Pageplapren

[Teodorie af Nørland]

I starten af maj, år 528 M.T. med Hannah af Masbo

Det var en tidlig morgen, men for pagerne var det altid en tidlig morgen og Teo var mere end vandt til, at indtage sin grød i spisesalen, omgivet af hoveder, der heller ikke nødvendigvis var vågnet helt. I dag var hun dog selv lysvågen og som hun svang sig ned ved siden af Hannah, var hun ét stort smil.

"Gæt hvad der skete i går, Stump," opfordrede hun, som hun gravede ned i skålen med grød og nærmest sad og hoppede på bænken.

[Hannah af Masbo]

Det var ikke, fordi Hannah ikke var et morgenmenneske, men hendes til tider begrænsede samtaleevner lod kun til at være det sløvere, før solen var nået lidt op på himlen. Derfor var det også med en noget overrasket mine, at hun mødte Teo, der slyngede sig ned ved hendes side.

Et utal af ting kunne være sket dagen før, så i stedet for at gætte i blinde, trak hun på skuldrene. "Hvad?" pippede hun og rømmede sig, før hun lagde skeen fra sig i grøden for en stund.

[Teodorie af Nørland]

Teo rankede sig lidt og rømmede sig højtideligt, selvom hun sank sammen i skuldrene øjeblikket efter og vendte sig helt imod den yngre page med lys i øjnene.

"Jeg fik mit første tilbud fra en ridder," hviskede hun dramatisk, men til gengæld ikke videre lavmælt. Tydeligvis kunne dem på den anden side af bordet også høre hende. "Og ikke en ridder-hvem-som-helst heller."

[Hannah af Masbo]

Skeen havde ellers næsten været sikkert nede i skålen, men da Teo buldrede ud med det, hun var kommet for at sige, droppede den det sidste stykke og sprøjtede lidt havregrød ud på bordet, da den ramte skålen med et lavt 'klonk'. Et tilbud fra en ridder?

"Hvem?" Spørgsmålet hoppede over hendes læber med en iver, hun normalt ikke havde. Selv sidemakkerne havde nu vendt sig om for at høre svaret.

[Teodorie af Nørland]

Stoltheden glødede lidt rundt om Teo, i Teo, alle steder. Hun tyggede kort ned i sin underlæbe, som hun betragtede Hannah med et skævt smil.

"Hertugen af Vårfos," erklærede hun, denne gang ganske lavmælt, men også sitrende af spændthed og glæde. "Hertugen af Vårfos."

[Hannah af Masbo]

Det var godt, skeen allerede var væk, for ellers var det da gået helt galt. Hannahs kæbe faldt en tydelig centimeter ved afsløringen. Hertugen af Vårfos? Hun fløjtede imponeret.

"Hvor er det storartet." Hun vidste slet ikke, hvad hun ellers skulle sige. En hertug? Det ville en som hende aldrig kunne håbe på. Med slet skjult misundelse beundrede hun venindens højde og størrelse.

[Teodorie af Nørland]

Teo svævede lidt. Det var en ting at vide det selv, men at dele det med en ven gjorde det ligesom mere... Virkeligt. Hun klarede halsen lidt. "Jeg har ikke sagt ja endnu. Der er meget man skal overveje. Men det er et rigtigt tilbud - og jeg er ikke engang væbner endnu."

Hun sank lidt mere sammen i skuldrene og vendte sig halvt igen, før hun greb sin ske og tog den første mundfuld grød, inden den blev kold. "Men jeg siger dig, Hannah. Man skal passe på med ikke at lade alle de forskellige råd man får forvirre en."

[Hannah af Masbo]

Et rigtigt tilbud. Det gav en kold fornemmelse i maven, selvom hun burde glæde sig på venindens mave. Tænk, hvis ingen ville have hende? Hun samlede skeen op igen med let rystende hænder og skovlede en stor skefuld grød indenbords.

"Du er vildt heldig," mumlede hun med munden fuld af grød og tørrede lidt væk fra mundvigen med håndryggen. "Som hvad?" Lige nu var alle råd vigtige.

