En bøn fra en søster

[Natalie af Vårfos]

Lachren af Meron

30. august år 528 M.T.

Natalie havde via et brev aftalt at mødes med Lachren, så hun kunne tale med ham omkring Tia. Christian vidste ikke at hun ville opsøge Lachren og Tia vidste ikke, hvad mødet ville omhandle, men for Natalie var det vigtigt, at hun så ridderen an og sikrede sig sin søsters fremtid.

Hun havde valgt at iklæde sig en pæn neutral blå kjole og havde arrangeret at en anstandsdame hun stolede på skulle følge med hende. En hun vidste kunne holde tand for tunge, om hvad der kom til at ske. Natalie selv var lidt usikker omkring sit forehavende, men det var vigtigt for hende, hvert fald at have gjort forsøget.

Snart ankom hun til det rette hus og blev ført inden for af en tjener. Hun blev sendt i retningen af ridder Lachren, for hvem hun høfligt nejede og hilste på "Ridder Lachren, tak fordi De ville finde tid til at tale med mig." Startede hun høfligt og pænt op.

[Lachren af Meron]

Lachren vidste ikke helt, hvad han skulle tro og tænke om den anmodning han havde fået få dage forinden fra Tatianas søster. Han havde en ganske klar fornemmelse af, hvad det var hun ville ham, men det betød ikke han behøvede synes om det. Bevares, de ville snart være familie, men han kendte ikke rigtigt kvinden og var på samme tid alt for bevidst om, at de valg han og Tatiana havde taget, potentielt havde vendt op og ned på Natalies egne planer og ønsker.

Han stod en smule stift da hun blev vist ind i stuen hvor han havde valgt at modtage hende og bukkede høfligt til hendes hilsen "Jeg kunne dårligt afslå Deres anmodning, komtesse Vårfos." konstaterede han med et lille smil og slog ud med den ene hånd mod en blød stol nær pejsen, der dog ikke var tændt op "Vil De ikke sidde?"

[Natalie af Vårfos]

"Tak meget gerne"i en næsten svævende blog bevægelse satte hun sig rank i stolen. Det var tydeligt nå man også kendte Tia at se hvor forskellige de to søskende var.
Natalie sad i stolen og pillede ved en fold i kjolen, mens hun forsøgte at finde en god måde at starte det hun ville sige. Så førte hun en hånd op for at fæstne en krølle bag øret, der var gledet ned i panden, og endelig åbnede hun så munden. "Ridder Larchen, De undre Dem måske over hvorfor jeg er her. Men det kan siges ganske simpelt. Jeg kommer på vegne af min søster, det vil sige, hun ved ikke helt at jeg er her" fik hun startet ud. "Hun.. fortalte om jeres situation og.. Tillad mig at tale direkte fra mit hjerte. Jeg ønsker virkelig at Tia bliver lykkelig, men... Jeg har en lille bøn til Dem" uden selv at have bemærket det havde hun rejst sig fra stolen. Men nu det gik op for hende skyndte hun sig at sætte sig igen. Så kiggede hun på ridderen, for at se om han havde indvendinger til det hun hidtil havde sagt.

[Lachren af Meron]

Han fulgte efter hende hen til stolene og satte sig selv overfor hende da hun havde sat sig. Han sad dog ikke synderligt afslappet, men prøvede ikke at lade sig mærke med det, mens hun talte "Deres besøg er uventet, komtesse Vårfos, men jeg lytter." opfordrede han høfligt, selvom det gav ham en underlig fornemmelse, at sidde overfor en der kendte til hele hans og Tatianas dilemma.

