Ny virkelighed

[Lachren af Meron]

Tatiana af Vårfos

Det lå ikke rigtigt til Lachren at bekymre sig, eller at lade sig påvirke så meget af dem, at det påvirkede hans dømmekraft. Det havde dog været svært på det sidste ikke at blive det og i dag var det helt umuligt.

Han havde travet slidspor i gulvtæppet i stuen - sådan føltes det i hvert fald, mens han ventede på Tatiana. Ventede på hun skulle komme - uden at det skulle skjules eller føles forkert. Det var stadig ikke offentligt, men én aftale var ændret og en ny var lavet. Der var ingen vej tilbage. Ikke at han ønskede der skulle være det, men selvom familierne havde fundet løsninger på en umulig situation, så ville der bestemt komme reaktioner, når de gjorde det offentligt kendt.

Han stoppede ved vinduet og så ud, vendte sig væk og gik så over og skænkede op i et glas fra karaflen på det lille bord og tømte det i en enkelt mundfuld.

[Tatiana af Vårfos]

Det havde taget månedsvis og Hertugen af Blåhavn havde ikke just været den mest fleksible mand, men endelig var der kommet underskrifter. Aftalerne var blevet ændret og selvom hun på den måde havde fået sat et punktum på alle fremtidsdrømme og -håb, Natalie måtte have haft, kunne hun ikke tænke på andet end at se Lachren igen. Det havde efterhånden været uger, hvis det kunne gøre det, siden de sidst havde haft mulighed for at kunne ses.

Målrettet søgte hun ind i huset og fortsatte ufortrødent uden at tage stilling til tjeneren, der ellers var kommet frem for at tage imod hendes overtøj og hente den, hun ønskede at se. "Lachren?" kaldte hun, mens hun søgte ind i den første af stuerne.

[Lachren af Meron]

Han havde lige fyldt glasset igen da han hørte skridt udenfor døren og øjeblikket efter en velkendt stemme, der fik ham til at sætte karaflen lidt hårdere fra sig end det egentligt var meningen. Han vendte sig netop som stemmens ejer kom ind ad døren og helt på egen akkord krøllede hans læber sig i et smil ved synet af hende "Jeg tror ikke helt på det her endnu." var det første der gled over hans læber, fulgt af et skævt smil mens han let tøvende gik hende i møde.

Det var svært helt at finde ud af, hvordan man skulle gebærde sig uden at skulle mødes i det skjulte. Ingenting var offentliggjort endnu, selvom aftalerne var bindende underskrevet og der var intet underligt i, at Tatiana kom i Meron-huset. Det havde hun gjort i årevis. Alligevel var det anderledes nu.

[Tatiana af Vårfos]

Det røde hår var som altid det første, der sprang hende i øjnene, da hun trådte ind i stuen og hun standsede med et instinktivt smil alene ved synet af ham. Så slog den underligt snurrende fornemmelse i maven ind. Hvordan skulle hun hilse på ham, nu de jo egentlig var forlovede?

Med en akavethed, der normalt ikke lå til hende tog hun et par tøvende skridt frem mod ham. "Nej, det..." Hendes stemme døde og hun grinede usikkert, men latteren døde hurtigt ud. Kom nu, Tia, du har kendt ham i evigheder. "Det er ikke til at tro."

[Lachren af Meron]

Han kunne ikke lade være og helt spontant undslap et muntert fnys ham. Så rystede han på hovedet, både over sig selv og over den pludselige akavethed "Nej.." med nu faste skridt lukkede han den sidste afstand hen til hende, rakte op og lagde en finger under hendes hage og mødte hendes blik spørgende "Du får ikke lov at fortryde nu.. bare så vi har den del på det rene." brummede han.

[Tatiana af Vårfos]

Der var sket så meget fra den første gang, hun havde mødt ham. Hun huskede det stadig tydeligt. Hende som femtenårig med de uregerlige krøller forsøgt holdt i skak i en stram fletning. Han havde allerede dengang slået hende som umanérligt charmerende, men det havde virket så tåbeligt. Det gjorde det på sin vis stadig.

Et blink med øjnene og han var henne hos hende. Hun blinkede overrasket igen og blikket blev straks efter fanget af hans. "Jeg fortryder intet. Jeg var bare bange for, at.. Ja..." Hun trak på skuldrene og mødte hans blik igen. Usikkerheden forsvandt. "Men nej, jeg fortryder ikke." Denne gang var smilet mere overbevisende.

[Lachren af Meron]

Han rynkede brynene over et stadig spørgende blik "Bange for hvad?" han flyttede hånden fra hendes hage, for i stedet at lade fingerspidserne stryge over siden af hendes hals i et stjålent kærtegn. På trods af, at han ikke behøvede gøre det i det skjulte længere, veg hans blik alligevel fra hendes et øjeblik, søgte mod den lukkede dør ud til hallen og vendte så tilbage i løbet af nogle få sekunder.

[Tatiana af Vårfos]

Kærtegnet fjernede ganske effektivt al tilbageholdenhed og øjnene lukkedes momentært halvt i. "Om det ville være anderledes nu." Ordene forlod hende uden det normale filter, de normalt blev sendt igennem. De havde efterhånden kendt hinanden længe og godt nok til, at hun kunne tænke højt i hans selskab.

