Hold dine fjender tæt

[Kamal Hashem]

Jonathan af Condia
27. august 528 M.T.

Turen gennem Corus havde ikke været nem. Han var bare glad at Asifa var så rolig som hun var. Hingsten havde været mildt sagt besværlig, men den havde trods alt heller aldrig været blandt så mange mennesker. Men i sidste ende var det trods alt lykkes ham at komme frem til paladset, selvom det var blevet hen på eftermiddagen.
Ikke nok med at beboerne i Corus havde holdt øje med ham hele tiden, så var det intet i forhold til da han ankom til Paladsdistriktet. Vagterne holdt utrolig meget øje med ham. Han var altså kun en enkelt bazhir, og selvom de var dygtige krigere, så kunne han ikke ligefrem gøre megen skade på egen hånd.

Han nåede frem til paladsets porte hvor han blev stoppet af portvagten der bad ham om at fortælle hvad hans ærinde var ved det kongelige palads. "Jeg ønsker en audiens med kongen på vejne af Vindspringernes høvding med velsignelse af Stammernes Røst," svarede han mens han sad rank på Asifa. Han havde ingen anelse hvad der blev forventet af ham, men han prøvede at se ud som om han vidste præcis hvad han gjorde. "Vi vil høre om Hans Kongelige Majestæt har tid til at modtage dig, bazhir," sagde portvagten og bød ham om at sidde af. Nu var der ikke andet at gøre end at vente på kongens svar.

[Gudinden]

Der gik en rum tid før en lakaj kom ilende over den indre borggård så hurtigt som hans små, korte ben kunne bære ham. Adskillige blikke blev sendt mod bazhiren med hestene, men det var portvagten den lille mand henvendte sig til først. Vagten var tydeligvis ikke tilfreds med den besked han fik, men det lod til lakajen havde en eller anden form for autoritet, der i sidste ende vandt.

Vagten gik tilbage på sin post og den lille mand gik nu nærmere de store heste og manden ved dem "Hans Majestæt modtager ikke i dag, bazhir, men takker Dem for at være kommet den lange vej og tilbyder Dem en ekstraordinær audiens i morgen ved middagstid." han gjorde en lille kunstpause, der ikke var lang nok til, at den anden mand ville kunne bryde ind før han selv fortsatte "Han tilbyder Dem overnatning i soldaternes barak her på området, samt opstalding til hestene indtil da." det var et specielt tilbud, og et venligt et, men netop derfor også et der ville blive set skævt til, hvis man afslog.

[Kamal Hashem]

Hans øjne blev smalle som manden talte til ham. Mest af alt havde han absolut ikke lyst til at vente til den næste dag, og han havde mest af alt lyst til at brokke sig. Han rankede sig blot mere og munden blev smal. Kongen så det sikkert som en god måde at vise sin magt over bazhirerne ved at lade ham vente. Han var dog på fjendtlig territorium og han kunne ikke gøre særlig meget fra sin nuværende position. Selvom han kunne mærke vreden begynde at koge inden i, så mindede han sig selv om at han var på en vigtigere mission. Han kunne ikke lade sin stolthed tage over. Ikke lige nu. Han skulle helst ikke få sig selv dræbt.

"Hvis det er sådan det skal være," sagde han køligt. "Jeg vil dog have tilladelse til at lave et lejrbål for mig selv. Jeg regner med at kongen kender vores traditioner godt nok til at det naturligvis ikke er et problem." Han kiggede på lakajen med et koldt blik.

Men tænk at skulle overnatte med tortallanske soldater. Han ville nok ikke komme til at sove trygt. Godt nok har der ikke været åben stridighed mellem Tortall og bazhirerne i mange år og ikke i nogen af deres levetid, men han ville dog alligevel sove med det ene øje åben for en sikkerheds skyld.

--------------------------------------------------------------------

28. august 528 M.T.

Han havde allerede ventet siden den tidlige formiddag. Tålmodig. Han havde ikke talt til portvagten eller nogen anden siden han havde forladt dem for at trække sig tilbage for natten. Det var først når solen stod højest at han var inviteret trods alt.

Der var blevet mange kølige blikke med soldaterne, og han havde blot holdt sig for sig selv. Stammernes Røst havde dog givet ham nogen ro for natten til at han kunne fokusere på den næste dag. Vagterne havde holdt godt øje med ham, som han havde stillet sig ikke langt fra porten. Han havde ikke gjort andet end at strigle Asifa og hingsten, og af og til sendt et køligt blik til dagens portvagt. Han havde ingen anelse hvordan denne konge så ud eller hvordan han ville være. Han havde ikke høje forventninger til den tortallanske konge, og ej heller havde han til den tidligere dronning. Men nu måtte han se. 

