Vandet væbner

[Teodorie af Nørland]

Edmond af Nørland

Teodorie af Nørland var langt det meste af tiden en hårdtarbejdende, positivt indstillet væbner af stærk kaliber, som ikke brokkede sig over sit lod i livet. Langt det meste af tiden. Lige i dag var hun fuldkommen gennemblødt efter en ridetur, fanget i regnvejret på Julle. Da først hun havde fået staldet hesten op var hun begyndt at ryste og nyse og da hun indfandt sig på væbnerfløjen var det eneste hun ville at pakke sig ind i tusind tykke uldtæpper og aldrig komme ud.

Hun havde dog lånt en bog af sin fætter for adskillige dage siden og det var som et veritabelt lille tæppedyr hun bevægede sig ud fra sit værelse, med våde hårtotter strittende frem fra det tæppe, der tjente som en kutte. Hun nøs højlydt igen, før hun bankede på hos Teddy.

[Edmond af Nørland]

Værelset var fyldt med en masse små lyde. Eller sådan virkede det i hvert fald, hver gang Teddy besluttede sig for at prøve at få læst lidt på historien. For ham at se var det alligevel bare en gentagelse af den samme begivenhed; scanranere, der ikke forstod, at de skulle holde sig oppe i deres eget tarvelige land og krydsede grænsne for at plyndre og smadre det, hans landsmænd forsøgte at holde kørende.

Lyden af banken på døren fik ham til at blinke tungt et par gange og det gik op for ham, at han ikke vidste, hvornår han sidst rent faktisk havde læst. I stedet havde tankerne været fyldt med scenarier, hvor han viste scanranerne retfærdigheden i en ridders sværd.

Han sukkede for sig selv, lukkede bogen og lagde den fra sig på sengen, før han skubbede sig ud på det kolde gulv. Heldigvis havde mor givet ham en ordentlig mængde uldne sokker med. Lange ben gjorde, at det ikke tog ham lang tid, før han var henne ved døren og åbnede den. Det afslappede smil voksede ved synet af kusinen i komplet kaos. Ikke at det var et særsyn.

"Hey," han trådte til siden, så hun kunne komme ind på værelset og lukkede omhyggeligt døren bag hende, før han tøffede tilbage til sengen. "Du ser våd ud."

[Teodorie af Nørland]

Teo så ud fra sin kokon af tæpper og fnøs lidt af Teddy, før hun snøftede ind igen lige bagefter. "Det var jeg," konstaterede han. "Det ville du også være, hvis du havde været ude i det der... Lortevejr." Hun brummede lidt, som hun trådte ind forbi ham og landede på hans seng, endnu helt pakket ind og kuldskær.

"Jeg tog din bog med. Det kunne jo være du gik og sukkede over hvor meget du savnede den. Det gjorde Harran i hvert fald i går med sin digtsamling, men jeg mistænker ham altså for, at det ikke så meget var dén som det var den komtesse han har lånt den til..."

[Edmond af Nørland]

"Ja, det er ikke sommer længere," konstaterede han og kastede et blik på vinduet, hvor regnen stadig væltede ned over glasset. En gren blev ved at daske mod ruden og hvor han få minutter forinden havde været villig til at gå ud og knække grenen af, ja endda været klar til at gå ud og hive hele det forbistrede træ op med rode, var lyden egentlig meget hyggelig nu.

"Min bog?" Teddy så undrende hen på hende, før han åbnede kisten under vinduet og hev et tæppe mere ud, der blev kastet over kusinen. "Åh, den. Ja, det er ikke fordi jeg har savnet den." Han trak på skuldrene og skubbede hendes ben lidt ind mod væggen, så han også kunne finde siddeplads på sengen.

Kommentaren om den fælles kammerat fik et muntert fnys fra ham. "Har du nogensinde set Harran gøre noget, der ikke handlede om at imponere komtesser?"

[Teodorie af Nørland]

Tæppedyngen brummede lidt, da den fik et ekstra tæppe kastet over sig. Efter lidt rykken rundt indefra dukkede den omtalte bog op derfra og Teo dumpede den ned i skødet på sin fætter, før hun mødte hans blik og hævede brynene lidt over spørgsmålet. Latteren fik alle tæpperne til at ryste en smule med hende, indtil hun trak på skuldrene derinde fra.

"Han skider nok ikke for at imponere dem, men det har jeg på den anden side heller ikke set," konstaterede hun. "Så nej. Det har jeg nok ikke. Men hvorfor er han så optaget af det, tror du? Han er ikke engang seksten. Der er lang tid til han behøver imponere komtesser..."

