Nogle ting ændrer sig aldrig

[Rianne Salmalín]

Roanna af Gyldensø

Rianne havde lidt svært ved at forstå, at det næsten var et år siden, hun sidst havde været i Corus. Den ene dag havde taget den anden i Gudernes By og hun var en masse erfaringer rigere, men Corus.. Corus var hjem, og hun mærkede følelsen skylle over sig, som et varmt tæppe, mens hun gik ad de velkendte gader mod Tågelygten.

Hun var kommet tilbage samme formiddag, havde fået et bad og taget en lur, uden rejsestøv, før hun havde ladet udpakningen vente og i stedet havde begivet sig ud i byen. Der var mange mennesker hun brændte efter at se igen - særligt et og hvis alting var som det plejede, havde hun en ret god fornemmelse af, hvor hun kunne finde dem.

Som sagt så gjort nåede hun Tågelygten, skubbede døren op og blev mødt af latter, summen af stemmer og en lugt der fik hende til at lyse op i et bredt smil, allerede før hendes blik søgte mod et bestemt bord i det ene hjørne.

[Roanna af Gyldensø]

Der var som altid en helt særlig stemning på Tågelygten og det var intet under, at mange havde et særligt tilhørsforhold til stedet der. Den lille gruppe af universitetsstuderende var ingen undtagelse og som så mange gange før, fandt Roanna af Gyldensø sig blandt dem. Der var allerede røget en del indenbords og hun kunne mærke varmen i kinderne fra de to krus hun selv havde fået.

Det havde ledt til en lidt mere fri diskussion med en medstuderende og hun var optaget af den, lige indtil en bevægelse ud af øjenkrogen tilfældigvis fangede hendes opmærksomhed. Da hun drejede hovedet og så efter den, var det knapt bevidst og hun var allerede ved at se tilbage, da det gik op for hende hvem hun havde set på. Et udbrud undslap hende, før hun kunne nå at tænke nærmere over det og et par profane ord fulgte.

"Hellige moder!" Mørke øjne spærrede sig helt op, før hun flækkede i et varmt smil og puffede til sin sidemand. "Se, hvem der har valgt at beære os med sit selskab."

[Rianne Salmalín]

Det begyndte at krible overstadigt i hendes mellemgulv da hun så adskillige kendte ansigter ved stambordet, der tydeligvis stadig var netop det, stambordét. Hendes i forvejen brede smil nåede op at måle sig med en flækket træsko, da hendes blik mødte Roannas og selvom hun ikke kunne høre hvad veninden sagde, kom hun til at le alligevel.

Der var mange mennesker denne aften, men hun smøg sig vævert mellem dem og bordene, hen til sine venner hvor hun stoppede med et blik der spillede ligeså overstadig som hendes smil var bredt "Og her troede jeg, at I gik og hensygnede i savn over mig. Typisk."

[Roanna af Gyldensø]

Roanna var allerede i gang med at møve sig ud fra sin plads ved bordet, halvt kravlende hen over en af sine studiekammerater, for at være der når Rianne nåede frem. Det lykkedes netop i tide til at høre venindens ord og en munter lyd undslap hende - akkompagneret med det nok bredeste smil i Corus.

"Kan du ikke se, at vi prøver at drikke sorgerne væk?" spurgte hun og hævede brynene lidt, før hun slet og ret trak veninden ind i en omfavnelse.

[Rianne Salmalín]

Hun fandt en påtaget overrasket maske frem, selvom den på ingen måde gjorde den tydelige gensynsglæde mindre "Nååååh.. det er det I har gang i." udbrød hun og slog så armene omkring Roanna med en overstadig, munter lyd "Store Moder du er et syn for guder, Ro.." hun gav ikke slip lige med det første igen, hvorfor skulle hun "Undskyld jeg ikke skrev.. vi kom fra Gudernes By lidt pludseligt."

[Roanna af Gyldensø]

Roannas latter hang lidt i luften, som hun omfavnede sin veninde. Da hun endelig trak sig tilbage, var det kun halvt - hænderne forblev mod venindens arme og hun smilede fortsat, så små rynker dannede sig ud for øjnene.

"Og så har du jo altid haft en sans for drama..." pointerede hun drillende og kastede et sigende blik mod bordet, før hun så på veninden igen. Tonen blev mere mild. "Pyt med det. Jeg er virkelig glad for at se dig! Og du ved, at du er nødt til at fortælle mig alt."

[Rianne Salmalín]

Rianne fnøs muntert mens hun trak sig lidt tilbage og fremviste hele tandrækken i et bredt grin "Drama? Mig? Jeg aner ikke hvad du fabler om, kvinde." bedyrede hun og tog sig tid til at hilse på resten af bordet "Selvfølgelig.. men jeg klarer det ikke uden et krus af Mester Bryggers skovbærvin." hun sukkede næsten saligt "Ikke om der er noget der bare er halvt så godt som den oppe nordpå."

