Luk mig ind

[Silas af Hamin]

Alycia af Piratklippen

Der var efterhånden gået længe siden det selskab, hvor Silas havde ødelagt alt. Der havde været længe mellem hans smil og han havde brugt det meste tid på at være sur og tvær. flere gange havde han været på vej mod Piratklippens hus, men hvad skulle han sige? Han følte sig for første gang virkelig tom for ord!

Igen i dag havde han samlet mod til at søge over mod Alycia. Han kom i tøjet og fik styr på håret, sørgede for at han så præsentabel ud. Ud af døren og afsted. Det gjorde ond inden i ham, en smerte der kun blev værre jo tættere han kom på huset. En enkelt gang stoppede han og overvejede at vende op. Men han måtte gøre det. Han kunne ikke blive ved med at udsætte det.

Endelig stod han foran døren. Han tøvede længe "Bank nu på din kujon" Lød en stemme igen og igen i hovedet på ham, men hans hånd føltes så frygtelig tung. til sidst fik han dog samlede kræfter og bankede på. Der gik evigheder! sådan føltes det hvert fald, før døren blev åbnet. En tjener kiggede på ham med et hævet øjenbryn "Jeg beder om lov til at tale med Komtesse Alycia." bad han, nærmest tiggede han.

[Alycia af Piratklippen]

Alycia havde fordybet sig i sine studier. Alle bøger der havde mindet om kærlighedsromaner var blevet gemt langt langt væk og det drømmende udtryk der somregel var i de blå øjne var væk og erstattet af kulde. Hun havde forsøgt at opfører sig normalt. Prøvet ikke at lade sig påvirke og holde hovedet højt og hun havde klaret det bedre end hun ville have troet hun kunne. Men når først hun var alene forsvandt smilet.

Det gjorde det også nu hvor hun sad i stuen. Papirer med noter lå spredt ud over bordet, bøger lå i store stakke side om side med halvtomme tekrus og konfektposer med det frasorterede konfekt. Hun hørte fjernt et bank men lagde ikke noget videre i det før tjeneren kom ilende. Hun løftede blikket fra bogen og det blækindsmurte ansigt blev blegt da gæstens identitet blev afsløret. "Send ham væk. Sig jeg er syg, eller har travlt. Jeg har absolut intet behov for at se ham " sagde hun køligt og tog fat om det nyeste tekrus. Hendes knor blev vide af at knuge om det. Men det var bedre end rystende hænder.

[Silas af Hamin]

Tjeneren forsvandt ind i en stue nært ved og lukkede døren efter sig. Silas stod og vippede lidt på fødderne mens han ventede. Lidt efter kom tjeneren igen, denne gang stod døren til stuen åben bag ham. "Beklager Ridder Silas, komtessen er syg og vil ikke se Dem" Lød det fra tjeneren. Silas trak vejret dybt. Nu var han jo endelig kommet. Han måtte se hende. Tale med hende. Fortælle at han var ked af det hele. "Jeg kan godt tale om jeg så bliver syg af det." Kom det fra Silas, men tjeneren rystede bare på hovedet og afslog. Komtessen havde travlt forsikrede han Silas.

Silas kiggede over mod døren, som tjeneren før var gået ind ad. Hun måtte sidde derinde. han havde lyst til at storme derinde, men det gik ikke. Det ville bare sende ham bort i stedet hævede han stemmen i håb om at hun kunne høre ham igennem døren. "Jeg bliver nødt til at tale med Komtessen. De forstår det ikke. Lad mig bare tale med hende kort." han tiggede. Det var ikke noget han normalt gjorde, men nu var han ligeglad.

[Alycia af Piratklippen]

Alycia der var vendt tilbage til bøgerne spjættede da hun hørte den hævede stemme. Ville han dog ikke bare forstå at hun ikke ville se ham? Men hvis hun kendte ham ret ville han ikke forsvinde. Hun rejste sig dog ikke. Tjenerene var vel van til at håndtere den slags irriterende riddere, så de måtte også kunne håndtere ham her. En del af hende håbede virkelig at tjeneren ville give ham tørt på. Han havde godt af at komme ned fra den pedistal han havde sat sig selv på.

[Silas af Hamin]

Siles kiggede håbefuldt mod døren, men ingen kom ud. Var det sådan det skulle ende? at hen ikke egang fik lov til at tale sin sag? Tjeneren kiggede bare afventende på ridderen. "Jeg er nødt til at bede Dem om at gå Ridder Silas. Komtessen vil ikke tale med Dem."

