Ingen prægtige hingste her

[Teodorie af Nørland]

Christian af Vårfos

Det var en kold dag og det havde regnet mere end en gang. Ikke de mest optimale forhold for en væbner, der skulle bevise sine evner udi overlevelse. Teo levede dog stadig under oilskinsfrakken, som dryppede af vand, men det var sværere at se under hætten og da hun hørte puslen i trækronerne, måtte hun slå den tilbage for at sigte ordentligt.

Hun fik dog ram på ikke blot en, men to fuldfede duer, som kunne ristes over et sagte bål. Selvfølgelig var det også hendes opgave at få det bål startet med hvad der var af brænde, som ikke var drivvådt. Ikke meget - var det åbenlyse svar. Hun slavede dog løs uden at brokke sig og kom tilbage til det lille, knitrende bål, slæbende på en stor knortel, der kunne tørre i varmen fra hvad der allerede var gang i. Hun var udmattet, som hendes blik faldt på Hertugen efter instrukser. Normalt ville hun have spurgt til hendes næste opgave, men hun var simpelthen for træt til helt at kunne formulere en sætning. I det mindste var regnen ophørt.

[Christian af Vårfos]

Som en ridder, der havde oplevet at kæmpe i al slags vejr under krigen mod Maren, sad Christian ved det lille bål, som hans væbner havde lavet. Selvom de ganske få hundrede meter bag dem, kunne gå indenfor og nyde Paladsets tørvejr, var det vigtigt for ham at forberede Teodorie på de ture, som de skulle ud på i Vårfos. Han havde i hvert fald ikke tænkt sig at sidde indenfor hele tiden. En rigtig Vårfos var udendørsmenneske, det havde hans far altid sagt.

Han så brummende op, da Teodorie kom tilbage med de to duer, som hun havde skudt. Han tog dem, og inspicerede, hvor hun havde skudt dem. "Du er ved at lære det," kommenterede han. Hun havde næsten ramt dem i øjnene, akkurat som han havde lært hende. "Find et langt stykke bark, så kan vi flå dem, uden at de skal ligge på jorden." Han havde trods alt ikke lyst til, at spise jordbefængt due, uanset hvor sulten han var.

[Teodorie af Nørland]

Teo var ikke ved at drætte om af træthed, men hun var til gengæld lidt følelsesløs i tæerne og mere end komfortabel med blot at tage imod ordrer uden at behøve at tænke for meget. Hun svarede med et simpelt "Ja, Sir," før hun vendte rundt og gik på jagt efter et træ hun kunne skrælle barken af.

Det varede ikke længe, før hun var tilbage med to stykker; et til Hertugen og et til sig selv. Havde hun været en tjener og ikke en væbner, så ville hun have stået for det hele. Det ville hun uanset nok have klaret. Hun satte sig i hvert fald forsigtigt ned og var ret lidt tøvende i forhold til processen med at flå en due. Hendes første jagt havde været da hun var fem år.

[Christian af Vårfos]

Mens Theodore hentede bark til dem, sørgede Christian for at fjerne det mest overfladiske møg fra duerne. Da hun kom tilbage, nikkede han og tog imod et barkstykke. Han rakte den ene due over til hende, og begyndte selv at plukke den anden. Det var øvede fingre, der tydeligvis havde gjort det før, som arbejdede sig igennem fjerpragten. Til sidst lignede jorden omkring dem indmaden af en ødelagt pude.

"Er du færdig?" Spurgte han og så hen på hende. "For så kan vi få dem op og hænge på bålet." Sulten og kulden var begyndt at gnave i ham. Og det samme måtte gælde den lyshårede væbner.

[Teodorie af Nørland]

Teo fik hurtigt bugt med duens fjerpragt, fik knækket et par knogler og stak temmelig køligt også to fingre op og fik fat i indmaden. Der var ikke meget kød på den lille størrelse, men der var brød i tasken ved siden af hende og hun regnede ikke med at gå sulten fra bålet.

Ved hertugens spørgsmål så hun op, med blodige fingre og et svagt, nærmest skævt smil. "Ja, Sir," faldt det nærmest instinktivt. "Jeg tog et par grene med til at bruge som pæle." Hun kom på benene og fandt de to, gennemvåde stykker med træ, der var alt for friske til at være godt brænde, men til gengæld glimrende som spyd.

[Christian af Vårfos]

Han nikkede anerkendende, da hun havde været fremsynet og taget spyd med til dem begge to. Han lod hende tage over, og så til at hun gjorde det rigtigt, mens hun hængte begge duer op på bålet. Hvis det ikke havde regnet, kunne turen have været betragtet som hyggelig. Men våd og kold var langt mere beskrivende.

"Når vi kommer til Vårfos, bliver det nogenlunde dette vejr vi kommer til at være ude i," fortalte han. Det regnede meget i Vårfos. Længere nordpå tog kulden og blæsten langt mere til. Men regnvejret var næsten konstant i Christians len.

[Teodorie af Nørland]

Teo var effektiv i sin opsætning af de to duer, så de hang tæt på bålet, men ikke så tæt at ilden tog ved træet. Da hertugen talte igen, var hun næsten færdig og vendte ansigtet imod ham med et interesseret blik. Det regnede godt nok ikke lige i dette sekund, men hun kunne tænke sig til hvad der blev ment.

