Jeg er hverken en prinsesse eller en skrivebordsridder!

[Taran af Bugtvig]

Kamal Hashem

Taran var godt sur over at ingen virkede til at tage ham alvorligt for tiden. Bare fordi der var en lille ting, man havde svært ved blev man straks kaldt en prinsesse, men han skulle vise dem alle sammen skulle han!

Han havde gået rundt i byen i noget tid nu med hånden tæt på sin kniv, i håb om at finde nogle forbrydelser han kunne gøre noget ved. Det var et blæsende vejr og han var efterhånden kold, men han ville ikke gå tilbage. Ikke før han havde bevist at han var en rigtig ridder.

Efter at have gået rundt i lang tid kom han til Galopdistriktet og uden for Tågelygten så han en person som så noget anderledes ud. Han virkede mistænkelig, sådan som han sneg sig omkring. "HEI!" Råbte Taran og holdte blikket stift på manden. "Forsvind. Du har ikke noget at gøre her!" Han var klar til hvis manden blev farlig, men han ville ikke bare se til hvis nu manden var på vej ind for at lette en masse lommer.

[Kamal Hashem]

Det havde været en lang dag som sædvanlig. Hestene var godt nok ganske velpassede, selvom han havde frygtet det værste, og lige så stille var han ved at vænne sig til de andre staldkarle. Han skulle stadigvæk arbejde meget for sin respekt hos de forbandede tortallanere, selvom de efterhånden så at han var ganske habil med heste. Det frustrerede ham dog hvordan nogle af ridderen behandlede deres heste. Ikke dårligt, bare - upersonligt. Som om det blot var en genstand for deres succes. Ikke som de levende og tænkende væsner, som fortjente respekt, som de var. Han havde mest af alt lyst til nogen gange bare slå dem hårdt i ansigtet, men som han forstod så ville det være at vanære dem. Og så var der noget med at bazhirer blev generelt anset for at være lavere rang end dem. Noget med nogle titler som bazhirer ikke havde. Smålige røvhuller. Bazhirer var mindst lige så gode krigere som dem, men fordi noget med ens navn, så var de mindre værd.

Han var steget af Asifa da han var nået frem til Tågelygten. Et sted som han havde fundet ud af solgte en ret delikat lun æblevin. En af de få måder han havde fundet ud af at holde varmen i dette pokkers kolde land. Ørkennætterne kunne være kolde, men her var selv dagene kolde! Og de sagde det ville blive endnu koldere! Intet under at tortallanere kunne være sådan nogle røvhuller med al den kulde til at fryse deres hjerter.
Han skulle lige til at gå ind i den varme krostue som han trak kraven tættere op om ørerne, som en skinger drengestemme nåede ham. Han vendte sig langsomt rundt for at se hvem der havde den frækhed at tiltale ham på den måde. Han kiggede på den lille møgunge. Hvilken frækhed! Havde hans forældre ikke opdraget knægten ordentlig! Han gik op til knægten med langsomme skridt og hans øjne stirrede koldt på ham. "Pas du hellere på knægt. Ingen slipper godt fra at fornærme mig." Hans fællesøstlig bar klangen fra Barzun, så man ville hvert fald ikke være i tvivl om at han ikke var helt hjemhørende i Corus.

[Taran af Bugtvig]

Taran pustede sig op, han var hvert fald ikke bange for en underlig mand med mærkelig accent. Han kiggede på manden fra top til tå. "forlad området. Jeg så godt hvordan du listede omkring her. Du skal ikke stjæle fra fine folk." han kiggede over på hesten, da den hvinskede. "har du også stjålet den?!" lød det modigt fra ham. Det her var lige en sag for en ridder fortalte Taran sig selv.

[Kamal Hashem]

Så det var det knægten troede han var! Han kunne mærke hvordan blodet steg ham til hovedet. Han blev ildrød i hovedet af vrede. Han bed tænderne hårdt sammen og knyttede sine næver så knoerne blev hvide. Han havde aller mest lyst til at slå snuden ind på den uvorne møgunge der bildte sig ind at han bare kunne gå op til hvem som helst og fornærme dem. Men en ting var at fornærme ham. En anden ting var at han fornærmede Asifa! Den! Han var ved at eksplodere af raseri! Med en hurtig bevægelse greb han ud efter knægtens krave i håb om at få fat i den og løfte ham lidt op i den så han kun lige kunne nå jorden med tæerne. "Var din tunge! Asifa er langt mere værd end dit sølle liv, din lille şeytan!" Hvis han havde fået fat i ham, så ville han slippe ham med et lille skub væk fra sig og begynde at gå fra knægten igen. Han tænkte hvad man ville gøre ved sådan en møgunge tilbage i ørkenen. Han skulle være glad for at han ikke var Vindspringer, fordi så havde Kamal udnyttet sin plads i stammen til at straffe knægten.