Silas gik en rundte omkring sig selv. Frustreret over ikke at kunne gøre noget. Hun ville end ikke lytte. "Men.. Jeg er nødt til at se hende. De forstår ikke." prøvede han overfor tjeneren. "Unge mand. De er ikke NØDT til noget andet end at gå. Komtessen vil ikke se Dem." Det var ikke til at holde ud. "Bare kort?" den tiggende tone i hans stemme blev tydeligere for hvert ord han sagde. Tjeneren rystede bare på hovedet.
Silas begyndte at føle sig dårlig. Han havde ødelagt det, ødelagt alt, men hvad kunne han også regne med. Han fortjente det. Han lænede sig op ad vægen, så gav benene efter under ham og han sank sammen. Han kunne ikke tage hjem. Ville ikke tage hjem.

[Alycia af Piratklippen]

Hun trak vejret dybt og forsøgte at bevare fokus på studierne men hun kunne hører hvordan hans tonefald blev mere og mere bedende og hun fik nærmest en knude i maven. Hun kunne vel.. Nej. Hun havde sagt hun ikke ville se ham og det måtte han acceptere. Derfor satte hun sig demonstrativt tilrette og kiggede intenst ned i bogen.

Men så kom tjenestepigernes hvisken om den smukke unge mand der havde sat sig ude foran huset. Alycia vidste ærlig talt ikke om hun skulle være vred, skrige eller grine. Og sikke dog en stakkels tjener der skulle prøve at få ham til at gå. Med et suk rejste hun sig. Strøg hænderne over skørterne og gik med knejsende nakke mod døren alt imens lærerinderne fra klosterskolens råd rungede i hendes indre. Hun gav et lille nik til tjeneren om at han var fri til at gå inden hun stillede sig afventende i dørkarmen. Hun havde ikke tænkt sig at invitere ham ind.

[Silas af Hamin]

Hvad betød det om han sad i entreen hos den komtesse han ikke kunne få, sad så slap han var og som et stort rod? fingrene grave sig ind i håret, da han hvilede panden med sin håndflade og kiggede ned i jorden. Det gjorde så frygteligt ondt. En smerte han aldrig før havde følt. stod tjeneren der stadig? han vidste det ikke, var også ligeglad, hvad forskel gjorde det. Han var ikke sikker på, at han kunne bevæge sig uanset.

Han hørte skridt. Det måtte være tjeneren der gik, men hvorfor? Han kiggede op, og fik så øje på Alycia i døren til stuen. hånden hvor hovedet hvilede knugede nu en står potion hår, så de gjorde ondt i hovedbunden, men han var ligeglad. Hun var der. Han burde sige noget. Men alle ord syntes at være væk. ".. Undskyld.." var det eneste ord han til sidst fik over læberne.

[Alycia af Piratklippen]

Hun stod med hænderne foldet foran sig og betragtede afventede Silas. Undskyld? Var det virkelig alt han havde at sige. Han skulle ikke tro han bare kunne komme her og sige undskyld. For alt hvad hun vidste havde han sikkert bare løjet om det hele, og den her reaktion var bare mere skuespil. Men en ordenlig komtesse lyttede og var respektfuld. Så det ville hun være. Hun ville holde de spidse kommentarer i ave og kun svare køligt men høfligt. Hendes ansigtsudtryk ændrede sig ikke og hun ventede på at hun fortsatte. Måske ville hun slet ikke svare. Han kunne sige hvad han ville og så ville hun lukke døren og gå. Det var ihvertfald en mulighed..

[Silas af Hamin]

Hun fortsatte med at være stille og kigge på ham. Aldrig havde hendes smukke øjne været så hårde, men et eller andet sted forstod han hende godt. Han sukkede, kørte hånden igennem håret og lod den så falde. Han kiggede op på hende med et blik fuld af sorg, det charmerende smil for ikke til at finde, han var faktisk slet ikke sikker på om det stadig eksisterede. "Jeg måtte forsøge... at tale med Dem igen" det gjorde ondt at tale og ordene var energiløse og fortabte. Han kiggede ned i gulvet. Egentlig burde han nok rejse sig, men han var ikke sikker på han kunne. "Jeg er så frygtelig ked af det." Han kiggede væk, hun skulle ikke se ham sådan her. Hun skulle ikke se hans ansigt. "Jeg ville sådan ønske, jeg ikke havde gjort det jeg gjorde."