"Fantastisk, Sir," svarede hun, ikke så meget sarkastisk som med tør humor. "Det har også været alt for varmt og tørt hele sommeren."

[Christian af Vårfos]

Han brummede underholdt af hendes halvtørre svar. "Så længe det blot er sommeren, og ikke hele året," kommenterede han. Christian ville ikke kunne holde den form for vejr ud i ret mange måneder ad gangen. "Tror du, at din pony kan klare det våde marskland i Vårfos?" Det ville være ganske kritisk, hvis den ikke kunne. De skulle helst ride ud i marsken hver dag, og se til kvæget sammen med de andre vagter.

[Teodorie af Nørland]

En munter lyd forlod Teo som reaktion på hendes ridderherres tørre konstatering og hun dukkede hovedet lidt og fik surret den sidste del garn fast, der holdt på duen, før hun hev et stykke klud op fra sin bæltetaske og rensede fingrene nøje.

Hendes blik vendte dog tilbage til hertugen ved spørgsmålet, der i et øjeblik efterlod hende med begge bryn hævet i et overrasket udtryk. Hendes hest var af solid støbning, ikke meget anderledes end de fleste og selvom hun var den første til at kritisere bæstet, så var hun også den første til at forsvare hende. "Julle har klaret alle stroppeture og prøvelser indtil videre, Sir. Jeg har ingen grund til at tro, at hun ikke skulle kunne klare Vårfos."

[Christian af Vårfos]

Han brummede ved hendes svar. "Godt," sagde han og lænede sig tilbage mod et træ, der stod bag den træstamme, han havde sat sig på, inden Teodorie gik ud for at finde deres aftensmad. "Men du må sige til, så hvis hun ikke kan. Ude i sumpene kan både hest og pony brække et ben." Han vidste af bitter erfaring, at der ikke var noget at gøre for dyret bagefter.

[Teodorie af Nørland]

Tanken om Julle med et brækket ben eller forsvundet i en sump gjorde Teo helt ilde til mode, men hun rystede det af sig. Det hjalp intet at blive emotionel over - hoppen havde det glimrende få meter fra dem, hvor hun var bundet til et træ umiddelbart ved siden af hertugens hest.

"Ja, Sir," svarede hun, lidt forsinket, da hun indså at hun ikke havde sagt noget. Hun havde efterhånden så rene fingre som hun kunne få og sank selv ned på træstammen og gav sig til at rode i saddeltasken efter den resterende mad, et par simple trætallerkner og den lille pose med salt. "Kommer vi til at tilbringe meget tid udenfor i Vårfos? Der må være et væld af papirarbejde der venter, efter at De har været væk?" Og et ægteskab at konsolidere, men dét havde hun ingen planer om at nævne. De få måneder som hertugens væbner havde allerede lært hende, at man helst skulle undgå at bringe prinsessen op.

[Christian af Vårfos]

Christian ventede, så tålmodigt det var muligt for ham, på Teodories svar. Men det varede et par øjeblikke inden det kom. Da det skete, kom et af de velkendte nik fra ham, der bekendtgjorde, at den del af samtalen var slut. Ved hendes næste spørgsmål sukkede han lavmælt. "Vi kommer til at være så meget udenfor, som det overhovedet er muligt," svarede han roligt. Bare tanken om at skulle bo på slottet kun med Teodorie og det forkælede pigebarn han havde været nødt til at forlove sig med, gav ham grå hår. "Rejsen til Vårfos er mest for at vise Prinsesse Catalina slottet og befolkningen." Den havde altså været planlagt flere måneder før Teodorie blev hans væbner.

[Teodorie af Nørland]

Det var ikke Teos opgave at kommentere på rejseplanerne så længe hun ikke blev spurgt, men hun kunne ikke lade være med at smile over fremtidsudsigterne alligevel, imens hun fandt grej frem fra tasken.

Da hertugen nævnte sin forlovede, skævede hun hurtigt op og fik munden på gled, for at få samtalen så langt væk fra prinsessen som muligt. Umiddelbart en kvik beslutning efter hendes egen mening.

"Hvor længe bliver vi der? I Vårfos, mener jeg, Sir."

[Christian af Vårfos]

Christian brummede lavmælt, mens hans væbner sørgede for diverse ting og sager, mens han slappede så meget af han kunne foran bålet. Til hendes spørgsmål trak han let på skuldrene. "Nok ikke længere end et par måneder i første omgang. Heldigvis er turen derop til hest ikke en uoverkommelig rejse, så i løbet af sommeren burde vi komme derop igen," svarede han, og tænkte på da han havde været der i foråret. Det var flere måneder siden efterhånden.

[Teodorie af Nørland]

Teo placerede trætallerknerne på jorden og undlod at forsøge at balancere dem på træstammen. Hun tilføjede to solide stykker brød på hver og hældte helt forsigtigt salt op ved siden af, imens hertugen talte. "Jeg glæder mig til at se Vårfos, Sir," bemærkede hun, langsomt lidt mere afslappet, som det oftest skete, når hun ikke havde travlt med at bevise sig selv.

"Er De ked af ikke at være der oftere? Min fader er næsten aldrig i Corus og på ham lyder det altid som om det er ren pligt, når han må til hovedstaden."