At se hinanden an

[Iago af Blåhavn]

Natalie af Vårfos

De sidste måneder havde stået på en del frustrationer for Iago, der ellers havde haft ganske godt styr på tilværelsen. Ganske vist havde Tatiana ikke været videre begejstret for forlovelsen, men det havde stadig været bedre end det kaos, hun og Ridder Lachren havde formået at kreere. Især da det så blev krydret med den yngre søsters besværligheder.

Derfor var det også med nogen forbehold, at han satte karaflen med vin frem på bordet. Der var selvfølgelig også lidt saft, hvis hun nu skulle ønske det i stedet. Så var det bare at vente. Med en bog i favnen tog han plads i den højryggede stol, der med udsigt over hele stuen var hans foretrukne plads.

[Natalie af Vårfos]

Blacwin var glemt og familien sat i forreste række. Natalie, der stod over for et møde med Ridder Iago af Blåhavn, havde brugt længe på både hår og kjole. Alt skulle sidde ordentligt og pænt. Hun var klar over vigtigheden af dette møde, og hvad det havde af betyning for Vårfos. Det skulle gå godt.

Med sin anstandsdame i ryggen, begav hun sig nu afsted, for at møde ridderen. Kjolen var af smukt blå silke som faldt let over hendes slanke figur, og hpret let sat op. Da hun blev ført ind til Ridderen bukkede hun høfligt og smilede så til ham. "Goddag Ridder Iago"

[Iago af Blåhavn]

Allerede da han hørte lyden af fodtrin i hallen, rejste han sig, så han stod klar, da Natalie endelig trådte ind i stuen og i et pragteksemplar på et buk, hilste han på hende. "Nådigfrøken." Stemmen var rolig og blid.

"Jeg håber ikke, turen herhen var for slem? Vejret er ikke til at regne med i dag." Iago sendte hende et blidt smil og skulle han ikke være interesseret i hendes svar, var det i hvert fald ikke tydeligt.

[Natalie af Vårfos]

Hun smilede og gav sin kappe til en tjener. "Tak. Jeg var heldig at gå mellem bygerne" kjolen var blevet en anelse fugtigt i kanten for neden, men ikke noget der ville genere. Hun stod pænt med rank ryg og hænderne foldede foran sig. Hun var ikke sikker på hvad hun skulle sige, og prøvede derfor med et kompliment "det er dejligt at se Dem."

[Iago af Blåhavn]

Blikket blev på hende, selv mens hun afleverede sin kappe til tjeneren. "Det glæder mig at høre." Smilet var varmt.

Det voksede også kun ved hendes kompliment. "Jeg kan kun sige i lige måde, Natalie." Han rakte armen frem, så hun kunne tage den og førte hende derefter med sig hen i sofaen, hvor han tog plads ved hendes side. "Vin? Eller saft?"

[Natalie af Vårfos]

Hun tog om han arm i en flydende fornem bevægelse og fulgte med. "Jeg vil gerne have et lille glas vin tak" hun overvejede om det ville sende forkerte signaler, men det var vel bedst at være ærlig.

Hun lod en tjener skænke et lille glas og løftede det fir at smage på vinen. Det var ganske rart. Så kiggede hun igen på ridderen. Han var egentlig ganske pæn, men hun var stadig usikker på hans person.

[Iago af Blåhavn]

Natalie valgte, som han havde håbet og selvom han ikke viste det, noterede han sig mentalt et lille point til hendes side. Måske det en dag ville kunne opveje for alt det besvær, hun og hendes havde ført med sig. Han tvivlede.

"Fortæl mig så, Nådigfrøken.." Vinen tegnede mørkerøde streger ned af glasset, da han havde taget en tår. "Ønsker De at blive hertuginde en dag?" Blikket hvilede vågent på hende.

[Natalie af Vårfos]

Natalie nippede fint til vinen og satte så glasset fra sig igen. Det var en ganske god vin ikke for sur og ikke for sød. Hun slap først glasset med hånde og så med øjnene, Som så fandt hans i stedet. "Det er en dejlig vin"

Hans spørgsmål fik hende til at tænke lidt. Der var perioder, hvor hun ikke ønskede at være hertuginde, men når aftenen gik på hæld, var hun alligevel sikker på, at det var den rette plads for hende. Når bare hun kunne få lov at holde sin interesse for kunst og litteratur ved lige. "Det gør jeg ja. Jeg kunne ikke se noget hverv jeg ville egne mig bedre til." Det var ikke for at lyde som om hun havde høje tanker om sig selv, men hun var ikke som sin søster, som passede bedre til hest som ridder. Hun var rolig og elskede folk, kultur og historie. Det var hendes lod i livet.