[Taran af Bugtvig]

Manden kom tættere på, men Taran blev stående. "jeg er ikke bange for en som dig!" Taran var klar til at give den hele armen og mere til. Han hævede sin knyttede næver klar til at slå hvis det blev nødvendigt.

Hvis ikke Taran havde været blændet af de navne han var blevet kaldt og helt kold og træt af vejret, ville det måske være godt op for ham at det han havde gang i var dummere end almindelig dumt, men i aften virkede det som om han var ude på at rede verden.

"forsvind. Jeg advare dig. Du har intet at gøre her og jeg er her for at opretholde freden!" Taran trippede lidt af irritation. Men han vidste heller ikke helt hvad han skulle gøre.

[Kamal Hashem]

Han vendte sig rundt mod møgungen igen. Han havde nogen nosser, det ville han give møgungen, men de nosser ville få ham dræbt en dag. Hans blik var stadig iskoldt som månelyset. Han var ved at få kontrol over vreden. Knægten var ikke mere en to lorte høj og en splejs. Han havde tydeligvis fået et eller andet helte kompleks som gjorde at han skulle genere folk. Og selvfølgelig havde knægten valgt en bazhir. Tortallanere skulle selvfølgelig skyde skylden på deres gamle fjender. "Hvad med du forsvinder og finder tilbage til din mor hvor du faktisk gør nogen nytte, korkak." Han spyttede det sidste næsten efter knægten. Et meget nedværdigende skældsord, men han regnede ikke med knægten forstod det. Ud over kongen havde han ikke mødt en eneste tortallaner der forstod så meget som et kvæk bazhirsk og knægten ville sikkert ikke være en undtagelse.

[Taran af Bugtvig]

Taran var blind af sit eget påtaget heltemod og var ikke rigtig til at snakke fornuft med. Alt han opfangede var en mistænktelig mand, som nu også kaldte ham underlige ting. "Hvad kaldte du mig?!" Han så på manden uforstående fra hvad ordet Korkak betød.
Han satte demonstrativt den ene fod i jorden. "Jeg går ingen steder før jeg ved byen er sikker, fra sådan nogen som dig."
Taran var overbevist om at manden her var en tyv og kun var i området for at stjæle penge fra kroens gæster. Det måtte stoppes!

[Kamal Hashem]

Han havde lige besluttet sig for at ignorere den lille møgunge. Den bjæffede langt mere end den sikkert kunne holde. Det var på ingen måde ærebart at slå på et barn der troede at han kunne udrette noget. Men af en eller anden grund så formåede knægten virkelig bare at gå ham på nerverne og sætte hans pis i kog. Folk som ham! Hvad havde den knægt imod bazhirer! Han kiggede ondt på knægten som han knyttede sine næver. "Så du vil beskytte alle mod Barzuns horder? Dit hjerte vil synke når du ser vores krigere. Utallige som ørkenens sand og drabelige som middagssolens stråler. Sådan en korkak som dig vil blive trampet under vore gangeres hove. Så hold din kæft hvis du er glad for din beskidte tunge!" Han var virkelig ved at få nok af den møgunge. Han burde få en ordentlig røffel for sin uopdragenhed.

[Taran af Bugtvig]

Taran hævede et uforstående øjenbryn. Han forstod ikke hvad manden sagde. "en hvad for en?" Han forstod ikke rigtig hvad det var for noget med et hjerte der skulle synke og noget sand og ørken.
Taran knyttede hænderne hårdere i. "Fortæl mig så hvad en Korkak er?!" Manden truede han men Taran var ikke bange, Det prøvede han da hvert fald at overbevise sig selv om. Han stirrede vredt på manden der var mere end et hoved højere end Taran selv var.

