Valnødderne

[Myrilla af Stenbjerg]

Murray af Naxen

Et lavmælt, utålmodigt suk undslap Myrillas læber. Hun hadede virkelig at vente, selv når det var på sine brødre. Det hjalp heller ikke på situationen, at hun ikke havde den fjerneste ide om, hvorfor hun var blevet inviteret derhjem, selvom ethvert afbræk fra Larkins tydelige skuffelse var tiltrængt.

Armene var skødesløst korslagte, fingrende trommende over den ene arm. Det var jo ikke fordi, hun havde travlt med at komme hjem alligevel, mindede hun sig selv om, hvilket blot fik hende til at sukke igen. "Mind lige min bror om, at jeg altså er her," bad hun en tjener om, der straks søgte op ad trapperne.

[Murray af Naxen]

Murray var opslugt af en samtale med helbrederen. Vania havde insisteret på at besøge sin mor, og han havde bestemt ikke synes, at hun skulle gå nogen som helst steder i sin nuværende tilstand. Så hun havde tilkaldt helbrederen, og nu var Murray så i gang med at få en mindre lektion i, hvad der var godt og ikke godt for en gravid kvinde.
Da en tjener kom ind og fortalte, at Myrilla sad og ventede på ham, kunne han endelig slippe ud af samtalen. Desværre så han ikke frem til at tale med Myrilla, så han gik lidt langsommere end normalt ned til stuen. Han var jo nødt til at fortælle hende det, men han vidste også, at det blot ville øge presset, der allerede hvilede på hendes skuldre. Da han trådte ind i stuen sendte han søsteren et svagt smil. ”Jeg er glad for, at du kunne komme over,” startede han og gik hen for at sætte sig i sin lænestol.

[Myrilla af Stenbjerg]

Hertugen ville komme snart, informerede tjeneren hende, da han kom tilbage, ligesom han havde gjort det før. Men hun kunne få lov at sætte sig i stuen. Hun afholdt sig fra at fnyse hovent. Hvis hun ville tage plads i sin families stue, havde hun da tænkt sig at gøre det uanset om nogen gav lov eller ej.

Alligevel gik hun derind, tog plads og ventede. Endelig trådte han ind og hun smilede uden at gøre antræk til at rejse sig. "Selvfølgelig." Nysgerrigheden gnavede, men hun forholdt sig roligt og lagde benene over kors. "Alt vel?"

[Murray af Naxen]

Han tøvede lidt, men siden han aldrig havde været god til at forklare sig i lange høflige vendinger, besluttede han sig for bare at sige det, som det var. ”Alt er fint,” brummede han. Ventede et øjeblik igen og så hende an. Hun virkede frisk. Sund. Hun så ikke så sygelig ud, som han havde før havde set hende. ”... Vania er med barn. Vi tror, det skete i juni ...” Så. Nu var det sagt.

[Myrilla af Stenbjerg]

Nå, heldigvis ikke flere dårlige nyheder. Det var da altid noget. "Dejligt," svarede hun derfor, da der havde været tavst lidt. Studerede han hende? Det var da mærkelig adfærd.

Så fortsatte hende og alt i hende standsede. Vania.. Med barn. Minen blev stiv i det og hun sad et øjeblik paralyseret, mens tankerne virrede rundt i en sådan hast, at hun ikke kunne nå at holde fast i så meget som en eneste. Så rejste hun sig op og marcherede ud af stuen.

[Murray af Naxen]

Der var ingen reaktion. Overhovedet. Murray blev hurtigt noget bekymret, men så snart han skulle til at tale, rejste Myrilla sig og gik. Ehm ... S-Skulle han gå efter hende? Han rejste sig fra sin stol. ”Vent, Myrilla!” Ved nærmere eftertanke sank han ned at sidde igen. Hun virkede vred. Han burde nok ikke ... men hvad nu hvis hun var ked af det? Så han rejste sig og tog et par skridt efter hende, men stoppede så og gik tilbage til stolen. Jamen, hvis hun var ked af det, ville hun sikkert ikke trøstes af ham, når nu det var ham, der var problemet her. I sidste ende gik han bare forvirret frem og tilbage mellem stolen og døren uden at vide, hvad han dog skulle stille op.

[Myrilla af Stenbjerg]

Svagt under lyden af blod, der brusede for ørerne, hørte hun Murrays stemme bag sig, men hun kunne ikke forholde sig til den lige nu. I stedet fortsatte hun gennem vinterstuen og ud i haven. Ud af øjenkrogen kunne hun se Murray, der rejste og satte sig inde i stuen, men så forsvandt han bag tårerne, der lagde sig som en tyk hinde over hendes syn.

Hun fortsatte gennem haven uden at vide, hvor hun var på vej hen og stoppede først, da hun nåede det store træ, hun altid havde læst i som barn. Kjolen lukkede tæt sammen om hendes bryst og gjorde det svært at trække vejret.

Tankerne kørte stadig rundt, blodet brusede varmt, hendes kinder brændte. Febrilsk gik hendes fingre i gang med at løsne kjolens snører, rev dem fri og skubbede den store kjole af, så hun kun stod tilbage i underkjolen. Det hjalp lidt. De grønne øjne flakkede op mod træet og før hun helt vidste, hvad der skete, greb hun ud efter en gren og gav sig til at klatre op.

