Et forsøg

[Alycia af Piratklippen]

Silas af Hamin

Alycia havde været ude af sine fuldefem siden gårsdagens møde med Silas. Hun havde nærmest slidt hul i gulvet så meget som hun var gået frem og tilbage.

Hun havde nu brugt den sidste time på at gå rundt i Højagers gader i et forsøg på at finde Hamins hus. Hendes stedsans havde aldrig været fantastisk. Hendes øjne lyste dog op da hun så det fine navneskilt. Hun mærkede dog også nervøsiteten komme snigende. Hvad skulle hun dog sige til ham. Med et beslutsomt drag om munden og en dyb vejrtrækning gik hun frem til døren og bankede på. Hendes hjerte galoperede afsted og hun rettede noget nervøst på sin kjole.

[Silas af Hamin]

Silas var kommet synderknust hjem fra Alycia dagen forinde, han havde straks givet ordre til at ting skulle pakkes, så han kunne tage hjem til Hamin. Derpå var han gået op på sit kammer og havde smidt sig på sengen. Han havde ikke rørt sig ud af flækken siden. Mad havde han ikke fået noget af, og søvn, kun ganske lidt. Men hvad betydning havde det også?

Solen var begyndt at skinne ind ad vinduet, Det kunne den bare gøre. Han var ligeglad. Han ventede bare på at tingene var klar, så han kunne rejse.

I stuen bankede nogen på døren, en tjener åbnede den, og fik øje på Komtessen af piratklippen. Han bukkede høfligt for hende. "Goddag Komtesse Alycia. Er De kommet for at sige farvel?" Han havde ikke hørt noget om at ridderne havde aftalt besøg før rejsen, Men lod hende dog komme indenfor.

[Alycia af Piratklippen]

Alycia så nervøst på tjeneren. Hun kom uanmeldt og hun vidste stadig ikke hvad hun skulle sige. Hun nikkede derfor bare mekanisk. Hvis det hjalp på situationen at sige det til tjeneren så ville hun sige det. Desuden havde hun ikke overskud til at forklare tjeneren situationen.

[Silas af Hamin]

En ældre dame kom nu gående med favnen fuld af ridder Silas's klæder, som blev pakket i den store rejsekuffert, der stod i entreen. Da hun havde hænderne fri igen nejede hun for komtessen. Kvinden her var muligvis lidt mere forstående end tjeneren havde været. "De må være Komtesse Alycia af piratklippen? Skal jeg sige til Ridder Silas at De er her? eller vil de hellere selv fortælle det?" Hun havde en rar og hjertevarm stemme, var temmelig buddet i kropsbygning, Hun så afventende på komtessen.

Tristen lå fortsat på sin seng i sit kammer og anede intet om hvem der var kommet nedenunder. Han lå i sine egne tanker og pillede ved en gren som havde ligget på natbordet.

[Alycia af Piratklippen]

Hun så en smule befibet ud da den gamle dame spurgte om hun ville fortælle det sent. "Jeg... Vil gerne selv" sagde hun og trak vejret dybt. "Jo mindre de tror det er bedre at det er dem der fortæller det" måske var det her en dårlig ide.

[Silas af Hamin]

Ganske let rystede hun på hovedet,kun lige synligt, med et lille smil. "Jeg skal se om Jeg få ham til at komme ned." Hun nejede for komtessen og forsvandt op ad trappen. Et sted oppefra lød en banken på døren "Silas min kære. Der er brug for Dem for nedenunder." lød hendes stemme ganske blid og hjertevarm.

Inde på værelset kiggede Silas bare irriteret mod døren. Så kiggede han igen på sin gren mellem fingrene. "Jeg er ikke klar til at rejse!" lød det blot. Kammerfruen sukkede, Han var ikke til at få ud af værelset. Hun gik tilbage mod trappen og ned til komtessen. "Jeg ved ikke, hvor længe han bliver derinde. Nu det snart et døgn siden, han sidst har spist. Han er hårdt ramt, må jeg sige.
Måske De skulle forsøge at gå op til døren?" foreslog hun roligt. Man fik hurtigt en fornemmelse af, at kvinden havde en særlig plads i huset. "Jeg kan gå med, hvis de ønsker det."

[Alycia af Piratklippen]

Den lille knude i maven blev større. Havde han ikke spist eller forladt værelset? Så kom der et stædigt drag om munden. Han skulle aldeles ikke ligge der og havde ondt af sig selv. Han var da en større idiot end hun troede. "Det ville være en hjælp hvis de ville hjælpe mig der op. Jeg er ikke kendt i huset." sagde hun og satte armene i siden.

[Silas af Hamin]

kammerfruen nikkede indforståelse til komtessens ord. "kom med, jeg viser vej" Hun førte komtessen op ad trappen og et stykke hen af gangen. Der stod en del pynt på gangen og hang også nogle portrætter. Da de nåede døren til Sils kammer bankede hun på.

"Jeg har sagt jeg ikke er klar til at rejse endnu! Det skader ikke at vente lidt." råbte han fra den anden side af døren. Han træk kun tiden fordi han overvejede at opsøge Alicia igen. Ikke sige noget til hende, bare give hende et tegn på hvor meget det hele gik ham på.

