Forårsfejring

[Teodorie af Nørland]

En fest, foråret 528 M.T. med Christian af Vårfos

Det var sidste gang hun skulle servere til en festlighed som page og Teo havde sikret sig, at hun så pletfri ud. Ceremonimesteren havde da heller ikke haft noget at udsætte på hendes uniform. Det var et held, for i mangel på væbnere nok, var pagerne ikke kun stik-i-rend børn til og fra køkkenet, de ældste af dem blev også sat til at servere ved gæsternes borde.

Det kunne have været værre, bemærkede hun for sig selv, som hun nærmede sig det bord hun havde fået ansvar for med det vaskefad, der gik på runde. Hun startede ud ved den højest rangerende og selvom han var ung, så var det i dette tilfælde Hertugen af Vårfos. Hun bukkede, som hun holdt fadet frem, med et klæde hængende fra den ene arm, som var til at tørre hænderne i efterfølgende. "Hvis Deres Højhed ønsker," tilbød hun ærbødigt.

[Christian af Vårfos]

Samtalen ved middagsbordet var i Christians øjne uinteressant. Men som Hertugen af Vårfos, så deltog man. Et påklistret smil og en alvorsrynke var at finde i hans ansigt, da en lys stemme rev ham ud af en debat om, hvor mange heste det var bedst at bruge til pløjningen. Ved Gudinden, en kedelig samtale. Hans grønne øjne hvilede, på den lyshårede page, der havde henvendt sig til ham. Han granskede pigebarnet med øjnene i et kort øjeblik, inden han nikkede. Han dyppede sine hænder i vaskefadet, og mens han gjorde det, fik han med et stålblik øjenkontakt med pigen. "Hvad er Deres navn?" Spurgte han lavmælt, for ikke at afbryde samtalen ved bordet, eller for at henlede opmærksomheden på dem.

[Teodorie af Nørland]

Teo var kun tilstede for at tjene. Det var en ganske vigtig del af page- og væbnertiden, havde hendes far og bedsteforældre fortalt hende adskillige gange. At lære ydmyghed, sagde de. Og fire år inde i væbnerskolen forstod hun uden problemer at være ydmyg og kun at sige det, som høflighed bød hende. Som renblodet nordbo var det der med at holde kæft generelt ikke rigtig et problem.

Da Hertugen af Vårfos bad om hendes navn, blinkede hun derfor kort og overrasket, før hun svarede som det mest naturlige i verden: "Page Teodorie Nørland, Deres Højhed. Jeg beklager, at der ikke er en væbner til at servere ved Deres bord."

[Christian af Vårfos]

Han løftede et øjenbryn over hendes undskyldning. "Umiddelbart vil jeg påstå, at det ikke er verdens undergang," lød det fra ham, inden han tog sine hænder op af vandet i vaskefadet og efterfølgende tørrede sig af i det klæde, der hang over hendes arm. "Hvor lang er De?" Spurgte han så, det var langt mere interessant end den samtale der foregik ved bordet.

[Teodorie af Nørland]

Teo klemte hurtigt læberne en anelse sammen omkring det smil, der havde været lige ved at træde frem på hendes læber over den tørre konstatering. Hun var udpræget enig, men pager havde ikke nogen holdninger - eller deres holdninger var i hvert fald ligegyldige. Hun overlod klædet til Hertugen og rankede sig antydningvis.

"Jeg er på mit fjerde år, Deres Højhed," svarede hun respektfuld med den evige lille mavetumlen over, at sige det og samtidig vide, at det betød, at hun næsten var færdig med de fire år. Fjerdeårspager var altid hyperopmærksomme på enhver opmærksomhed fra riddere - og intet under. Hvem havde lyst til at stå tilbage efter sommeren og blive nødt til at gå i paladstjeneste?

[Christian af Vårfos]

Han rynkede let panden ved hendes svar. "Tak, Page Teodorie," sagde han, og afleverede håndklædet tilbage til hende. "Jeg går ud fra, at De benytter Dem af aftenen til at se ridderne af an?" Han kunne regne ud, at hun snart skulle være væbner. "Eller De har måske allerede en?" Det kunne jo ikke udelukkes.

[Teodorie af Nørland]

Teodorie tog imod håndklædet med et let nik, før hendes bryn trak sig svagt sammen. "Nej, Deres Højhed. Jeg mener, nej, jeg har ingen ridderherre og ja, det tror jeg alle fjerdeårspagerne gør, hvis de serverer."

Hun klarede halsen en anelse. "Men det er jo ikke vores valg, Sir." En uomtvistelig sandhed.

[Christian af Vårfos]

Hun var med andre ord en af de lidt mere opmærksomme pager. Ikke en af de piger, der havde tabt hovedet efter de første år. Han nikkede til hendes ord. "Det er klogt," konstaterede han. "Det har De ret i," bekræftede han. Han havde aldrig overvejet en kvindelig væbner. Det bundede mest i, at han nok ville komme til at sammenligne vedkommende med hans søster Tia. "Har De mødt nogle i aften, som kunne være interessante?"

