Nye bekendtskaber

[Mallaidh Lille]

Amina Syerske (fail tag)

Mallaidh trådte igennem døren med en vred mine. Nej, ikke bare vred. Der var et helt lille uvejr i oprør over hendes hoved, og hele hendes krop emmede af de eder og forbandelser, som hun mumlede på sin vej tværs gennem lokalet og frem til højbordet. Hun hilste dog på de meste relevant, men med en noget indædt mine. Hendes blik faldt på den hun søgte.

"Amina." hun sagde navnet uden varme, men det var ikke hende, hun var vred på. Tværtimod havde hun brug for hendes kundskaber. "Jeg har brug for din hjælp," sagde hun så. Det var ikke det hun var mest kendt for at bede om, og den bed også mere end hun ville indrømme. En lettere forpint grimasse strøg nu hen over hendes ansigt. "Jeg... bløder. Det er min underarm, og det er dybere end jeg først antog. Kan du lappe mig sammen?" Hun holdt stadig armen skjult.

[Amina Syerske]

Amina havde fået lov til at tage plads ved højbordet, nu var Serena dog gået, så Amina var ladt tilbage i en lidt akavet position. Hun var stadig ikke helt tryg ved at være ved højbordet og havde ikke fået sin faste plads deroppe.

Det gav derfor et lille gib i hende da en fremmed stemme nævnte hendes navn. Hun kiggede ud i krostuen og så en lyshåret ung kvinde, der tydeligvis havde det svært med noget. i første omgang var Amina overbevist om, at hun måske havde taget kvindes plads og hun skyndte sig derfor at rejse sig fra stolen.
Det viste sig dog, at der var tale om en skade og at Amina skulle lappe hende sammen. Det tog Amina et øjeblik lige at forstå hele situationen, men så arbejdede hun ellers professionelt.
Hurtigt var hun hende ved kvinden og kiggede på hendes arm. Det så bestemt ikke godt ud. "ok. øhm.. Vi må lige finde et sted du kan lægge dig. Har du et værelse? ellers kan vi tage mit." Hun var ikke helt sikker på hvordan det normalt blev gjort. Hun var altid kun med på sidelinjen og det ikke på Duen. De gik op mod værelserne og på vejen greb Amina en flaske rom, som hun tog med sig.

[Mallaidh Lille]

Pladserne var langt fra fyldte ved højbordet i dag, og det passede Mallaidh fint, at der ikke var særligt mange vidner til den lille scene, der udspillede sig. Hendes arm gjorde ondt, men det var hun vant til. Det var mere problematisk, at blodet flød og snart ville gennemvæde hendes nøjsomme forbinding og begynde at løbe på gulvet. Hun kunne mærke sin trøje blive våd, og selvom det mørke stof gjorde sit for at maskere det, så krævede det nærmere et lille mirakel at holde sig uden for nysgerrige, lidt for observante blikke.

Hun var irriteret. Hun havde været ude på et job. Det skulle have været lige til, men Achille havde haft et es oppe i ærmet, som hun havde været for selvsikker til at tage højde for. Kniven havde ramt hende, før hun havde blinket, og han havde bestemt hverken tænkt sig og vente på hendes modtræk eller give hende de informationer, hun var kommet efter. Et hårdt skub havde væltet hende bagover i et bord. Hun havde mistet pusten og så et øjeblik stjerner. Hun var rasende på sig selv over at være blive så vildledt, og hun ville glæde sig til det øjeblik, hvor hun kunne gengælde den omhu, han havde betænkt hende. Hun så det i hans blik. Det var ikke hendes underarm, han var stilet efter, men hendes bug. Hun havde været svineheldig og i færd med at gribe efter sin daggert ved hans pludseligs bevægelse.

Lige nu følte hun sig dog ikke heldig. Hun følte sig alt andet end det. Hun så på Amina og forsøgte at huske sig selv på, at det ikke var hendes skyld. Hun trak endda på smilebåndet, men det lignede så langt fra et smil.

