En broders trøst

[Alycia af Piratklippen]

Tristen af Piratklippen

20.08 528 M.T

Alycia havde returneret fra sin gå tur med Silas og var gået direkte ind på sit værelse med et stramt drag om munden. Anstandsdamen der havde forsøgt at banke på og spørge om hun kunne hjælpe havde stået forgæves i en halv time uden svar før hun blev sendt væk. Komtessens dårlige humør lagde sig hurtigt som en kappe over husholdningen og der blev hvisket i krogene. Intet af dette bekymrede dog Alycia. Hun havde krøllet sig sammen på sin seng. Ligeglad med at kjolen blev krøllet og sådan lå hun længe.

Hun rullede sig først ud da det blev aften. Øjnene var røde og hævede og det krøllede hår i uorden. Hun stak kun lige hovedet ud for at kalde på en tyende for at ordre mad op på værelset. Hun prøvede at se upåvirket ud men de medlidende øjne fra den tyende borrede sig ind i hende og gjorde bare det hele værre. Med tunge skridt slæbte hun sig hen til sengen og lagde sig igen. Tårerene trillene på ny.

[Tristen af Piratklippen]

Tristen havde siddet med en bog og politisk spil det meste af dagen. Han måtte hellere forsøge at sætte sig lidt ind i det for Cierras skyld. Desværre var det ikke nær så spændende som det var at drage på eventyr, så han var sunket lidt hen i sofaen. Han vågnede nogle timer efter til en hvisken og tisken mellem tjenestefolkene. De plejede ellers ikke at løbe med sladder, men i dag havde noget sat deres nysgerrighed igang. Han opfangede brudstykker af det, men uden at det gav mening. Da han dog hørte sin søsters navn blive nævnt spidsede han øre. Det næste var noget med at noget muligvis havde forgrebet sig på hende. At det var derfor hun havde lukket sig inde.

Tristen rynkede brynene. Hvad for noget?! Han gik straks op til søsterens værelse. Forhåbentlig havde hun vel en form for amulet, så hun ikke blev med barn. Uden for hendes værelse kunne han høre stadig høre den sagte snøften, hun skulle efter sigende have grædt højt hele dagen. Forsigtigt åbnede han døren og gik med lette skridt inden og lukkede døren efter sig. Han lænede sig op ad dørkarmen, og så på hende. Han sagde ikke noget. hvad skulle han sige? Hvad var det sket?

[Alycia af Piratklippen]

Hun anede intet om de rygter der var blevet sat igang. Hun havde aldrig været omdrejningspunktet for sladder så tanken strejfede hende ikke engang. Hun havde krøllet sig sammen på ny. I hendes favn var en kludedukke som hun holdt meget stramt om. Det havde hun gjort fra hun var lille. Det havde været en gave fra hendes mor.

Hun gad ikke engang løfte hovedet da døren blev åbnet. Hun havde prøvet at få sin hulken under kontrol. Hun var da også gået fra højlydt hulken til sagte snøften. Hun krøllede sig yderligere sammen. Hun ville bare gerne forsvinde. Eller få smerten i brystet til det i hvert fald. Hun ville gerne sige at vedkommende der var kommet ind på hendes værelse skulle gå men så skulle hun vise de tårevæde øjne og det havde hun gjort en gang den dag. Nysgerrigheden tog dog over. Desuden brød hun sig ikke om at nogle holdt øje med hende. Hun vendte derfor tøvende hovedet og blinkede overrasket da hun så Tristen. Dette fik hende dog bare tilbage til at hulke højlydt. Tænk at han skulle se hende sådan her.

[Tristen af Piratklippen]

Tristen stod lænet op ad dørkarmen og anede ikke hvad han skulle gøre. Det gjorde det ikke meget bedre at hun hulkede endnu mere, da hun endelig så op på ham. Han granskede sin hjerne for råd og ideer. Så fik han øje på kludedukken, han huskede hvordan deres mor altid havde gjort.

Han gik hen og satte sig på sengen ved siden af hende og pegede ned på dukken. "Du kvæler hende hvis du bliver ved sådan der." Det var egentlig en dum sætning, tænkte Tristen. Hvordan kunne det være trøstende at få at vide, at man var ved at kvæle nogen? Han lagde en blid hånd på hendes skulder og forsøgte at sige noget, men hvad siger man til sin søster som muligvis var blevet behandlet så usselt?

[Alycia af Piratklippen]

Det gibbede i hende da han talte og endnu engang da han rørte hende. Hendes hulken blev dog kort til en blanding mellem et hulk og et grin og hun løsnede grebet en smule. "Det plejede mor også altid at sige.." mumlede hun ud mellem hulkene. Hendes spinkle krop rystede. Det gjorde den altid når hun var vred eller ked af det og hulkene gjorde det kun værre.