[Iago af Blåhavn]

Iago bøjede nakken i et let nik som en tavs taksigelse af komplimentet, selvom det ikke undrede ham. Som om han ville byde sin forlovede på andet end det bedste. Tanken alene var fornærmende.

"Interessant, brummede han og rettede sig lidt, så knæene pegede hen mod hende. "Tillad mig min nysgerrighed; hvilke kvaliteter er det, der gør netop Dem til en god hertuginde?" Der var ingen flabetheder eller provokationer at spore i hverken hans blik eller tonefald.

[Natalie af Vårfos]

Natalie løftede glasset og drak lidt mere vin, mens hun diskret men venligt så på ham. Han så egentlig pæn ud, pænere end hun huskede.
Glasset blev stillet tilbage på bordet i en let glidende bevægelse og hun rankede sig. "Jeg er glad for både kunst og kultur, og vil derfor sætte mig ind i kulturen for lenet her, som vil blive det vigtigste for mig. Jeg kan lide at snakke med folk og dermed vil jeg snakke med befolkningen her, høre på dem og forsøge at hjælpe. " hun ridsede det ganske sandfærdigt op og smilede som hun nævnte det. En dag ville hun få den post hun havde set frem til siden hun startede på klosterskolen.

[Iago af Blåhavn]

Kunst og kultur var også emner, han betragtede som noget, enhver kvinde burde have sat sig ind i. Ligesom det jo var en selvfølge, at hun burde sætte sig ind i lenets kultur. Alt dette nævnte han selvfølgelig ikke, men fortsatte blot at nikke til hendes svar.

"Forsøge at hjælpe?" Han så afventende på hende og tog en tår af vinen, før også han stillede glasset fra sig for en stund.

[Natalie af Vårfos]

Havde hun sagt noget forkert? Hun vidste det ikke med sikkerhed, men hun vidste at hun troede på sine udsagn. Derfor var det heller ikke noget problem for hende at uddybe så han måske bedre kunne forstå hende. ”Hvis nu nogen i lenet får problemer eller har brug for hjælp til at klare sig, så vil jeg vise lenet fra sin bedste side og hjælpe befolkningen hvor det er muligt.”

Det måtte han nok kunne forstå. Hun tøvede lidt og åbnede sig munden igen i høflig tone. ”Hvad ønsker De Dem af en hertuginde” det spørgsmål kunne være ret interessant at kende svaret på.

[Iago af Blåhavn]

Det virkede lidt som en drømmeforestilling, hun havde sig, men naive piger var vel også det lettere at styre, så han havde ikke tænkt sig at gøre hendes opmærksom på det. I stedet nikkede han med et blidt smil, som havde hun svaret helt rigtigt på hvert af hans spørgsmål.

"Jeg tror ikke, mit svar vil være meget anderledes end det, enhver hertugarving ville give," konstaterede han roligt og trak på skuldrene, mens han igen tog glasset. "Jeg ønsker, at de er blid og mild, rolig og afbalanceret og for Mithros skyld ikke laver nogle skandaler." Hvilket det lod til Vårfos havde fået en tendens til. Det måtte være Condiadelen i deres blod. Misbilligelsen var skjult bag en rolig mine.

[Natalie af Vårfos]

Natalie kiggede ned i skørtet, igen fik han denne ubehagelige dug over sig. Der var et eller andet ved ham hun ikke kunne lide, men hun kunne ikke sige hvad det var.
Hun trak vejret tungt, hun var nødt til at få dette her til at fungere, for Tias skyld og vårfos i det hele taget. Så slog hun de blå øjne op på ham igen så det hvilede på hans ansigt. Blid, mild, rolig og til dels afbalanceret, var ikke noget problem, men ikke at lave skandaler.. Det var ikke fordi hun opsøgte skandalerne, men de lå der jo, klar til at blive samlet op, hvis han kiggede i fortiden.
Med det bedste smil og mest oprigtige ansigtsudtryk hun havde lært kiggede hun på ham "Jeg gør mig ikke skandaler." Forklarede hun og krydsede fingre for at han ikke havde hørt om Blacwin.

[Iago af Blåhavn]

Iago nikkede langsomt. Hvis hun blot fortsatte med at være lige så medgørlig og formbar, ville de sikkert ikke få nogle udfordringer. Tanken gav liv til et tilfreds smil. "Så er De den perfekte hustru for mig," forsikrede han hende og så ud til at tøve et øjeblik, før han lagde den ene hånd over en lys af hendes.

"Vil De ikke fortælle mig, hvad De har af ønsker til en kommende husbond?"