Ærlighed?

[Larkin af Stenbjerg]

Myrilla af Stenbjerg

Det var præcis det her, som han havde ventet på. Et bevis. Et åbenlyst tegn på at han ikke kunne stole på hende.
Da Myrilla kom hjem fra sit besøg, fortalte en af tjenerne hende, at hertugen ønskede at tale med hende. Larkin sad i mellemtiden i en af boligens fine stuer og læste i en af sine mange bøger om Gaven. Han så først op, da Myrilla trådte ind i stuen. Han gad ikke gøre noget forsøg på at få hende til at sætte sig. ”Jeg har talt med helbrederen,” sagde han blot og forventede, at hun straks forstod, at han vidste, hun havde løjet for ham. ”Var det ikke der prædikede løs om, hvordan vi skulle være ærlige?”

[Myrilla af Stenbjerg]

Det var ikke langt, hun var kommet fra Naxens hus, før tårerne var begyndt at presse sig på, men hun nægtede at give efter for dem. Det virkede så uretfærdigt.

Derfor virkede tjeneren også meget langt væk, før hun begav sig ind i stuen og afventende så hen på Larkin. "Hvad mener du?" spurgte hun, udmattet og kort for hovedet. Det var virkelig ikke tiden til alle mulige lege og krumspring

[Larkin af Stenbjerg]

Normalt plejede hun at mere observant end det der ... Larkin sukkede irriteret. ”Jeg mener, at helbrederen har fortalt mig sandheden. At vi ikke kommer til at få børn,” svarede han. Når nu hun ikke var i stand til at følge samtalen. Han klappede bogen i og lagde den til side for i stedet at tage sit glas med rødvin og drikke lidt. Så kunne hun jo lige få lidt tid til at indse, hvad samtalen handlede om, hvis hun stadig haltede bagefter.

[Myrilla af Stenbjerg]

For anden gang den dag blev hun ukarakteristisk mundlam og stod et langt øjebik bare og stirrede på ham, mens hun prøvede at forberede sig på den samtale, de uundgåeligt blev nødt til at have nu.

Læberne gled fra hinanden, men uden at kunne finde på noget at sige, lukkede hun den igen. Der var jo ingen måde at forklare det på. "Jeg er ked af, jeg løj for dig."

[Larkin af Stenbjerg]

Nå, hun lod til at have indhentet samtalen. Larkin trak blot på skuldrene og stillede glasset fra sig igen. ”Tja, det kan vel lære mig at følge op på den slags frem for blot at tage folks ord for det,” svarede han blot. Ægtefolk løj for hinanden. Sådan holdt man bedst freden i huset. Det var dog problematisk, at hun havde løjet om noget så alvorligt. ”Jeg overvejede at være vred, men det virker ærlig talt som spild af tid. Desuden har jeg sikret en forlovelse til Kieran, så hvis alt går som det skal, kan jeg have en arving næste år.” Forudsat at Trebond-pigen ikke var besværlig – hvilket han havde svært ved at tro på, men Kieran ville have hende, så han fik hende.

[Myrilla af Stenbjerg]

Det ødelagde alt, hun havde kæmpet for de sidste mange måneder og hun så det smuldre omkring som endnu en af de ting, der var komplet ude af hendes greb.

Som han fortsatte, spændtes kæben. "Kieran og Komtessens barn bliver ikke din arving," konstaterede hun sammenbidt, stadig ikke villig til at give op på det mål, selvom det havde set mere og mere håbløst ud gennem de sidste par måneder.

[Larkin af Stenbjerg]

Han sukkede irriteret af hendes udmelding. ”Nå. Jamen, er du da gravid?” spurgte han tvært. Hun mindede ham om et eller andet stædigt barn, der ville have sin vilje, selvom den vilje var at trække månen ned til Jorden. ”Kierans barn kommer til at arve. Så du behøver ikke bekymre dig om det mere. Du kan bruge al den tid, du vil, på universitetet.” Det burde hun da kunne underholde sig selv med.

[Myrilla af Stenbjerg]

Spørgsmålet fik effektivt lukket munden på hende, men gjorde hende bestemt ikke i bedre humør. Så nu skulle Kieran simpelthen også til at have børn. Det var da simpelthen fantastisk.

"Selvfølgelig. Nu kan jeg ikke bruges til mere, så nu gider du ikke engang besvære dig, vel?" snerrede hun og rystede på hovedet af ham. Perfekt. Dagen kunne ikke blive værre nu!

[Larkin af Stenbjerg]

”Nej, det gør jeg ikke,” svarede han blot på hendes spottende bemærkning. De skændtes ofte, hun var mere sur end glad, og han var i det hele taget træt af alt det bøvl det var at føre en samtale med hende. ”Du kan gøre, hvad der passer dig. Bruge al din tid hos dine brødre eller hvad ved jeg. Jeg skal nok lade være med at søge en skilsmisse.” Uanset hvad var Naxen jo stadig en god alliance, og hvis bare Kieran fik børn, var familien stadig sikret.

[Myrilla af Stenbjerg]

Al den vrede, hun havde bygget op og var klar på at slynge i fjæset på ham, forsvandt. For blot få sekunder siden havde hun været klar til at vise sig fra sin mest sindssyge, uværdige og usammenhængende side og med få ord havde han punkteret hende fuldkommen.

Det virkede uvirkeligt. "Hvad?"

[Larkin af Stenbjerg]

Han lagde hovedet på skrå. ”Hvad?” spurgte han blot. Havde hun svært ved at følge samtalen igen? ”Som du selv siger, gider jeg ikke besvære mig mere med dig. Det er ikke skråleriet værd. Så gør hvad der passer dig – jeg er ligeglad,” opsummerede han derfor og tog endnu en tår af sit glas.

[Myrilla af Stenbjerg]

Det var ikke, fordi hun ikke havde forstået det. Og så alligevel.. Tomt stod hun og stirrede på ham, før hun endeligt dumpede ned at sidde på en stol, der ganske belejligt stod tæt på. Ellers var hun nok dumpet ned på gulvet.

"Du er ligeglad?" gentog hun langsomt og mærkede noget rumstere på sig uden helt at kunne placere det. Rynken mellem hendes bryn blev dybere.

[Larkin af Stenbjerg]

”Ja.” Han havde trods alt haft flere måneder til at affinde sig med tanken om, at de måske ikke ville få børn. Nu havde han så bekræftelsen og behøvede ikke bekymre sig om det mere. Eller besvære sig med de evige sammenstød med Myrilla. ”Så lad os bare gøre hver vores ting fra nu af.”

[Myrilla af Stenbjerg]

Selvom hun så tit havde hadet ham som ingen anden, gjorde det ondt at høre ham sige ordene. "Nå." Ikke bare var Vania gravid, nu var hendes eneste chance for at få et barn også forsvundet. Hun blinkede hårdt et par gange.

"Skal jeg flytte soveværelse igen?"

[Larkin af Stenbjerg]

Flytte værelse? Ja, det var vel det smarteste, men han vidste jo også, at hun følte sig ensom i huset. ”Det vil jeg lade dig bestemme. Du kan skifte frem og tilbage, som det passer dig, hvis du vil.” Han havde trods alt intet imod at sove sammen med hende. De skændtes som regel ikke i sengen – uanset hvilken aktivitet de foretog sig der.