Når livet er imod en

[Charlotte af Hamin]

Lyanna af Genlith

Det var længe siden, at hun havde set kusinen. Som i... Det måtte være uger, måske måneder. Der var mange ting, som havde blandet sig i deres daglige liv, og havde trukket dem i hver deres retning.

Men nu havde Charlotte ikke længere de bekymringer i sit liv længere. Hun var ude af den forlovelse, der havde tynget hende de sidste mange måneder. Så hun havde valgt at invitere sig selv hjem til sin onkel og kusine til te, for at fortælle den gode nyhed. Men inden hun havde forladt sit eget hjem, kun to huse længere nede af vejen, havde hendes fader fortalt hende om Ridder Blakes bortgang. Hun vidste, at Lyanna havde været glad for ridderen. Og den frygtelige nyhed tyngede hendes hjerte.

Hun fik hurtigt gjort sig selv i stand, og med susende skørter gled hun over fortovet med retning mod Lyannas hjem. Hun behøvede ikke banke på døren, hun havde tilbragt mange timer i huset som barn, og kendte hver en krog af det. En tjenestepige kom for at tage imod Charlottes handsker og kyse, som hun afleverede til pigen, inden hun gik op ad trapperne for at finde sin kusines værelser. "Lyanna," sagde Charlotte stille, da hun åbnede døren ind til værelset.

[Lyanna af Genlith]

Siden hun var ganske lille, havde Lyanna haft perioder, hvor hun var grebet af en uforklarlig sorg over verdens tilstand og sin egen placering i den. Som en båd i et næsten uendeligt hav af tristesse, der konstant truede med at vælte hende.

Nu havde den endelig vundet. Nyheden om Blakes død havde væltet båden og nu stirrede hun ned i tristessehavets umådelige afgrunde, hvor intet anker kunne nå og forsikre hende om, at virkelighedens faste grund stadig eksisterede under det hele og ikke for evigt var indhyllet i tristhedens sorte vand.

Hovedet virrede let, da en stemme kaldte hendes navn med en blidhed, hun havde lært at forstå som folks forsøg på hjælp, selvom hun ikke forstod hvorfor. Hvad skulle de, trods deres gode tanker og intentioner, kunne forstå eller hjælpe eller lindre? Sorgen havde vist sig ikke bare at være vand, den var også ensomhed. For ikke bare var Blake borte, splintret og for evigt tavs, Anduo var også blevet kaldt hjem til Sarain. Og nu var hun alene.

"Ja?" Hendes hals føltes tør og ordet lidt forsigtigt som en forskræmt fugl, da hun rejste sig op og lagde bogen fra sig. Hver uge tog hun en ny bog, bare for ikke at skræmme sin far, men indeni lå altid brevet, der havde annonceret Blakes bortgang. "Hej Charlotte." Smilet var overbevisende, men så man godt efter, nåede det ikke helt op til øjnene.

[Charlotte af Hamin]

Hun så bekymret på sin kusine. Blikket i hendes øjne afslørede smilets overbevisende udførelse. Hun gik ind i rummet og lukkede døren bag sig. "Min kære," sagde hun blidt og gik hen til Lyanna for at lægge armene omkring hendes spinkle skikkelse. Hun ville ikke nævne Blake, men hun kunne fornemme på stemningen i værelset, at der hvilede en dyb sorg over kusinen. Hvilket hun godt kunne forstå. Til en vis grad. Hun havde jo ikke prøvet at miste nogen, hun elskede. Derfor kunne hun ikke sætte sig ind i kusinens følelser. "Hvordan går det?" Spurgte hun i stedet og slap hende, men lod sine hænder holde fast i Lyannas.

[Lyanna af Genlith]

Det var dette, hun havde frygtet mere end noget andet og den eneste årsag til, at hun ikke selv havde rakt ud efter kusinen. Medlidenheden. Blikket i hendes øjne, der talte det tydelige sprog om, at Lyanna nu var et lille pus, et såret dyr. Og hun hadede det.

Alligevel gled hun ind i omfavnelsen. Det ville sikkert hjælpe Charlotte, give hende en følelse af, at hun havde gjort noget. "Udmærket," svarede hun, da der igen var kommet lidt afstand mellem dem. "Jeg hører, du kom ud af din forlovelse?" Det var meget sikrere bare at fokusere på det og ikke.. Hun kunne ikke engang bære at tænke tanken, så hun skubbede den hastigt fra sig.

[Charlotte af Hamin]

Der var ingen tvivl i Charlottes sind om, at kusinen var alt andet end vel. Men som altid opførte Lyanna sig som den perfekte datter. Hun fik næsten lyst til at sukke. Men det endte i et fnys ved spørgsmålet. "Med Gudindens hjælp til sidst," bekræftede hun. "At være forlovet med en mand man afskyr, er ikke noget jeg ville ønske for min værste fjende," fortalte hun. "Men jeg er ikke kommet, for at tale om mine problemer." Hun så granskende på kusinen. "Du elskede ham højt, ikke sandt?"

[Lyanna af Genlith]

Hun smilede og nikkede en enkelt gang til kusinens ord uden at kunne sætte sig ind i det. Selv havde hun været forlovet med den skønneste mand, hun overhovedet havde kunne forestille sig. Der var ingen retfærdighed i, at han nu var væk.

