Fortidens fordele

[Baird af Bugtvig]

Adrian af Dunlath

Hvad var et stille glas vin med en tidligere ven på Kronhjorten? Blot en spadseretur ned langs mindernes vej. Baird havde i hvert fald ingen andre reelle intentioner, da han stødte på Adrian af Dunlath på den fornemme kro og insisterede på, at de delte et glas, før de begge måtte videre. Det var længe siden de havde talt sammen og kun nogen nyheder spredte sig hurtigt i hovedstaden. De overfladiske.

"Jeg tror ikke engang jeg har ønsket dig tillykke med dine børn, Adrian," konstaterede han, nærmest lidt chokeret selv. "Hvordan har de det? Hvordan har du det?"

Vinen ankom i tide til, at akkompagnere svaret fra den lyshårede magiker og Baird betragtede ham med reel interesse.

[Adrian af Dunlath]

At møde adelige var jo ikke overraskende som sådan, når man nu begik sig i hoffets cirkler. Adrian havde dog alligevel ikke forventet at støde på Baird af alle folk, da han var på vej hjem fra universitetet. Han burde nok skynde sig hjem, men han havde ikke set manden længe, så hvad kunne det skade lige at tage et glas eller to?
De satte sig ind på kroen, og Adrian sukkede tungt ved spørgsmålet. Hvornår var han blevet så voksen, at sådanne spørgsmål var aktuelle for hans liv? ”Tak, tak.” Det var vel noget, man burde blive lykønsket for. ”Så vidt jeg ved, har de det glimrende. De holder i hvert fald gang i ammen, og Julia kan sidde og stirre på dem i flere timer, imens de sover.” Han smilede opgivende ved tanken og snart gik det fra opgivende til træt. ”Det går nogenlunde.”
Han tav kort for at drikke af sit glas, da det blev sat foran ham. ”Jeg ved ikke ... Det er nogle store omvæltninger. Pludselig er man gift og har børn ... ” Han gøs ved tanken, selvom han jo egentlig var glad for at bruge sit liv med Julia og børnene. Det var bare så langt fra, hvordan han oprindeligt havde set sig selv, at han ikke helt kunne forene sig med det.

[Baird af Bugtvig]

Der gik forfriskende kort tid fra de mere ligegyldige svar til noget væsentligt mere reelt. Bairds skuldre faldt en anelse og han tog den første tår af sit bæger med vin, imens han betragtede Adrian alvorligt, men med et lille smil hvilende i sine mundvige.

"Jeg kender følelsen bedre end du aner," bemærkede han. Han tog en enkelt, dyb indånding og lænede sig lidt tilbage i stolen. "Når vi begår dumheder må vi tage ansvar for dem. Men det betyder ikke, at vi behøver at opgive alt fra før..."

[Adrian af Dunlath]

”I det mindste har du huset for dig selv nu. Hjemme hos os er der folk og børn over alt – Rupert har jo også allerede produceret to unger. Og de arbejder på nummer tre!” Han gøs ved tanken. ”Om jeg fatter hvorfor de tør. Jeg tror aldrig, at jeg har været så bange, som da Julia skulle føde.” Det var en skræk, som han og Julia var enige om aldrig at gentage. De havde to børn nu, og det var mere end rigeligt. Ved Bairds bemærkning grinede han lidt. ”Nej, det er selvfølgelige sandt. Julia og jeg har nået et form for kompromis på den front.”

[Baird af Bugtvig]

Bairds mundvige sitrede lidt, før han trak på skuldrene. Det var en fordel. Hans interesse blev dog vakt mere af Adrians afsluttende bemærkning end af egne tanker om privatliv.

"... Et kompromis?" Et af de mørke øjenbryn skød lidt op og han fugtede læberne, før han tog endnu en tår af bægeret. "Hvilken slags kompromis?"

[Adrian af Dunlath]

Et skævt smil brød frem ved Bairds nysgerrige tone. ”Tja ...” Han drak igen og brugte samtidig muligheden til lige at se sig omkring for eventuelle lyttende ører. Der var dog ikke nogen i deres umiddelbare nærhed, så det gik nok. ”Jeg holder mig fra andre kvinder end hende, og til gengælde kan jeg more mig på andre måder,” svarede han smilende.

[Baird af Bugtvig]

En munter lyd forlod den midlaldrende ridder, som ikke helt kunne lade være med at give den endnu unge mand et vurderende blik med på vejen, helt uintentionelt. Det var kun et bæger vin og han drak af sit igen.

"Sikke en aftale," drævede han muntert. "Det lyder præcis som den slags Margarry kunne have udtænkt, før vi begge blev langt mere fleksible i vores tankegang." Han vippede bægeret lidt i sin ene hånd. "En rummelig hustru du har fået dig der, Adrian. Så: Udnytter du det?"

