Fremmede i natten [R]

[Estelle Slagter]

Mattis Jernstøber

Natten var for længst faldet på. Og Estelle bevægede sig rundt i Nedre By, akkurat som hun plejede at gøre. Hun havde været på arbejde til sent. Hendes overarme værkede, fødderne var ømme og hun var generelt træt i hele sin krop. Det havde været en hård opgave, som hun var den eneste, der kunne varetage.

Hun havde trukket hætten over hovedet, og tæt op omkring ørerne, så hun kunne holde blæsten og kulden ude, der kom med det buldrende tordenvejr. Det larmede så meget, at hun ikke hørte skridtene bag sig.

Først da det var for sent, opdagede hun sine efterfølgere. Men før hun nåede at reagere, mærkede hun et hårdt slag i sit baghovede, og faldt om på jorden.

[Mattis Jernstøber]

Mattis var med tunge skridt på vej væk fra Tågelygten, hvor han havde siddet med et krus øl i den lune krostue. Blæsten var bidende, og det var med et dybt grynt, at Jernstøberen svøb kappen tættere om sine brede skuldre. Der var langt mindre aktivitet på gaderne end normalt, så de mørke øjne fandt hurtigt de to mænd, der stod foroverbøjet noget på jorden, som Jernstøberen ikke kunne se, hvad var, fra hvor han stod.

En rynke fandt vej mellem de mørke øjenbryn, men han havde ingen intention om at blande sig. Indtil han kunne se, hvad de stod bøjet over. "Hey!" Den dybe stemme rungede over tordenen i baggrunden, og et hvidt ansigt - bortset fra et - så væk fra Estelle på jorden og fandt Mattis med blikket. "Jeg ville ikke blande mig, hvis jeg var dig," sagde manden med et flabet smil. Jernstøberen trådte frem og skød en knyttet næve mod mandens kæbe, og denne gang løftede den anden blikket.

[Estelle Slagter]

Det gav en knasende lyd, da Estelles hoved ramte vejens sten. Hele hendes krop faldt sammen, og hun vidste ikke, hvad der foregik omkring hende.

Det var først efter et par minutter, og lyden af en højtråbende stemme, der fik hende til at opfatte noget. Hun havde ikke åbnet øjnene, men skar en grimasse over den skærende smerte, der gik fra nakken af og op i hovedet. Hun løftede sin ene hånd, og lagde den på baghovedet, men mærkede straks, at nogen tog fat i hånden. ”Hvad i al…” Mere nåede hun ikke at høre, før en knytnæve ramte hende i maven og slog al luften ud af hende.

[Mattis Jernstøber]

Næven ramte mandens kæbe, og en klagende lyd undslap hans læber, som han vaklede et skridt baggud. Jernstøberen var dog ikke hurtig nok, og den anden slyngel var over Estelle. Vreden boblede op i ham. Han greb fat i dennes skuldre, begravede sine fingre dybt og hev slynglen væk med et rasende råb. Men fra det ene øjeblik til det andet, mærkede Mattis et par arme om hans hals, og stadig med et fast greb i den andens skuldre, faldt han til jorden med det ene knæ. "Forbandede svin!" brølede han og viklede sin ene arm om slynglens hals i et stramt greb. Grebet om hans hals strammede dog også, og de mørke øjne flakkede til den lyse skikkelse på jorden.

[Estelle Slagter]

Estelle forsøgte at åbne øjnene, men måtte lige bruge et par sekunder på at sunde sig, og vænne sig til smerten i både nakke, hoved og mave nu. Hun trak vejret dybt ned i lungerne og fik til sidst slået øjnene op. Hun så op i den sorte nattehimmel, og hørte så tumulten ved siden af hende. Hun drejede hovedet og fik øje på Mattis i en tæt omfavnelse med to mænd. Hun kom med et vredt udbrud, inden hun lod smerte være smerte, og fandt den lille lommekniv frem, som hang i en skede i hendes bælte. Hendes forklæde var i forvejen fyldt med blod. Ikke hendes eget. Det gjorde hverken fra eller til, at der kom mere på forklædet. Med kun en slagters dygtighed og erfaring inden for udskæring af kød, stak hun sin lommekniv ind i siden på manden, der havde sine arme omkring Mattis hals. Det var lige under ribbenene.

[Mattis Jernstøber]

Et skarpt smertesskrig lød udenfor Mattis' venstre øre, og han mærkede grebet om sin hals løsne. Med et anstrengt støn rullede Jernstøberen væk på jorden alt imens, han stærke arme stadig var stramt viklet om den anden. Ud af øjenkrogen kunne han se, hvordan den sårede mand rakte ud efter noget bag sin ryg, og med sveden perlende på panden skubbede han slynglen væk fra sig og kom på benene.

Jernstøberen havde først svært ved at finde balancen, da manden havde presset meget luft ud af ham, men da knivbladet glimtede i mandens hånd, sprang Mattis instinktivt ind foran den lyshårede. Det sved, da bladet skar ind i hans overarm, men det var ikke nok til at stoppe ham, og han så på den anden med øjne lige så spillende som lynene i himmelen. Øjeblikket efter svang han en knyttet næve igennem luften og plantede sine stærke knoer i det samme punkt, hvor Estelles kniv havde været forinden, og manden klagede i smerte. "Bag dig," stønnede han til den lyshårede og måtte give sig et øjeblik til at få vejret.

[Estelle Slagter]

Hun hvæssede irriteret, da Mattis skulle lege helt. Det forstyrrede hendes fokus, og hun mistede derfor kontakten med den anden mand. Det var først da Mattis fortalte hende, hvor den pågældende person var, at hun vågnede op fra sin irritation.

