Gråt vejr

[Ermelia af Naxen]

Teodorie af Nørland
05. maj 528

April havde været våd, kold og grå, og selvom Ermelia endelig var sluppet væk fra det kolde, uinspirerende nord, havde det ikke været meget anderledes vejr i hovedstaden. I det mindste betød det, at hun stadig kunne bruge den kappe, hun havde fået til midvinter. Ikke at det var nogen trøst. Samtalen med Gilbert havde sat en grå sky over hendes humør.

Kappen blev trukket lidt tættere , skørtet også, da to pager i høj fart stormede forbi og sprøjtede mudder ud til alle sider. Sådan nogle ukultiverede små svin. En mørk lok blev fejet væk fra ansigtet. I det mindste kunne hun få lov til at se ridderne træne. Så kunne hun glemme alt om den splejs, hun selv havde fået til forlovede.

[Teodorie af Nørland]

Teo havde netop været i staldene for at indlogere Julle efter en eftermiddag med dystløb. Hun var stadig en smule svedig efter træningen, men ikke så meget, at hun ikke lige kunne stikke forbi det område, hvor de voksne riddere holdt deres færdigheder ved lige. Det var altid imponerende og lærerigt.

Da hun kom gående, stod der ikke overraskende en ung komtesse og betragtede løjerne. Det var ikke lige så imponerende, men altid lærerigt, hvordan de sukkede efter muskuløse mænd i løstsiddende skjorter.

Teo foldede hænderne på ryggen og standsede ikke langt fra den unge kvinde, før hun vendte hovedet imod hende. "... Nyder De synet, Nådigfrøken?"

[Ermelia af Naxen]

Blikket blev fanget af Gilberts far. Ganske vist ville manden en dag blive hendes svigerfar, men for nu kunne hun godt nyde, hvordan hans krop bevægede sig og måden, det satte bevægelse i de mørke krøller.

En stemme kaldte hende tilbage til den grå, blæsende majdag. "Undskyld mig?" Brynene var let hævet, mens hun prøvede at holde reaktionen tilbage, indtil hun sikrede sig, at pigen rent faktisk havde sagt det, hun troede at have hørt.

[Teodorie af Nørland]

Teo synes det var lidt vammelt, hvordan komtesserne savlede efter ridderne - eller væbnerne. Eller generelt bare tanken om, at skulle finde deres glinsende mandekroppe tiltrækkende. Det lå hende ret fjernt. Til gengæld var det også på en måde interessant, at studere de andre unge kvinder og det var det hun gjorde, som hun betragtede pigen ved siden af sig med svagt underholdt interesse.

"Nej? Jeg beklager, Nådigfrøken. Jeg synes ellers altid det er interessant at studere riddernes træning. Jeg troede jeg måske havde fundet en interessepartner."

[Ermelia af Naxen]

Til en blanding af skuffelse og lettelse for Ermelia, begyndte pigen ved hendes side heldigvis at trække i land. Hun trak derfor på skuldrene og vendte blikket ud tilbage mod mændene igen.

"Det er vel menneskets natur at være nysgerrig, når det kommer til de ting, vi ikke forstår," konstaterede hun henkastet, mens blikket fulgte hertugarvingens bevægelser. Hun skulle have fået en søn, ikke et lille, sølle barnebarn.

[Teodorie af Nørland]

Teo blinkede en enkelt gang, før det hev lidt i hendes mundvige over svaret. Hun klarede halsen. "Ja," konstaterede hun, overrasket over at være enig.

"Ja, det har De meget ret i. Er det derfor De står her? Fordi De er nysgerrig?"

[Ermelia af Naxen]

De blå øjne fandt tilbage til den noget lavere pige. "Det er det vel," svarede hun og betragtede hende et langt øjeblik, som prøvede hun at finde ud af, hvorfor det egentlig var, de stod og talte sammen. Hun måtte melde pas og vendte blikket tilbage til de trænende i stedet.

"Og De? Er De også nysgerrig?"

[Teodorie af Nørland]

Blikket flakkede et øjeblik, før det hev lidt i Teos mundvige og hun vendte blikket mod de trænende, frem for at se på pigen ved siden af sig.

"Det kan man sige. Jeg er mest nysgerrig på hvad det præcis er man får ud af at se på træningen, når det ikke er tips til ens egen. Jeg beklager, Komtesse, men jeg er bare ikke helt sikker på, om jeg forstår det?"

Hendes tone var alt andet end fjendtlig, selvom pigen tydeligvis ikke brød sig om selskabet. Hun var vitterligt nysgerrig.

[Ermelia af Naxen]

Det var vel et fint spørgsmål, selvom pigens nysgerrighed begyndte at irritere hende. Var det bare i orden at gå hen til fremmede og belemre dem med sine spørgsmål i norden? Hun håbede det ikke.

"Det er de mænd og kvinder, der skal forsvare os i det tilfælde, at jeg skulle behøve det, ikke sandt? Især Hertugen af Meagmarsks søn." Hun nikkede mod manden. Det var måske ikke hele sandheden, men mere end hun skyldte den fremmede.

[Teodorie af Nørland]

En afslørende trækning hev i Teos mundvige, som hendes blik faldt på den meget voksne ridder. En imponerende mand, utvivlsomt. Men hun var ret sikker på, at det ikke kun var hans evner som ridder, der imponerede komtessen.

"Absolut, Nådigfrøken," svarede hun, en anelse mildere. "Jeg vil tro, at det mange andre beundrer er mere fysisk end som så, men det er smukt, at De tænker sådan. Jeg beklager, hvis jeg stødte Dem med mit spørgsmål."

[Ermelia af Naxen]

Det var ikke til at sige, om pigen troede hende, men det kunne Ermelia jo egentlig også være ligeglad med. I stedet for at dvæle i det, vendte hun dog ansigtet mod hende igen, denne gang med et blidt smil om læberne.

"Det skal De ikke tænke på." Hvis ikke hun tog meget fejl, var det jo alligevel arvingen til Nørland, der ikke lå så langt fra Meagmarsk. "Nysgerrighed er ingen ringe kvalitet."

[Teodorie af Nørland]

Et kortvarigt smil krusede på Teos læber. Hun købte ikke komtessens årsager, men det var jo dybt ligegyldigt om hun løj eller ej. Til gengæld var hun kønnere, når hun smilede og ikke snerrede, bemærkede den unge page fraværende.

"Det er der ikke bred enighed om blandt adelsmænd - heller ikke dem derude," konstaterede hun drævende, med et enkelt bryn hævet. "Det ved jeg ikke om De har bemærket endnu?"

[Ermelia af Naxen]

Jo, det havde hun skam godt bemærket. Og ellers havde bagsiden af hendes fars næve lært hende det en gang eller tredive. Blikket flakkede dog kun diskret, næsten ikke afslørende. Med tiden var hun blevet bedre til at skjule det.

"Det er deres verden," konstaterede hun fladt og trak på skuldrene. Så længe de kunne holde hende sikker i den, var hun ikke den, der skulle komme med indvendinger.

[Teodorie af Nørland]

En enkelt rynke voksede frem på Teos næse, før hun glattede den ud og blot rystede langsomt på hovedet.

"Og det her er vores?" Hun hævede et enkelt bryn spørgende, uden hån.

[Ermelia af Naxen]

Et lille smil lurede i mundvigen, før hun tankefuldt trak på skuldrene. At stå på sidelinejen som tilskuer var vel deres verden. "Det er i hvert fald min." Det var sådan, hun var opdraget.

"Men det lader til, De vil noget andet?" Hun vendte ansigtet mod pigen igen med et sigende blik til hendes dragt.