[Adrian af Dunlath]

Adrian grinede og rystede på hovedet af ham. ”Så! Du skal ikke gøre nar af vores fine aftale,” erklærede han og lænede sig tilbage på sin plads. ”Selvfølgelig. Men min sædvanlige legekammerat er optaget af sin væbner.” Han himlede med øjnene ved tanken om Jamie, der havde vist sig ufatteligt lidt på det seneste. Når manden endelig havde tid, brugte han den på at træne den væbner, som han havde taget til sig. ”Hvad med dig? Får du stadig noget ud af ægteskabet, eller er I blevet for gamle?” spurgte han drillende.

[Baird af Bugtvig]

Bairds læber skiltes i et ulvesmil, som kun faldt lidt til ro igen over spørgsmålet, som til gengæld fik et fnys ud af ham.

"Ægteskabet?" Han trak på skuldrene, før han rystede på hovedet. "Passionen mellem ægtefolk dør ofte ud med tiden. Det sørgerlige forekommer, hvis parterne dernæst stædigt holder fast i, at ville dele seng." En tår vin mere røg ned. Han havde skam set til, at ingen overhørte dem. Det var en fornøjelse at tale frit. "Margarry og jeg har længe haft en god forståelse. Hun tjener sit land og sin konge og hun elsker hvem hun elsker. Jeg gør det samme."

Han tippede bægeret lidt fra side til side og så nysgerrigt på Adrian. "Har din hustru samme friheder som du?"

[Adrian af Dunlath]

Adrian rystede lidt på hovedet af holdningen. ”Hvad er nytten i at være gift, hvis man netop ikke deler seng,” sukkede han blot. Han regnede ikke med, at han og Julia ville få det problem. I hvert fald ikke lige foreløbigt. ”Ja, naturligvis. Det går ganske fint, selvom det vist tog lidt tilvænning for hende ...” Julia var jo slet ikke vant til at være sammen med andre end Adrian. ”Vi er ... skal vi sige ligesindede” forklarede han sigende for at indikere, at Julia delte Adrians præferencer for både mænd og kvinder. ”Hun har dog haft det svært med det. Jeg tror, hun mangler en ligesindet kvinde at tale med.”

[Baird af Bugtvig]

Bairds læber krøllede sig i et muntert smil, der varede hele vejen igennem Adrians gennemgang af sit ægteskab med Julia. Han drak i tavshed og betragtede den unge, ivrige mand, som tydeligvis ikke kunne forestille sig, at to ægtefolk kunne være venner, allierede, men ikke elskere. Nuvel - han havde ingen planer om at give sig til at forklare sit ægteskabs detaljer for yndlingen. I stedet fnøs han blot underholdt over betragtningen om ligesindede.

"Gør vi ikke alle det?" Et enkelt bryn hævede sig. "Jeg føler mig ofte omgivet af skindhellige individer, der ikke ville ane hvad de nogensinde skulle stille op i et lokale med fire nøgne mennesker. Der er sjældent man er sammen med ligesindede."

[Adrian af Dunlath]

Han grinede lidt ved Bairds ord. ”Ja, det er svært at finde den slags accepterende folk,” medgav han og tog endnu en slurk af sit glas. ”Nu er det heller ikke en situation, man ofte finder sig selv i – hvor tiltalende det ellers lyder.” Den slags fornøjelser var nok stadig et trin over, hvad han kunne introducere Julia til. ”Jeg har overvejet mulighederne for at holde en fest for folk som os ... men den idé involverede nu, at man havde tøj på,” grinede han.

[Baird af Bugtvig]

Baird smilede lidt over Adrians postulat om, at det hørte til sjældenhederne at være i selskab med fire nøgne mennesker. Han sagde intet til det, men hans ansigtsudtryk svarede rigeligt for ham, at det overhovedet ikke var nogen sjældenhed for den ældre ridder.

Til gengæld vakte forslaget om en fest tydelig interesse og begge, mørke bryn skød op. "Virkelig?" Han lænede sig lidt frem i instinktiv fascination og nikkede imod den lyshårede junker. "Fotæl mere?"

[Adrian af Dunlath]

Adrian var ganske tilfreds med pludselig at have Bairds fulde opmærksomhed, så han gav sig god tid til lige at drikke lidt mere, før han forklarede sig: ”Tja, ville det ikke være rart med en festlighed, hvor man kunne være sig selv uden at bekymre sig om andres reaktion? Hvis alle tilstedeværende var som os, ville man kunne begå sig mere frit.” Måske kunne man etablere et helt lille netværk af bekendte på den måde.

[Baird af Bugtvig]

Tørre læber blev fugtet og lyse øjne glimtede lidt, som Adrian bredte sin plan en anelse mere ud - men ikke nær nok til at stille appetitten. Baird nikkede langsomt og trak sig en smule tilbage fra sin ellers fremlænede position.

"... Måske et maskebal? Det emmer allerede af mystik."