[Edmond af Nørland]

Kusinen lignede noget fra et eventyr eller dengang, de havde klædt sig ud for at se, om de kunne forskrække Patricine og han kunne ikke lade være at trække lidt på smilebåndet over hende. "Det ville faktisk ikke undre mig, hvis han gjorde," kommenterede han med tør humor og lænede op ad væggen. Bogen blev lidt skødesløst kastet i sengen ved hans side.

"Tja, jeg tror ikke, han gør det, fordi han behøver." Han hævede brynene i en sigende mine og smilet blev skævt.

[Teodorie af Nørland]

Teo rynkede lidt på næsen over fætterens sigende mine og rystede langsomt på hovedet under tæpperne. "Render du også rundt og gør hoserne grønne hos komtesserne, Teddy?"

Hendes blik var lettere dømmende. Tanken om at en af hendes medvæbnere skulle opføre sig sådan overfor hende for at imponere var direkte latterlig.

[Edmond af Nørland]

Alene spørgsmålet gjorde toppen af ørerne lidt varme og han skyndte sig at ryste på hovedet. "Nejnejnej," han hævede en hånd, der hurtigt blev sænket igen med en fjoget mine og en fåret, flad latter.

"Nej." Teddy rystede på hovedet og syntes så alligevel, at den skulle lukes helt med et sidste: "Nej." Og et tørt fnys. "Det har jeg altså ikke tid til lige nu."

[Teodorie af Nørland]

Teo sank lidt sammen i skuldrene over den meget bestemte forsikring og hun smilede lidt over, at være i samme båd som sin fætter. Det var nu ligegodt meget rart, at de var enige om, at det der med den slags ikke var noget man havde tid til som væbner.

"Jeg tror lige du skal sige nej engang til for, at jeg tror rigtigt på dig," drillede hun dog alligevel underholdt, før hun fnøs muntert.

"Har du det godt, Teddy? Det er længe siden jeg har set dig, synes jeg."

[Edmond af Nørland]

Tæppebunken sank tydeligt sammen foran ham og et skævt smil fik plads på hans læber. Det tegnede et lille hul i den ene kind. "Hold da op," grinede han og daskede til hende.

"Hvad mener du? Jeg synes, vi ses hele tiden." Måske ikke så meget, som dengang de begge boede i Nørland, men de havde stadig begge deres daglige gang på paladset. Sådan da.

Ikke at det var et svar på hendes spørgsmål."Men jeg har det godt. Hvad med dig?" Nu han tænkte over det, havde han ingen anelse om, hvad hun brugte sin tid på. Ud over væbnerting.

[Teodorie af Nørland]

Tæppebunken brummede lidt. Et udpræget nordbo svar på noget, der alligevel ikke rigtig krævede et svar. Teo kiggede ud fra sin fine pragt af beklædning på fætteren og smilede varmt over spørgsmålet.

"Jeg glæder mig til at komme væk fra Corus, selvom det bliver endnu mere koldt og vådt i Vårfos," konstaterede hun, svagt drømmende. "Det er så længe siden jeg har været hjemme."

Hjemme, i dette tilfælde norden. Hovedstaden var alt andet.

[Edmond af Nørland]

Teddy nikkede lidt til svaret. Det var også ved at være alt for længe siden, han selv havde været i norden. Men nu var Valor heller ikke deroppe fra.

"Der er en, der skal giftes ikke?" Han havde aldrig været helt skarp på de forskellige medlemmer, men hoffet var også stort og uoverskueligt.

[Teodorie af Nørland]

Teo fnøs dæmpet og skar ansigt, før hun nikkede lidt derinde fra. "Hertugen skal giftes," svarede hun, som hun rykkede lidt på sig.

"Med en meget ung prinsesse, som han slet ikke kan lide og som vist heller ikke rigtig kan lide ham. Jeg forstår ikke hvorfor han ikke valgte en han bryder sig om..."

[Edmond af Nørland]

Teddy grinede lavmælt og trak benene op langs brystkassen, hvilede hagen på knæene. Det kunne kusinen næppe være tilfreds med.

"Det er jo ikke sikkert, han nogensinde har mødt hende. Jeg mener.. Hun er jo prinsesse." Alene hans tonefald afslørede, hvor imponeret han var. "Jeg så hende, da hun ankom." Hun havde vist boet på slottet et par dage.

[Teodorie af Nørland]

Teo brummede lidt igen og endte med at trække medgivende på skuldrene, før hun så lettere mistænksomt på sin fætter.

"Nu skal du ikke rende rundt og forelske dig i hende," advarede hun. "Men det må være rædselsfuldt. Tænk sig at komme til et helt andet land for at skulle giftes og så kan man ikke engang lide den man skal giftes med..."