"Dit værelse." sagde hun en smule mere køligt, end hun havde ment det. Hun ønskede ikke at skulle gå meget længere. Hun var pænt tilfreds med, at de fjernede sig fra alle de blikke, der fulgte med. Ingen så på dem, men det betød slet ikke, at de ikke blev observeret. Der var øjne overalt. Hun så mod trappen. "Jeg ved godt, at vi ikke kender hinanden så godt endnu, men når du er rykket til højbordet, så kommer vi hurtigt til det," hun nikkede accepterende. "Jeg har brug for at komme mig hurtigt fra det her, så jeg kan svare igen, ja? Kan du klare det? I al stilfærdighed? Jeg vil ikke glemme din hjælp." Hun var ikke bleg for at gengælde en tjeneste.

Hun skred hurtigt fra bordet og fulgte efter Amina. Vejen op af trappen føltes lang.

[Amina Syerske]

Det lød næsten til at denne kvinde forventede at Amina snart fik fast plads ved højbordet. Amina slog det dog hen, Det var nok smerten fra armen der talte, charmede hende for til at ville hjælpe.
Hun fandt nøglen til sit værelse og låste døren op og lod så den anden kvinde komme først ind. Midt på gulvet i det lille værelse stod Iggy nysgerrigt på bagbenene og så på hvem der kom indenfor. Amina gjorde en lille "tssk" lyd med tungen men hun bankede med to fingre på venstre skuldre og straks løb den lille Ilder op af hende og satte sig, hvor hun havde anvist.

"Du må hellere lægge dig på sengen" Sagde Amina med en let beordrende stemme. Det lille værelse var meget minimalisktisk indrettet. Der var en seng med tæpper og puder, Ved siden af stod et lille bord, hvorpå der lå en del flotte muslinger, bestemt ikke fundet i Corus, på et lidt større bord lå nogle knive af forskellig størrelse og i hjørnet af værelset, var en bunke tøj som angiveligt lignede det Serena plejede at gå i. Der var desuden også et par stole ved bordet.

Amina lod kvinden lægge sig på sengen og trak så en stol hen ved siden af. Hun fandt et tæppe, som hun lagde på gulvet henne ved døren hvorpå hun placerede Iggy og kommenderede ham til at blive der. Så gik hun tilbage til stolen og tog fat i den flaske rom hun før havde stillet på det lille bord ved sengen. "Jeg skal nok hjælpe dig, men alt efter hvor dybt såret er kan det godt blive en hård omgang. Hvad er dit navn?" Amina arbejdede utroligt professionel hendes unge alder taget i betragtning. "Betaling tager vi bagefter."

[Mallaidh Lille]

Mallaidhs sanser vågnede op til dåd, da hun trådte gennem døren ind til Aminas værelse. Hun skimmede det hurtigt, men observant, og fandt intet usædvanligt - hvis man lige ser bort fra det lille mellemspil mellem pigen og det lille rovdyr, der kom løbende og sprang op på hendes skulder som en anden parpegøje. Hendes øjenbryn røg skeptisk i vejret, men det var også det eneste, der afslørede hendes undren. Personligt havde hun intet imod at holde husdyr, ikke en gang de mere særlige, men det var nu ikke så tit set, at de ligefrem blev domesticerede. Et smil meldte for første gang sin ankomst i hendes mundvige, men hun kommenterede alligevel ikke på dyret. Det ville have været nemt at småsnakke på dens bekostning, men Mallaidh var ikke i humør til det.

Hun skulede en smule skeptisk mod sengen, men makkede alligevel delvist ret og satte sig på den. Hendes blik faldt på muslingerne efter endnu en runde i værelset. "Hvor har du dem fra?" spurgte hun interesseret, mens hendes blik gled videre til knivene på bordet. En pæn samling pigens alder og stand taget i betragtning. Hun var ikke kommet for at splitte pigens liv ad eller gøre sig de store observationer. Hun skrev sig de mest iøjnefaldende ting bag øret, men gled ellers hurtigt af på det.

