Skal vi prøve forfra?

[Silas af Hamin]

Alycia af Piratklippen

Tristen havde for nogle dage siden være forbi træningspladsen og snakket med Silas omkring sin søster. Det havde virket meget mærkeligt for Silas, de ting Tristen fortalte omkring det hele. Silas var dog gået med til at mødes med Komtesse Alycia en gang til og se hvordan det gik.
Han havde bedt Tristen give sin søster tid og sted for mødet og så havde de lige lagt alle regler tydeligt fast.

Nu var dagen kommet. Heldigvis skinnede solen fra en skyfri himmel, hvilket var rigtig godt. Silas var i god tid, han ville ikke komme for sent til dette møde. Han fandt et godt sted i starten af Den kongelig skov, hvor han let ville få øje på hende, men selvom alt var nøje planlagt, kunne han ikke slappe af. Tanken om at det hele var en fælde ville ikke slippe hans tanker og samtidig frygten for at det var ægte, men at hun bare ikke kom, havde også frit spil i hans hoved.

Det var bestemt ikke nemt at være Silas disse dage og han havde brugt den seneste tid på næsten kun at tænke på Alycia, hvilket var meget atypisk ham, han havde faktisk slet ikke været interesseret i andre komtesser. Endelig hørte han nogen komme op på den mest nonchalante måde lænede han sig op af træstammen og ventede på hende. Hun skulle bestemt ikke se, hvor nervøs han var.

[Alycia af Piratklippen]

Hun havde forsøgt ikke at lade sig påvirke af episoden med Silas. Hun havde læst bøger, gået på visit hos veninder men hvergang hun fik et roligt øjeblik var tankerne gået tilbage på ham og det gav altid et lille stik i hjertet. Det havde hjulpet lidt da Tristen havde talt med ham men det gjorde hende bare nervøs istedet.

Dagen var heldigvis kommet og hun kom gående med en anstandsdame bag sig. Hun prøvede at være rolig men der havde været flere gange på vejen der over at hun næsten var vendt om af ren og skær frygt. Hendes hænder holdt stramt om hinanden bag ryggen for ikke at vride sig nervøst. Hun begyndte at kunne skimte Silas i skovkanten og en del havde lyst til at løbe over og slå armene om ham. Hun lyste nærmest op da hun så ham men så kom hun i tanke om hvad der var sket sidst og smilet krympede. Hun prøvede at være så rolig som mulig men skuldrene var anspændte og hænderne holdt stadig stramt om hinanden. Hun ledte efter ordene men de kom ikke så hun stod bare og så akavet på ham. Tydeligt nervøs.

[Silas af Hamin]

Der var hun. Hans komtesse, eller altså den komtesse der hele tiden fyldte hans tanker. Hun nåede helt hen til ham og stoppede så, uden at sige noget. Der kom ikke en eneste lyd over hendes læber. Silas sendte hende et skævt smil og blinkede med højre øje "Lad mig.." Han bukkede for hende "Goddag Nådigfrøken. Jeg er glad for, at De ville møde mig."
ARGH! det lød så forkert, så påtaget høflig, det var slet ikke sådan han var, men han kunne ikke være sig selv, han måtte vise sig fra sin bedste side for at gøre komtessen glad igen. Det var hvad han havde aftalt med Tristen, at gøre hans søster glad igen.

Han bød hende sin hånd med endnu et smil "Må jeg vise Dem skoven? ligesom jeg viste Dem engen?" Nej, det var bestemt ikke ham a være så forbandet høflig og han anstrengte sig sikkert også alt for meget. Det var hvert fald bestemt ikke rart.

[Alycia af Piratklippen]

Hun så en smule forbløffet ud over den påtagede høflighed. Var det bare det det var? For at være høflig? Der kom en lille nervøs trækning i hendes mundvige inden hun talte. "Glæden er helt på min side.." sagde hun i sit mest høflige tonefald og gengældte hans smil. Hun brød sig dog ikke om det, denne påtagede høflighed.

Hun tøvede et øjeblik inden hun tog imod hans hånd. "Selvfølgelig" hendes øjne flakkede. Det kunne godt være det her bare var en dårlig ide... Han var så høflig.. Hun savnede det som var der før.

[Silas af Hamin]

Det virkede svært at være en høflig adelig uden sin brug af charme, og Silas følte sig bestemt ikke tilpas i det, men efter hans samtale med Tristen, var det den eneste mulighed, hvis han skulle se Komtesse Alycia igen. De begyndte at gå, det hjalp da en smule på det, men han anede ikke hvad han skulle sige. "Jeg håber De har det godt." forsøgte han sig så, det var sådan noget adelige snakkede om, var det ikke?

[Alycia af Piratklippen]

Der begyndte at danne sig en knude i maven på hende. Det føltes så forkert og kunstigt. Det var jo netop det hun så godt kunne lide ved Silas.. At det ikke nødvendigvis var kunstigt og høfligt og... Hun sendte ham et påtaget smil og nikkede let. "Jeg har det ganske udemærket.. Jeg håber også De har det godt..." det virkede så malplaceret og forkert.

