Page på fad

[Teodorie af Nørland]

Maj, år 528 M.T. med Lachren af Meron

Endnu en uge med serveringspligt i pagerne og væbnernes spisesal havde indhentet Teodorie og hun sørgede for, at trippeltjekke, at hendes uniform var pletfri, uden en eneste fold og at håret absolut ikke gik ind foran ansigtet, som visse ældre havde det med at påpege, når de manglede noget at slå ned på.

Der var tit gæster ved højbordet og i disse tider kunne gæsterne finde på, at være en fremtidig ridderherre. Det sad da også i hendes tanker, som hun meldte sig til tjeneste og bukkede for væbnerskolens forstander og hans bordherrer (og -damer). Det var nok sidste gang hun havde lige præcis denne pligt. Heldigvis, da.

[Lachren af Meron]

En af fordelene ved at være tilbage i Corus, var at kunne bruge tid sammen med ridderkolleger han ellers ikke så så meget til.

Denne aften havde han valgt at indtage sit aftensmåltid på paladset, både for at tale med en gammel bekendt der nu var underviser på væbnerskolen, men også for at kunne se de ældste pager an udenfor træningspladsen. Det var ikke kun vigtigt at en kommende væbner havde evner for det praktiske. Sociale færdigheder vejede også en del for ham.

Hans blik gled vurderende rundt mellem de forsamlede mens han spiste, og han fra tid til anden lavmælt udspurgte sin sidekammerat om enkelte pager. Oveni de helt reelle grunde til at være der, var det også en glimrende disktraktion fra den fortsat kaotiske tilstand der regerede mellem ham selv og Tatiana.

[Teodorie af Nørland]

Det var Teo, der skænkede op for gæsterne denne aften og det krævede, at hun stod på tæer for at se, om deres krus nu også var fyldt, mere eller mindre hele tiden. Hun stod diskret og vippede en anelse frem og tilbage, for at aflaste sine fødder, da hun så den rødhårede, besøgende ridder tømme sit bæger. Hun var på pletten med det samme med et dæmpet tilbud om "mere vin, Sir?"

Det var ikke en pligt hun specielt nød. Enkelte gange ved festlige lejligheder havde gæster ment, at det at hun ikke var en dreng gav dem visse friheder. Hun var på stikker.

[Lachren af Meron]

Han nåede kun lige at sænke hånden, før en blond page stod klar og han rakte sit bæger frem mod hende med et venligt smil "Tak.. page..?" han så spørgende på hende, klart forventende at få et navn. Der var så mange af dem og han havde måttet erkende, han ikke kendte andet end en brøkdel af de yngste, aspirerende riddere.

[Teodorie af Nørland]

Teo hældte op med en mine så gravalvorlig som en af dødsgudens præster. "Teodorie af Nørland, Sir," præsenterede hun sig, før hun løftede kanden og fangede den ene, løsslupne dråbe af rødvin, der nær var dryppet, med ærmet.

Hun skyndte sig at træde tilbage og foldede diskret uniformen, så det ikke var synligt. Fjols, Teo.

[Lachren af Meron]

Han trak bægeret til sig igen med et lille nik til pagen "Jamen så tak.. væbner Teodorie." han løftede bægeret lidt, men stoppede halvvejs mod at tage en mundfuld "Hvor langt har du så tilbage? Af din pagetid?" han kunne ikke helt placere hendes alder, men den slags havde heller aldrig rigtigt været en af hans forcer.

[Teodorie af Nørland]

Teo rankede sig umærkeligt bagved ridderen og forberedte sig på en af den slags høflige udspørgelser, som hun havde stresset så vanvittig meget over de sidste par måneder. Tidligere havde det føltes konverserende. Siden slutningen af fjerde år var det i stedet ligesom en konstant prøve fra en ny, potentiel ridderherre.

"Jeg er på fjerde år, Sir. Jeg har ikke mere end en uge tilbage." Hun klarede halsen. "... Forhåbentlig," tilføjede hun diskret.

[Lachren af Meron]

Han rynkede brynene let over hendes diskrete tilføjelse og det var nok den, mere end noget andet, der gjorde ham nysgerrig til at spørge videre og ikke blot vende tilbage til sit måltid "Og hvem får så fornøjelsen af dit selskab de næste fire år?" han havde en ret god fornemmelse af, at det netop var noget hun ikke vidste endnu og skrev sig bag øret, at udspørge underviserne yderligere om hende. Selvom han ikke havde kendt hendes navn, havde han adskillige gange cirkuleret træningspladsen og fulgt med i pagernes træning for at danne sig et indtryk af, hvem der var værd at satse på. Hun kunne meget vel være en af dem.