Hun lagde sig og følte sig tung i kroppen. Sengen var ikke vanvittigt blød, men god nok. Hun så efter hende, og det skæve smil meldte sig igen, da hun fik øje på rommen. "Endelig noget positivt ved den her situation," sagde hun tørt. Hun så op på hende, da hun kom tilbage. Så nikkede hun. "Du gør bare det, du skal," sagde hun roligt. "Og navnet er Mallaid,". Det sidste gav hun bare et alvorligt nik til. Det var hun helt med på og havde taget for givet. Det morede hende en smule at se den unge pige være så professionel omkring situationen, når man tænker på, hvor nervøs hun havde været ved bordet. Hun gjorde det godt.

[Amina Syerske]

Hun kiggede på muslingerne, som kvinden spurgte ind til. Et øjeblik stoppede hun alt hun var igang med og bare så på dem, men hun fik hurtigt rystet sig tilbage til virkeligheden. "De er fra Maren" Hun skulle lige til at fortælle om, hvordan disse muslinger efterhånden var det eneste hun havde tilbage af sin mor og dermed hvor vigtige de var for hende, men så blev hun opmærksom på at hun stadig ikke kendte denne kvinde.

Da hun havde lagt sig på sengen, trak Amina op i ærmet på den sårede arm. Det så bestemt ikke godt ud, det syn der ventede hende. Hun fjerne den lidt sølle forbindning, der var blevet lagt og to så fat i rommen og med munden trak hun proppen af. "Det her gør nok ondt" Så hældte hun den gyldne væske ud over såret, både for at rense det og for at skylle al blodet væk, så hun kunne se, hvor slemt såret så ud.
Derpå rakte hun rommen til kvinden. "Drik om du vil, det kan godt blive en hård omgang." Da hun var sluppet af med flasken, gned hun håndfladerne mod hinanden mens hun mumlede nogle ord, hvorefter en smaragdgrøn ild tændtes. Præcis samme farve, som den Amos kunne mønstre. Roligt førte hun hænderne let over armen, nogle gange og så til mens det generede hud blev mere normalt i farven og lukkedes en smule. Hun kunne dog ikke helt klare det kun med magi.

Hun rystede hænderne så ilden gik ud og kiggede på på kvinden igen. "Jeg bliver nødt til at sy resten sammen, hvis det skal blive pænt og vi skal undgå infektion i såret" inden at kvinden overhovedet nåede at sige mere, havde Amina rejst sig efter nål og tråd og et lille tællelys. Lyset blev tændt og Amina kørte nålen frem og tilbage gennem flammen nogle gange, præcis som hun havde set sin mor gøre det tilbage i Maren. "Dette her kommer til at gøre ondt." Advarede hun om inde hun satte nålen mod armen og begyndte meget forsigtig, men alligevel med et rask tempo at sy armen sammen.

[Mallaidh Lille]

Mallaidh opgav at forfølge de mere interessante ting i værelset og trak på skulderne. Hendes arm gjorde ondt og hun følte sig en smule svimmel. Hun havde nok efterhånden tabt blod nok til, at det kunne mærkes. Træt var hun i hvert fald også. Det var ikke noget, der skete særligt tit - at hun kom for tæt på nogens klinge - men hun kendte tegnene. Der var dog intet alarmerende endnu, ikke hvis pigebarnet her fik lappet hende sammen.

Hun fortrak ikke en mine, da forbindingen blev fjernet, selvom det gjorde ondt. Hun nikkede blot, tog imod rommen og drak en forsvarlig slurk. Så en til, så et langt drag netop de grønne flammer skød op. Hun bremsede et splitsekund op, men holdt flasken for munden. Farven genkendte hun, og hun rynkede tænksomt panden, ingen hun drak grådigt videre. Det blotte øje ville let forveksle hendes undren med en smertelig grimasse, og hun stønnede let, da flasken endelig kom fra hendes mund og gav hende luft til lyde. Rommens brændende fornemmelse var velkommende i hendes krop, og som den bredte sig, følte hun sig mere svimmel.