[Silas af Hamin]

Han tvang et smil frem. Ikke det glade skæve charmerende smil han var så kendt for, men et kedeligt påklistret smil "Jeg har det fint." Det var svært for ham denne her høflighed og at lægge låg på alt det der havde gjort hende ked af det. "Jeg ønsker bare at De er glad. " at han selv ikke kunne glædes over deres møde, det var ligegyldigt, men hun skulle ikke ligge og græde over at hun følte sig forkert, det var sikkert.

[Alycia af Piratklippen]

Hendes læbe dirrede en smule..Hun hadede det her... Hun så ned på skovbunden imens hun gik. Hun havde sådan lyst til at sige at det ville gøre hende glad at han var sig selv.. Det var jo netop disse masker hun ikke brød sig om.. Men det var jo netop det der havde ødelagt det hele før. "Det glæder mig at de har det fint.." Sagde hun med den samme påtagede høflighed. Hun havde lyst til at skrige. Det her var jo forfærdeligt.

[Silas af Hamin]

Stemningen var slet ikke som deres første møde, eller andet var det jo egentlig. Her var det bare akavet og kunstigt og... hans mod sank. Det var slet ikke sådan her det skulle være. Han tænke sig om efter hvordan han mon kunne gøre det bedre, det var tydeligt at se hun heller ikke nød det. "Der var et smukt område herude jeg ville vise Dem... Lidt ligesom på engen, bare i skoven." Han kiggede på hende og forsøgte med et lille smil, måske kunne et smil hjælpe lidt på hendes humør.

[Alycia af Piratklippen]

Hun lyste lidt op ved tanken om den smukke eng. Hun gengældte hans smil, denne gang lidt mere oprigtigt. "Det vil jeg glæde mig til at se. De virker til at have øje for den slags." hun fugtede sine læber og skævede op til ham.

[Silas af Hamin]

Han trak lidt på skuldrene "Jeg skal gøre hvad jeg kan for ikke at skuffe Dem." Hun smilede til hende. Denne gang var smilet en anelse mere skævt. Hun var så sød, med alle de små ting hun gjorde, at han glemte den høflige facade. Så kiggede han forsigtigt på hende. "Kan De lide musik?" Det var det første egentlige spørgmål på deres møde i dag, som lød til rent faktisk at interessere ham. Ikke at det ikke interesserede ham, om hun havde det godt, men det havde været mere påtvunget, han havde løstnet lidt op.

[Alycia af Piratklippen]

Hun gengældte forsigtigt smilet. Hun tvivlede på at han kunne skuffe hende på det punkt. Hun lo da han nævnte musik. "Jeg elsker musik. Nok ikke ligeså meget som min kære gran kusine men jo, jeg holder af det. Hvad med dem?" spurgte hun nysgerrigt og lagde hovedet let på skrå imens hun betragtede ham. Det klædte ham meget bedre at smile rigtigt.

[Silas af Hamin]

Det var godt hun kunne lide musik, så ville hun helt sikkert synes om det, han ville vise hende. "Musik er godt for sjælen" sagde han lystigt, og den høflige udstråling var ved at blive overvundet af han sædvanlige charme. Han glemte helt det anstrengende skjold fordi Alycia havde gengældt hans smil. "kom med."

De gik lidt endnu, til de kom til en lysning, hvor solens stråler kunne lyse ned i græsset. Der lå nogle væltede træstammer, som bar præg af at blive brugt til siddepladser. Silas tog sin jakke af og lagde den over stammen, og gjorde tegn til Alycia om, at hun skulle sætte sig på den. På den måde sikrede han, at hun ikke blev alt for beskidt. Så kiggede han på hende med et glimt i øjet og hviskede "Vær helt stille..." Han satte sig ved siden af hende, lidt fra så der var plads imellem dem, det skulle ikke hedde sig at de havde været for tætte, og så ganske langsomt begyndte en masse fuglekvidder. Selvfølgelig kunne fuglekvidren høres mange steder over Corus, og også hvis man snakkede, men Silas havde fundet et ynglested så man kunne høre både voksne fugle og deres unger når man var helt stille. Det var en smuk lyd, som ikke kunne høres hvor som helst.

[Alycia af Piratklippen]

hun kunne mærke hvordan hendes humør blev bedre i takt med at Silas blev mindre kunstig og mere ham igen. Hun nikkede samtykkende og fulgte med et smil med. Det var rart at det ikke bare var høflige facader længere.

Hun så sig forundret omkring og glæden over det smukke sted var ikke til at tage fejl af. Han havde ramt plet. Igen. Det var jo som taget ud af en eventyrbog. Hun slog forsigtigt kjolens skørter til side og satte sig på hans jakke. Smilet forlod aldrig hendes læber. Hun så overrasket ud da fuglekvidrenen begyndte og hendes smil voksede yderligere. Det var virkelig taget som ud af et eventyr.

[Silas af Hamin]

Hun var så smuk som hun smilede. Hun så på en måde helt fin og skrøbelig ud. Han grinede lidt for sig selv, meget lavt så det ikke var til at høre. Han kiggede over på anstandsdamen, selv hun så ud til at nyde oplevelsen.

Så lænede han sig lidt ind mod hende så hun kunne høre ham hviske "Jeg beklager hvordan vores møde endte sidst. Jeg forsøger ikke at være så charmerende og kunstig" han kiggede på hende så hun kunne se at han mente det. Problemet var bare at uden den charmerende side, vidste han ikke hvem han var.