Målt og vejet

[Teodorie af Nørland]

Foråret 528 M.T. med Murray af Naxen

Det var ikke nogen særlig smuk dag udenfor, men det var nogenlunde uden konsekvens for unge pager, der gerne ville fremvise deres evner og desuden stadig havde undervisning udendørs. Teodorie var ikke en af dem, der brokkede sig eller stønnede over, at skulle træne med lansen. Hun var stærk som en lille okse og havde ramt målet tilpas mange gange til, at være selvtilfreds, som hun gled af hesten og trak Julle med sig over for at få vand til dem begge to.

Der stod en ridder og betragtede de resterende pager i færd med at slide i det lige ved vandtruget, men det skræmte ikke Teo - særlig meget. Hun rankede ryggen, men bøjede hovedet høfligt med et svagt smil i mundvigene og en dæmpet, respektfuld hilsen.

[Murray af Naxen]

Stemningen i boligen blev mere og mere anspændt for hver dag, der gik, uden at der var en ny arving på vej. Murray forsøgte stadig at give det tid, men det var umuligt fuldstændig at ignorere, hvordan både far og tjenere gik rundt og smugkiggede på Vanias mave.
Så nu havde han forladt huset for en stund og var redet op til paladset for at tænke på noget andet. Han trænede lidt med nogle gamle kammerater, før de ville hen og se pagerne an. Han fulgte mest med for blot at have noget at lave. Jonathan havde godt nok været på nakken af ham, om at han skulle se sig om efter en væbner, men han var stadig noget kritisk omkring det. Det var jo spild af tid, hvis man ikke var en aktiv ridder.
Da kammeraterne gik over for at tale – drille – et par af pagerne, blev han derfor stående og fulgte blot pagernes træning. Det bragte nu gode minder tilbage ... Han bemærkede, at en af pagerne var blevet opmærksom på ham og hilste. Hm ... ”Ikke dybt nok,” rettede han tørt på hende. Hvis hun ville hilse, kunne hun bukke ordentligt. Han var trods alt ikke hvem som helst! Men hun var jo page, så han tog det ikke alt for alvorligt. Han havde selv været elendig til etikette dengang – og var det vel sådan set stadigvæk, hvis man spurgte alle, der kendte ham.

[Teodorie af Nørland]

Den bryske rettelse fra en så vigtig mand, som Hertugen af Naxen, fik Teodories blege ører til at flamme op under håret og hun havde nær sluppet Julles tøjler, for at rette sin fejltagelse og bukke dybt for ham.

"Jeg beklager, Deres Højhed," skyndte hun sig at sige. Træthed var ingen undskyldning for at sløse og hun forsøgte sig ikke med bortforklaringer. Det ville alligevel rage enhver overordnet en høstblomst hvorfor man ikke fulgte etikette.

Teo skottede lidt til den magtfulde mand, som Julle stak sit tykke ansigt ned i truget og drak prustende. Var han her for at se pager an? Havde han haft en væbner før?

[Murray af Naxen]

Hun rettede hurtigt fejlen, så han trak på skuldrene. ”Det går nok,” brummede han og kastede et blik efter de to kammerater, der så ud til at more sig med at snakke med nogle af pagerne. Det var vel altid underholdende at se, hvordan børnene blev både bange og energiske ved mødet med rigtige riddere. Da han så tilbage igen, stod pigen der stadig og så ud til diskret at studere ham. ”Hvad?” Han løftede et spørgende øjenbryn af hende. Ville hun noget? Hvem hun var, havde han ikke styr på, men håret indikerede da, at hun måtte være fra en nordlig familie.

[Teodorie af Nørland]

Julle var den eneste grund til, at Teo ikke var gået sin vej. Hesten drak og hendes page stod blot med tøjlerne og blomstrede lidt. At hendes diskrete blik på Hertugen ikke havde været særlig diskret i det hele taget, fik en hidsig farve til at sprede sig i hendes nakke også og hun mødte kun med nød og næppe hans blik med adelens værdighed - og kun en anelse gelé i benene.

"Undskyld, Deres Højhed," beklagede hun, imens hun forbandede Julle - og sig selv - langt væk. "Jeg kunne ikke lade være med at spekulere over... Er De her for at se pagernes træning?"

[Murray af Naxen]

Hm, det var vel et naturligt at undre sig over, hvorfor han var her. Murray trak på skuldrene. ”Jeg fulgte med dem.” Han nikkede i retningen af de to kammerater. De var stadig riddere, der drog ud og gjorde deres pligt. Han havde ikke selv haft den mulighed i mange år efterhånden. ”Men det er vel også lidt nostalgisk at se træningen.” Så kunne man mindes dengang, tingene var meget simplere. ”Jeg er her ikke for at se efter en væbner, hvis det er det, du vil vide,” tilføjede han så. Nu hvor han tænkte over det, kunne det vel godt være sådan, det så ud.

[Teodorie af Nørland]

Afsløret. Men det var nu heller ikke så svært, at regne ud. Alle fjerdeårspagerne var på spidserne, velvidende at deres fremtidige ridderherre enten allerede var i Corus og så efter en væbner - eller ville ankomme snart. Teo klarede halsen forsigtigt og pressede sit held en anelse.

"Det tror jeg samtlige fjerde- og tredjeårspager alle sammen gerne vil vide, Deres Højhed," vovede hun, med ærefrygt i stemmen, men også et ganske svagt glimt af humor. "Det ville være en voldsom ære, at blive valgt som Hertug Naxens væbner. Vil De tillade mig, at løbe med sladder, så ingen af os går og håber unødigt?"

