En tur til Grønnemark

[Eleanor af Drotvig]

Caelie af Fenrig
30. September, 528 M. T.
Kl. 12.00

Nogle gange gik timerne som komtesse meget langsomt. Nogle gange gik de alt for stærk. I dag var en af de langsomme dage, hvor Eleanor var lige på kanten til at kreere unødig drama hjemme i slægtshuset, men havde husket sig selv på hendes kommende titel og i stedet for stukket af til Grønnemark.
Der skulle ske et eller andet. Hun besluttede sig for at tage hovedvejen ned til Oloron-floden, for at parkere sin ridehoppe og anstandsdame, så hun selv kunne vandre en tur langs det rindende vand. Det var den bedste måde, for hende, at slappe af på og komme på mere fornuftige tanker end at lave problemer for sin egen underholdnings skyld. Umodent.

[Caelie af Fenrig]

Tordenvejret bulrede over Corus. Men Guderne var tilbageholden med regnen. Heldigvis, for Caelie havde valgt at tage sin yndlingshoppe ud. De høje tordenbrag generede ikke Grevinden det mindste. Tværtimod nød hun det mørke vejr.

Hun styrede sin hoppe ned mod Grønnemark, hvor parken lå. Bag ved hende red en vagt, der skulle holde øje med hende. Det var hans opgave at holde tiggere og andet rakkerpak væk fra Hendes Nåde. Der var, til trods for vejret, en del mennesker i parken. Hvilket irriterede hende frygteligt. Hun ville ønske, at de var taget til Fenrig, nu hvor sæsonen var færdig, og først vende tilbage til vinter. Men det lod til, at de fleste adelige familier blev i Corus.

[Eleanor af Drotvig]

Eleanors anstandsdame trippede efter hende og begyndte at henvende sig til hende grundet det buldrende tordenvejr, der kun virkede til at blive værre. 'Nådigfrøken.. Tordenen bringer tit regnen med sig.. burde De ikke se at komme tilbage?', spurgte hun smånervøst. Eleanor fortsatte lidt endnu, indtil hun kom til parken. Anstandsdamen trampede noget stædigt efter hende.
,, Er du bange for lidt tordenvejr? Det er intet i forhold til den larm der ville være, hvis jeg blev hjemme bag lukkede døre.", forklarede hun i en bestemt tone, hvorefter hun atter fortsatte. Hendes blik fløj op i himlen, da et lysglimt indtraf. Det fik Eleanors mundvigge til at vende opad.

[Caelie af Fenrig]

Caelie holdte sin hest an, da et lysglimt gled hen over den sorte himmel, og kort tid efter lød et øredøvende brag. Den sorthårede Grevinde så op, mens hoppen trippede under hende. Men det tog hun i stiv arm, og satte hælene i siden på hesten. "Kom så Robert," kaldte hun på vagten, der holdte sig bag ved hende. "Vi har ikke tid til, at drive den af," kommenterede hun, og fik et "Javel Deres Nåde" tilbage. Hesten bevægede sig i skridtgang fremad, og Caelie førte hoppen behændigt gennem mængden af mennesker, der brugte parken som en genvej fra Højager til de andre distrikter i Corus.

[Eleanor af Drotvig]

,, Dorthea, bring mig hoppen.", befalede hun og fik få øjeblikket senere sat sig op på den hvide hest og fortsatte på ryggen af den. De red igennem menneskerne, men eleanors formål var ikke tage hjem. Ikke endnu.
Hendes ridehoppe havde fået en anden ide. Pludselig, midt i det, hele lød et større brag end nogle af de foregående. Det gav et sæt i hoppen. ,, Rolig.. shh. ", begyndte Eleanor i en lettere panik. Det vendte hoveder omkring hende og hendes hjerte begyndte at galoppere derudaf. Hun forsøgte sig ved at klappe hestens hals, men det virkede blot til at gøre den mere panisk. Den begyndte at skridte til siden, stejle og Eleanor gjorde alt for at blive siddende. Til sidst stødte hesten ind i en forbipasserenes hest (tænker at det er Caelies) og Eleanor gispede.

[Caelie af Fenrig]

Grevinden red afsted i et roligt tempo, der ikke kunne hidse hoppen op. Tværtimod bevirkede det, at hesten ikke lagde mærke til de høje brag. Astor havde virkelig gjort et godt stykke arbejde ud af hoppen. Det var Caelie glad for.

Hun skulle til at sige noget til sin vagt, da en andens hest pludselig stødte ind i hendes. "Få dog styr på Deres hest!" Udbrød Caelie vredt. Hun sørgede selv for at rykke sin egen hest ud fra skudlinjen. Pigebarnet kunne tydeligvis ikke kontrollere den hest, hun red på. "Robert, få styr på dyret," beordrede hun.

[Eleanor af Drotvig]

Eleanor red sjældent på hoppen, så det var nok grunden til at hun havde begrænset kontrol over den. Det fortrød hun alvorligt nu. Det var ikke blot nervepirrende, men også pinligt. Da hun hørte en vred stemme kommentere på hændelsen, trak hun hårdt i tøjlerne, for i det mindste at få hendes hest til at bakke. Det virkede. Hun hoppede ned af hende og hendes anstandsdame kom hastende bag hende. ,, Jeg .. jeg.. ", hun tog sig til hjertet, da hestens tøjler blev grebet af en eller anden. Hun pustede hårdt ud og mærkede hvordan varmen steg hende til hovedet. ,, Mage til uhøfligheder..", mumlede hun ud i åndenød og bukkede sig forover, imens hun tog sig til maven. 'Nadigfrøken!', udbrød hendes anstandsdame og greb hende.

[Caelie af Fenrig]

Det virkede mere end ualmindeligt tåbeligt, at ride på en hesti tordenvejr, som man tydeligvis ikke havde den mindste form for kontrol over. Hun så uimponeret til, mens hendes vagt fangede den oprørte hests tøjler, og komtessen hoppede af. Hun løftede et øjenbryn, da hun så hvem pigebarnet var. Komtesse Eleanor af Drotvig. Hun burde vide bedre. Caelies egen hest var faldet til ro igen, og hun lod en hånd glide over dens hals. "Er alt i orden?" Det var kun af ren høflighed hun spurgte.

[Eleanor af Drotvig]

Anstandsdamen havde ikke kendt Eleanor længe, men hun formåede altid at gribe hende. Denne gang i bogstavelig forstand. Eleanor fik fodfæste og strakte ryggen op da hun havde taget nogle mundfulde luft. ,, Ja, det er bare det her forbandede korset...", mumede hun i en smule smerte, imens hun også løftede hovedet og pludselig så .. Grevinden af Fenrig. ,, Deres Nåde. ", hun rømmede sig. ,, Var det dem jeg red ind i?", skyndte hun sig at spørge, imens hænderne fløj op og forsøgte at tæmme lokkerne af det lange, mørkebrune hår.

[Caelie af Fenrig]

Den sorthårede Grevinde rynkede på næsen over komtessens noget utiltalende og upassende sprog. Hun lød mere som en tjenestepige, end en komtesse af hertugslægt. Men det var måske sådan Hertuginden af Drotvig valgte at opdrage sine døtre? Mentalt rystede Caelie blot på hovedet af dette. Sådan ville hun og hendes mand aldrig tillade, at deres børn talte. ”Det var det ja,” svarede hun, ganske uimponeret over komtessens fremtræden og opførsel.