[Teodorie af Nørland]

Da Teo var tolv år havde hun ikke spekuleret meget på at blive valgt som væbner, men mere på at klare pagetiden. Hun skænkede derfor ikke vanvittig mange tanker, at hendes veninde kunne være nervøs. Til gengæld hævede hun brynene lidt over spørgsmålet og sank den første mundfuld grød.

"Altså. Hertugen af Naxen sagde, at en arving bør være væbner hos en anden arving - men ikke en lensherre. På den måde kan man både lære at bestyre et len og samtidig er man ikke så bundet til skrivebordsarbejde. Men! Hertug Vårfos sagde på den anden side, at en lensherre godt kan tage en væbner med ud og... Opleve ting."

[Hannah af Masbo]

Svaret gav Hannah mulighed for at få tygget omhyggeligt uden at vise resten af bordet mere af processen. Samtidig nikkede hun opmærksomt.

"Jeg har hørt Baronen af Legan har gjort det samme med sin væbner," istemte hun og skovlede endnu en portion grød ind, hvilket hun fortrød øjeblikkeligt, da flere ord pressede sig på. "Men hvis der ikke er nogen arving, så er en hertug da også imponerende." Selv med grød i munden smagte ordet bare en smule af ærefrygt.

[Teodorie af Nørland]

Et dumt smil voksede frem på Teos læber igen og hun nikkede, før hun fik skovlet lidt mere grød i sig. "Og så er det bare fedt at være blevet spurgt allerede," bemærkede hun efter lidt tid. "Kan du huske det jeg sagde om min samtale med Hertug Naxen? Der hvor han sagde, at han ville tage mig som væbner, hvis ingen andre gjorde? Så ydmygende!" Hun tog en dyb indånding, lidt pink i ørerne bare af tanken.

"Men jeg skal nok lade være med at give dig alle mulige gode råd, når det bliver din tur i hvert fald. Medmindre du selv spørger!"

[Hannah af Masbo]

Hannah nikkede, en anelse modløst. Hun var ikke engang blevet væbner endnu og havde stadig størstedelen af pagetiden foran sig for ikke at begynde at tænke på den dag, når hun skulle derud og prøve at finde en ridderherre, der ville have et lille myr som hende.

"Jeg håber, du stadig kan huske dem, når jeg kommer så langt." Hun forsøgte sig med et smil. "Tillykke med det." Denne gang var det mere oprigtigt.

[Teodorie af Nørland]

Teo slyngede en enkelt arm omkring veninden og gav hende et klem, før hun slap for at genoptage spisningen.

"Så hvordan har du det her til morgen? Udmattet efter festlighederne i går? Jeg siger dig - mine fødder ville hellere på stroptur med træningsmesteren i to døgn end at tage endnu sådan en omgang..."

[Hannah af Masbo]

Sidelæns og ikke så tæt. Sådan var krammene ofte pagerne i mellem, det havde Hannah hurtigt vænnet sig til. I det mindste havde hun søskende, der kunne holde hende tæt, når hun savnede hjemmet og familien og et øjeblik stak det i brystet ved tanken om de, der var i hovedstaden alene.

"Jeg havde ingen anelse om, hvordan jeg skulle få løftet mine ben ud af sengen i morges," indrømmede hun og mærkede varmen om ørerne. "Til sidst måtte jeg fysisk løfte dem ud og da jeg rejste mig, dumpede jeg direkte tilbage i sengen igen." Der havde hun takket Gudinden for, at hun havde været alene og der ikke var nogle vidner.

[Teodorie af Nørland]

Teo grinede, men hverken hånligt eller overbærende. Hun vidste nøjagtig hvordan Hannah havde det. "Jeg ville ønske jeg kunne sige, at det blev bedre, men du ved jo, at jeg ikke bryder mig om at lyve," svarede hun muntert.

"Gad vide om pagerne har det lettere. De skal trods alt ikke altid servere ved selve måltidet..."