Holdt for hestebremsen

[Teodorie af Nørland]

Sent i maj, år 528 M.T. med Valor af Havjen

Som Teo førte Julle tilbage til hendes stald lagde hun mærke til, at hesten viftede en del med hovedet og hun opdagede til sin rædsel, at en hestebremse var ved at tage en lille luns af hendes (ikke særlig) ædle ganger.

Hun udstødte et lille skrig af vrede over bæstets frækhed og kom selv i kamp med det, før det endte sit liv, trykket flad imod Julles saddel. Optrinnet havde ikke været elegant. Heldigvis var der vist ikke nogen, der havde set det...

[Valor af Havjen]

Det var med en svedig Måne ved sin side, at Valor kom gående ind på gårdspladsen. Det havde været en hård ridetur, som han havde udsat den store hingst for. Men dagen forinden havde ridderen været forhindret, Caspian havde været frygtelig farsyg. Og Valor havde ikke kunne få sig selv til at tage afsted. Ikke når han lige var kommet hjem.

På vej hen mod stalden, blev han revet ud af sine tanker, da en lille pige pludselig skreg. Han så sig forvirret omkring og fik øje på parret foran sig. Han kunne ikke lade være med at le en smule, mens jagtfalken på hans skuldre rørte uroligt på sig. "Er du helt sikker på, at den er død?" Spurgte han drillende.

[Teodorie af Nørland]

Nej...

Teo vendte sig langsomt om imod skikkelsen og sank så alligevel lidt i skuldrene igen. Ikke en fremmed, der ville gøre nar. Hendes kød og blod - omend fjernt. Hun sendte Valor et olmt - men alligevel lettet - blik.

"Ridder Havjen," hilste hun, trods alt respektfuldt. "Jeg håber det. Hvis den kommer tilbage fra Den Sorte Gud, så er den helt sikkert ude på at få hævn."

[Valor af Havjen]

Han rystede på hovedet af hendes blik. "Page Teodorie," hilste han tilbage. "Jeg er ret sikker på, at hvis den vender tilbage fra Den Sorte Gud, så bliver det umiddelbart uden vingerne," sagde han og kunne se på hendes saddel, at de ikke hang sammen med resten af kroppen mere.

[Teodorie af Nørland]

Teo så fra sin grandonkel og til sadlen, før hun slap et latterfnys. Hun klemte læberne lidt sammen efter det, men blikket spillede og hun var tydeligt en anelse mere på slap line end med så mange andre riddere.

"Godt ord igen, Sir. Det ville ikke være særlig skræmmende med en vingeløs hestebremse..."

[Valor af Havjen]

Han brummede underholdt. "Jeg tror i hvert fald, at du hurtigt ville kunne stikke af, kommenterede han, og tag et fast tag i Månes tøjler, da hingsten trippede utålmodigt. "Hvor har du været ude og ride i dag?" Spurgte han, og kom op på siden af sin grandniece, så han gik på højre side af sin hest.

[Teodorie af Nørland]

Julle virkede udpræget mere interesseret i den fremmede hingst end i det lille sår hun havde fået, men Teo var stadig indigneret på hendes vegne. Hun var dog godt på vej til at glemme sin irritation, som de gik imod staldene.

"Vi har trænet sværdkamp fra hesteryg," svarede hun, en smule selvtilfreds, alt taget i betragtning. "Det er så svært - men så sjovt." Hun så op på ham. "Hvor har De været ude, Sir?"

[Valor af Havjen]

Han smilede og nikkede, mens han lyttede til hendes svar. "det var nok de fægtetimer, som jeg så mest frem til," kommenterede han, og lagde en hånd på hendes ponys bagdel, som han klappede. "Jeg har været ude på engen. Skygge her trængte til at få strukket vingerne, og Måne skulle have strukket benene," svarede han og fjernede sin hånd fra hendes pony, og strøg i stedet jagtfalken over fjerene. "Jeg nåede det desværre ikke igår." Han flyttede sin hånd til sin egen hest og strøg den over halsen,

[Teodorie af Nørland]

En familielighed, noterede Teo sig, med et lille smil. Hun førte Julle med et fast tag i hendes tøjler og lyttede interesseret, før hun hævede et enkelt bryn.

"Hvad skete der da i går?" Lidt forsinket huskede hun sine manerer og tilføjede diskret et "Sir."

[Valor af Havjen]

Han trak let på skuldrene over hendes spørgsmål. "Caspian var syg," svarede han og smilede lidt skævt. "Han ville ikke slippe mit ben, så jeg måtte sidde ved skrivebordet hele dagen." Han rystede efterfølgende på hovedet. "Men han var heldigvis rask her til morgen."

[Teodorie af Nørland]

Teos bryn trak sig sympatisk sammen og selvom hun ikke var så meget til småbørn, så smilede hun alligevel svagt over at hendes grandonkel havde afbrudt hele sin dag for en af de små størrelser.

"De ved, Sir, mange andre ville have hyret en mindre hær af ammer..."

Hun rømmede sig diskret, men smilede stadig antydningsvist.

[Valor af Havjen]

Han smilede af hendes lille hentydning. "De har skam en," sagde han. "Men desværre har jeg nok forkælet dem en smule for meget," det var han ikke selv i tvivl om. Han vidste det godt. Men han skulle jo give dem lige så meget kærlighed, som børn med begge forældre i live kunne.

[Teodorie af Nørland]

Teos smil voksede lidt og hun så op på grandonklen med et spillende blik. "Det er jeg slet ikke i tvivl om. Hvis farmoder levede ville hun sikkert have meget at sige til det."

Der var kun et lille stik denne gang. Det blev bedre hver gang hun konfronterede sig selv med, at Grevinden var død.

[Valor af Havjen]

Han nikkede, ganske enig i hendes udtalelse. "Men efter deres moder døde," han trak lidt på skuldrene. "Caspian er blevet lidt mere vild og ustyrlig," sagde han sukkende og rystede på hovedet af den lille vildbasse, der ikke kunne sidde stille på skolebænken. "Jeg glæder mig til han er gammel nok, til at komme på væbnerskole. Så kan han få brugt sin energi." Hvis bare den dag snart ville komme.

[Teodorie af Nørland]

Teos mundvige sitrede. "Fem år er lang tid, grandonkel," bemærkede hun muntert, før de så småt nåede staldene og det egentlig ville være det indlysende tidspunkt at skilles.

"... Sir? Må jeg spørge om noget?"