[Teodorie af Nørland]

Stod han - sad han og kaldte hende klog? Teo vidste, at hun skulle videre til den næste ved bordet, men hun dvælede et øjeblik. Ceremonimesteren ville alligevel aldrig tilgive hende, hvis hun affejede en Hertug for noget så tåbeligt som at holde tidsplanen. At hun også ville blive skældt ud for ikke at holde tidsplanen... Nåja. Man måtte vælge hvad man gerne ville have problemer for nogen gange. Hun rynkede panden svagt over spørgsmålet.

"Vi er netop kommet ud, Deres Højhed. Jeg mener... Jeg har kun mødt Dem indtil videre." Hun klarede halsen. Ja, hvem i kaos ville ikke være Vårfos' væbner? Men den slags ambitioner havde hun nu ikke.

[Christian af Vårfos]

Hans egen pande blev rynket over hendes svar, og langsomt nikkede han. "Fint," brummede han, i den dybe karakteristiske tone for ham. "Kom tilbage Page Teodorie af Nørland, når De har været hele vejen rundt." Det var mere en ordre, end det var et foreslag. "Så vil jeg gerne høre Deres betragtninger, og komme med mine egne foreslag."

[Teodorie af Nørland]

Hun måtte holde på sig selv for ikke at tabe kæben og klemte som reaktion tænderne lidt sammen, før hun fik klaret halsen og bukkede høfligt. "Deres Højhed," kom det frem, uden at hun forsøgte at protestere. Hun var lidt overvældet af, at Hertugen af Vårfos ville høre hendes betragtninger om fremtidige ridderherrer og komme med forslag. Til gengæld magtede hun heller ikke rigtig at sige mere intelligent - selvom hun sjældent blev mundlam. Hun gik blot videre til den næste gæst efter sin simple accept af ordren.

Ude bagved, da hun hentede forretten bagefter, fortalte hun hviskende en af sine medpager om den korte samtale og smilede over hele hovedet. Det var først senere, da hun var i færd med at skænke mere rødvin op, at hun fik tid til at standse ved Hertugen og han ikke selv var i færd med en samtale. Det kunne hun ikke i sin vildeste fantasi finde på at afbryde.

"Deres Højhed," begyndte hun forsigtigt. Det kunne snildt være, at han havde glemt sin ordre eller at han i øvrigt havde drukket for meget til at give pokker i hende. Hun ville ikke antage noget.

[Christian af Vårfos]

Da pagen var gået, for at fuldføre sit arbejde, havde Christian vendt sig rundt for at deltage i den utiltalende samtale igen. For hvert sekund der gik, blev han mere og mere irriteret over de mænd, han sad til bord med. Han håbede så sandelig, at blot noget af aftenen ville blive god.

Han var lige ved at rejse sig fra bordet, da den lyshårede pege vendte tilbage. Der gik to sekunder inden, at han genkendte hende. Der havde været mange nye ansigter blandt de serverende denne aften. "Page Teodorie af Nørland," hilste han, og rejste sig op i sin fulde højde. "Har De gjort Deres pligt?"

[Teodorie af Nørland]

Teo havde ikke forventet, at Hertugen ville rejse sig, men reagerede ikke synderligt, selvom hendes bryn et øjeblik røg op. Hun klarede halsen lidt og rankede sig selv, selvom det ikke bragte hende op i samme højde. Hun var ikke engang fuldvoksen.

"Ja, Deres Højhed," svarede hun, svagt tøvende og jævnt usikker på om den pligt han talte om var at bryde sin hjerne gevaldigt med overvejelser om riddere, uden at komme særlig meget særlig nært. Det var lidt en opgave hun ikke så meningen med. Til gengæld havde hun ikke været page i fire år uden at lære at adlyde relativt blindt.

[Christian af Vårfos]

Han nikkede, da hun svarede ham. "Og ceremonimesteren har vel ikke noget imod, at jeg stjæler Deres tid?" Forhørte han sig og så ned på hende. Han måtte bøje i nakken. Han kendte godt manden, og nærede intet ønske om at sætte sig imod ham. Det var trods alt kun lige knap elleve år siden, at han havde stået og set efter en ridderherre selv.

[Teodorie af Nørland]

Teo sank. Ceremonimesteren havde helt klart noget imod det, men hans blik, da hun havde sagt, at Hertugen havde bedt hende om det, havde været mest af alt opgivende, før han viftede hende væk. "Nej, Deres Højhed," svarede hun derfor, efter et splitsekund af en pause. Det var ikke rigtig løgn, men det føltes heller ikke særlig meget som sandheden.

"Men det tager vel heller ikke længe," fulgte det forhåbningsfuldt efter, som hun tiltede hovedet en anelse for at se op på Hertug Vårfos. Hun var stadig selv nogenlunde blank på hvad i alverden hun skulle sige.