalp dog en del på det, da han forklarede det med Den Store Sydørken. Den havde hun trods alt hørt om. Hun smilede derfor til ham. "Det kender jeg, men Barzun lyder bedre." fortalte hun ærligt. Hun kom til at spekulere på, hvordan det mon så ud dernede. Det kunne være spændende en gang at opleve det. Hun kiggede igen på Kamal, det gav mere mening nu, hvorfor han så ud som han gjorde. Ikke at der på nogen måde var noget galt i hans udseende, han lignede bare ikke en fra tortal.

Hun lagde til gengæld mærke til smilet da han omtalte sin hest. Det kunne hun godt lide, det viste at manden havde passion. Hun nikkede til det han sagde "Mange tak. Jeg tror dog ikke hun er i så fin form som Asifa der." Hun nikkede igen mod den rødbrune hest. Amber var desværre blevet lidt forsømt over det sidste halve års tid, grundet de mange problemer Leonora havde været ude for.

[Kamal Hashem]

Han havde mest af alt lyst til at fortælle kvinden at man i det mindste burde vide noget om det land man undertrykte som befolkning, og åbenbart så meget at man valgte at ignorere dets folk, historie og kultur. Men han lod være. Det var ikke nu han skulle hidse sig op. Han skulle ikke bruge sin energi på en ung pige. Hvis han gerne ville have at der skulle blive en tilslutning til Barzuns selvstændighed, så hjalp det ikke at skælde ud på unge piger der sikkert ikke havde nogen form for indflydelse. Så forskellige kunne Tortall og Barzun trods alt ikke være. Han valgte derfor bare at lade emnet ligge for denne omgang og spare på energien. Han vidste bare hvor vred han kunne være resten af dagen, og så fik han er formaning af Stammernes Røst om at slå koldt vand i blodet.

Der var få heste der var i lige så fin stand som Asifa. Hun havde selvfølgelig ikke fået den mængde opmærksomhed han gerne ville give hende siden han var begyndt at arbejde for kongen. Der var mange flere heste at tage sig af end Vindspringerne nogensinde ville kunne håndtere. Han kiggede på Amber og rakte en hånd frem for at lægge den på mulen, mens han med siden til kiggede med sit højre øje i hendes. "Emniyet at, emniyet," sagde han med en rolig dyb stemme, som han skabte kontakt mellem sig selv og Amber. "Hun skal bare have noget mere motion. Hun er tryg ved mennesker, så du behandler hende ordentlig. Du kan lade hende løbe frit i et af foldene her, hvis jeg er til stede. Heste har brug for at bruge deres ben, uden at en rytter eller saddel tynger dem. De skal have lov til at mærke den frihed de er født til at have."

[Leonora af Legan]

Hun hørte manden sige noget hun ikke forstod og lagde dermed hovedet undrende lidt på skrå. Emsi.. hvad for noget? Det havde hun aldrig hørt før. Så fortalte han en masse omkring Amber. Leonora forstod ikke hvordan han kunne vide alt det, og lignede nok mest af alt et stort spørgsmålstegn. "De vil passe min hest for mig?" spurgte hun så dumt, fordi det lige var det mest konkrete hun kunne håndtere i alt dette der pludselig synes meget forvirrende. "Så hun kan løbe frit uden mig ovenpå." Det gav et eller andet sted god nok mening, det med at Amber skulle have lov til bare at løbe uden at nogen sad på hende, men Leonora havde aldrig tænkt den tanke før nu. "Hun kan måske løbe lidt nu?" spurgte hun dumt. Hvis de alligevel skulle stå og snakke kunne Amber da godt løbe rundt imens.

[Kamal Hashem]

Han lod sin hånd glide af Ambers mule og vendte sig mod Asifa. Med to klik fik han hende til at forstå at hun godt måtte løbe frit omkring igen, og stille og roligt travede hun væk ud på engen for at finde sig noget lækkert græs. Han vendte sig mod pigen igen. "Jeg vil ikke passe hesten. Det må du selv tage dig af. Men jeg vil være her så du kan fange hende ind igen når du skal have hende tilbage," sagde han bestemt. Hun skulle selv udvise ansvar for sin hest. Han tilbød hende blot en mulighed for at lade hendes Amber at løbe frit.

