Væk

[Adrian af Dunlath]

Julietta af Dunlath

Efter at have brugt hele sommeren på at knokle dag ind og ud på universitetet, begyndte arbejdsbyrden så småt at lette fra hans skuldre. Projektet var så småt begyndt at give resultater, så presset blev mindre.
Adrian var dog stadig på dårlig fod med Julia. De lange arbejdsdage gjorde ikke noget godt for hans humør, og Julia var stadig utilfreds med, at han brugte for lidt tid på hende. Deres samtaler udartede sig sjældent positivt, og gennem sommeren var Adrian blevet mere og mere fristet til bare at blive på universitetet frem for at tage hjem. Det var dog aldrig nået helt så vidt. Julia ville aldrig tilgive ham, hvis han helt holdt op med at komme hjem.
I det mindste var Maura og Joren lige så glade som altid. På trods af deres tidlige start på livet var de kommet godt med. Deres vægt var stabil, de var sunde, og de voksede, som de skulle.
Nu hvor tingene endelig begyndte at falde til ro, søgte Adrian ned for at besøge Alexander. Han havde ikke set kammeraten i evigheder, og Niklaus var jo stadig i Carthak, så Alex savnede sikkert noget selskab.
Men der boede ikke længere nogen, der hvor Alex normalt boede.
Var han flyttet hjem?
Adrian fandt frem til, hvor Alex’ familie boede i Højager og forsøgte at opsøge ham der i stedet.
Og nu sad han så her. I haven hjemme hos sig selv og stirrede frem for sig.
Det kunne ikke passe ... Alex kunne da ikke bare være forsvundet? Han stirrede op på Dunlath-boligen, imens han forsøgte at forstå situationen. Der var så mange ting, han pludselig fortrød. Hvis han nu bare havde brugt mere tid med Alex i sommeren ... måske ville han så have vidst noget? Eller måske ville han kunne have forhindret, hvad der end var sket med kammeraten ... Han begravede ansigtet i hænderne og tog en dirrende indånding for at holde sig selv fra at bryde helt sammen.

[Julietta af Dunlath]

Dagene havde næsten syntes uendelige hen over sommeren. I det mindste havde Leonora haft rigeligt med tid til at ses og tilbringe en del tid sammen med hende, men det formåede ikke helt at jage følelsen af ensomhed væk, der altid kom snigende, når hun lagde sig alene i sin og Adrians seng. Et par uger havde hun prøvet at ligge hos tvillingerne, men selv de havde hinanden og hun havde ingen længere.

Efteråret var virkelig kommet, konstaterede hun, som de blå øjne igen vandrede mod vinduet. Synet af Adrian derude i haven fik de lyse bryn til at samles og skabe en lille fold mellem dem. Med et tankefuldt udtryk rakte hun Joren til ammen, før hun samlede sit sjal fra stolen.

Det tog hende ikke mange minutter at nå ned i haven, men da først hun var trådt ud, tøvede hun. De havde ikke talt sammen længe og den begrænsede kommunikation havde været fyldt med vrede, frustrationer og skuffelse. Så så hun måden, han lagde hænderne for ansigtet på og satte ganske langsomt i bevægelse, sank ned på knæ foran ham. "Elskede?" spurgte hun ganske forsigtigt og lagde en lys hånd på hans knæ.

[Adrian af Dunlath]

Han fjernede hænderne, da han hørte skridt, og snart sank Julia ganske rigtig ned at sidde foran hende. Han lagde hænderne mod hendes kinder og hvilede panden mod hendes. Bare lige for en stund. For lige at mærke hende og vide, at hun var i god behold. Og for at berolige sig selv.
For han var nødt til at fortælle det her til Julia. Hun var jo også en bekendt ... og det gik ikke, hvis de begge to sad og græd. ”Julia ...” Han rømmede sig lidt for at kvæle det dirrende tonefald, der truede med at knække. ”Der er sket noget ... Jeg har lige hørt ... Alexander er forsvundet.” Det var vel ikke engang det værste. ”Alt tyder på at han er druknet i floden ...”

[Julietta af Dunlath]

På trods af at det var flere uger siden, de sidst havde været intime eller romantiske med hinanden, var berøringen helt naturlig og hun lod ham blot søge tæt, fandt ro i hans nærhed. Sådan sad de lidt i tavshed, før han endelig brød tavsheden. Aldrig havde hun set ham sådan, hørt ham sådan. Små linjer tegnede sig på hendes ellers glatte pande.

Nyheden gjorde hendes krop til glas og længe sad hun blot som forstenet og så på ham med let åben mund. Hvordan.. Det gav jo ingen mening. Hans familie.. Og Niklaus. Og.. åh, stakkels Alexander.. Tårerne gjorde hendes øjne blanke og slørede hendes syn. Så rejste hun sig op og lagde armene om hans hoved, trak ham ind mod sit bryst.

"Det er jeg ked af," hviskede hun ind mod hans bløde krøller. Selvom tårerne trængte sig på, vidste hun godt, at Adrian og Alexander havde været nære og hun turde slet ikke tænke på, hvordan han havde det med nyheden. Lavmælt snøftede hun.