[Marcus af Naxen]

Marcus var næsten kun lige trådt ud på trappen, da han så Myrilla marchere ud af stuen, som kun hans standhaftige tvillingesøster kunne gøre det. Han kendte udtrykket i hendes ansigt alt for godt til at stille nogen spørgsmål. Men han nåede ikke at indhente hende, før hun var gået gennem vinterstuen og ud i haven.

I småløb hoppede han over de sidste trin på trappen, og standsede op i døren indtil stuen, hvor Murray sad. Han løftede et øjenbryn over broderens ansigtsudtryk, og rystede derpå på hovedet. "Jeg sagde jo, at hun ville tage det tungt," påpegede han. "Lad mig," afsluttede han så, lagde sine bøger på et anretterbord og løb så ud i haven for at finde sin tvillingesøster.

Det var ikke svært for Marcus at gætte sg til, hvor Myrilla havde søgt tilflugt. Det var akkurat det samme træ, som da de var børn. Han så hendes kjole ligge på græsset, men trak bare på skuldrene af det, og kiggede efterfølgende op i træets krone, hvor den mørkhårede kvinde han ledte efter, sad. "Du har tydeligvis ikke mistet dit greb," kommenterede han, inden han med adrætte bevægelser kravlede op i træet til hende.

[Myrilla af Stenbjerg]

Først da hun var nået op på den brede gren, hun altid havde læst på, kunne hun trække vejret igen og hun hev efter vejret, så hendes bryst hævede og sænkede sig i en skæv rytme. Den dårlige samvittighed ramte hende øjeblikkeligt, men blev snart efter overskygget af følelsen af uretfærdighed. Hvorfor kunne alle i den forbistrede verden få børn bortset fra hende!?

Marcus' stemme kaldte hende tilbage til virkeligheden og hun så overrasket ned på tvillingen. Hun havde ikke hørt ham komme. "Nej, ikke lige med klatring, åbenbart." Selvom det føltes som om hun var ved at miste grebet om alt andet.

[Marcus af Naxen]

Han satte sig på en gren under hende, og lænede sig op ad stammen. Træet havde virket større, dengang de var børn. "Og mange andre ting," svarede han. "Såsom at efterlade vores kære storebror med det mest forvirrede udtryk i ansigtet, der findes på denne jord. Det er du stadigvæk lige så god til, som da du gav ham de første grå hår, dengang du første gang viste dig i bukser," han lagde hovedet lidt tilbage og så op på hende.

[Myrilla af Stenbjerg]

De ting, han nævnte, virkede alle så langt væk og et øjeblik blev hun grebet af en stærk trang til at sidde i deres mors skød og mærke hendes varme hånd stryge over håret.

"Hvorfor kan jeg ikke være glad på hans vegne uden at hade Guderne og verden og alle i den, for at jeg tilsyneladende er den eneste adelige kvinde, der ikke sprøjter børn ud til alle sider?" sukkede hun og lod hovedet dumpe tungt tilbage mod stammen.

[Marcus af Naxen]

Han kunne ikke lade være med at smile lidt skævt. De var så ens. "Jeg var heller ikke synderlig glad," sagde han ærlig og trak let på skuldrene. "Selvom det naturligvis betød, jeg ikke selv skulle sørge for en arving." Hvilket han var mere end lykkelig for. "Men det skal nok komme, Myr. Jeg er ved at være der. Det er jeg sikker på," han håbede dybt og inderligt, at det var sandt.

[Myrilla af Stenbjerg]

Myrilla smilede et mat smil, der ikke nåede øjnene. Hans ord gav hende ingen tryghed eller sikkerhed. Nej, det lugtede alt sammen bare lidt for meget af kosmisk retfærdig over, at hun aldrig havde været som de andre kvinder ved hoffet og nu skulle hun nok se sine fejl.

"Jeg burde gå ind og sige undskyld og ønske ham tillykke, ikke sandt?" sukkede hun og trak en hånd gennem de mørke lokker. Mest af alt havde hun lyst til bare at blive i træet, men det var også ved at blive køligt.

[Marcus af Naxen]

Han trak på skuldrene. "Jeg tror ikke engang, at jeg har sagt tillykke," kom det fra ham, inden han lænede sig frem, og dermed væk fra træets stamme. "Men måske en undskyldning. Det tror jeg, at han vil sætte pris på," han løftede en hånd op og klappede hende på låret.

[Myrilla af Stenbjerg]

Brynene hævede sig og hun så ned på tvillingen uden at forstå, hvorfor. Men Murray forstod sikkert heller ikke hendes reaktion. Ikke at det var helt det samme.

"Ja, du har ret," sukkede hun og skubbede sig op at stå igen, før hun begyndte at klatre ned ad træet. Først da hun igen stod på fast grund, kastede hun et blik op på Marcus og gik så i gang med at tage kjolen på igen. Murray ville nok få et anfald, hvis hun kom ind igen uden.

"Tak."