Præcisionen fra Estelle var ikke til at tage fejl af. Hun borede kniven ind i maven på manden, og begyndte at trække den op. Efter mange års arbejde med at partere dyr, havde hun samlet en utrolig mængde muskler, der gjorde hende lidt stærkere end den gennemsnitlige kvinde. Men samtidig gjorde hver bevægelse smerteligt ondt i hendes hoved, og et øjeblik sortnede det for hende, mens kniven og hendes hånd var begravet i overfaldsmandens mave.

[Mattis Jernstøber]

Endnu et smertesråb lød bag Jernstøberens ryg, men han reagerede umiddelbart ikke. Hans opmærksomhed var rettet mod manden foran sig og ingen anden. Med sine brede skuldre tårnede han sig over slynglen i smerter, løftede sin knyttede næve endnu en gang og slog manden bevidstløs.

Forpustet drejede Mattis sig om og synet, der mødte ham, var imponerende. Et øjeblik stod han blot forbløffet og betragtede den lyshårede Slagter gøre sit, men så sprang han frem og greb hende om skuldrene. "Estelle . . ." mumlede han dybt og holdt hende oppe med sine stærke hænder. "Er du såret?"

[Estelle Slagter]

Hun trak vejret dybt ned i sine lunger, da manden hun havde stukket i maven, vaklede bagud og faldt sammen på jorden foran hende. Drabanterne ville finde dem, når det blev lyst. Det var hun sikker på. Måske overlevede de. Måske ikke. Estelle var ligeglad.

Da Mattis' stærke hende greb hende om skuldrene, mærkede hun igen trætheden vælde ind over sig, blandet med den ulidelige smerte, der dunkede i hendes hoved. "Nej," sagde hun hæst og tørrede både fingre og kniv af i det blodplettede forklæde. "Det er ikke mit blod," mumlede hun så.

[Mattis Jernstøber]

Jernstøberen åndede tungt ud. Hans hjerte galoperede stadig bag brystet. Det var længe siden, han havde været i nogen form for slåskamp, og han var ude af form og midt i et adrenalinrus. Smeden havde ingen intention om at slippe sit greb om den lyshåredes slanke skuldre.

"Lad os komme væk herfra," brummede han dybt og så sig om. "Hvortil?" tilføjede han og så på Slagterens ansigt igen. Hendes udtryk skar i ham, og han følte en lettelse af at vide, de to mænd lå bevidstløse - måske døde - på jorden.

[Estelle Slagter]

Hun nikkede langsomt til hans ord. Hun skænkede ikke mændene foran dem en tanke. Et menneskelig var ikke et fremmed syn for hende. Hun havde set det der var værre.

Hun rømmede sig og så sig omkring. "Ikke hjem," mumlede hun lavmælt. Hun kunne ikke tage ham med. "Hos dig?" Spurgte hun hæst, usikker på, om han ville finde det acceptabelt, hvis hans børn var hjemme.

[Mattis Jernstøber]

Mattis nikkede til Slagterens ord og førte en arm rundt om hendes liv, så hun kunne støtte sig mod ham (hvis hun gad). Roligt begyndte han at gå, mens han holdt et vågent øje på omgivelserne.

"Ved du, hvem det var?" spurgte han efter lidt tid, hentydende til de to mænd, der ikke havde vist noget tegn på liv, da de var gået derfra.

[Estelle Slagter]

Hun gjorde ingen anstalter til at læne sig ind mod ham, da hun mærkede hans arm omkring sit liv. Hun var ikke så kvæstet, at hun ikke kunne gå selv. Men hun fjernede heller ikke hans arm. I stedet fulgte hun med, da han førte vejen hjem mod hans hus. Til hans spørgsmål rystede hun på hovedet. "Nej," sagde hun og løftede en blodig hånd, for at fjerne lidt hår, der blæste ind foran hendes ansigt og forstyrrede hendes syn.

[Mattis Jernstøber]

Jernstøberen trak de mørke øjenbryn sammen og brummede dybt til hendes svar. Mere sagde han ikke, som de gik igennem Nedre By mod Galop distriktet. Uvejret var ikke lige så slemt i disse dele af Corus, men det blæste stadig, og som de kom tættere på smedjen, begyndte vanddråberne at falde. "Lad os komme indenfor," mumlede han og måtte slippe Estelle for at få fordøren op.

Fællesrummet lå i mørke, men der var varmt efter Idina havde holdt ildstedet igang tidligere. Der lå stadig gløder gemt i asken, så det tog ikke lang tid, før Jernstøberen erfarent havde fået tændt op igen. Han vendte sig mod Slagteren. "Føl dig som hjemme. Kan jeg gøre noget for dig?"

[Estelle Slagter]

Det var en smule uvant for hende at bevæge sig ud af Nedre By efter mørkets frembrud. Det var som oftest ud af Galop Distriktet hun gik efter mørkets frembrud. Men hun fulgte blot med Mattis, uden at sige et ord. Det gjorde stadigvæk pokkers ondt i det baghoved.

Huset var større og langt mere rummeligt, end det hus hun boede i med sin familie. Hun havde kun set det udefra. Så hendes blik var undersøgende, som hun betragtede tingene i rummet. Det var tydeligt, der var en kvinde til at tage sig af tingene. "Måske et omslag til mit hoved?" Spurgte hun, og hægtede den tykke kappe af skuldrene. Hun lod den hænge over en stoleryg, og hun satte sig bagefter ned på stolen ved det store spisebord.