[Natalie af Vårfos]

Hun smilede og vurderede ham ganske diskret med øjnene. Han var en pæn mand, lidt stille, men hun kunne måske nok forstå, hvorfor Tia var endt med ham. Så kiggede hun mere direkte på ham igen. "Tak Ridder Lachren." Det var noget sværere end hun havde regnet med, og hun fik muligvis også gået nogle rundter om grøden så at sige. Hvis han bare var halvt som Tia havde han nok også mest lyst til ikke at tale om, hvad de havde gjort, så det var en svær samtale. "I alt dette her, ved jeg, at jeg som komtesse ikke har meget at sige, alligevel vil jeg bede Dem passe godt på min søster." hun lod ordene og bønnen synke ind lidt, før hun fortsatte. "jeg mener ikke mod udefra kommende fjender, dem ved jeg hun kan klare.. men... " Hun stoppede op igen, for at sikre sig de næste ord kom ud rigtigt. "Vil De hjælpe mig med, at hun aldrig kommer til at fortryde sit valg?" Natalie havde set hvor hårdt det havde været for søsteren at sætte en kæp i hjulet for de drømme Natalie havde. Det skulle hun ikke bære rundt på. hun skulle være lykkelig. Hun skulle leve med kørlighed til livet og til den mand hun nu havde . Natalie var indstillet på nok at skulle klare sig, men det hun stod tilbage med.

[Lachren af Meron]

Han lyttede opmærksomt, men selvom hendes bøn var ganske tilforladelig, måske endda forståelig, gik den også lidt tættere på hans privatsfære, end han måske brød sig om "Komtesse Vårfos.. hvis ikke jeg havde til hensigt at give Deres søster et godt liv, ville vi aldrig have siddet i den situation vi gør nu." han rankede sig lidt i stolen, eller ude på kanten af den hvor han sad og så alvorligt på den yngre kvinde "Jeg kan forsikre Dem for, at mine følelser for Deres søster er dybe og ærlige og jeg vil gøre alt i min magt, for at hun ikke skal fortryde sit valg." en pause igen og antydningen af et smil sneg sig ind på hans ansigt et kort øjeblik "Desuden ved jeg hun kan passe på sig selv ganske glimrende."

[Natalie af Vårfos]

Det kom en smule farve i hendes kinder og hun slog flovt blikket ned. Hun rettede igen lidt på skørterne, det var ikke nemt at snakke med en mand, man aldrig havde mødt, når emnet var hendes søsters fremtid. Hun havde desuden slet ingen autoritet i hele sagen, så han kunne bare lukke ørerne hvis han ville. Det gjorde han dog ikke, den del frembragte et lille smil hos hende. "Undskyld. Det var ikke fordi jeg har mistro til Deres følelser, men... " Det var nok en ting mellem søstre og derfor gjorde det det meget sværere at fortælle det til en fremmed Ridder. "De skal vide... Lad mig bare sige det som det er. Tia ved, at hun knuste mit hjerte ved at bede mig om dette her. Jeg så, hvordan hun havde det med det, og jeg vil blot bede Dem om at fortælle hende, at hun gjorde det rette." Hun kiggede ned i sine hænder. Nu var det sagt, det gjorde stadig ondt på hende, men det måtte hele. Det vigtigste var at Tia ikke levede med skyldfølelse, men levede med den kærlighed hun havde fortalt om.

[Lachren af Meron]

Han smilede høfligt og viftede hendes undskyldning væk med en let håndbevægelse. Da hun fortsatte, krøb en udtalt rynke dog ind mellem hans bryn. Prøvede hun at få ham til at føle skyld fordi han inddirekte var skyld i det ægteskab hun nu skulle træde ind i? Der var måske ikke kærlighed, som han havde fundet med Tatiana, men de fleste komtesser ville være ganske tilfredse med udsigten til en fremtidig titel som hertuginde "Jeg beklager den situation vi har sat Dem i, komtesse Vårfos. Jeg skal gerne give Deres besked videre, men.." han tøvede et øjeblik med et spørgende blik "Burde denne forsikring ikke komme fra Dem selv til Deres søster?

