Som om jeg gad være her

[Catalina af Vårfos]

Christian af Vårfos

Med et lille smil og et yndigt nej forlod hun atter Hertugen og Hertuginden af Macay. Det var hos dem, ballet foregik og hvilken bedre anledning end en graviditet, løftet om en arving. Det havde selvfølgelig været næsten umuligt ikke konstant at kaste skjulte blikke mod hertugindens mave.

Hun så ung ud, hertuginden. Ikke meget end et par år ældre end Catalina selv, så vidt hun havde kunnet vurdere. Både ud fra manglen af linjer i ansigtet, men også ud fra den måde, kjolen havde siddet om hendes figur. Det havde næsten gjort prinsessen helt misundelig. Sådanne figurer havde man altså ikke på samme måde i Galla, mente hun.

Med Garsea tæt bag sig søgte hun dybere i huset uden egentlig at vide, hvad hun skulle foretage sig. Siden Christian endnu ikke havde fastsat en dato, havde hun været i stand til at komme alene, men nu viste det sig at være lige så meget et problem for hende, som en frihed. Med skjult kedsomhed i blikket så hun ud over de mange festligt klædte mennesker uden at kunne sætte navn på en eneste.

[Christian af Vårfos]

Han var naturligvis fulgt med sin lillesøster, Natalie, til dette arrangement. Handlen med Iago var endnu ikke på plads, og derfor var det hans pligt som søsterens værge og forsørger, at følges med hende.

De havde ikke været der længe, kun en halv times tid, men hun havde ønsket at danse, og selvom Christian måske ikke nød den slags udfoldelser helt så meget som kvinder, havde han ikke sagt nej. De havde hilst på folk, fået et glas vin først. Han kunne sagtens samtale med sine forretningspartnere bagefter. Han blev trods alt nødt til, at føje sin lillesøster lidt, når nu han havde sørget for, hun skulle giftes med en mand, hun ikke var forelsket i.

Da dansen var færdig, afleverede han hende hos den anstandsdame, som skulle holde øje med hende alle døgnets timer. Det var noget med, hun skulle tale med en veninde. Eller to. Han hørte ikke efter. Han havde opdaget Greven af Havjen, som stod sammen med sin hustru, og han havde brug for en sikker rute til Sigisfelt, når hans karavane skulle aflevere ferskvandsfisk til lenet.

[Catalina af Vårfos]

Endelig fangede hendes blik noget velkendt. Brune krøller, der gik over i en bred nakke. Hun havde ingen interesse i at tale med manden, men direkte at undgå ham ville være ualmindeligt uhøfligt i sådan en situation, nu der sikkert var flere af hans bekendte og forretningspartnere til stede, lige som der ville være det for hende til en fest i Galla.

Langsomt med modviljen lysende ud af hvert skridt gik hun derfor mod sin forlovede og stoppede foran ham. Smilet var forbeholdent og en kende stift i kanterne, men i det mindste var kløerne trukket tilbage for nu. "Deres Højhed." Nakken blev modstræbende bøjet let.

[Christian af Vårfos]

Med faste skridt bevægede den unge hertug sig hen mod den middelaldrende greve, da en mørkhåret prinsesse pludselig spærrede ham vejen. Det krævede hele hans viljestyrke ikke at rynke panden irriteret. I stedet plastrede han sit ansigt ind i et høfligt ansigtsudtryk. "Deres Kongelig Højhed," hilste han tilbage, mens han bukkede for hende. Han rettede ryggen igen, og lod sine grønne øjne hvile på hendes ansigt. "Nyder De selskabet?" Han gjorde ikke. Men det var sjældent et bal tiltalte ham. De var dog nødvendige at deltage i for en i hans stilling.

[Catalina af Vårfos]

Smilet på hendes forlovedes Hertugens ansigt var lige så falskt som hendes og et sekund blev hun igen næsten paralyseret af arrigheden. Hvor vovede han at være lige så uhøflig som hende? Det var immervæk ikke ham, der var blevet fragtet flere hundrede kilometer mod sin vilje som et eller andet præmieavlsdyr, fordi hans familie lavede så mange skandaler, at de behøvede en prinsesse at føre sig frem med. "Nej, og De?" svarede hun derfor køligt og kastede kun et enkelt blik op på ham, før hun så misbilligende ud på selskabet.

[Christian af Vårfos]

Han kunne se arrigheden i hendes øjne, som næsten gnistrede. Og han skulle virkelig holde igen med næsten at smile hånligt over, hvor dårlig hun var til at lægge bånd på sig selv og sine følelser. Han fulgte hendes blik, da det gled væk fra ham og ud på selskabet. "Ganske vist er vi sjældent enige om ting," sagde han og holdte en kunstpause. "Men jeg må give Dem ret," fortsatte han så, og foldede sine hænder omme bag på ryggen.