[Roanna af Gyldensø]

Roanna fnøs uoverbevist, men nøjedes med at se skeptisk på veninden, inden hun lod hende hilse på de resterende studerende. I mellemtiden havde hun rakt ind efter sit eget krus med letøl og tømt det - netop i tide til, at Rianne talte til hende igen.

"Skovbærvin," gentog hun og vippede det tomme krus. "Det lyder som en virkelig god plan. Skal vi?"

[Rianne Salmalín]

Rianne trak sig væk fra et kram til en af de andre ved bordet og nikkede som svar til Roanne med et bekræftende "Mhmm.." hun skar ansigt "Mithros-præsterne lavede en udemærket blommevin, men også kun udemærket." hun hægtede en arm under Roannes frie og begav sig stedkendt op mod disken "Det gælder desuden begge veje. Jeg er et års sladder bagefter.. næsten." hun gav venindens arm et klem. Hun havde fået en del i de breve de havde sendt til hinanden, men der var garanteret noget hun var gået glip af alligevel.

[Roanna af Gyldensø]

Roanna fulgtes med Rianne op til baren og lænede sig automatisk lidt ind mod hende, for at kunne høre ordene over den muntre larm der fyldte krostuen.

"Jeg fornemmer, at du har store forventninger," konstaterede hun, før hun lænede sig lidt frem over disken og bestilte to krus. Da det var modtaget, drejede hun sig mod veninden igen. "Hvor skuffet bliver du, hvis jeg siger at jeg i virkeligheden ikke har så meget at berette? At det hele er druknet lidt i studier..."

[Rianne Salmalín]

Hun lo muntert og nikkede uden tøven "Jeg har altid store forventninger til dig. Jeg har levet mit liv tørstigt gennem dine breve det sidste år ved du nok." hun lod blikket glide rundt i krostuen mens Roanna bestilte og sukkede tilpas mens hun tog de velkendte omgivelser ind.

Hun skar en lille grimasse da hun lod opmærksomheden vende tilbage til veninden "Så slemt? Svinger de pisken?" spurgte hun i hentydning til universitetets undervisere "Så må vi rette op på det!" hun smilede bredt og udbrød impulsivt "Jeg har savnet dig." før hun slog armene omkring Roanna for anden gang og gav hende et knus.

[Roanna af Gyldensø]

Roanna smilede opgivende og trak på den ene skulder. "Det hele er kaotisk, men jeg vil spare dig for mine problemer - for nu," svarede hun, lettere dramatisk, men til gengæld heller ikke usandt. Slutningen af året nærmede sig hastigt og Roanna var endnu lige så læremesterløs, som hun hele tiden havde været.

"Guderne må vide, at jeg kunne bruge lidt distraktion. Du er den bedste, jeg kunne tænke mig," tilføjede hun og blottede denne gang tænderne i et helt reelt smil ned mod venindens skulder, da hun tog imod omfavnelsen. "Jeg har virkelig manglet dig, Ri."

[Rianne Salmalín]

Rianne rynkede panden, men kendte veninden godt nok til ikke at spørge mere ind - for nu. I stedet smilede hun skævt før hun gik efter endnu et knus "Fantastisk distraktion, det er mig." lo hun og klemte et øjeblik lidt ekstra "Og jeg dig.. undskyld, det var heller ikke meningen, jeg skulle være deroppe så længe." hun skar en lille grimasse og trak sig tilbage igen med et undskyldende blik "Min far mente pludselig det var hans ansvar at sørge for jeg fik noget brugbar viden, der ikke var det der filosofi-pjat." hun fnøs muntert og efterlignede sin fars tørre stemme "Og så kom Logan og Riordan derop også. Den ene dag tog lidt den anden før jeg kunne slippe væk igen."

[Roanna af Gyldensø]

Roanna trak sig lidt væk fra Rianne igen, men ikke langt nok til at venindens ord druknede i larmen fra krostuen. Et overbærende smil trak op på hendes læber og hun undlod at dele sine egne meninger omkring filosofien. Det ville ikke være første gang, de havde en diskussion om brugbarheden af deres respektive fagfelter og det var ikke ligefrem det, hun havde lyst til at rippe op i nu.

I stedet rakte hun ud og gav venindens arm et klem. "Jeg var helt begyndt at tænke på, om du mon havde tænkt dig at komme tilbage. Måske skal du ikke regne med, at jeg sådan lige lader dig tage afsted igen, når det ender med at være så omfattende..."

[Rianne Salmalín]

Rianne skar en lille grimasse, der blev fulgt op af en munter lyd og en hovedrysten "Tro mig.. jeg skal ingen steder lige foreløbigt igen og hvis jeg gør.. så tager jeg ved Gudinden dig med mig!" erklærede hun og understregede sine ord med et bestemt nik "Måske flytter jeg ind i kisten ved din seng, som noget nuttet og pelset og så behøver vi aldrig skilles igen!" fortsatte hun, påtaget dramatisk, med et blik der spillede af latter.