Efterårssol

[Robin Tømrer]

Idina Jernstøber

Efter flere dages stormende uvejr havde solen fundet vej til Corus og lyste skarpt ned over byen. Små perler af morgendug lå overalt, og luften var kølig og klar. Det kunne bestemt mærkes, at sommeren var ovre, og at efteråret lå lige efter.

Robin sad på en bunke med hukket brænde udenfor og betragtede omgivelserne omkring sig. Han behøvede ikke at begynde at arbejde før lidt senere, så nu tog han chancen og nød det milde vejr, han bestemt havde savnet, efter de mange dage med blæst.

[Idina Jernstøber]

Idina havde brugt nogle ekstra timer af sin sparsomme fritid, på at passe Erik og Filippas søn den uge der var gået. Erik havde været i Caynn nogle dage for sin far, tømrermesteren og da det faldt sammen med nogle ekstra timer Filippa måtte tage på skolen, var der brug for de ekstra hænder. Idina havde intet imod det, tværtimod. Ud over at hun tjente lidt at lægge til side, holdt hun også utroligt meget af lille Vidar.

Mens han sov middagssøvn, havde hun forberedt hans frokost - og sin egen. De timer i skolen hun mistede, indhentede hun om aftenen, enten derhjemme eller sammen med Filippa. Hun slog døren op ud til den store går, der forbandt tømrermesterens hus, værkstedet og hans sønners huse og holdt en hånd op mod panden, mens hun missede mod det skarpe sollys. Det varmede, selvom luften var efterårskølig og fik hende til at trække det uldne sjal tættere om skuldrene, da hun gik hen til den overdækkede kurv, for Vidar, godt pakket ind, var begyndt at pludre utålmodigt.

Hun tog ham op og tyssede beroligende til ham, for hvilket hun fik et pludrende smil tilbage. Det fik hende selv til at smile, før hun blev opmærksom på, at hun ikke var alene i gården. Det var man dog sjældent, men det var mest fordi nogle af tømrerne arbejdede eller bare gik igennem. Hun sendte et forsigtigt smil til den rødhårede svend der sad ovre foran værkstedet, og måtte så vende sin opmærksomhed mod Vidar igen, da han fik fat i en tot af hendes hår, og trak til som kun børn kan gøre det.

[Robin Tømrer]

Robins blik var faldet til jorden, opslugt af sine egne tanker, da døren fra huset gik op. Han så op, og de grønne øjne faldt på Filippas brunhårede elev. Han betragtede hende i stilhed, som hun tog barnet op i sine arme, men han var ikke forberedt på, at hun ville se i hans retning.

Det var åbenlyst, at han siddet og kigget på hende, og en kraftig rødmen steg op i hans kinder. Han smilede høfligt tilbage og drejede derefter ansigtet igen. Vinden var kold mod hans varme kinder, og han rettede formålsløst på sin skjortekrave. Stille som en mus blev han siddende uden at røre sig ud af flækken.

[Idina Jernstøber]

Hun var ikke helt forberedt på, at blive betragtet. Derfor tøvede hun også et sekund eller to, før hun anerkendte hans tilstedeværelse. Den var svær at ignorere nu hun først var blevet opmærksom på han var der, også selvom hun blev optaget af at filtre Vidars lille, stærke næve ud af sit hår "Giv slip, din lille bandit." formanede hun muntert, og skar ansigt, da drengen i stedet begyndte at fægte med begge de tykke arme, uden at give slip "Du er en lille trold, er du.. ligesom din far siger." drillede hun, fik endelig håret ud af hans hånd og flyttede ham over på hoften, så hun kunne nøjes med at have den ene arm omkring ham. Med den nu frie rakte hun ud efter kurven der havde stået på et solidt bord op ad muren - og slap et frustreret udbrud, da hun Vidar sprællede og hun i stedet måtte se kurven vælte ned på stenene fordi hun ikke fik ordentligt fat i den.

[Robin Tømrer]

Robin undgik at se i hendes retning igen, indtil hun kom med et frustreret udbrud. Forsigtigt løftede han blikket og bemærkede kurven, der var faldet til jorden. Han tøvede et øjeblik, før en lille stemme fortalte ham, at han selvfølgelig skulle hjælpe den unge kvinde.