[Alycia af Piratklippen]

Det gav et lille stik i hende at se ham sådan og hun var nødt til at fortælle sig selv at det sikkert bare var en maske. Det var dumt at få det dårligt over en hun ikke kendte. For hun kendte ham jo ikke. Men en kølig og affejende tone svarede hun"De har intet at undskylde for" begyndte hun. Ved guderne han havde noget at undskylde for men at fortælle det ville give ham magt og det ville hun ikke give ham. "De havde ingen forpligtelser over for mig og gjorde intet forkert.
At De angre kan vel næppe være mit problem selvom de tydeligvis har gjort det til mit og min husstands " ordene virkede fjerne og slet ikke som hende. Men hun var nødt til det. Hun havde sat sin lid til ham og håbet at det kunne være dem men det øjeblik hun havde sagt hun havde brug for tid var han valset videre. Hvis ikke det var bevis nok så vidste hun ikke hvad var.

[Silas af Hamin]

Silas kiggede på hende med en dyb rynke i panden. Hvad havde han dog gjort ved hende? Hun var så koldt og slet ikke glad. Slet ikke den fine, dejlige, sjove komtesse han havde mødte. Han nikkede og sank. "Undskyld. Der er så meget jeg gerne vil undskylde for." Han havde ødelagt hende, ødelagt dem.
Hendes sidste kommentar ramte hårdt og han forstod hende med det samme. Det var tabt. Alt var uden tvivl tabt. Han nikkede forstående, skønt han slet ikke var det. "jeg beklager. Jeg måtte bare se Dem.... Vide om der var den mindste mulighed for at De ville finde godhed nok til at tilgive mig.
Men jeg forstår dem godt." Han forsøgte at rejse sig, og først efter en del moslen kom han på benene, han støttede sig dog stadig til væggen "Jeg skal ikke være Dem til mere besvær" Han ville ikke være der mere. Bare væk. opgive alt og finde en eller anden dum krig han kunne deltage i.

[Alycia af Piratklippen]

Hun havde lyst til at brække sig. Hun hadede den kolde facade hun havde sat for dagen. Det var jo ikke hende. Hun sank. "Hvis de sover bedre om natten så har de min tilgivelse" den holdt ikke en meter. Men hun ønskede ham jo ikke ondt, hvis han skulle hører at hun tilgav ham så ville hun sige det. Det var bare ord. De havde ikke så meget betydning længere. Hendes ansigtudtryk havde ikke ændret sig og var stadig koldt. "Jeg ønsker dem alt vel fremadrettet" fik hun frem inden hun gjorde mine til at gå indenfor.

[Silas af Hamin]

Han var overrasket over at se hende på den måde. Hun måtte virkelig lide, det var den eneste grund han kunne se til hendes kolde væsen. Den tilgivelse han fik kunne han ikke bruge til meget. han kiggede hen på hende, uden selv det mindste tegn på smil. Hele hans væsen var ulykkeligt og sorgfuldt. "Så kan jeg ikke tage imod den. Jeg kommer ikke til at sove bedre lige foreløbig. Men det er nok også ganske fortjent" Han ville ikke uddybe noget om hvad der skete hos ham om natten, det var kun noget han og sin nærmeste tjener vidste og sådan skulle det gerne fortsætte.
Han lagde hånde mod dørgrebet og skulle til at gå, men kunne ikke. Han ville ikke væk fra hende allerede. Han bankede blidt hovedet mod døren og stod så der lidt tid. Tørrede en hånd over hovedet, heldigvis var hårdet lige langt nok til at dække for om det havde været i tåre, han havde tørret væk. "Jeg har været så dum. Ikke behandlet Dem med den respekt De fortjener. Det beklager jeg." han bevægede sig ikke. stod bare med hovedet mod døren og hånden på dørgrebet. Måske et spinkelt lille håb i ham ventede på, at hun ville stoppe ham fra at gå.

[Alycia af Piratklippen]

Hun trak vejret dybt. Hendes tålmodighed var ved at blive opbrugt. "Kan De og Deres selvmedlidenhed ikke gå hånd i hånd væk her fra. Jeg er ikke interesseret i at hører hvad de burde have gjort. De har intet at bede om min tilgivelse for. De havde ingen forpligtigelser så stop med at gøre Dem selv og hvad end vi havde mere til grin end det allerede er" der var en lille snert af vrede i hendes stemme.

[Silas af Hamin]

Han kiggede chokkeret op på hende. Hvem var hun? Hendes ord smertede et for et. Men hvad skulle han stille op. Han havde aldrig i sit 23 år lange liv haft brug for at undskylde overfor nogen. Han anede ikke hvordan man gjorde det, og han havde tydeligvis gjort noget forkert, siden det ikke virkede. Han nikkede indforstået til hendes ord, nu vidste han hvad han skulle gøre. "Jeg har forstået det. Jeg går nu. Jeg håber De finder Dem en der kan få Deres gade smil tilbage" Han åbnede døren "Jeg rejser i morgen, så skal De ikke bekymre Dem om hvor De render på mig næste gang." MEd de ord gik han ud af døren, som han lod stå åben bag sig.