"Men det fik du hurtigt sat til skamme." Hun åbnede øjnene helt igen med et varmt smil om læberne.

[Lachren af Meron]

Han lod hånden blive liggende mod hendes hals, mens den frie arm smøg sig omkring livet på hende og et drenget smil sitrede i hans mundvige "Det ér andeledes.." konstaterede han og trods smilet, lå der alvor i hans blik "Men når stormen har lagt sig, er forandringen forhåbentligt en god en." han var tavs et øjeblik og betragtede hende bare, som om han også havde lidt svært ved at tro, han helt legalt kunne stå så intimt med hende, endda i sit eget hjem. Den fjortenårige pige der var kommet netop hertil for snart ti år siden, var en ganske anden, end den kvinde han nu stod med i armene - og alligevel var de en og den samme "Din søster opsøgte mig.." fortsatte han så stilfærdigt, ikke sikker på om hun vidste det eller ej.

[Tatiana af Vårfos]

Armen om hendes liv trykkede hende tættere. For blot øjeblikke siden havde hun følt sig usikker og akavet i situationen, men nu føltes det så naturligt som at trække vejret. "Jeg glæder mig i hvert fald." Også selvom tanken om, at de på et tidspunkt blev nødt til at offentliggøre det for hoffet for det til at snurre lidt ubehageligt i maven.

"Ja, det fortalte hun mig, at hun ville," svarede hun og havde svært ved at skjule nysgerrigheden, der havde naget hende siden samtalen med Natalie. "Hvad.. Handlede det om?"

[Lachren af Meron]

Han smilede skævt, mens tommelfingeren strøg blidt over hendes hals, lige under kæben "Sikre sig, at jeg ville passe på dig, at jeg ikke var en charlatan og at jeg skulle forsikre dig, at selvom dette ikke var hendes plan, så gjorde du det rette." det var måske ikke helt fair at lægge kortene så åbent på bordet, men han havde aldrig rigtigt haft hemmeligheder for Tatiana og havde ingen intentioner om at starte på det nu.

[Tatiana af Vårfos]

Hans fingers vandring over hendes hals gav næring til tanker, der ikke havde særlig meget med samtale eller søskende at gøre. Det var virkelig også længe siden, de sidst havde kunne være alene sammen af respekt for Blåhavn, men nu hun var her..

Tankerne blev hevet op af rendestenen. "Det er jo meget sødt af hende," konstaterede hun, selvom det egentlig ikke var søsterens plads at blande sig på den måde. Heller ikke at det tog den dårlige samvittighed, der dog var nemmere at skyde fra sig i Lachrens selskab.

Hånden søgte op til de røde krøller og hun fulgte med blikket fingrene, mens de gled gennem dem. "Jeg forstår stadig ikke helt, at det her er muligt uden at snige sig rundt og låse døre og trække gardiner for." Hun smilede og fortsatte under en let latter. "Eller tage hele vejen til Yamaniøerne."

[Lachren af Meron]

Han nikkede. Han var ikke i tvivl om, at Natalies besog var udsprunget af kærlighed til søsteren. Derfor havde han dog alligevel følt det lidt.. han gav mentalt tabt på at finde et ord der dækkede, da hendes fingre i hans hår distraherede ham. Dog på en udtalt rar måde. Han skar en grimasse og en munter lyd undslap ham "Skal vi ikke lige vente lidt med at tage den tur igen? Jeg har det en smule ambivalent med den, hvis jeg skal være ærlig." brummede han og så sigende, men varmt på hende "Husk mig på jeg skal have takket din bror.." hvis alt var gået rigtigt for sig, ville han allerede for længst have talt med hertugen for at bede om hans søsters hånd, men det så ud til, at intet de gjorde, fulgte normerne og traditionernes regler. Måske var det meget sigende for dem, musede han for sig selv og kom impulsivt til kort at le.

[Tatiana af Vårfos]

Hans ord fik hende til at le. Hun havde alt for let ved at fremkalde billedet af Lachren, grøn og skidt over rællingen. "Hvilken overraskelse." En varm latter akkompagnerede ordene.

Tatiana nikkede. "På trods af alt besværet, tror jeg alligevel, han er ganske tilfreds med, at der er aftaler i hus på os alle nu." Uanset om det var blevet gjort på den rigtige måde eller ej. Blikket blev spørgende ved hans latter.

[Lachren af Meron]

Hendes spillende blik og visheden om hvad der lå bag, fik ham til at lukke fingrene om hendes øreflip og give den et lille klem "FLabet er du..." brummede han underholdt, og selvom smilet falmede lidt over alvoren der fulgte, var varmen stadig i hans blik "Han mistede trods alt heller ikke aftalen med Blåhavn." pointerede han og rystede let på hovedet over hendes spørgende blik "Ikke noget.." begyndte han, for så alligevel at sætte ord på de tanker han lige havde haft "Det slog mig bare, at vi ikke ser ud til at kunne gøre noget som helst, som det forventes vi burde gøre det."