"Ja, jeg elskede ham højt," svarede hun og nikkede igen roligt. Så længe hun ikke benyttede hans navn, var det lettere at glemme, at hun aldrig igen skulle mærke hans varme eller smage hans læber eller ligge helt tæt hos ham eller høre hans stemme kalde hende musling. "Men han gjorde sin pligt."

[Charlotte af Hamin]

Hun sendte Lyanna et svagt smil. Hun kunne ikke sætte sig ind i kusinens følelser, hun havde aldrig haft sådanne for en mand. Hun elskede naturligvis sin fader, men det var på en anden måde. Det var ikke samme slags kærlighed. "At elske og miste er desværre noget, som vi mennesker bliver nødt til at gå igennem," sagde hun, og strøg Lyanna over kinden. "Men du kan være stolt af ham." Hendes stemme var blid. En mand der satte sit liv på spil for Kronen var ærefuld, og en der gjorde folket stolt. "Lad os sætte os."

[Lyanna af Genlith]

Det var de samme råd og omsorgsfulde ord, hun havde mødt fra alle, der havde hørt om Blake, men de var til lige megen trøst. Der var et hul i hende, som aldrig ville kunne heles igen. Lige som hendes krop.

Derfor satte hun sig blot ned. "Jeg er stolt af ham," svarede hun, selvom hun havde mest lyst til at skrige og græde og forbande Guderne for at have fjernet den bedste mand fra verden.

[Charlotte af Hamin]

Hun kunne ikke andet end beundre Lyanna for hendes styrke. Charlotte var evig forvisset om, at den dag hun mistede en, som hun elskede, ville hun gå i opløsning. "Har du været ude af huset siden?" Spurgte hun forsigtigt, og mindedes det ikke. Men hun håbede virkelig, at Lyanna en dag ville lyse op igen med sit englesmil.

[Lyanna af Genlith]

"Jeg har været til templerne," svarede hun uden at gide forsøge finde et smil frem. Hun havde besøgt templerne dagligt efter brevet med nyheden. "Men jeg er nok snart nødt til at tage tilbage til hoffet." Selvom hun havde haft en forlovet, var der ingen arving og derfor havde hun ikke tid til at gå i opløsning. "Jeg må finde én, der vil ægte mig."

[Charlotte af Hamin]

Det måtte være rædselsfuldt at stå med sådan et ansvar overhovedet. "Og der vil være mange," sagde Charlotte. Det var hun mere end sikker på. Hendes kusine var både smuk og dydig. Lyanna ville kunne charmere sig ind på selv de koldeste mandehjerter! "Hvis du ønsker det, så kan jeg sagtens være din anstandsdame?" Hun havde aldrig haft drømme om ægteskab. Heller ikke mens hun var midt i sin forlovelse.

[Lyanna af Genlith]

Tilbuddet fik et lille smil frem på hendes læber. "Det ville glæde mig, Charlotte. Mange tak." Hun vidste, hvad hun burde sige, men ordene blev siddende i halsen. Forsigtigt rømmede hun sig.

"Charlotte," begyndte hun alvorsfuldt, men tav så alligevel. Hvordan ville hun nogensinde kunne forstå? "Jeg har en.. Udfordring." Hun tav igen, mandede sig op, fortsatte. "Angående min..." En dyb indånding måtte der også til. "Dyd." Hendes kinder brændte og hun stirrede stift ned i bordet foran sig.

[Charlotte af Hamin]

Hun nærede selv ingen forhåbninger om en ægtemand, så at kunne sørge for Lyanna blev lykkelig igen, det var det mindste hun kunne gøre. "Jeg vil gøre det med glæde," sagde hun og lagde en hånd på kusinens underarm, som hun efterfølgende gav et klem.

Da hun fortsatte måtte Charlotte spærre øjnene op. Hendes læber formede et O af overraskelse, forfærdelse, og... Var det misundelse? Hun skubbede tankerne fra sig. "Vi finder ud af det," lovede hun. Og gav kusinens underarm et klem mere. "Du er en arving til et hertugdømme. Din dyd burde ikke skræmme mændene væk," hun rankede sig lidt og havde fået et beslutsomt blik i øjnene. "De burde blot være glade for, at du i det hele taget spilder din tid på dem."

[Lyanna af Genlith]

Al nærheden var ikke direkte uønsket, men hun vidste heller ikke, hvordan hun skulle tage imod den. Hun følte sig tom, fuldkommen forladt for alt, der lignede empati og hun frygtede lidt, at han havde taget hende følelser med sig i graven.

"Ingen skal vide det," skyndte hun sig at sige og rystede på hovedet. "At bede mig bevise noget ville være under min stand og du vil hjælpe mig holde det skjult." Der var en alvor i det, der understregede, at beslutningen var taget og ikke var til diskussion.

[Charlotte af Hamin]

Hun følte sig en smule indigneret over, at Lyanna havde kunne tro, hun nogensinde ville fortælle den slags til nogen. Nogen som helst overhovedet. Hun tog hånden til sig, og lagde den i skødet, hvor hun foldede begge hænder. "Naturligvis," sagde hun. "Ingen skal vide noget."