Han lavede en gestus hen mod lågen i gærdet, så hun kunne lede hesten ud i folden, og så hoppen kunne få saddel og seletøj af. "Heste er skabt til de store vidder, og båse i de her stalde i har her i Tortall er bare ikke meget plads for nogen der hører til på de åbne sletter," forklarede han, som han gik hen for at åbne lågen.

[Leonora af Legan]

"Fordi De er opdrætter og ikke stalddreng." konkluderede hun lidt i sjov med et smil på læben. Det havde faktisk været et lidt dumt spørgsmål fra hendes side. Hun kiggede derfor undskyldende på ham. "Jeg skal nok selv tage mig ad hende. Jeg ved dog ikke hvor meget hun vil løbe rundt, men lad os nu se." Hun tog fat om tøjlerne og førte Amber ind i folden, hvor hun klodset begyndte at tage seletøj og sadel af. Det tog lidt tid, da Leonora egentlig var vant til at have folk til den slags, men det ville hun ikke sige her.
Endelig var Amber fri og Leonora gav hende et klap og et kys på halsen. Hesten stod længe og kiggede på hende for den langsomt bevægede sig lidt væk, hele tiden kiggede den dog tilbage på Leonora. "Hun ser helt utryg ud ved det." lød det fra Leonora mens øjnene var fæstnet på hesten.

[Kamal Hashem]

Kamal gav hende straks en hånd som han så hvordan hun klodset fumlede med seletøjet og sadlen. Hun så heller ikke særlig stærk ud, så han hjalp hende naturligvis også med at få løftet sadlen af Ambers ryg og lagde den over gærdet. Mens han hjalp til nynnede han en lille bazhir-vise. Det plejede at berolige hestene, selv nogen af dem der aldrig havde været i nærheden af en bazhir.

Han stod og kiggede tålmodigt på hesten der ikke rigtig havde lyst til at flytte sig fra sin ejer. Det gjorde lidt ondt i hjertet på ham, fordi han så et dyr der var bange for at tage sin frihed når den bliver tilbudt. "Hun er ikke vant til så mange muligheder. Bare giv hende tid. Hun behøves ikke at løbe omkring, men bare mærke den mulige frihed," sagde han opmuntrende til pigen.

[Leonora af Legan]

Det gav et lille spjæt i hende, da et par mørkere hænder pludselig begyndte at hjælpe med seletøjet og helt overtog sadlen. Hun drejede hovedet og fik øjenkontakt med Kamal, et taknemmeligt lille smil viste sig på hendes læber og hun strøg en vildfaren hårtot om bag øret. "Tak" var alt hun sagde. Hun var på mange måder draget af denne mand, der stod sammen med hende. Hans rolige sind og væsen virkede meget smittende på ham. Særligt da han også begyndte at nynne. Det var ikke en sang hun kendte, men hun kunne lide den.

Da han så forklarede, hvorfor Amber ikke løb, kiggede hun først på ham og så på Amber. Hun gik tættere på hesten og lagde sin hånd på dens kind og hviskede den i øret. "Løb du bare, Jeg går inden steder. Mærk din frihed, han siger du har brug for den" Om Det var til at høre for opdrætteren, vidste hun ikke, men hun var også lidt ligeglad. så klappede hun Amber ned over halsen og kiggede på Kamal igen. "De lyder til at forstå heste meget godt" Hun smilede og lagde mærke til at Amber tog et forsigtigt skridt frem og så et mere, Hun holdt sig dog fortsat tæt på Leonora.

[Kamal Hashem]

Han stod og kiggede tålmodigt mod hoppen. Hun skulle bare have lov til at ånde. De åbne vidder ville nok altid være skræmmende for en der aldrig havde set hvor stor verden egentlig var. Gad vide om nogle af de mennesker i Corus aldrig havde været udenfor bymuren. Han ville blive vanvittig hvis han ikke ville kunne få lov til at se mere end blot indersiden af en by. Han havde brug for plads, og meget af det. En bazhir kunne ikke låses inde i et lille rum særlig længe af gangen.

Han lod hoppen være sig selv og vendte sin opmærksomhed mod pigen. "Vi vokser op med hestene. Jeg har fra en ung alder vidst at det ville være min opgave at tage mig af min stammes heste. Bazhirer skal forstå heste. Det er deres skyld vi bebor Barzuns sande og kan vandre fra oase til oase. Uden dem ville bazhirerne ikke eksistere."