[Teodorie af Nørland]

Teodorie klemte læberne sammen et enkelt øjeblik og skænkede Hertug Vårfos en tanke, der fik det til at sitre svagt i mundvigene. Hun havde dog ikke truffet sin endelige beslutning endnu og kunne bundløst ærligt svare; "Det ved jeg ikke, Sir," før hun tilføjede et knapt forsinket; "tak, Sir."

Fornøjelsen af hendes selskab? Tjoh. Hun vidste jo godt, at hun var en dygtig page og Hertug Vårfos virkede som om han brød sig om hende. Hertug Naxen ville næppe have betegnet det som en fornøjelse med en væbner, dog.

"Er De selv på paladset for at lede efter en væbner, Ridder Meron?" Var det indiskret? Ak. Alle pagerne tænkte det jo alligevel.

[Lachren af Meron]

Endnu en information han skrev sig bag øret og føjede til puljen af andre informationer, om de pager han anså for værende mest lovende. Han tøvede let og nikkede så en enkelt gang hen over endnu en mundfuld vin "Blandt andet, ja." han satte bægeret fra sig og sendte pagen et venligt smil "Jeg er netop vendt tilbage fra Yamani-øerne og har flere ærinder i Corus før jeg kan tage videre."

[Teodorie af Nørland]

Teo var nysgerrig og det var svært, at holde tand for tunge, når det var ens sidste uge og man desuden hele tiden blev opfordret til, at være opsøgende overfor ridderne. Hun overvandt træningsmesterens stemme i sit indre øre og klarede halsen svagt.

"Hvor skal De hen, Sir, hvis jeg kan tillade mig at spørge?"

Yamani-øerne... Sikke et eventyr det lød som. Hun brændte inde med en del flere spørgsmål end det ene, der havde forladt hende.

[Lachren af Meron]

Et splitsekund sad han bare og så på hende, som om spørgsmålet ikke helt var trængt ind. Så smilede han skævt og trak på skuldrene "I al ærlighed, så ved jeg det ikke endnu." han rynkede brynene overvejende før han fortsatte "Der hvor vinden og Guderne fører mig hen, blev svaret, der et øjeblik gav ekko i hans indre. Det var nok ikke meget ved siden af. Fremtiden var ikke så sikker som han ellers altid havde anset den for at være. Han rankede sig og det imødekommende smil viste sig igen "Jeg fik til opgave at eskortere de yamaniske gæster fra kroningen hjem i god behold. Et ridderliv er trods alt ikke kun udstationeringer og papirarbejde." han blinkede jovialt til hende og tog endnu en mundfuld vin.

[Teodorie af Nørland]

Et hurtigt smil rørte Teos læber, som ridderen blinkede, men hun glattede det ud igen, som blikket flakkede kort til væbnerskolens forstander. "Det skulle man tro kom an på ridderen, Sir," svarede hun diskret, men også med et blik rundt for at sikre sig, at ingen manglede vin endnu. Hun var ganske pligtopfyldende.

Vær dig selv, havde Tristen af Piratklippen sagt. Nåja, men det kom jo så helt naturligt med en spørge- og diskussionslyst, som en del riddere absolut ville finde irriterende. Måske ikke hendes ridder, dog.

[Lachren af Meron]

Han var ganske tilfreds med at have fået trukket et smil ud af hende og hendes svar bekræftede kun, at der gemte sig humoristisk sans under den pligtopfyldende maske. Det var et plus på kontoen "Godt ord igen.. " det skæve smil viste sig igen. Det var ganske rart at være her, i en samtale der ikke gik på det rod der ligenu var hans privatliv og med en, der ikke anede noget om det "Der er fordele og ulemper ved alt. Jeg har frihed til at tage nogle opgaver min bror, greven, ikke ville kunne tage." fortsatte han og lænede sig tilbage i stolen. Han kunne alligevel ikke spise mere.

[Teodorie af Nørland]

Teo krummede lidt tæer i de bløde støvler og kunne ikke lade være med, at tænke. En familiær svaghed. Ridder Meron var ingen af de ting Hertug Murray havde nævnt, men hvilken page smådrømte ikke til tider om en rejsende ridder og om at komme med på eventyr?

"Opgaver som at rejse til Yamani øerne? Var De der længe, Sir?"