[Catalina af Vårfos]

Han gav hende ret? Øjnene blev til to skeptiske, næsten mistænksomme sprækker, der studerede ham. Det skete sjældent. Så løsnede hun op i minen igen. Hvad skulle hun dog også sige til det?

Uden at kunne komme på et svar, trådte Catalina et skridt tættere på ham. "Har De det godt?" Noget måtte hun jo sige og selv falsk høflighed var bedre end den trykkende tavshed, der havde det med at snige sig ind mellem dem og lugte lidt for meget af forfærdelige fremtidsudsigter.

[Christian af Vårfos]

Han så ikke på hendes ansigt, men han kunne lige skimte ud af øjenkrogen, at hun betragtede ham. Han lod hende gøre det.

Til hendes spørgsmål, trak han let på skuldrene. "Så godt, som en nordbo kan have det i Corus," svarede han, uden egentlig at give hende et svar, som hun kunne bruge til noget. "Og De selv? Deres vagt tager sig forhåbenligt af Dem?" Ordene kunne på fremmede lyde omsorgsfulde, men de vidste begge to godt, at det langt fra var tilfældet.

[Catalina af Vårfos]

Det var næsten en skuffelse, selvom hun ikke rigtig forstod talemåden. Måske det var en kendsgerning, at nordboer ikke var komfortable i hovedstaden? Hun vidste det ikke, men uanset var det ikke skidt nok.

"Som altid," svarede hun med et ildevarslende tryk under det ellers høflige og rolige tonefald. Hun ville ønske, han ikke satte hendes blod i kog, men når det nu var tilfældet ville hun ikke give ham tilfredsheden i at vise det.

[Christian af Vårfos]

"Godt," svarede han blot, uden egentlig at interessere sig for det. Hans blik gled væk fra selskabet og ned på den varmblodige pige, han en dag skulle gøre til kvinde. "Jeg var på vej hen til Greven af Havjen," han kastede et blik imod en gråsprængt mand, med en hustru, hvis stemme var mere end skinger. "Vil De ledsage mig?" Spurgte han, og udviste nok for første gang siden de mødte hinanden, oprigtig høflighed.

[Catalina af Vårfos]

Catalina fulgte hans blik hen til den gråsprængte mand og løftede et skeptisk bryn. Hvorfor i alverden skulle hun dog interessere sig for at gøre ham selskab i en samtale med dén mand? Hun gjorde minimal indsats for at skjule sin misbilligelse.

"Ja, det kan jeg vel godt," gav hun sig alligevel, da han ikke lod til at være hverken ondskabsfuld eller respektløs denne gang. Hun hævede hånden for at lægge den på hans arm, men tøvede så alligevel og endte i stedet med at folde hænderne.

[Christian af Vårfos]

Han så hendes hævede hånd, men de lod begge to til at være enige i, at det ville være at forlange for meget. "De skal vide en ting," sagde han lavmælt, uden at komme tættere på hende. "Greven og Grevinden har en tendens til at skændes, selv i fuld offentlighed," fortsatte han og gik langsomt hen mod greveparret. "Men Vårfos har brug for Havjen, når der skal laves en sikker rute til Sigisfelt," endte han med at indrømme. Det var sjældent Vårfos havde brug for andre.

[Catalina af Vårfos]

Det var ikke fordi det var velset i Galla med offentlige skænderier, men samtidig var det heller ikke så unormalt, som det lod til at være i Tortall og hun nikkede derfor langsomt uden helt at forstå, hvorfor han pludselig var så venligt stemt over for hende. Eller.. Så venligt stemt, hun kunne forestille sig ham.

Et lille smil gemte sig i mundvigen. Det var nu ganske rart at vide, at han kunne erkende, at han behøvede hjælp. "Og derfor vil De nu tale med den gamle mand?" spurgte hun retorisk og fulgte ham med Garsea i passende afstand bag dem.

[Christian af Vårfos]

Han skævede ned til hende, løftede en hånd og lod den hvile ud fra hendes lænd, uden at røre ved hende, da de var kommet hen til greveparret. "Deres Nåder," hilste han med et let buk, som etiketten foreskrev det. "Må jeg præsentere Dem for min forlovede, Hendes Kongelig Højhed Prinsesse Catalina de Martell." Da han havde sagt disse ord, rankede han sig op, og tårnede over det ældre ægtepar de stod foran.

[Catalina af Vårfos]

Hans hånd rørte hende ikke direkte, men var alligevel tæt nok til, at hun kunne mærke varmen fra den mod lænden og pludselig var det svært ikke at fokusere på dens tilstedeværelse. Hvor vovede han at være så tæt på hende? Hun trak vejret dybt ind.

"Deres Nåder," hilste hun og nejede for dem, før hun igen rankede sig med dét smil, der havde gjort hende til hele hoffets lille guldklump i Galla. Blikket, respekten i greveparrets øjne fik kortvarigt hendes blik til at flakke mod hertugen ved sin side med en følelse af.. Det var ikke had.