[Natalie af Vårfos]

Det var ikke nemt dette her. Hun rankede sig lidt, da det lød til, at han havde misforstået hende "De forstår ikke. De har intet at beklage. Jeg er glad på min søsters vegne. Det er det vigtigste for mig, at hun får det hun altid har villet og det hun er skabt til." Hun smilede oprigtigt ved tanken om at gøre søsteren lykkelig. Hvad så om hun skulle leve med ridder Iago og ikke ridder Blacwin, det skulle nok løse sig. Hun havde under alle omstændigheder ikke fået ham alligevel. "Jeg har fortalt min søster det også, men sagen er, at hun er min søster og virkede til at have det svært med at gøre det mod mig." Natalie smilede, og trak på skuldrene "Jeg er ikke ridder som jer, så dette her må være min måde at gøre noget godt for andre. Hjælpe, hvor jeg kan." Det var den bedste måde hun kunne beskrive det på, Så håbede hun bare han ville forstå.

[Lachren af Meron]

Rynken mellem hans bryn blev dybere og fik selskab af en mere mens hun fortsatte, men han undlod at bryde ind og lod hende igen tale i et forsøg på at anerkende, og respektere, at hun tydeligvis havde brug for at lette sit hjerte på denne måde. Da hun tav, og han var sikker på hun ikke ville sige mere lige nu, smilede han igen imødekommende og lod skuldrene falde bare lidt "I så fald har De min dybfølte tak, komtesse Vårfos. " han vidste ikke helt hvad han ellers skulle sige.

[Natalie af Vårfos]

Det virkede ikke helt til, at han hørte, hvad hun fortalte. Et sted mellem hendes mund og hans ører, måtte ordene blive ændret til noget helt andet. Det måtte være den eneste forklaring, eller også forstod hun sig bare ikke på riddere. Hun fik hvert fald en følelse af, at han slet ikke hørte efter hvad hun mente, men hun kunne ikke blive ved med at forklare sig. Måske havde det været en dum ide at blande sig.
Hun smilede nikkende som tegn på at modtage ridderens tak "Og jeg vil gerne takke Dem for at gøre min søster lykkelig, og give hende det liv hun er skabt til."

[Lachren af Meron]

Han smilede igen, stadig uden helt at vide hvordan han skulle svare eller gebærde sig på snakken. At Tatiana og han i det hele taget havde indset de følelser de havde for hinanden, var stadig så nyt, at der ikke rigtigt var plads til tanken om ægteskab og dermed udvidet familie. En familie kvinden overfor ham snart ville blive en del af. Det var en uhåndterlig størrelse, som han prøvede sit bedste for at fatte "Hun giver mig det samme tilbage, komtesse Vårfos." svarede han med et varmt glimt i blikket, da hans tanker fremkaldte et mentalt billede af Tatiana.

[Natalie af Vårfos]

Natalie smilede ved synes af det der lignede kærlighed i Ridderens blik. Det var den forsikring hun havde brug for. Det skulle nok bliv godt mellem dem. Det var bestemt det rette valg hun havde truffet at give sin ubetydelig velsignelse. Hun grinede kort for sig selv ved tanken, det var fuldstændig ligegyldigt hvad hun mente. Hun havde intet at sige alligevel. Hun holdt undskyldende en hånd op for munden og fik styr på sig selv igen, før hun kiggede på ridderen.
"Det glæder mig at høre."

[Lachren af Meron]

Han nikkede igen. Tav. Endte med at rømme sig over den let, akavede følelse der stadig hang i stuen. Det virkede ikke som om hun havde mere at sige, men siden hun ikke selv gjorde anstalter til opbrud, blev han høfligt siddende "Jeg ser frem til at lære Dem bedre at kende, komtesse Vårfos." han smilede let, måske en smule tamt, ligesom kommentaren, men det hele var stadig lettere uhåndgribeligt.

[Natalie af Vårfos]

Det lød ikke til at der kom mere ud af samtalen, og hun havde også fået sagt det hunhavde på hjerte. Derfor smilede hun til Ridden og rejste sig. "Og jeg til at lære Dem bedre at kende. Tak fordi De ville lytte på mig." Det var vidst på tide at hun fandt hjem igen. "Jeg må hellere komme tilbage til mine studier. De skal vide, at jeg er glad på jeres vegne." så nejede hun og blev vist ud.

Tråd afsluttet