Hun følte sig lidt uden for situationen, som tiden sneglede sig af sted. Pigen handlede fuldstændigt på egen hånd og behøvede hverken hendes bekræftelse. De virkede begge indforstået med at gøre det, der var nødvendigt. Hun nikkede igen og gav nu alligevel sit besyv med. "Gør det pænt," sagde hun accepterende. Hun ønskede ikke et grimt ar. Den fornøjelse skulle han ikke få - at have mærket hende. Hun så frem til at sprætte ham op, når hun fandt ham igen. Hendes tanker blev brudt af synet af nålen. Nok så lille, så vidste hun, hvordan den føltes at få boret gennem huden. Hun holdt vejret og drak igen. Hun forholdt sig helt stille, da nålen brød hendes hud, men det tog ikke mange sting, før det første støn nåede over hendes læber. Hun bandede lavmælt og hadefuldt.

[Amina Syerske]

Amina var hurtig om at aflæse, hvor stolt denne kvinde var, og af samme grund lod hun hende også bare drikke uden at kommentere på det. Hun kunne dog ikke helt glemme det ansigtsudtryk kvinden havde påtaget sig, da Amina havde benyttet sin gave, Var det genkendelse eller blot et smertejag? Hun kunne ikke godt selv spørge indtil det, fordi det så ville indikere, at der faktisk var noget at genkende ved det.

Amina arbejde sig roligt frem ad uden at sige noget, hun havde trods alt aldrig snakket med kvinden før, så hun vidste ikke præcis hvad hun skulle sige. Da kvinde så alligevel begyndte at jamre under syningen, besluttede Amina alligevel at snakke til kvinden. Det var en god måde at lede tankerne væk fra smerten og arbejdet. "Jeg er ikke sikker på jeg kender dit navn? Du har plads ved højbordet normalt ikke?" startede hun ud og måtte så alligevel lige teste kvinden ganske let "Hvilket arbejde gør du for Amos? Er du tæt på ham?" Hvis hun var kunne det være hun allerede vidste hvem Amina var, selvom det stadig kun var meget få der kendte sandheden.

[Mallaidh Lille]

Mallaidhs hoved summede let, men kunne ikke helt sløre de smerter, som hun havde. Hun forholdt sig dog rolig, og som hun vænnede sig til det, holdt hun også op med at stønne. Pigen arbejdede hurtigt og effektivt, men formåede også at distrahere med relevante spørgsmål. Spørgsmål, der om ikke andet vækkede Mallaidhs agtpågivenhed og dermed fjernede hende fra smerten. Eller også udnyttede hun øjeblikket til at lære mere. Kløgtig pige. Uanset hvad gjorde hun sit arbejde godt. "Mallaidh," gentog hun, men blev lidt mere eftergivende og tilføjede: "De kalder mig Lille. Mallaidh Lille." Måske ringede det en klokke, måske ikke. Hvis hun sad ved højbordet eller bare i nærheden af det, så burde hun kende hendes navn om ikke andet.

"Ja, det er korrekt," svarede hun og så på hende. "Men jeg ville være dårlig til mit arbejde, hvis jeg sad for mageligt i sædet," Hun mønstrede at smile barskt. Lige siden tyvene blev delt havde hun sjældent haft ro til at sidde særligt længe ved bordet, selvom pladsen tilkom hende. Hun havde købt den dyrt og var ikke indstillet på at afgive den igen. Måske var det derfor pigen ikke genkendte hende? Hun vidste ikke helt, om det skulle genere hende? Omvendt genkendte hun heller ikke hende, ikke mere end at hun vidste til hendes helbredende evner. Noget sagde hende, at der var mere i det. Hun ville i hvert fald ikke glemme hende igen.

"Du stiller mange spørgsmål, Amina Syerske," sagde hun roligt og betragtede hende. "Ved du ikke, hvad der sker med nysgerrige små piger?" Hun så på hende og lo så. Det var ikke en dybfølt latter, snarere lidt opgivende. Hun var påvirket af rommen. "Viden er magt, Amina," sagde hun så endelig. "Og jeg sørge for, at Amos er velinformeret." Mere fortalte hun ikke. Hun følte, at der var noget her, hun var nødt til at grave dybere i. Der var noget, hun ikke vidste, men som var lige foran næsen på hende...

Noget for noget. "Hvad lavede du ved højbordet i dag?" spurgte hun i stedet. Det burde hun havde spurgt om, da de mødtes, men hun havde været fokuseret på sin arm. Den var gledet i baggrunden lige nu.