Som solen sneg sig op til sit højeste og sensommervarmen havde taget til satte han sig op på Asifa og red frem mod portvagten. Stille og roligt, mens han sad rank i sadlen og sagde med stoisk ro til portvagten: "Kongen af Tortall venter Vindspringernes udsendte." Han kiggede på portvagten med sit kølige blik og ventede nu blot på at se om kongen havde tænkt sig at lege kispus med ham endnu en gang. 

[Gudinden]

Portvagten var en anden end dagen før og betragtede bazhiren mere med nysgerrighed, end med fjendtlighed. Bazhirer var intet sjældent syn i Corus. Der var flere hos både Rytterne og Livgarden, men manden foran ham havde han ikke set endnu. Han nikkede let og forlod sin plads momentært, for at sende en løber afsted med besked videre.

Der gik ikke længe før han var tilbage, gav bazhiren besked, men da den anden mand ikke virkede til at være interesseret i at tale, lod han være at prøve. det tog dog heller ikke længe før en af kongens tjenere kom til og bad bazhiren følge med - efter at have tøjret hesten. Turen til audienssalen var ikke lang og med et nik mod bænken udenfor og en venlig anmodning om at vente der fordi Majestætens tidligere audiens endnu ikke var ovre.

[Kamal Hashem]

Han havde næsten forventet at han ville blive sat til at vente endnu en dag, men det virkede det faktisk ikke til at være situationen. Efter at have fået tøjret Asifa og hingsten fulgte han med tjeneren ind i paladset.
Han havde ingen anelse om hvad han havde forventet, men dette var overvældende. På rejsen fra Barzun til Corus havde han allerede lagt mærke til den ret anderledes arkitektur der var mellem tortallanernes bygninger og dem i Persopolis. Det her var dog noget helt andet. Han følte sig fuldstændig malplaceret, og endnu en gang som så mange gange før, ønskede han sig bare tilbage til ørkenens sande. Det ville nok heller ikke være sidste gang at han ville ønske sig tilbage. Han kunne dog ikke bare skuffe sin høvding. Han måtte gå igennem med det, selvom han nogen gange følte det som om han var blevet eksileret.
Væggene og gulvet var spejlblanke og ruderne var enorme. En ordentlig sandstorm ville blæse disse vinduer ind på ingen tid, men det var tydeligvis ikke et problem her. Der var store tæpper overalt og utrolig mange billeder i en besynderlig tegnestil. Tortallanerne manglede virkelig en sans for geometrisk mønstre, og han synes at hele æstetikken i paladset virkede mudret og strukturløs. Som om man bare havde valgt at kaste hvad man lige syntes var pænt på et sted. Det var som om de på en gang prøvede at gøre det kompliceret og prøvede at holde det hele på et minimum. Men sådan var det vel. Der var meget han endnu ville skulle vænne sig til.

Han kiggede på tjeneren med et skeptisk blik da han blev bedt om at sætte sig. Så det var bare et andet sted han skulle sidde og vente denne gang. Hvor de elskede at rende rundt med folk i næsen. Var det sådan at man blev behandlet? Som et eller andet trækdyr der bare skulle staldes op det næste sted. Men alle kunne nok heller ikke have en leder som Stammernes Røst, der kunne se ind i ens hjerte og sjæl. Han valgte dog at sætte sig i sidste ende. Han kunne ikke vide hvor lang tid det ville gå inden han ville omsider få lov til at se denne konge.

[Jonathan af Condia]

Audiensdagene var en blandet fornøjelse, men en nødvendighed og en pligt Jonathan tog særdeles alvorligt. Det var en mulighed for at få kongen direkte i tale for menigmand, og for kongen selv, at høre direkte fra sit folk. Sagerne der blev fremført kunne rangere lige fra nabostridigheder til langt mere alvorlige problemer. Den næste der ventede, fik ham dog til at rette sig op i sædet på forhøjningen og en lille rynke krøb ind mellem hans bryn som han med et vink sendte lakajen ud for at hente bazhiren.

Hans blik fulgte vurderende manden som han kom til syne og hele vejen op gennem salen, før han så afventende på lakajen "Vindspringernes udsendte anmoder Hans Majestæt om audiens." han sendte manden et ikke helt tilfreds blik, men det var bazhiren han i sidste ende så spørgende, men ikke uvenligt på "Vel mødt.. udsending fra Vindspringerne. Har han et navn?"