[Kamal Hashem]

Han havde en gang for alle fået nok af møgungen. Han fortjente en lærestreg for sin frækhed. Han havde givet knægten rigelig mulighed til at gå sin vej, men nej han skulle stå der og spille smart. Han skulle nok få tværet hans kækhed i mudderet.
Med en pludselig fejende bevægelse med benet prøvede han at sparke knægtens ben væk under ham, så han ville lande på ryggen. Knægten så ikke tung ud, og han var vant til at tage benene på et løbsk føl, så sådan en spirrevip burde være intet problem. Hvis han formåede at fælde knægten ville han sætte en fod i brystet på ham så han kunne kontrollere ham med foden og så han blev liggende.

[Taran af Bugtvig]

Manden sparkede ud efter ham, men Taran var hurtig og let til bens, så han hoppede for at undgå sparket. Hurtigt nærmere han sig den nu voldelige mand og var meget opmærksom på selv den mindste bevægelse. Manden foran ham, blev målt og vejet et øjeblik, før Taran valgte a forsøge at støde ind i ham med skulderen først. Han ville ikke tabe til denne mand.

[Kamal Hashem]

Han blev overrasket over knægtens hurtighed, men ikke mere end han kunne nå at fatte sig hurtigt. Når man var vant til at arbejde med vilde og balstyriske heste så skulle man tænke hurtigt, på grund af deres uforudsigelighed. Knægten var dog langt nemmere at læse end hestene nogen gange var, så han nåede at spænde op i sine muskler for at tage imod stødet fra knægten uden at vakle. Det var nogen gange den bedste måde at stoppe et løbsk føl på. Stille sig i vejen og tage imod stødet. Føllene var tungere og stærkere end knægten da de ofte var bange og det gjorde dem overraskende stærke. Knægten her var bare kæk. Stort set samtidig som stødet fra knægten ramte ham, greb han efter knægtens skulder med et jerngreb der var vant til at holde på tøjler fra stejlende heste. Nøglebenet ville være nemt for ham for at holde fast i knægten, og fingrene ville lukke sig om ham og han ville kunne presse de rigtige steder for at holde møgungen under kontrol.

[Taran af Bugtvig]

Det virkede ellers til at gå fint, og Taran var sikker på at han havde det hele under kontrol, men nej. SNart fik manden fat om hans skulder i et fast greb. Det gjorde ondt, men Taran ville ikke klage sig, han var Ikke en lille prinsesse.
Han vred og drejede sig for at slippe fri, men manden havde godt fat, så det var ikke så lige til. Taran begyndte at føle sig overmandet, men nægtede alligevel at give op. De skulle ikke tro han ikke duede til noget. Han var en Bugtvig, og han ville blive en god ridder! Han forsøgte af alle kræfter at slå en knytnæve i maven på manden. Den ramte også, men det var ikke til at se hvor meget skade det gjorde.

[Kamal Hashem]

Slaget kom ikke uforventet, men det sad alligevel ret godt. Ikke godt nok til at Kamal slap sit greb, men der kom et kort støn og en enkelt trækning i ansigtet. Den smule smerte slaget gav gjorde Kamal blot endnu mere rasende og han klemte til med sin fingre, ind mellem knoglerne hvor han vidste at et meget følsomt punkt sad. "Nu stopper du knægt!", sagde han og greb med den anden hånd om hans strube. Han klemte ikke om struben for at tvinge luften ud af ham, men løftede ham op i kæben så han ikke kunne nå jorden og lukkede med sit jerngreb omkring halsen. Knægten ville nok kunne fornemme at han godt kunne lukke til for luften hvis han ville. "Hvad regner du med at du får ud af at fornærme mig?! Jeg bliver i Corus selvom du synes at bazhirer ikke hører til her. Jeg ved ikke hvordan man her gør med folk der fornærmer jeres konges mænd!", hvæsede han af knægten som han stirrede ind i øjnene med et lynende blik.

[Taran af Bugtvig]

Det gjorde ond som manden tog ved, og Taran sprællede vildt med benene. Det gjorde dog kun det hele værre. Han ville ned og han ville hjem. Han var bange og havde fået nok af ridderlivet for det næste lange stykke tid. Hans øjne var begyndt at svie, men han nægtede at græde. "Bazh... det har ikke-troende noget med sagen at gøre. Jeg så dig luske omkring" han havde læst om de der bazhire engang i forbindelse med noget om løvinden. Han kunne dog ikke huske det nu.
Han stirrede ondt på manden, så ondt en 12 årig nu kan. "påstår du at du skulle være Kongens mand?!" Taran håbede inderligt at det var løgn.