Uden for døren kiggede damen høfligt på komtessen. "ordet er Deres nu. Jeg bliver i baggrunden hvis der bliver noget. Vil De ikke råbe, så bare åben døren derind" lød det opmuntrende fra hende.

[Alycia af Piratklippen]

Hun sank en klump. Hvad skulle hun sige? Så kom det stædige drag tilbage. "Du er en større vatnisse end jeg troede" lød det fra hendes side af døren. "Sikke en ridder der bare tager benene på nakken og rejser. " hun lød nærmest vred. Han havde absolut ingen ret til at ligge der og have ondt af sig selv!

[Silas af Hamin]

Silas slog overraskende øjnene op og rettede sig op i sengen. Det lød jo næsten som... men det kunne ikke passe. Kunne det? Han kiggede på grenen igen, nu knugede han den bare i den ene hånd. "så lad mig være en vatnisse. I Hamin kan jeg umuligt gøre Dem mere ondt" kom det inde fra værelset. Han havde endnu ikke helt mod på at rejse sig og åbne døren.

Det var noget pjat. Det ville han jo blive nød til, ellers missede han måske chancen. Langsomt kom han på benene. Tøjet var krøllet, det var de samme bukser fra dagen før og for oven havdebhan kun skjorte på, som var trukket uden på bukserne, snørrene i den ene støvle var ligeledes gået op. Han hvilede hånden med gren mod væggen og den anden var stadig på dørhåndtaget da han havde åbnet. Han sagde ikke noget kiggede bare på hende og spekulerede på hvorfor hun var der.

[Alycia af Piratklippen]

Hun forsøgte at skjule sit overraskede ansigtsudtryk da han trådte ud. Hvor så han dog ud. "Kunne det tænkes at det at de ikke blev og kæmpede gjorde mig mere ondt? Eller at det at du, jeg mener de var i byen slet ikke gjorde mig ondt? " sagde hun vredt. Hun havde lyst til at slå ham. "De har absolut ingen ret til at ligge der og have ondt af dem selv. Hvis det her var alt de havde at tilbyde mig så er jeg kun glad for at de ødelagde det. " hun dirrede nærmest af vrede. Hun vendte hovedet mod damen. "Han rejser ingen steder" sagde hun bestemt. Så vendte hun hovedet mod Silas igen med udfordrende blik som for at sige at han bare kunne sige at det gjorde han. Hvis han gjorde det skulle hun nok banke noget fornuft ind i hovedet på ham.

[Silas af Hamin]

Silas kiggede på komtessen, denne gang med mere glød i øjnene. "De vil gerne have jeg bliver?" hans blik fangede kammerfrue bag komtessen som rystede let opgivende på hovedet. Så kiggede han ned af sig selv. Han var virkelig et sørgeligt syn at se på. Det var ikke sådan han ville fremstå overfor Alycia. "De må tro alt muligt om mig som jeg ser ud. Fx at jeg er en vatnisse" i et kort øjeblik trak hans læber i et smil, ægte som de var mest sjældne, men det var hurtigt væk igen. Han kiggede på hende. "hvad laver De her?" han havde stadig svært ved at forstå hun faktisk var der.

[Alycia af Piratklippen]

Det dirrede lidt i mundvigen da han smilede. Hun dirrede dog stadig af vrede og lagde armene over kors for at kontrolere det en smule. "Stopper dem fra at være et selvcentreret idiotisk barn der stikker halen mellem benene tydeligvis" hun lod armene falde igen og stod og åbnede og lukkede sine hænder. Hun vidste ikke helt hvad hun skulle gøre af sig selv. "De er ikke den sårede part i det her. Tag dem sammen. Og hvorfor i alverden står de med en gren" forlangte hun at vide.

[Silas af Hamin]

Silas lagde mærke til, at kammerfruen bag komtessen gjorde store øjne af Alicias ordvalgt. Det var forståeligt. Normalt når nogen brugte den slags ord omkring Silas, ville han skælde og smælde, men Han forstod, hvorfor Alycia gjorde det og fandt det ganske retfærdigt.
Han lukkede let det ene øje ved hendes kommentar om at han ikke var den sårede part. Det var han bestemt, at det var selvforskyldt var en anden sag, men han havde det bestemt ikke godt med sig selv.
Da hun spurgte til grenen i hans hånd, kiggede han op på de. Hvad skulle han sige? Han havde mest lyst til at kaste den over skulderen og komme med en af sine normale dumsmarte bemærkninger, men det var nok bedre vare at være ærlig. ".. Jeg tænkte på Dem" Lød svaret så. Det gav sikkert ikke nogen mening for hende at blive sammenlignet med et gren, men det han ville helst undgå at sige for meget.

[Alycia af Piratklippen]

Hun skulle ikke være kommet. Han stod jo bare der. Og hun gjorde et fjols ud af sig selv. Og nu sammenlignede han hende med en gren. "Hva..?" hun kunne ikke helt få det til at stemme overens. Hun burde gå. Det var måske bedst hvis han rejste alligevel.. Men tanken om det gjorde ondt og hun kunne ikke forklare hvorfor.