Der var ikke langt fra jorden til Tømrerens fødder forneden af de lange ben, og snart var han også ovre ved den anden og samlede kurven op i sine hænder. Han rakte den til hende. "Det var, øh ... det var ikke min mening at stirre før," undskyldte han, og hans kinder antog en rosa farve, da deres blikke mødtes.

[Idina Jernstøber]

Det var ikke verdens undergang at kurven væltede på jorden, snarere en smule overmod fra hendes side, fordi hun havde troet hun kunne spare sig for at gå to gange, for at få kurven med ind igen.

Nu lå den dog på jorden og det svære var, at få den op med en etårig på hoften. Hun var gået halvt i hug, eller prøvede på det, da et par andre hænder kom ind i hendes synsfelt, tog kurven og løftede den fra stenene. Hun så lidt betuttet op og mødte den rødhårede tømrers blik, blinkede overrasket og rettede sig op så brat, at Vidar udtrykte sin utilfredshed ganske tydeligt. Hun tyssede på ham og rystede på hovedet på én gang, mens hun mærkede varmen skyde op i sine kinder "Tak.. det gør ikke noget." svarede hun og smilede forsigtigt igen. Hun stod adskillige sekunder før det gik op for hende han stadig stod med kurven og med endnu mere varme i kinderne, skyndte hun sig at tage den.

[Robin Tømrer]

Den unge tømrer bemærkede næsten ikke, at hun ikke tog kurven med det samme. Han hjerte hamrede af nervøsitet, men et lille smil fandt vej til hans læber, da hun sagde, at det ikke gjorde noget. Kurven blev taget fra hans hænder, og de gled i bukselommerne. Han stod lidt.

"Du er Filippas elev, ikke?" spurgte han endelig, og de grønne øjne flakkede hen på Vidar. Han betragtede den lille lidt, før han tog mod til sig og mødte den andens øjne igen.

[Idina Jernstøber]

Hun kunne bare være gået ind i køkkenet igen, efter at have fået kurven under den frie arm, men det føltes en smule uhøfligt og derfor blev hun stående, uden egentlig at vide hvad hun skulle sige. Vidar var igen optaget af hendes hår. Nu trak han dog ikke i det, men var i stedet i gang med at proppe spidsen af en hårlok i munden.

Idina lagde ikke mærke til det, eller i hvert fald var hendes opmærksomhed på tømreren i stedet da hun tøvende nikkede "Jo.." bekræftede hun og blikket flakkede let da det blev mødt af tømrerens "Ina.. eller.. Idina, men alle kalder mig Ina, eller, næsten alle.. dem der kender.. mig.." hun gik lidt i stå da hun blev klar over hvor meget hun plaprede og hvor absolut ligegyldigt det måtte være for ham. Varmen meldte sig igen i hendes kinder og blikket flakkede igen.

[Robin Tømrer]

Robin trak lidt på smilebåndene. Han kunne godt lide at snakke med hende. "Jeg vil kalde dig Idina så," svarede han, før han tænkte sig om, og slog blikket i jorden. "Eller, øh..." Han snakkede, som om de skulle lære hinanden at kende. Ikke fordi han ville have noget imod det - langt fra - men hun kunne næppe være interesseret i én som ham.

Tømreren gravede lidt i jorden med den ene tåspids. "Men du har nok masser af se til," mumlede han og så forsigtigt op med det rødmende ansigt nedadvendt.

[Idina Jernstøber]

Hun forsøgte at ignorere, at både barn og kurv var en smule anstrengende at så med i længden. Hun kunne dog ikke lade være, at smile over hans ubeslutsomhed, selvom hun prøvede at tvinge selvsamme smil i sig selv, ved at lukke tænderne let omkring sin underlæbe mens hun nikkede "Ikke så meget..." begyndte hun og skulle lige tage mod til sig, før hun fortsatte "Hvad skal jeg kalde dig?" hun hankede lidt op i Vidar for at få bedre fat under ham, men heldigvis var drengen tilfreds for nu, med at bruge en lok af hendes hår, som sut. Der var så mange tilknyttet værkstedet (det virkede i hvert fald sådan når man ikke var vant til det) og hun kunne langtfra navnene på dem alle sammen.