Hun talte til mig!

[Marius Våbensmed]

Marius's øje var helet for uger siden og heldigvis var han og Idina nu igen på bølgelængde og kunne tale sammen. Han elskede sin søster og følte sig altid ansvarlig overfor hende, skønt det oftest endte med, at hun beskyttede eller passede på ham.

Dagen i dag havde været ganske hyggelig, skønt vejret var frygtelig rasende. Af samme grund havde Marius tilbudt at gå med til markedet, så Idina ikke skulle gå selv. De gik hyggeligt og snakkede om løst og fast gennem gaderne, og da de nåede Tågelygten sagtnede Marius farten, det kunne jo være han kunne få et glimt af Mathilda.

I samme nu som de gik forbi, blæste Mathildas sjal op af vinden. Mathilde pegede efter sjalet. "Fang det sjal!" Råbte hun, og i bedste heltedåd, hoppede Marius afsted efter den, greb om det med hånden og fik det leveret tilbage til Mathilda, som smilende sagde "Tak"

Marius blev ovenud lykkelig. De havde talt sammen. Mathilda havde faktisk set ham og talt til ham! Han var glad og kunne næsten ikke følge med Idina. "Men er hun ikke fantastisk?" spurgte han sin søster, uden egentlig at forvente noget svar, eller hvert fald ikke forvente andet end samtykke.

[Idina Jernstøber]

Vinden var kølig den dag og Idina fortrød lidt, hun var gået hjemmefra uden sit sjal. Hun skuttede sig ved siden af Marius og forsøgte så vidt muligt at gå så han skabte en smule læ. De var snart hjemme, fortalte hun sig selv, skuttede sig lidt og hankede op i kurven hun havde over den ene arm.

Et råb da de passerede Tågelygten fik hende til at se op og før hun nåede at registrere hvad der skete, var Marius sat i løb efter noget der kom flagrende forbi i vinden. Hun stoppede og stod som tavs tilskuer mens det lille scenarie udspillede sig og smilede svagt da broderen kom tilbage til hende "Det siger du jo.." nøjedes hun med at svare ret neutralt, mens hun kastede et stjålent blik i retning af den anden pige.

[Marius Våbensmed]

Marius nærmest dansede omkring på lette ben. "Ja og nu har vi talt sammen." han var helt forgabt i pigen og glemte nærmest alt andet. pludselig var vinden ikke så slem, dagen ikke så kold, turen ikke så lang. Alt var bare... dejligt!

"Måske du og hende kunne blive veninder. Så kunne du invitere hende med hjem en dag, og jeg ville sidde derhjemme og vente. Jeg kunne vise hende smedjen, og du kunne lave mad til os og så kunne vi gå en aftentur sammen og.." Ja hvad mere. ALT! De kunne gøre alt sammen. og måske ville det så ende med at blive dem to.

[Idina Jernstøber]

Idina måtte bide sig i kinden for ikke at himle med øjnene over Marius, der lod til at mene, at et simpelt Tak var en hel samtale. I stedet for at pointere netop det, smilede hun bare og rystede let på hovedet "Du er uforbedrelig." hun så sigende op på ham og mens han fortsatte, blev det sværere at opretholde smilet. Veninder.. med Mathilda..

Mentalt skar hun ansigt, men udadtil nøjedes hun med at rynke brynene i mild skepsis "Du kunne også bare selv invitere hende." foreslog hun stilfærdigt og havde slet ikke lyst til at blive blandet ind som mellemled.

[Marius Våbensmed]

Marius forstod ikke hvad problemet var. Mathilda var da den sødeste og skønneste skabning i hele byen! Hvordan kunne nogen være uenig deri?
Hans søsters kommentar om selv at invitere Mathilda på besøg, fik ham til at stoppe op "Selv invitere hende? Kunne jeg det?" Hvad nu hvis hun sagde nej eller grinede af ham eller værre endnu hvis han kløjes i ordene. Nej det var meget bedre at søsteren gjorde det.

[Idina Jernstøber]

Hun skævede op til ham mens de var fortsat med at gå, blikket en smule undrende "Hvorfor skulle du ikke kunne det?" en lille, ikke så uskyldig stemme mumlede svagt i hendes baghovede, at måske ville Mathilda sige nej og så ville Marius få øjnene op for, at hun måske ikke var så fantastisk som han gik og troede. Hun sagde intet af det højt, men sendte ham i stedet et halvt undskyldende smil "Hvis Mathilda og jeg havde nok til fælles til at blive venner, så tror jeg vi var blevet det for længe siden."

[Marius Våbensmed]

Marius smagte lidt på søsterens spørgsmål "Jeg har jo slet ikke talt med hende ordentligt endnu. Hvad hvis hun synes jeg er kedelig?" Frygten var egentlig ganske reelt. Hvad havde han at tilbyde sådan en som Mathilda? Det kunne han ikke se. Han var bare en sølle knægt som ikke kunne meget mere end smede våben.
"I er da begge to piger. Noget må i da have til fælles" kommenterede hanmed et lille smil.