[Amina Syerske]

Amina lyttede opmærksomt til de svar hun fik, mens hendes hænder arbejdede nænsomt med at sy armen sammen. Det så ret pænt ud, hendes arbejde og man kunne efterhånden bedømme det færdige resultat, hvis man kendte bare lidt til ar; et fint lige smalt ar.
Hun trak dog lidt på smilebåndet, ved kommentaren om hvad der skete med nysgerrig små piger. "Jeg kan klare mig selv, bare rolig." Startede hun ud uden at få det til at lyde overlegen "Hvis ikke jeg stiller spørgsmål, får jeg jo ikke svar. Desuden er det dit valg hvordan du ønsker at svare." Amina smilede et lille skævt smil til hende, sikkert også et der var velkendt andre steder.
"Det lyder som en interessant plads at have. Er han så det? velinformeret altså?" Det var et farligt træk at spørge ind til, men jo farligere emne, jo mere sikker var hun på at trække Mallaidhs opmærksomhed væk fra hendes arbejde med at sy armen sammen.

"Jeg sad der for at tale med Serena om nogle ting, men hun blev kaldt væk pga. et pressende anliggende. Jeg vidste ikke hvor længe det ville tage og om jeg skulle vente på hende." Hun havde ikke rigtig hørt, hvad det drejede sig om ikke andet end noget med en Delia.

[Mallaidh Lille]

Mallaidhs blik gled periodisk ned på armen, hvor hun kunne konstatere, at det ville ende pænt ud. Det passede hende godt. Der var ikke nogen tvivl om, at der ville komme et ar, men dem havde hun nogle stykker af, så det var bare endnu en påmindelse til resten af hendes dage. Hun skulle nok gengælde venligheden.

Det blev Mallaidhs tur til at smile, da Amina svarede igen. "Jeg tror dig," sagde hun og fnøs i stedet for at le. Det gjorde stadig ondt, selvom rommen hjalp en del. "Du har til dels ret. Men nogle gange giver det bare endnu flere spørgsmål, og det er ikke sikkert, at det er i dit favør, bare et godt råd." Spørgsmål havde for vane at pege lige tilbage på en selv, hvis man ikke passede på. Mallaidh kneb øjnene sammen og så Amina an. Det var bestemt mere, end øjet så. Det skrev hun sig bag øret. Hun spidsede læberne og bed kæben sammen, så trak hun på skulderne. "Du kan spørge dig selv, hvad en plads ved højbordet er værd?" svarede hun blot. Hun ville ikke fortælle Amina mere.

Hun blev mere opmærksom, da snakken gik videre til Serena. Det var interessant. "Hvor kender du Serena fra?" spurgte hun ind. Serena havde ikke omtalte pigen, hvilket var lidt mærkeligt deres nære forhold taget i betragtning.

[Amina Syerske]

Amina smilede og det kryptiske svar hun fik tilbage. Sådan var det så ofte blandt slyngler, når man kom noget for nært. Hun spekulerede på at Mallaidh var så vel informeret, at hun kendte til Aminas forhold til Amos, det virkede ikke sådan. Rent intinktiv slog hun de blå øjne ned på sit arbejde så Mallaidh ikke kunne se dem tydeligt. Hun havde trods alt altid fået at vide, at hun havde sin fars øjne.
Hun nikkede, for sig selv. Jo kvinden her måtte holde Amos velinformeret, skønt der tydeligvis var ting hun ikke vidste. Men det var nok godt det samme.

uden at tænke over det, stoppede Amina sit arbejde, da kvinden spurgte ind til hendes forhold til Serena. Det havde hun alligevel aldrig regnet med hun skulle forklare nogen. "Jeg lærte hende at kende da jeg kom til Duen for et års tiden siden" Men kunne godt høre, at det lød meget vagt. "Hun var Ikke specielt glad for at Iggy løb rundt i krostuen.." Amina kiggede på Ilderen der stadig lå på det lille tæppe. "Derefter valgte jeg at råde bod på det, ved at tilbyde min hjælp. Så siden den dag, har jeg lappet hendes tøj." Det måtte være forklaring nok. Hun var trods alt syerske og det var da alt sammen en del af sandheden. At hun også have lavet andre ting med Serena fortalte hun ikke. Hånden var gået lidt i stå mens hun nu sad og tænkte på, hvor meget hun havde Serena at takke for.