[Murray af Naxen]

Hendes påpegelse fik ham til at nikke med en svag brummen. På det sidste år som page var der altid en masse spænding i luften på grund af ønsket om at finde en ridderherre, og hvem det dog ville ende med at blive. ”Tja, det er der vel ingen skade i,” vurderede han. ”Desuden ville det måske være en ære, men det ville også være spild af tid for jer. Pager bør søge aktive riddere.” En af de ting en page frygtede mest var som regel at få en ridderherre, der brugte alle sine dage bag et skrivebord og aldrig drog til grænsen. Det fik man ingen erfaring eller spænding af.

[Teodorie af Nørland]

Teo rankede sig en anelse. At kunne informere alle de andre pager om, at de kunne droppe håbet, stivede hendes selvtillid en smule af, selvom hun stadig betragtede den ældre mand med ærefrygt. Hun rynkede en anelse på panden over hans ord og så ud til at overveje dem nøje, før hun svarede et lille øjeblik senere.

"Det kommer vel an på pagens fremtidsudsigter, Deres Højhed? Jeg mener... Lalia af Sigisfelt, hun er væbner nu for Ridder Ravntoft og han rejser vist ikke meget mere, men det giver mening, fordi Lalia en dag skal være Grevinde, at hun lærer fra en, der også er arving?"

[Murray af Naxen]

Hun lød jo meget fornuftig, og Murray kunne udmærket følge hendes logik. ”Ridder Galeron er endnu ikke greve, så han har stadig haft mulighed for at tage sin væbner med til grænsen.” Men det var vist noget med, at manden var kommet til skade deroppe. Sådan gik det jo af og til. ”En hertug som jeg kommer ikke i nærheden af udstationeringer længere, og de er trods alt en vigtig del af en væbners træning. En ridder skal ikke kun være god til budgetter og møder.” Han fnøs ved tanken. Han var hertug, og selv han fandt det forfærdelig kedeligt at skulle sidde på sit arbejdsværelse flere timer. En væbner ville sove gennem størstedelen af sin tid hos ham.

[Teodorie af Nørland]

Teodories mundvige sitrede ubehjælpsomt og kun med magt fik hun tvunget smilet i sig selv. Hun sank en enkelt klump og rankede sig, som Julle prustede igen. "Der findes pager, som drømmer om en... Skrivebordsridder, Deres Højhed," bemærkede hun. "... Ikke jeg," skyndte hun sig at tilføje. Hun var absolut ikke ude på at skulle overtale Hertugen.

"Måske er der også nogen brusehoveder, der ville have godt af en." Hun klarede halsen. "Hvis De vil tillade mig at tale så frit."

[Murray af Naxen]

Et øjeblik gloede han på hende, som om hun netop havde erklæret, at grise kunne tale. Hvilken væbner ville dog få noget ordentligt ud af den slags? Så fnøs han fornøjet og rystede på hovedet. ”Måske,” nøjedes han blot med brumme. Brusehoveder? Ja, det var måske sandt nok, at den slags væbner ville have godt af at lære lidt tålmodighed og nogle færdigheder, der ikke involverede at slå på folk.

[Teodorie af Nørland]

Imens Julle forsynede sig og kølede af, havde Teo også kølet lidt af og var ikke rød i kammen over sin tidligere fejltagelse. Hun havde tværtimod vundet lidt mod og vovede at fortsætte, selvom hun ikke var blevet direkte opfordret.

"Desuden... Deres Højhed. Er det virkelig kun ved et skrivebord en Hertug leder sit len? Jeg mener... Min fader er Greve af Nørland og han rejser meget rundt og har haft flere væbnere indtil for få år siden. Er det meget anderledes, når man er Hertug?"

[Murray af Naxen]

Han rynkede på brynene et øjeblik og gennemgik sit skema i hovedet. ”Meget af tiden. Så er der møder efter møder.” Han trak på skuldrene. ”Rejser skal planlægges i god tid, og naturligvis er det muligt for mig at rejse rundt i Naxen for at holde øje med tingenes tilstand. Vi har af og til nogle røvere, der skal bekæmpes, men for det meste kan der ikke findes meget spænding der. Det er nu også kun godt.” Han var trods alt glad for, at folk kunne leve trygge liv i hans hjemlen. ”Men det er naturligvis muligt for ethvert lensoverhoved at rejse i længere perioder og overlade arbejdet til en forvalter.” Han brød sig bare ikke om at overlade sit arbejde til andre. ”Jeg mener, at det er sådan noget, baronen af Legan gør for tiden, så han kunne tage til Carthak.”

[Teodorie af Nørland]

Teo lyttede helt opslugt. Forvaltere... Sådan en havde de aldrig haft. Tanken var hende - og utvivlsomt hendes far - fjernt. Hendes bryn var rynkede i koncentration, som hun stod og nikkede svagt til hans ord.

"Men, Deres Højhed," indvendte hun, uden den fjerneste anelse om hvad hun havde gang i ved at indlade sig på en diskussion med Hertug Naxen. Det lå hende bare så meget på sinde. "Hvis det er hvad der ligger i arbejdet, så burde enhver arving vel netop lære det? Jeg mener... Ja. Alle pager drømmer om det store eventyr, vi vil alle sammen gerne være væbnere for en landevejsridder, der redder skønjomfruer og bekæmper udødelige, men væbnertiden skal jo forberede os på vores fremtid som riddere og der er alle de kundskaber, som De nævner, vel så lige så vigtige?"