[Idina Jernstøber]

Idina kunne ikke lade være at smile svagt, mens Marius for første gang selv pointerede det åbenlyse og slap så en lille, munter lyd over hans ikke særligt logiske, logik "Så bare fordi vi begge to er kvinder, så antager du automatisk vi har andet tilfælles?" spurgte hun retorisk og så spørgende op på ham "Du og Kongen er også begge to mænd. Betyder det at I allerede er bedste venner?" fortsatte hun.

[Marius Våbensmed]

"Nej.. Det er overhovedet ikke hvad...." Fik Marius startet ud, men blev så tavs. Måske havde hun alligevel ret. Man havde ikke nødvendigvis bare noget tilfælles, blot fordi man var af samme køn. Hans humør sank lidt, der var alligevel ikke meget mellem ham selv og Mathilda.
Idina rodede op i det hele pludselig, hvorfor skulle hun også det?

[Idina Jernstøber]

Hun kunne ikke lade være og blikket spillede drillende et øjeblik mens hun så op på ham. Hvordan det lige altid var hende der var den fornuftige og ham der gik med hovedet i skyerne, men sådan var det for det meste. Det kunne være både underholdende og frustrerende "Hvad?" spurgte hun over den ufuldendte sætning "Ikke det du mente? Hvad så da?" fortsatte hun, og håbede at hun måske endelig havde fået ham til at forstå hvad hun mente.

[Marius Våbensmed]

Det var en af de få gange Marius endte med at blive rød i kinderne. Hvad skulle han nu sige? Idina frydede sig over situationen og han var godt blevet klar over at han nok havde lydt lidt dum. "Jeg kunne vel have lov at håbe så at I havde bare lidt tilfælles?" Kommenterede han bare og tænkte så lidt over søsterens kommentar, hvem vidste egentlig om han havde noget tilfælles med kongen, de havde aldrig mødt hinanden. Så egentlig kunne de vel godt være ens på nogen områder.

Han sukkede og kiggede på sin søster igen. "Du kan virkelig ikke lide hende, kan du?" Hvis hun havde kunnet det, havde hun også kunne finde noget de havde til fælles, det var han sikker på.

[Idina Jernstøber]

Hun kunne ikke overhøre det skårede håb i hans tone og stak med et lille suk, den ene arm omkring hans og gav hans hånd et let klem "Hvis ikke der var håb, så var der ingenting." erklærede hun og sendte deres mor en tanke. Det var noget hun ofte havde sagt hvis noget så håbløst ud.

Hun slap ikke hans arm igen mens de fortsatte, men hans næste spørgsmål plantede en rynke over hendes næseryg igen. Der gik nogle lange øjeblikke før hun hade formuleret et svar "Vi har vidt forskellige syn på... alting." begyndte hun diplomatisk og sendte ham et lille, halvt undskyldende smil "Men hvis det ender med at blive jer, så vil jeg altid være glad på dine vegne."

[Marius Våbensmed]

Marius smilede for sig selv. Idinas udtalelse var fuldstændig som at høre deres moders. Det føltes rart. Han savnede hende meget særligt nu med alt det om Mathilda. Idina kunne også gå, selvom det var svært, når ikke de var enige om at Mathilda var den skønneste af alle.
Marius fortsatte lidt, det var svært dette her. Det gjorde ham dog glad, hvad hun sagde om Mathilda. Han stoppede dog op og kiggede på sin søster "Jeg håber vi kan snakke om det. Jeg forstår bare ikke hvad du synes der er så slemt ved hende?" Han havde set hvor smuk hun var og han var helt forgabt i hendes fine lille smil.

[Idina Jernstøber]

Hun sukkede mentalt og måtte igen overveje sine ord, for ikke at pointere det åbenlyse i, at hun ikke brød sig om den anden pige, fordi hun rent faktisk havde talt med hende. Hun havde lovet Mattis at holde sine meninger for sig selv og ikke lade dem påvirke Marius's valg - eller komme i mellem ham og hende selv.

"Vi er bare meget forskellige, Marius. Vi ville aldrig blive enige om hvordan... hvordan man opfører sig og sådan noget." mumlede hun og hendes blik flakkede beklemt "Hun er køn.. det er hun helt sikkert, men det er jo kun overfladen. Du vil vel gerne finde en der også er køn indeni, ikke?"

[Marius Våbensmed]

Marius sank lidt sammen. Den bølge af glæde over Mathildas ord var ved at fade ud igen, og som han gik blev han mere åben for hvad søsteren havde at sige til det hele. Han sukkede "Jeg ved det. undskyld jeg lod mig rive med. Jeg håbede bare..." Han gik videre i stilhed, mens han tænkte og først senere tog han igen emnet op "Du kan virkelig ikke lide hende, kan du?" Han forstod ikke hvorfor, men for første gang, var han reelt villig til at høre på hvorfor.