[Tristen af Piratklippen]

Tristen smilede lidt, det så ud til at hjælpe. Det var kun godt. Han strøg hende nogle gange over håret mens han så bekymrende på hende. "Hvad er der sket Alycia? Jeg håber ikke det vores tjenestefolk siger er sandheden?" Det ville bare ikke være et godt tidspunkt til den slags. Ja det ville det selvfølgelig aldrig, men han kunne ikke være i både at have en forlovede der trak i ham og en søster der skulle have barn. Det var simpelthen for meget!

[Alycia af Piratklippen]

Hun så forvirret på ham ud igennem tårevædede øjenvipper. "Hvad mener du? Hvad siger de?" Hun svarede ikke på hvad der var galt. Hun ville vide hvad de sagde.. Desuden var det nemmere hvis de havde ret. Så kunne hun bare nikke og så behøvede hun slet ikke fortælle om det. Hun krammede stadig kludedukken. Det var hendes lille stykke af moren og det havde altid gjort hende tryg.

[Tristen af Piratklippen]

Tristen kløede sig lidt i nakken, det var bestemt ikke et nemt emne at bevæge sig ind på. Han havde håbet hun selv ville fortælle, hvad der faktisk var sket og at rygterne dermed var falske. "Nogen af dem snakker om, at nogen har forgrebet sig på dig..." Han sad og kiggede på sine fingrenegle som pludselig var blevet svært interessante.

[Alycia af Piratklippen]

"Hvad siger de?!" sagde hun forarvet. Hun var blevet knaldrød i hovedet. Hvorfor ville de dog sige sådan noget! Hun rystede på hovedet. Heldigvis var det ikke så galt. Hun var ikke engang sikker på hvorfor hun var så ked af det. Hun havde bare altid reageret kraftigt.. Hun så ned på sin kludedukke og snøftede. "Det.. Det var Silas..." mumlede hun så. Hun overvejede ikke at det kunne misforståes. Hun regnede med at hendes reaktion på rygtet var afkræftelse nok.

[Tristen af Piratklippen]

"Du havde vel i det mindste en anstanddame hos dig hele tiden, som ville kunne bekræfte at det ikke passer?" Spurgte han så. For det passede jo ikke. Det kunne ikke passe. Hun havde selvfølgelig også amuletten, blev han ved med at sige til sig selv. Selvfølgelig ville selve agten stadig være frygtelig.

Så nævnte hun Silas "SILAS!" Råbte han næsten og knyttede hænderne. "Hvis han har rørt dig, så skal jeg love dig at det bliver det sidste han gør!!" Kunne den dreng da ikke bare holde nallere for sig selv? Tristen mærkede hvordan vreden steg op i ham. Hvis Silas havde gjort ALycia noget, skulle han nok komme til at fortryde!

[Alycia af Piratklippen]

Hun så en smule fornærmet ud. Selvfølgelig havde hun en anstandsdame med! Hvad troede han om hende? "Selvfølgelig havde jeg en anstandsdame med! " sagde hun en smule tvært. Det havde jo ikke ligefrem hjulpet.

Det gav et sæt i hende da han råbte. Hun brød sig ikke om råb og slet ikke så tæt på hende. Den ellers stoppede gråd begyndte igen. Hun rystede på hovedet. "Tristen.." prøvede hun. "Det var ikke sådan.. Han var bare.. " hvordan skulle hun forklare ham det? "Han sagde at han måske troede.." hun skjulte hovedet i hænderne. Hun kunne ikke sige det. Han ville sikkert bare synes hun var dum.

[Tristen af Piratklippen]

Det var da altid noget, at hun havde anstandsdame med sig. Så kunne der vel ikke være sket det helt vilde. Han var dog stadig bekymret, det måtte være slemt hvad end der var sket. Hun havde grædt hele dagen. "hvad Alycia? Hvad sagde han?" Tristen var forvirret og ret usikker. Han anede ikke hvad han skulle gøre.

[Alycia af Piratklippen]

Hun så ned i sit skød. "Han sagde at han måske var forelsket i mig.. Og jeg troede jeg måske gengældte de følelser.. Og så gik alt bare lige pludselig af helvede til og han blev vred ligesom alle andre når jeg talte.. Og bange lod det til... Jeg sagde bare at jeg bedre kunne lide hans ægte smil end det der charmerende smil han har klistret fast... Og jeg troede virkelig han var anderledes... Men..
Han legede sikkert bare med mig for at få hævn over dig..." hun havde holdt sig fra at hulke mens hun talte men da hun blev færdig begyndte hun igen at græde.

[Tristen af Piratklippen]

Tristeen forstod nærmest ingenting nu, og ønskede næsten han ikke var gået ind til Alycia, men han kunne heller ikke bare gå. Han kløede sig lidt bag øret og så på hende. "Hvad skulle han da hævne sig for?" han forstod ikke hvordan det hang sammen.

[Alycia af Piratklippen]

Hun så op på ham. "Du slog ham jo.. Selvom jeg godt kan se hvorfor følte han sig nok ydmyget.. Han virker meget ærekær.." mumlede hun. "Men jeg ved det ikke. Og jeg har heler ikke lyst til at snakke om det. Jeg vil gerne glemme at han overhovedet eksisterede." sagde hun ulykkeligt.