[Mallaidh Lille]

Mallaidh blev ved med at se på Amina. Hun kunne ikke tænke helt så klart, som hun havde brug for lige nu, og hver gang hendes hjerne stykkede tingene sammen og var lige ved at regne den ud, borede nålen sig igennem hendes hud og trak hende væk fra det, som hun ikke så. Det irriterede hende voldsomt. Hun begyndte at studere den unge pige, mens hun arbejdede, men svarede skulle tydeligvis ikke komme derfra. Som altid var der flere spørgsmål end svar, men dem var hun heldigvis rimelig kvalificeret til at skaffe sig. Hun smilede grumt.

Hun mildnedes lidt i sit udtryk. Det overraskede hende ikke. Serena havde, uanset hvad man måtte mene og hvordan man kendte hende, en sentimental side. Mallaidh smilede for sig selv ved tanken. Hun ville sikkert benægte alt, medmindre der var fyldt godt på hende. Det skulle hun forøvrigt huske at gøre snart igen. Det var alt for længe siden, at hun havde taget sig tid til at slappe af. Det gik nok begge veje. Mallaidh nikkede. "Du er nok heldig, at den lever endnu, hvis det var tilfældet," svarede hun og blev mere venlig. Hun godtog forklaringen. Udadtil om ikke andet. "Så var det da vist også på høje tide, at vores veje krydsedes," svarede hun.

[Amina Syerske]

Amina kiggede over på Iggy igen, med et lille smil. Hun kunne slet ikke forestille sig ikke at have Iggy længere. De havde hængt sammen i snart 3 år nu. Hun havde passet ham fra da han bare var ganske få uger gammel. "Amos havde stoppet hende..." Sagde hun så henvendt til Ilderen, og glemte et øjeblik, hvad der kunne udredes af sådan en sætning.
Hun vendte igen hovedet mod Mallaidh og blikket mod armen, der manglede ikke mange sting nu. "Jeg ved ikke, hvorfor vores veje ikke har krydset tidligere. Måske bare fordi jeg har forsøgt at holde lav profil, og bare en en lille tøs" Hun grinede lid af det selv. Der havde været mange gemmen det sidste år der ikke ville have en tøs som hende i nærheden. "Eller måske bare fordi jeg har en del at lave på daglig basis." Hun vurderede efterhånden kvinden overfor til at være for påvirket af både rom og smerte, til at kunne tænk helt klart.

[Mallaidh Lille]

Mallaidh fulgte ikke Aminas blik, men vidste godt, hvor det gik hen. Hun smilede hårdt, men det blev hurtigt afløst af overraskelse. "..." Hun åbnede munden for at sige noget, men bed tænderne hårdt i. Der var vist sagt rigeligt. Det hun havde at sige, var ikke længere henvendt til pigen. Hun fik en dyb fure i panden. Det lignede til forveksling en reaktion på smerten, og hun vendte tankerne dybt indad. Selv med et sløret sind begyndte hun at samle brikkerne og følte et fornyet klarsind, da chokket først havde lagt sig og realiteterne vandt ind. Hvorfor havde hun ikke vidst noget? Hun følte sig ramt, men var villig til en forklaring, før hun hoppede direkte til konklusionerne. Hun sank, og der kom fokus i hendes blik, da Amina talte igen. "Jeg vil gå stærkt ud fra, at det skyldes, at jeg oftest er udenbys eller blot ude i byen," svarede hun. "Selv en lille pige som dig, ville der blive lagt mærke til, Amina," sagde hun så og så indgående på hende, som ledte hun efter svar. Det nagede hende, at hun ikke havde bidt mærke i pigen. I lighederne og hendes opdukken ved hoffet. Hun mindede sig selv om aldrig at overse de små mus igen."Men jeg må give dig... Du har været god til at holde lav profil... Hvad så nu? Hvad med i dag - var det en fejl?" Hun lagde ikke fingrene imellem. Det var ikke just lav profil at sidde ved højbordet. Nu var hun i søgelyset.