[Adrian af Dunlath]

Han begravede ansigtet mod stoffet i hendes kjole og tog en dyb indånding. Han ville ikke græde her. Det var noget, man gjorde for sig selv, ude af syne. Så i stedet strøg han Julia lidt over lænden, da hun snøftede. Lige nu måtte hun græde for dem begge.
Han vidste ikke, hvad han kunne sige. Der var intet, han kunne gøre i denne situation. Det hele var pludselig bare så håbløst, og det mest fornuftige virkede til at være at knuge om Julia og søge trøst i hendes varme.

[Julietta af Dunlath]

Julia havde ingen erfaringer med sådanne situationer og derfor meget lidt viden om, hvordan hun skulle håndtere det. Mest af alt ville hun fjerne alle hans sorger og bekymringer, men det var ikke en magt, hun besad.

Så tog hun et lille skridt tilbage og tog hans hånd. "Kom med," opfordrede hun ømt og gjorde et diskret kast med hovedet mod huset. Måske kunne hun ikke fjerne hans smerte, men hun havde en ganske god ide om, hvordan hun kunne distrahere ham. I hvert fald for en stund..

[Adrian af Dunlath]

Det tog kun nogle sekunder at regne ud, hvad Julia tænkte. Adrian var splittet ved tanken. På den ene side virkede det næsten som en fornærmelse mod Alexander at trække Julia med i seng frem for at sørge. Men på den anden side havde han virkelig brug for ikke at være i sit eget hoved lige nu. Sorgen var nødt til at vente, indtil han fandt et øjeblik alene med sine tanker.
Så han rejste sig op, da Julia trak i ham og fulgte med hende tilbage mod huset. Det var længe siden, at de havde været sammen, og lige nu virkede det som den bedste løsning at mærke hinanden igen.

[Julietta af Dunlath]

Da først de var kommet ind på værelset, var der ingen tvivl tilbage. Med ømhed i hver bevægelse løsnede hun hans skjorte, kærtegnede hver millimeter af hans brystkasse med fingrene og bløde kys. "Jeg elsker dig, Adrian," hviskede hun, da hun igen vendte tilbage for at lægge et kys mod hans læber. Lige nu virkede det så tåbeligt, at de havde været sure på hinanden så længe, når livet var så flygtigt. Især når de havde været så tæt på at miste hinanden, da de havde fået tvillingerne.

[Adrian af Dunlath]

Inde på værelset kunne de omfavne hinanden ordentligt, og imens Julia trak hans skjorte af, løsnede han hendes kjole. ”Jeg elsker også dig, Julia,” hviskede han mod hendes læber, før de kyssede hinanden. Lige nu var det bedst blot at nyde og mærke hinanden. Nyde deres tid sammen.

Da de lå sammen i sengen lidt senere, strøg han fingerspidserne over hendes svedige, bløde hud. ”Undskyld.” Han vidste godt, at han havde opført sig uhensigtsmæssigt og ladet hende sidde alt for meget alene. Han burde være her mere. Beskytte hende. Sikre sig at hun og børnene ikke forsvandt.

[Julietta af Dunlath]

Dansende læber, fingre krampagtigt flettet sammen. Nyheden blev skubbet til på afstand, da de fandt tilbage til hinanden igen. Uanset hvor længe der gik, havde de i hvert fald altid styr på den del af deres forhold og det fyldte hende med en underlig form for tryghed.

Julia sukkede lavmælt og puttede sig helt ind til ham, lagde sit ind over hans ene, flettede det under hans andet. "Det skal du ikke tænke på," mumlede hun og lagde et trøstende kys mod hans brystkasse. "Jeg er så ked af det hele."

[Adrian af Dunlath]

Han søgte hendes nærhed. Puttede hovedet ind mod hendes hår og indåndede hendes søde duft. Måske var det her også en måde at blive trøstet på. Måske var det i orden. ”Alt er bare gået galt den her sommer ...” mumlede han. Varmen og heden var forsvundet så hurtigt, og nu var de tilbage i kulden og et døende år. ”Men vi har stadig hinanden. Uanset hvad.” Skænderier virkede som småting lige nu.

[Julietta af Dunlath]

Hun sukkede lydløst og puttede sig tættere ind til ham. Alene tanken om Niklaus, der nu måtte tilbringe resten af sit liv uden sit hjertes udkårne fik det til at svide ganske let i øjenkrogene og nive svagt i næsen. "Jeg ville ikke vide, hvad jeg skulle gøre, hvis jeg mistede dig," snøftede hun og blev først der klar over, hvor tæt hun havde været på tårerne, hun nu lod komme lidt for langt frem. Hun blinkede i forsøget på at få det under kontrol.

[Adrian af Dunlath]

Han holdt hende tæt og strøg sin næse mod hendes. ”Så. Ikke al den bekymring,” erklærede han og nussede hende på ryggen. ”Du mister mig ikke.” Ikke lige foreløbigt i hvert fald. Der gik forhåbentlig noget tid, før alderdommen begyndte at kræve dem. Han hævede den ene hånd og strøg den under hendes ene øje for at fange enkelte at de tårer, som stak af fra hende. ”Vi to vil altid have hinanden,” lovede han.

[Julietta af Dunlath]

Hans ord tog den værste kant af bekymring og selvom hun ikke tvivlede på, at hun ville kunne græde længe over den sorg, hendes granfætter uden tvivl måtte føle, samlede hun sig igen og nikkede let. Bevægelsen skubbede hendes næse tættere mod hans. "Altid," mumlede hun med en stemme, der stadig var skør som glas. Tårer kom der dog ikke flere af. For nu var de i sikkerhed hos hinanden.

afsluttet