[Kamal Hashem]

Man var ikke i tvivl om at den mand der trådte frem fra kongen var en stolt mand. Hans klædedragt gjorde det for alle og enhver tydelig at han var bazhir, og han var stolt deraf. Det var nok ikke typisk for en bazhir at søge audiens hos kongen. Det regnede han hvert fald ikke selv med.

Han stoppede op foran kongen og bukkede let med en hånd for brystet. "Mit navn er Kamal Hashem. Jeg er blevet sendt til Corus af høvdingen af Vindspringerne, Abbas Balik, med velsignelse fra Stammernes Røst, med en officiel fredsaftale mellem Tortall og Vindspringerne." Hans stemme var klar og tydelig, og på trods af hans unge alder formåede han alligevel at beherske en del autoritet i sin stemme. Han trak fra sin brystlomme et forseglet brev som han holdt frem for sig. Han kiggede på kongen med sit stoiske blik og alvorlig mine for at prøve at virke kompetent og sin opgave voksen. Han vidste godt der var mere i at det var ham der var blevet sendt, men det ville kongen få at vide tids nok.

I brevet stod der:
Til Jonathan V af Condia, Kongen af Tortall og Barzun

Jeg, Abbas Balik, sender hermed anmodningen om en fredsaftale mellem Tortall og bazhirstammen Vindspringerne. Som tegn på vores hensigt har jeg sendt to gaver der vil være en konge værdig. Den første gave er den bedste hingst opdrættet i Vindspringernes skød i årtier. Han er Alzilu
- søn af midnatsvinden - og vil med garanti tjene Dem godt.
Den anden gave er manden der har opdrættet hingsten. Den bedste opdrætter fra stammen. Hans evner med heste er uovertruffen. Jeg sender ham i Deres tjeneste som en tegn på vores velvillighed og på et forhåbentlig langt og fredeligt samarbejde mellem Kronen og Vindspringerne.

Må solens stråler være blide, og nætterne milde!

[Jonathan af Condia]

Jonathan var nærværende i både kropssprog og mimik, men hans blik fortsatte med at vurdere manden foran sig. Da han rakte et forseglet brev frem, gav han lakajen et nik og han tog brevet fra bazhiren, trådte op på forhøjningen og rakte kongen det. Jonathan brød sejlet med et lille knæk, foldede papiret ud og læste i tavshed.

Det tog ikke længe og mens han foldede papiret sammen igen, fandt hans blik også den yngre mands med antydningen af et smil "Vindspringernes ønske og gaver gør mig ydmyg og taknemmelig, Efendim Hashem." begyndte han og fik med velplaceret taktik, gjort klart, at han både var velbevandret i bazhirernes høflige tiltaleformer, og talte i hvert fald et mindstemål af deres sprog "Jeg takker Abbas Balik, høvdingen for Vindspringerne og tager imod hans fremstrakte hånd i fred, ligesom jeg tager imod hans gaver. " der lå nu et smil på hans læber, afmålt, men ikke opstillet "Også De, Kamal Hashem byder jeg velkommen til Corus og ser frem til et givende samarbejde."

[Kamal Hashem]

Han kiggede på kongen med et nysgerrigt blik som brevet skiftede hænder. Han vidste hvad indholdet handlede om, men ikke hvad der stod ord for ord. Han undersøgte kongens udtryk som han læste brevet for spor af forbavselse, vrede, fornærmelse, glæde eller andet. Han fangede ikke de store følelser. Ikke at han var god til at læse folk, men lidt skulle man da mene at man godt kunne forstå at læse folk.

Han rankede sig lidt da kongen igen talte til ham, og forbavselsen gled over hans ansigt da han blev tiltalt på korrekt vis. Måske var denne konge ikke helt så slem for en tortallaner. Han prøvede ellers ikke at lade sig mærke af det, og han fandt hurtig sin indre ro igen. "Jeg takker, og jeg håber at mine evner vil være tilfredsstillende," sagde han med et let buk, mens han tænkte at han nok ville blive skuffet over hvordan tortallanere behandlede deres heste. Han tvivlede på at der var andre end pigen Keelin i hele Corus der faktisk rigtig forstod sig på heste, men han måtte arbejde med det der var ved hånden.

[Jonathan af Condia]

Et venligt smil markerede sig igen på Jonathans ansigt mens han nikkede let "Jeg har alverdens tiltro til Deres evner, Efendim. Jeg skal sørge for De bliver sat i kontakt med den kongelige opdrætter allerede i dag og for at der bliver gjort et værelse klar og sat til Deres rådighed." han lænede sig lidt tilbage i sin ornamenterede stol "De er den første af Vindspringerne blandt bazhirerne på paladset, men jeg håber De vil finde Dem godt tilrette alligevel."